Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad bør jeg vide om rygning?

Hvad bør jeg vide om rygning?

 Unge spørger

Hvad bør jeg vide om rygning?

Se på de følgende punkter, og sæt et ✔ ud for dem du synes passer på dig.

□ Jeg er nysgerrig

□ Jeg er stresset

□ Jeg vil gerne være som de andre

□ Jeg er bange for at blive for tyk

HVIS du satte tjektegn ved bare ét af punkterne, har du noget tilfælles med dem af dine kammerater der ryger eller har tænkt på at gøre det. * For eksempel:

Nysgerrighed. „Jeg spekulerede på hvordan det var at ryge, så da en af pigerne i skolen tilbød mig en cigaret, sagde jeg ja tak og sneg mig ud og røg den.“ — Tracy.

Stress og ønsket om at være som de andre. „Nogle gange siger mine skolekammerater: ’Jeg trænger sådan til en smøg,’ og bagefter, ’Ah, så kan jeg lidt igen!’ I stressende perioder kunne jeg også have brug for den slags.“ — Nikki.

Vægtproblemer. „Nogle piger ryger for ikke at tage på — det er meget lettere end at tænke over hvad man spiser!“ — Samantha.

Men før du tænder din første — eller din næste — cigaret, så stands op og tænk dig om. Vær ikke som en fisk der bider på maddingen. Fisken får godt nok en lille belønning, men det er med livet som indsats! Følg i stedet Bibelens råd, og brug din „klare tænkeevne“. (2 Peter 3:1) Tænk over følgende spørgsmål.

Hvad ved du i virkeligheden om rygning?

Markér ud for hver udtalelse om den er rigtig eller forkert.

a. ․․․ Rygning mindsker stress.

b. ․․․ Jeg vil puste det meste af røgen ud igen.

c. ․․․ Rygning vil først påvirke mit helbred når jeg bliver ældre.

d. ․․․ Rygning vil få mig til at virke mere tiltrækkende.

e. ․․․ Hvis jeg ryger, skader det ikke andre end mig selv.

f. ․․․ Gud er ligeglad med om jeg ryger eller ej.

Svar

a. Rygning mindsker stress. — Forkert. Det er rigtigt at rygning midlertidigt dæmper den stress som abstinenserne giver, men forskere  har fundet ud af at nikotin i virkeligheden øger mængden af stresshormoner i kroppen.

b. Jeg vil puste det meste af røgen ud igen. — Forkert. Undersøgelser viser at over 80 procent af de røgpartikler man inhalerer når man ryger, bliver i kroppen.

c. Rygning vil først påvirke mit helbred når jeg bliver ældre. — Forkert. Risiciene øges for hver cigaret du ryger, men der er også nogle øjeblikkelige virkninger. Nogle bliver afhængige efter at have røget bare én cigaret. Din lungekapacitet bliver nedsat, og du vil sandsynligvis udvikle kronisk hoste. Din hud vil ældes hurtigere, og du får flere rynker. Rygning øger din risiko for at få seksuelle problemer, angstanfald og depression.

d. Rygning vil få mig til at virke mere tiltrækkende. — Forkert. Forskeren Lloyd Johnston har konstateret at teenagere der ryger, „i de fleste tilfælde virker mindre tiltrækkende på det modsatte køn“.

e. Hvis jeg ryger, skader det ikke andre end mig selv. — Forkert. Passiv rygning dræber tusinder hvert år; den vil skade din familie, dine venner og selv dine kæledyr.

f. Gud er ligeglad med om jeg ryger eller ej. — Forkert. De der gerne vil glæde Gud, må rense sig for ’alt det der besmitter kroppen’. (2 Korinther 7:1, Seidelin) Der er ingen tvivl om at rygning besmitter kroppen. Hvis du vælger at være ’uren’ og skade dig selv og andre ved at bruge tobak, kan du ikke være ven med Gud. — Mattæus 22:39; Galaterne 5:19-21.

Hvordan man siger nej

Hvad vil du så gøre hvis nogen tilbyder dig en cigaret? Et enkelt men bestemt svar, som „nej tak, jeg ryger ikke“, vil ofte være nok. Hvis den anden bliver ved og måske endda begynder at mobbe dig, så husk at du bestemmer selv. Du kunne sige:

● „Jeg har undersøgt risiciene og besluttet at det ikke er noget for mig.“

● „Jeg har nogle vigtige planer for fremtiden der kræver at jeg kan trække vejret.“

Det kan dog også være at du ligesom de unge der blev citeret tidligere i denne artikel, føler at det største pres kommer indefra. Hvis det er tilfældet, så find ud af hvordan du kan besvare denne ’indre stemme’, ved at ræsonnere over spørgsmål som disse:

● Vil det på nogen måde gavne mig at ryge? Hvis jeg for eksempel beslutter at ryge bare for at blive accepteret, vil de andre så alligevel synes at jeg er som dem når vi ikke har meget andet tilfælles? Har jeg overhovedet lyst til at tækkes nogle der vil have det fint med at jeg ødelægger mit helbred?

