Kom og stress af i Vanuatu

AFSPIL

Kom og stress af i Vanuatu

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I NY KALEDONIEN

Føler du dig stresset? Trænger du til at komme væk fra det hele? Så forestil dig at du slapper af på en solbeskinnet tropisk ø. Se dig selv svømme i turkisfarvet vand, vandre omkring i frodige regnskove eller møde eksotiske stammefolk. Findes et sådant paradis virkelig i dag? Ja! På de afsidesliggende øer i Vanuatu.

OMKRING halvvejs mellem Australien og Fiji ligger Vanuatu, som består af omkring 80 små øer der ligger i en Y-formet række i det sydvestlige Stillehav. Ifølge geologer stødte kæmpemæssige lithosfæreplader i jordens skorpe sammen på dette sted og formede dermed høje bjerge, hvoraf de fleste befinder sig under vandet. Toppene af de højeste af disse bjerge nåede op over havoverfladen og blev til Vanuatus klippefyldte øer. I dag er den geologiske knasen og skurren årsag til adskillige jordrystelser og holder liv i ni aktive vulkaner. Modige turister kan endda se smeltet lava på nært hold.

Der er masser af frodig regnskov på disse øer. De er hjemsted for det mægtige banyantræ, hvis løvrige trækrone kan brede sig over store områder. I den tætte underskov findes der over 150 arter orkidéer og 250 typer bregner. Fantastiske strande og forrevne klipper ligger ud mod det klare vand, som myldrer med farverige fisk og koraller. Fra hele verden kommer økoturister til øen Epi for at svømme sammen med blide, legesyge dugonger. *

Kannibaler og cargokulter

De første europæiske opdagelsesrejsende kom til Vanuatu i 1606. * Øerne var da beboet af nogle brutale stammer, og kannibalisme var meget udbredt. I hele området voksede der på den tid store skove af sandeltræer, en velduftende træsort som er højt skattet i Asien. Europæiske handelsmænd ’lugtede’ penge og plyndrede systematisk området for træer. Derefter begyndte de på det der blev kaldt ’blackbirding’.

Blackbirding havde at gøre med at rekruttere indfødte øboere til at arbejde på sukker- og bomuldsplantager i Samoa, Fiji og Australien. I teorien gik arbejderne frivilligt med til at tjene i en periode på tre år. Men i praksis blev de fleste af dem bortført. Handelen var på sit højeste i slutningen af 1800-tallet, og over halvdelen af den mandlige befolkning fra nogle af Vanuatus øer arbejdede da i udlandet. De fleste kom aldrig hjem igen. Alene i Australien døde næsten 10.000 indfødte fra Stillehavsøerne, de fleste af dem på grund af sygdom.

Europæiske sygdomme hjemsøgte også Vanuatuøerne. Indbyggerne havde næsten ingen modstandskraft mod mæslinger, kolera, kopper og andre sygdomme. „En almindelig forkølelse kunne udrydde en hel befolkning,“ siger en kilde.

Kristenhedens missionærer kom til Vanuatu i 1839, og de blev med det samme inviteret til middag — det siges at de blev spist som hovedret! Mange af deres efterfølgere led samme grumme skæbne. Men med tiden vandt både protestantiske og katolske kirker fodfæste på øerne. I dag hævder over 80 procent af Vanuatus befolkning at de tilhører en kirke. Trods det, siger forfatter Paul Raffaele, har „mange af indbyggerne stadig stor agtelse for landsbytroldmænd, der i forbindelse med magiske ritualer bruger sten der er besatte af ånder, for at tiltrække en ny elsker, opfede en gris eller dræbe en fjende“.

I Vanuatu finder man også en af verdens mest sejlivede cargokulter. Under den anden verdenskrig passerede over en halv million amerikanske soldater Vanuatu på deres vej til kampe i Stillehavet. Øboerne var forundrede over al den rigdom, eller ’cargo’ (last), som soldaterne havde med sig. Da krigen endte, pakkede amerikanerne bare deres sager sammen og rejste igen. Udstyr og forsyninger for millioner af kroner blev smidt i havet. Religiøse grupper kaldt cargokulter begyndte at bygge moler og landingsbaner og udføre militærøvelser med efterligninger af militærudstyr for at lokke de besøgende tilbage. Den dag i dag beder hundredvis af landsbyboere på øen Tanna stadig til John Frum — „en spøgelsesagtig amerikansk messias“ som de hævder en dag vil vende tilbage til dem med en stor og kostelig last.

