Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Noget der holder længere end kunst

Noget der holder længere end kunst

 Noget der holder længere end kunst

FORTALT AF RAKEL KOIVISTO

I 1950 vandt mit forslag til et mindesmærke til ære for dem der var døde i Anden Verdenskrig, førstepræmie i en national konkurrence. Men et år senere, da mit kolossale granitmonument blev afsløret ved en højtidelig ceremoni i Tuusula i Finland, var jeg ikke til stede. Lad mig forklare hvorfor.

JEG er født i 1917 som den yngste i en familie med otte børn. Vi boede i en landsby i det sydlige Finland. Vi var fattige, men jeg var glad og følte mig tryg. Mine forældre var gudfrygtige og stabile, og de lærte os at sætte pris på åndelige værdier. En bibel som min far havde købt, var højt værdsat i vores hjem.

Som barn udskar jeg små figurer i træ. Nogle af mine slægtninge syntes så godt om det jeg lavede, at de opfordrede mig til at studere kunst. Det endte med at jeg blev optaget på Universitetet for kunsthåndværk i Helsinki. Miljøet på denne eliteskole, som var centrum for al kunstnerisk aktivitet i Finland, virkede meget fascinerende på en lille pige fra landet, og jeg blev fuldstændig opslugt af det. Da jeg bestod min afgangseksamen i 1947, troede jeg at jeg ville kunne efterlade mig noget af varig værdi i denne verden.

Et vendepunkt

Men på et tidspunkt ændrede mine mål i livet sig dramatisk. En dag fik jeg besøg af min søster Aune, som begejstret udbrød: „Jeg har fundet sandheden!“ Hun havde fået bogen „Gud Maa Være Sanddru“, der er udgivet af Jehovas Vidner. Jeg var nu ikke imponeret. Kort tid efter lagde jeg mærke til at en pige som havde gået på universitetet samtidig med mig, havde den samme bog. Da jeg begyndte at tale nedsættende om den, svarede hun skarpt: „Du skal ikke le! Den bog kan hjælpe dig til at forstå Bibelen.“ Jeg fik fat i bogen og slugte den stort set på én gang. Nu lo jeg ikke længere. Jeg blev faktisk overbevist om at Jehovas Vidner havde sandheden. Jeg erkendte også at Jehova Gud tilbød mig noget som kunsten ikke kunne give mig — evigt liv.

I begyndelsen inviterede Jehovas Vidner mig ikke med til deres møder. Af den grund troede jeg at møderne kun var for trossamfundets medlemmer. Jeg tog derfor selv initiativet og spurgte om der var mulighed for at jeg kunne komme med. Hvor blev jeg glad da jeg fandt ud af at alle er velkomne til Jehovas Vidners møder. At overvære disse sammenkomster styrkede min tro, og jeg besluttede mig for at indvi  mig til Jehova. Den 19. november 1950 symboliserede både min søster og jeg offentligt vores indvielse ved at lade os døbe. Til vores store glæde blev vores forældre og vores fire andre søstre med tiden også Jehovas Vidner.

Hvilken levevej skulle jeg vælge?

Mens jeg studerede Bibelen med Jehovas Vidner, gik det fremad med min kunstuddannelse. Efter at have bestået min eksamen arbejdede jeg som assistent for en professor i billedhuggerkunst. Det var på det tidspunkt jeg vandt førstepræmie i den nationale konkurrence jeg fortalte om i indledningen af artiklen. Præmien fik jeg for min idé til et mindesmærke for dem der faldt i Anden Verdenskrig. Jeg havde foreslået at man gav dette mindesmærke titlen: „De vendte ikke tilbage,“ en titel som afspejlede mit reviderede syn på krig. (Esajas 2:4; Mattæus 26:52) Da det mere end fem meter høje mindesmærke blev afsløret, var jeg ikke til stede. Afsløringen skulle foregå under en patriotisk ceremoni som jeg ikke følte jeg kunne deltage i på grund af min bibeloplærte samvittighed.

Efterhånden som min anerkendelse som kunstner voksede, blev jeg et kendt navn, og jeg fik lovende tilbud om arbejde. Nu måtte jeg beslutte mig for hvad jeg ville prioritere højest. Jeg elskede mit arbejde, men mit ønske om at hjælpe andre åndeligt var endnu større. I 1953 begyndte jeg derfor som heltidsforkynder, eller pioner, som Jehovas Vidner kalder det.

Nogle gange fik jeg at vide at jeg lod mit talent gå til spilde. Men jeg indså at alt hvad jeg personligt kunne udrette som billedhugger, kun ville have midlertidig værdi. Selv granitskulpturer hensmuldrer med tiden. Som pioner kunne jeg derimod bruge det meste af min tid på at hjælpe andre ind på den vej der fører til evigt liv! (Johannes 17:3) Alligevel lagde jeg ikke arbejdet som billedhugger helt på hylden. Indimellem fremstillede jeg stadig skulpturer som jeg selv kunne have glæde af, eller som jeg kunne sælge for at forsørge mig selv.