● Hvor meget vil det koste mig i form af penge, helbredsproblemer og tab af andres respekt hvis jeg ryger?

● Vil jeg være villig til at give afkald på mit venskab med Gud for en cigaret?

 Men hvad nu hvis du allerede er blevet afhængig? Hvordan kan du så holde op?

Hvordan man holder op

1. Overbevis dig selv. Skriv ned hvilke grunde du har til at holde op, og kig regelmæssigt på listen. Et ønske om at være ren i Guds øjne kan være en stærk drivkraft. — Romerne 12:1; Efeserne 4:17-19.

2. Få hjælp. Hvis du har røget i smug, er tiden nu inde til at gøre rent bord. Fortæl dem du har skjult din rygning for, at du holder op, og bed dem om at støtte dig. Hvis du ønsker at tjene Gud, så bed om hans hjælp. — 1 Johannes 5:14.

3. Sæt en stopdato. Giv dig selv to uger eller mindre, og skriv i din kalender hvornår du har besluttet at holde op. Fortæl din familie og dine venner at du holder op den dag.

4. Ryd grundigt ud. Inden din stopdato skal du gennemsøge dit værelse, din bil og dit tøj for cigaretter. Sørg for at destruere dem du finder. Smid lightere, tændstikker og askebægre ud.

5. Hold ud trods abstinenser. Drik masser af juice eller vand, og sørg for at få mere søvn. Husk at ubehaget er midlertidigt, mens fordelene er varige!

6. Undgå det der kan vække trangen. Hold dig fra steder og situationer hvor du kunne blive fristet til at ryge. Du bliver måske også nødt til at afbryde social kontakt med rygere. — Ordsprogene 13:20.

7. Undgå kompromiser. Lad være med at narre dig selv ved at sige: „Jeg tager kun et enkelt sug.“ Sådanne kompromiser fører ofte til at man igen begynder at ryge. — Jeremias 17:9.

Vær ikke blåøjet

Hvert år bruger tobaksfirmaer milliarder af kroner på reklamer. Tror du ikke de er fuldstændig klar over at mange unge vil bide på deres madding og blive næste generations afhængige voksne?

Lad ikke tobaksfirmaerne få fat i dine penge. Hvorfor lade sig lokke af deres madding? Hverken de eller dine kammerater der ryger, vil dig dit bedste. Lyt ikke til dem, men lyt i stedet til den vejledning der findes i Bibelen, og lær „hvad der gavner“. — Esajas 48:17.

Der findes flere artikler fra serien „Unge spørger“ på hjemmesiden www.watchtower.org/ypd

[Fodnote]

^ par. 8 Denne artikel handler om dem der ryger cigaretter, men de problemer og farer der nævnes, gælder også dem der tygger tobak.

[Ramme/illustrationer på side 27]

HVAD ANDRE UNGE SIGER

„Hvis en spurgte mig hvorfor jeg ikke ryger, ville jeg sige: ’Fordi jeg ikke har lyst til at få sorte lunger og forkorte mit liv.’“

„Hvis en tilbød mig en cigaret, ville jeg sige ’nej tak’. Hvis vedkommende prøvede at presse mig, ville jeg sige: ’Vil du nægte mig retten til selv at bestemme? Det er ret chokerende i vores moderne samfund!’“

[Illustrationer]

Benjamin

Heather

[Ramme på side 28]

VIDSTE DU DET?

Røgfri tobak — som for eksempel tyggetobak — kan afgive mere nikotin end cigaretter og indeholder mere end 25 kræftfremkaldende stoffer der øger risikoen for kræft i hals og mund.

[Ramme på side 28]

HVORFOR IKKE SPØRGE DINE FORÆLDRE?

Det vil være meget lettere at klare gruppepres hvis du er forberedt. Hvorfor ikke bede dine forældre om at øve nogle situationer med dig så du ved hvad du skal svare hvis en tilbyder dig en cigaret? Lad en af dine forældre spille rollen som en kammerat der prøver at presse dig til at ryge. Tip: Få nogle gode idéer til hvordan du kan svare, ved at bruge arbejdsskemaet „Strategi mod gruppepres“ på side 132 og 133 i Unge spørger — Svar der duer, bind 2.

[Illustration på side 28]

En ryger er som en fisk der bider på maddingen — han får en belønning, men det er med livet som indsats