Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor jeg glæder mig til at fortælle dem: „Vi er her alle sammen!“

Hvor jeg glæder mig til at fortælle dem: „Vi er her alle sammen!“

 Hvor jeg glæder mig til at fortælle dem: „Vi er her alle sammen!“

FORTALT AF ABIGAIL AUSTIN

Jeg var ni år gammel. Det var en smuk aprildag i 1995, og vi var en gruppe fra den lokale menighed af Jehovas Vidner der havde besluttet at tage en tur ud i det engelske landskab. Vi kørte af sted i flere biler. Jeg kørte sammen med min far og mor, min storesøster Sarah og Deborah, der var en ven af familien. Pludselig kom en bil kørende i fuld fart imod os i den forkerte side af vejen og bragede ind i os. Jeg var den eneste overlevende.

JEG vågnede op på hospitalet to uger senere. Jeg havde fået kraniebrud, og lægerne havde indsat adskillige plader for at holde kraniet sammen. Ikke desto mindre kom jeg mig hurtigt. Min familie fortalte mig nu hvad der var sket, men jeg ville ikke tro på dem. Jeg blev ved med at tro at mine forældre og min søster havde besøgt mig mens jeg sov, og at det var derfor jeg ikke havde set dem. Det var først da jeg kom hjem, at sandheden gik op for mig. Jeg var knust.

Hvad hjalp mig til at komme videre efter denne forfærdelige tragedie?

Min åndelige arv

Jeg var det yngste barn i en søskendeflok på fem. Da ulykken skete, var Sarah 22, Shane 20, Jessica 17 og Luke 15. Vi havde nogle vidunderlige, omsorgsfulde forældre. Min far, Steve, tjente som ældste i West Yorkshire menighed af Jehovas Vidner i Shipley og var elsket af alle fordi han altid tog sig tid til at lytte til andre og hjælpe dem. Min mor, Carol, var også meget afholdt i menigheden, hvor hun som en datter tog sig af de ældre. For os børn og unge arrangerede hun sammenkomster, og hun hjalp os med at finde gode venner. Alle var velkomne hjemme hos os. Vores forældre lærte os også at være venlige og hensynsfulde over for vores naboer.

Hver onsdag aften studerede vi Bibelen sammen i familien. Nogle gange opførte vi bibelske skuespil hvor vi var klædt ud. Mor og far lærte os fra vi var små, hvordan vi skulle forberede os til menighedens møder, og hvordan vi kunne fremholde Bibelens budskab for folk i deres hjem. Selvom vores forældre havde hænderne fulde med fem børn, brugte de tid sammen med os og hjalp os til at blive åndeligt stærke.

Da Sarah, Shane og Jessica gik ud af skolen, blev de pionerer, det vil sige kristne heltidsforkyndere, og det gjorde vores ven Deborah også. Sarah og jeg stod hinanden særlig nær. Hun var som en ekstra mor for mig, og i mine skoleferier brugte vi tid sammen på at hjælpe andre til at lære om Bibelen. Jeg elskede disse dage. Jeg kunne se hvor glade alle pionererne var, og jeg nød samværet med dem. Mit mål var at blive Sarahs pionermakker når jeg var færdig med skolen.

I ferierne var vores familie ofte sammen med andre i menigheden. Unge og ældre knyttede stærke venskaber og kom til at holde meget af hinanden. Jeg havde ingen anelse om hvor megen hjælp og trøst disse gode venner ville give mig i den kommende tid!

Efter ulykken

Da jeg blev udskrevet fra hospitalet, vendte jeg tilbage til vores hjem. Shane og Jessica, der  havde halvdagsarbejde og var pionerer, arbejdede hårdt for at forsørge os alle og tage sig af os.

Der var også mange af vennerne fra den lokale menighed der kom os til hjælp. De gjorde så meget for os! De lavede mad til os, gjorde rent, købte ind og vaskede vores tøj indtil vi kom på fode igen. Vi var utrolig taknemmelige. Der kom utallige gaver og opmuntrende kort fra Jehovas Vidner nær og fjern, som vidnede om dybden af den kærlighed der er inden for Jehovas organisation.

Da der var gået omkring et år, syntes mine søskende at jeg havde brug for et mere normalt familieliv. Flere venlige familier i menigheden havde tilbudt deres hjælp, så mine søskende satte sig ned og overvejede hvad mor og far ville have ment var bedst for mig og min åndelige sundhed fremover. Én familie skilte sig ud. Billy, der var ældste, og hans kone, Dawn, havde været særlig nære venner af vores familie, og de havde en datter på fem år der hed Lois. De åbnede deres hjem for mig og har lige siden kærligt taget sig af mig som deres egen datter. Selvom Lois måtte dele sine forældre med mig, har hun aldrig været jaloux, og i dag er vi lige så nært knyttet til hinanden som rigtige søstre.

Hvordan jeg kom videre efter tragedien

Til at begynde med spekulerede jeg over hvorfor denne forfærdelige tragedie havde ramt vores familie, især i betragtning af at såvel mine forældre som Sarah og Deborah havde vist så stor kærlighed til Jehova og deres medmennesker. Men så mindedes jeg Bibelens beretning om Job, der bevarede sin tro på Gud selvom han mistede sine børn. (Job 1:19, 22) Jeg tænkte: ’Ja, det var Satan der var årsagen til at lidelser og død kom ind i verden, og det ville fryde ham hvis denne trafikulykke fik os til at holde op med at tjene Gud.’ (1 Mosebog 3:1-6; Åbenbaringen 12:9) Jeg huskede også på at Jehova kærligt har givet os det vidunderlige håb om en opstandelse. (Johannes 5:28, 29) Vi vil komme til at se vores familie og Deborah igen, og til den tid vil jorden være blevet et paradis! Faktisk styrkede det min kærlighed til Jehova.

Når jeg møder nogen der også har været ramt af en tragedie, gør det mig ked af det hvis de ikke har hørt om Bibelens dyrebare løfte om en opstandelse. Det giver mig lyst til at fortælle dem om vores håb, for jeg er sikker på at vi kun er kommet så godt gennem denne mørke tid takket være Jehova og hans organisation. Vi ved nemlig at der er lys for enden af tunnelen.

Måske har det vi har været igennem, også gavnet i en anden forstand, for det har fået nogle forældre til at spørge sig selv: ’Har vi givet vores børn en så god åndelig ballast at de vil fortsætte med at tjene Jehova hvis vi en dag ikke længere er her?’

Jeg har prøvet at leve mit liv som om mor og far stadig var her. Jeg ved de ville have ønsket at jeg var travlt optaget af at hjælpe andre, ligesom de selv var. Jeg har været pioner siden jeg gik ud af skolen, og nu er Lois blevet min pionermakker. Mine to brødre og min søster er alle gift og tjener glade Jehova i deres respektive menigheder.

Jeg glæder mig bare så meget til Guds nye verden og opstandelsen! Til den tid vil der ikke længere være smerte og død. (Åbenbaringen 21:3, 4) Tanken om at vi alle vil være sammen igen, hjælper mig til at fortsætte. Hvor jeg glæder mig til at omfavne mor, far, Sarah og Deborah og sige til dem: „Vi er her alle sammen!“

[Illustration på side 23]

Abigail (nummer to fra venstre) med sin adoptivfamilie i dag