Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

 Vi betragter verden

Første skilsmissemesse i Italien. Man kunne her besøge ægteskabsbureauer for at finde en ny partner, rejsebureauer for at komme på en rejse for singler og skilsmissebureauer for at finde en advokat, revisor, psykolog eller familierådgiver. — CORRIERE DELLA SERA, ITALIEN.

Det „troværdighedsproblem“ der er opstået som følge af den katolske kirkes „dårlige håndtering af de mange sager om gejstliges sexmisbrug“, har ført til kirkens „største institutionsmæssige krise i århundreder, om ikke i hele kirkens historie“. — NATIONAL CATHOLIC REPORTER, USA.

Forskere har ud fra en nedfrosset hårtot kortlagt arvemassen efter en grønlænder som døde for 4000 år siden, og fundet ud af at han „sandsynligvis stammer fra Sibirien“. — REUTERS BUREAU, USA.

Tilliden til kirken er styrtdykket

’Flertallet har mistet tilliden til den katolske kirke,’ lyder en overskrift i The Irish Times. Den katolske kirke bliver anbragt i kategori med andre institutioner som et flertal af irere har mistet tilliden til, nemlig regeringen og bankerne. I Irland har loyaliteten over for kirken været legendarisk, men over halvdelen af de adspurgte i en meningsmåling erklærede enten at de „slet ikke“ stolede på kirken (32 procent), eller at de „ikke rigtig“ stolede på den (21 procent). Årsagen til at befolkningens tillid til kirken er „styrtdykket“, menes at være de mange skandaler der i den senere tid har rystet kirken.

Arbejdsløs på højt niveau

Er en højere uddannelse en garanti for at få arbejde? Langtfra altid, oplyser Manila Bulletin. Avisen citerer Quezon Citys borgmester, Herbert Bautista, for at sige: „Hvert år producerer vores universiteter og øvrige læreanstalter millioner af kandidater der ender som arbejdsløse simpelt hen fordi det de har lært, ikke passer til de job der er ledige.“ Mange ender på et kontor eller i en fastfoodrestaurant. Staten opfordrer studenter til at tage en kort praktisk eller teknisk uddannelse på et felt hvor det er lettere at få arbejde.

Spyt nedbryder bro

Den 457 meter lange Howrahbro i Kolkata (tidligere Calcutta) i Indien trues af spyt fra fodgængere. Forklaringen er at mange i byen tygger — og spytter — gutkha, en blanding af betelblade, betelnødder og læsket kalk som er meget yndet, men også meget ætsende. Ifølge avisen The Telegraph har „trafikanternes samlede spytkraft tæret så meget på de stålkapper der beskytter bropillerne, at deres tykkelse er reduceret fra seks til tre millimeter siden 2007“. Hver dag passeres broen af omkring 500.000 fodgængere og 100.000 køretøjer.