Jeg flytter på landet

I 1957, efter fire års pionertjeneste i Helsinki, blev jeg af det finske afdelingskontor for Jehovas Vidner anmodet om at tjene i Jalasjärvi, en sydligt beliggende landkommune på Finlands vestkyst, ud mod Den Botniske Bugt. Der skulle jeg slutte mig til Anja Keto, der var 17 år yngre end mig. Jeg kendte ikke Anja i forvejen, men tog med glæde imod opgaven og flyttede ind hos hende. Hun og jeg var de eneste Jehovas Vidner i området, så vi arbejdede næsten altid sammen i forkyndelsen. Vi blev snart uadskillelige venner.

Min flytning til Jalasjärvi betød at jeg vendte tilbage til landlige forhold som mindede om dem jeg havde været vant til før jeg blev en del af de kunstneriske kredse i hovedstaden 20 år tidligere. Vintrene var meget strenge, og nogle gange måtte vi vade igennem sne som gik os til hofterne. Vi boede i en lille hytte som bestemt ikke var luksusbetonet. Vi hentede vand fra en kilde i nærheden, og en gang imellem frøs overfladen af det vand vi havde båret med ind i hytten, til is i løbet af natten. Men vi havde alt hvad vi havde behov for. (1 Timoteus 6:8) Det var glade, travle dage.

Travlhed i et glædebringende arbejde

På grund af lokalbefolkningens udbredte fordom imod os gav de bestræbelser vi gjorde os i begyndelsen, ikke de store resultater. For at give folk en bedre forståelse af vores arbejde arrangerede vi forevisninger af film som Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed og Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund, fremstillet af Jehovas Vidner. Ved disse filmforevisninger lærte de os og vores organisation bedre at kende, og det hjalp dem til at forstå hvilke positive virkninger vores arbejde har på folk i hele verden. Mange overværede disse filmforevisninger.

Ved en lejlighed viste Eero Muurainen, en af Jehovas Vidners kredstilsynsmænd, filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed i et forsamlingshus. Der kom så mange at jeg kun med nød og næppe fandt en plads til mig selv i det fjerneste hjørne af salen. Jeg måtte stå på ét ben med ryggen mod væggen da der ikke var plads nok til at jeg kunne sætte min anden fod ned på gulvet. Da filmen var slut, kom mange hen til os og bad os om at besøge dem.

Vi brugte også en stor båndoptager som vi kunne afspille bibelske foredrag på når vi kom  indenfor i stuehuset hos folk. Engang havde vi sagt ja til at afspille et sådant foredrag hjemme hos en familie klokken 19, og vi havde inviteret hele landsbyen til denne sammenkomst. Tidligt om morgenen samme dag tog vi af sted på vores cykler for at forkynde i en landsby omkring 25 kilometer væk, idet vi troede at vi ville have tid nok til at nå tilbage inden aften. Men da vi skulle hjem igen, havde regnen forvandlet vejen til det rene mudder.

Til sidst var der så meget mudder på vores cykler at hjulene ikke længere kunne dreje rundt, og vi var nødt til at bære cyklerne hjem. Resultatet var at vi ikke kom af sted til det planlagte møde før sent om aftenen. Vi slæbte vores tunge båndoptager med og nåede frem klokken 22. Vi var helt sikre på at alle ville være gået hjem, men til vores store overraskelse var huset fyldt med folk fra landsbyen som stadig ventede på os. Efter foredraget fulgte en livlig drøftelse. Da vi endelig kom hjem ud på de små timer, var vi totalt udmattede, men meget glade!

Afstanden mellem landsbyerne var så stor at brødrene i området hjalp os så vi kunne købe en bil — en gammel russisk model, som gjorde forkyndelsen meget lettere for os. Den opnåede senere en vis berømmelse fordi stiftets biskop under sit besøg advarede sine sognebørn imod at invitere os indenfor i deres hjem. Han talte om to damer som kørte i en blå bil. Den advarsel virkede med det samme. Mange ville gerne vide hvem de to damer var, og hvad det var der gjorde dem så farlige! Folks nysgerrighed førte til mange gode bibelske samtaler. Hvor er det sandt hvad der siges i Esajas’ Bog: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ — Esajas 54:17.

Omsider bar vores arbejde frugt. Vi begyndte at afholde ugentlige møder med en lille gruppe interesserede. Med tiden voksede gruppen, og i 1962 blev der oprettet en menighed bestående af 18 Jehovas Vidner, hvoraf de fleste var kvinder. To år senere blev Anja og jeg flyttet til Ylistaro, en anden kommune i det samme område.