En mangfoldighed af kulturer

Der er overraskende mange forskellige sprog og skikke i dette ørige. En rejsehåndbog siger: „Vanuatu mener selv at have den højeste koncentration af forskellige sprog pr. indbygger i verden.“ Der tales mindst 105 sprog og adskillige dialekter rundt om i øhavet. Bislama — landets lingua franca — samt engelsk og fransk er officielle sprog.

Rundt om på øerne forbliver én ting dog uforandret: Alle aspekter af livet domineres af ritualer. Et ældgammelt frugtbarhedsritual på Pinseøen er endda ophav til den globale dille med elastikspring (bungee jumping). Hvert år ved den årlige høst af yams springer mænd og drenge på hovedet ned fra 20-30 meter høje trætårne. Kun lianerne der er bundet om deres ankler, redder dem fra at springe i døden. Deltagerne håber at de ved at strejfe jorden med hovedet kan gøre den „frugtbar“ til næste års høst.

På øen Malakula er det først inden for de seneste år at visse landsbyer har åbnet op for omverdenen. Her lever de store og de små nambaer, stammer der engang var fjendtlige kannibaler. Efter sigende blev deres sidste offer fortæret i 1974. Skikken med at binde små drengebørns hoveder stramt ind for at forme et „attraktivt“ aflangt kranie ophørte også for flere år siden. I dag er nambaerne overordentlig venligsindede, og de er glade for at fortælle besøgende om deres kulturelle arv.

Indbyggere i paradiset

De fleste tager til Vanuatu for at holde en lille ferie. Men Jehovas Vidner, der kom til øerne for over 70 år siden, tog hertil for at hjælpe folk med at lære Gud at kende. Og deres anstrengelser her ved en af „jordens fjerneste egne“ har båret frugt. (Apostelgerninger 1:8) (Se rammen: „Forfalden til kava, men nu en kristen“). Der er fem menigheder af Jehovas Vidner i Vanuatu, og i år 2006 brugte de over 80.000 timer til at forkynde Bibelens budskab om et kommende jordisk paradis. (Esajas 65:17-25) Snart vil indførelsen af dette fremtidige paradis for evigt befri os for den moderne verdens stress og bekymring. — Åbenbaringen 21:4.

[Fodnoter]

^ par. 5 Dugongen er et planteædende havdyr som kan blive næsten 3,5 meter langt og veje over 400 kilo.

^ par. 7 Vanuatu hed Ny Hebriderne inden øerne blev selvstændige i 1980.

[Ramme/illustrationer på side 17]

DE LYKKELIGE ØER

I 2006 stod Vanuatu øverst på en liste der hedder Happy Planet Index. Denne internationale optegnelse udarbejdes af New Economics Foundation, en britisk tænketank. Listen er baseret på en vurdering af 178 landes indbyggere og deres tilfredshed med tilværelsen, livslængde og indflydelse på miljøet. „[Vanuatu] kom øverst på listen fordi dets indbyggere er glade, har en levetid på næsten 70 år og er skånsomme mod planeten,“ stod der i avisen Vanuatu Daily Post.

[Illustration]

Traditionel klædedragt

[Kildeangivelse]

[Ramme/illustration på side 17]

FORFALDEN TIL KAVA, MEN NU EN KRISTEN

Willie, som er født og opvokset på Pinseøen, havde siden sin ungdom drukket masser af kava. Kava er en stærkt sløvende drik som fremstilles af knuste rødder fra en plante af peberfamilien. Hver aften slingrede Willie fuld hjem fra kava-baren. Hans gæld voksede, og han blev tit voldelig og slog sin kone, Ida. Da en arbejdskammerat som var et af Jehovas Vidner, opfordrede Willie til at studere Bibelen, indvilligede han. I starten var Ida imod at hendes mand studerede, men efterhånden som Willie ændrede væremåde, skiftede hun mening og begyndte også selv at studere. Willie og Ida gjorde åndelige fremskridt, og med tiden overvandt Willie sine dårlige vaner. I 1999 blev de begge døbt som Jehovas Vidner.

[Kort/illustration på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NEW ZEALAND

AUSTRALIEN

STILLEHAVET

FIJI

[Illustration på side 16]

Ekstremt farlige udspring som er en del af et frugtbarhedsritual

[Kildeangivelse]

[Kildeangivelse på side 15]

[Kildeangivelse på side 16]

VÅGN OP!