Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Går du foran med et godt eksempel?

 TIL FORÆLDRE

8: Eksempel

8: Eksempel

HVAD DET VIL SIGE

Forældre der er gode eksempler, lever selv efter det de lærer deres børn. Du vil jo ikke kunne forvente at din søn er ærlig, hvis han for eksempel har hørt dig sige “Sig jeg ikke er hjemme” for at slippe for at tale med en der står ved døren.

“Udtrykket ‘Gør som jeg siger, ikke som jeg gør’ er ret almindeligt. Men det er ikke noget der virker over for børn. De er som svampe der suger alt det vi siger og gør, til sig, og de skal nok fortælle os hvis det vi gør, ikke stemmer med det vi prøver at få dem til at gøre.” – David.

PRINCIP FRA BIBELEN: “Du som forkynder ‘Du må ikke stjæle’, stjæler du?” – Romerne 2:21.

HVORFOR DET ER VIGTIGT

Børn og teenagere bliver påvirket mere af deres forældre end af nogen andre – inklusive deres jævnaldrende. Det vil sige at det er dig der bedst kan hjælpe dine børn på rette vej – hvis du altså selv lever efter det du lærer dem.

“Man kan gentage noget hundredvis af gange og stadig være i tvivl om ens børn har hørt efter. Men når man en sjælden gang ikke gør som man selv siger, skal de nok gøre en opmærksom på det. De lægger mærke til alt hvad man gør, selv når det ikke virker sådan.” – Nicole.

PRINCIP FRA BIBELEN: “Visdommen ovenfra er ... ikke hyklerisk.” – Jakob 3:17.

HVAD DU KAN GØRE

Tænk over dit eget eksempel. Hvilken slags underholdning vælger du? Hvordan behandler du din ægtefælle og dine børn? Hvilken slags venner har du? Er du hensynsfuld? Sagt med andre ord: Er du sådan som du ønsker dine børn skal være?

“Min mand og jeg forlanger ikke at vores børn skal have en standard som vi ikke selv kan leve op til.” – Christine.

Sig undskyld når du begår fejl. Dine børn ved godt at du ikke er perfekt. Når du siger undskyld, både til din ægtefælle og dine børn, lærer du dine børn hvor vigtigt det er at være ærlig og ydmyg.

“Det er vigtigt at vores børn hører os indrømme vores fejl og sige undskyld. Ellers lærer de bare at dække over deres fejl.” – Robin.

“Som forældre er det os der har størst indflydelse på vores børn, og det bedste værktøj vi har, er vores eksempel, for det er noget de hele tiden ser. Det er som en bog der altid er åben, som man altid kan tage ved lære af.” – Wendell.