Hvad siger Bibelen?

Er det rigtigt at bruge ærestitler?

NÅR kristne i det første århundrede var i gang med deres daglige gøremål og forkyndte den gode nyhed om Riget, kom de i kontakt med regeringsembedsmænd — nogle af lav rang og andre af høj rang. Jesu disciple brugte ikke titler indbyrdes for at markere deres position og rang. Det var dog almindeligt dengang at man tiltalte magtfulde personer med titler. Den romerske kejser blev kaldt Augustus, der betyder „den ophøjede“. — Apostelgerninger 25:21.

Hvordan betragtede Jesus og hans disciple brugen af ærestitler når de trådte frem for højtstående embedsmænd? Hvordan skal vi se på det?

Ære er ikke det samme som billigelse

Apostelen Paulus opfordrede sine trosfæller til at ’give alle hvad der tilkommer dem, . . . ham der kræver ære, ære’. (Romerne 13:7) Det indbefattede at tiltale øvrighedspersoner med deres titler. I dag bliver titler som ’Deres Excellence’ blandt andet brugt om ambassadører; ’Deres Majestæt’ og ’Deres Kongelige Højhed’ om medlemmer af kongehuset; og ’høje dommer’ om dommere inden for det danske retssystem. Men nogle vil måske spørge: „Hvordan kan jeg titulere et menneske på en sådan måde hvis jeg ikke er sikker på at vedkommendes opførsel er ’ophøjet’ og ærefuld?“

Mange statsoverhoveder, embedsmænd og øvrighedspersoner udfører deres arbejde meget samvittighedsfuldt, men ikke alle virker tillidsvækkende. Alligevel tilskynder Bibelen os til at underordne os konger og landshøvdinger „for Herrens skyld“. (1 Peter 2:13, 14) Når vi forstår at Gud har tilladt et statsoverhoved eller en øvrighedsperson at udøve myndighed, skulle det få os til at vise respekt og give vedkommende den ære der tilkommer ham eller hende. — Romerne 13:1.

Hvordan et menneske i en høj stilling opfører sig som privatperson, er ikke relevant i denne sammenhæng. Det er ikke det der er grunden til at vi viser vedkommende ære. At henvende sig til en sådan person med en ærestitel er ikke det samme som at billige vedkommendes adfærd. Det kan ses af en episode i apostelen Paulus’ liv.

Paulus’ brug af titler

Apostelen Paulus blev arresteret i Jerusalem på falske anklager og blev stillet for Felix, der var  landshøvding i Judæa. Man kan næppe kalde Felix for en eksemplarisk regeringsembedsmand. Den romerske historiker Tacitus skrev at Felix „mente at han ustraffet kunne begå alle slags onde handlinger“. Han var mere interesseret i at tage imod bestikkelse end i at lade retfærdigheden ske fyldest. I de to år Paulus var i forvaring, viste han alligevel Felix respekt, og de to mænd talte ofte sammen — Felix håbede at få penge, som han dog aldrig fik, og Paulus benyttede sig af lejligheden til at forkynde. — Apostelgerninger 24:26.

Da Festus efterfulgte Felix, hørte den nye landshøvding om Paulus’ sag i Cæsarea. For at vinde de jødiske lederes gunst foreslog Festus at Paulus blev stillet for en domstol i Jerusalem. Men Paulus vidste at hans sag ikke ville blive behandlet retfærdigt dér, så han drog fordel af sit romerske statsborgerskab og erklærede: „Jeg appellerer til kejseren!“ — Apostelgerninger 25:11.

Festus var ikke helt klar over hvordan han over for kejseren skulle forklare beskyldningerne mod Paulus, men hjælpen kom da kong Agrippa II aflagde et høflighedsbesøg hos Festus og udtrykte interesse for sagen. Den næste dag kom kongen med pomp og pragt og gik ind i audienssalen sammen med militærtribuner og fremtrædende mænd fra byen. — Apostelgerninger 25:13-23.

Da Paulus blev indbudt til at tale, brugte han titlen ’konge’ i sine indledende bemærkninger og anerkendte Agrippas ekspertise hvad angik jødernes skikke såvel som deres stridsspørgsmål. (Apostelgerninger 26:2, 3) På det tidspunkt gik der rygter om at Agrippa levede i blodskam med sin søster, hvilket vakte offentlig forargelse. Det er helt sikkert at Paulus kendte til Agrippas plettede omdømme. Alligevel viste Paulus ham den ære der tilkommer en konge.

Under Paulus’ forsvarstale udbrød Festus: „Du er ved at blive vanvittig, Paulus!“ I stedet for at lade sig provokere svarede Paulus ham roligt idet han tiltalte ham som „højtærede Festus“. (Apostelgerninger 26:24, 25) Paulus viste ham respekt på grund af hans embede. Men disse eksempler giver anledning til spørgsmålet: Er der en grænse for den ære vi skal vise andre mennesker?

Relativ ære

Ifølge Romerbrevet 13:1 er den myndighed som en regering besidder, relativ. Der står: „De eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Den ære man skal vise en regerings repræsentanter, må derfor også være relativ. Jesus satte en grænse for den ære man skal give andre, da han sagde til sine disciple: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“ — Mattæus 23:8-10 .

Det der er afgørende for om man skal vise en person ære ved at tiltale vedkommende med en titel, er derfor om der er tale om en religiøs eller en verdslig ærestitel. I det tilfælde at verdslige øvrighedspersoner antager religiøse titler, ville Paulus’ vejledning om at give dem ære ikke inkludere brugen af sådanne titler. En der følger Bibelens vejledning, vil behandle sådanne øvrighedspersoner med respekt. Hans bibeloplærte samvittighed vil imidlertid få ham til at afholde sig fra at bruge nogen som helst religiøs titel fordi han er forpligtet til at ’tilbagebetale Gud det der er Guds’. — Mattæus 22:21.

HAR DU SPEKULERET OVER?

▪ Hvordan så Jesu disciple på de verdslige myndigheder? — Romerne 13:7.

▪ Tiltalte apostelen Paulus regeringsembedsmænd med ærestitler? — Apostelgerninger 25:11; 26:2, 25.

▪ Hvilke titler havde Jesu mishag? — Mattæus 23:8-10.

[Illustration på side 20, 21]

Hvordan tiltalte Paulus Agrippa?