Inspirerende omgivelser

Vi nød skønheden og freden i vores nye distrikt, som også lå i et landområde, men vi glædede os især over befolkningen. De fleste var venlige og gæstfri. Mange var dybt religiøse og præget af en stærk nationalfølelse, og nogle gange blev vi afvist meget vredt. Men andre viste stor respekt for Guds ord. Når vi tog Bibelen frem, skete det ofte at kvinderne standsede deres huslige arbejde for at lytte og mændene tog deres hatte af — normalt var de som limet fast til deres hoved. Når vi studerede Bibelen med en interesseret, skete det at hele husstanden, ja selv naboerne, kom og overværede studiet.

De oprigtige og ærlige mennesker jeg mødte i forkyndelsen, inspirerede mig også kunstnerisk. Når jeg havde tid, tog jeg noget ler og begyndte at arbejde med det. Eftersom jeg altid har været fascineret af charmerende og humoristiske karaktertræk hos folk, forestillede næsten alle de figurer jeg fremstillede, mennesker. Mange af dem skildrede kvinder i færd med deres daglige sysler. I en artikel i et tidsskrift skrev man følgende om mine skulpturer: „De udstråler varme og afspejler en fredfyldt  tryghed, foruden humor og ligevægt . . . Kærlighed til mennesker og en stor kunstnerisk dygtighed er den skabende kraft bag disse skulpturer.“ Jeg passede dog på at jeg ikke blev alt for optaget af min kunst. Jeg ønskede at holde fast ved min beslutning om at tjene Jehova på heltidsbasis.

I 1973 fik jeg tilbudt en arbejdsopgave som jeg ikke så meget som overvejede at sige nej til. Jeg blev bedt om at lave et stort relief i ler til den nye reception på Jehovas Vidners afdelingskontor i Vantaa. Det motiv jeg skulle skildre i dette værk, var hentet fra Salme 96:11-13. Jeg var lykkelig for at få lov til at bruge mine kunstneriske færdigheder til pris for Jehova!

Eftersom jeg i min tid som pioner hovedsagelig havde lavet skulpturer til glæde for mig selv, overraskede det mig at jeg sidst i 1970’erne fik tilkendt pension som kunstner. Jeg satte selvfølgelig pris på denne økonomiske støtte, men jeg tænkte ved mig selv: ’Er det virkelig alt hvad jeg ville have fået ud af det, hvis jeg havde viet mit liv til kunsten? Lidt ekstra penge som kunne sikre mig bedre i alderdommen?’ Hvor var det en beskeden belønning sammenlignet med det evige liv. — 1 Timoteus 6:12.

Tilbage til byen

I 1974 skete der en stor forandring både i vores liv og i vores forkyndelsesarbejde. Vi fik tildelt distrikt i storbyen Turku. I den periode blev der bygget mange nye lejligheder i byen, og tilstrømningen af nye indflyttere betød at der blev behov for flere forkyndere. I begyndelsen var vi ikke så glade for vores nye bydistrikt. Vi syntes det var sværere at forkynde for byboere eftersom mange af dem virkede ligeglade når vi forkyndte for dem. Men langsomt tilpassede vi os det nye distrikt, og vi fandt mange som værdsatte Bibelens sandheder.

I årenes løb har Anja og jeg haft den forret at hjælpe mere end 40 mennesker til at indvi sig til Jehova. Disse åndelige børn har bragt os stor glæde! (3 Johannes 4) I de seneste år er det gået ned ad bakke med mit helbred, men jeg har i højere grad mærket Jehovas omsorg, menighedens kærlighed og den „styrkende hjælp“ fra min kære pionermakker, Anja. (Kolossenserne 4:11; Salme 55:22) Da jeg mødte Anja for næsten 50 år siden, tror jeg ikke der var nogen af os der tænkte på at vores pionersamarbejde ville komme til at vare hele livet.

En talemåde lyder: „Livet er kort, men kunsten varer evigt.“ Det har imidlertid ikke været mit motto. Jeg er helt enig med apostelen Paulus, der sagde: „De synlige [ting] er midlertidige, men de usynlige er evige.“ (2 Korinther 4:18) Alle de glæder jeg har oplevet som kunstner — „de synlige ting“ — har været midlertidige. De har bestemt ikke kunnet sammenlignes med de glæder jeg har oplevet i Jehovas tjeneste, og de fører ikke til evigt liv. Jeg er så taknemmelig for at jeg valgte at vie mit liv til ’de usynlige ting’, ting der holder længere end kunst!

[Illustration på side 19]

Under arbejdet med mit granitmonument

[Illustration på side 21]

Sammen med Anja (til venstre) i 1957

[Illustration på side 22]

Sammen med Anja (til højre) i dag