Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vadefugle — vingede globetrottere

Vadefugle — vingede globetrottere

 Vadefugle — vingede globetrottere

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

FORESTIL dig at du tilbragte to måneder af sommeren på den arktiske tundra, hvor solen praktisk taget aldrig går ned, og at du når vinteren nærmede sig, drog til Sydamerika, Australien eller Sydafrika. Resten af året kunne du så bruge til at søge efter din yndlingsspise ved kysterne på de forskellige kontinenter. Sådan former livet sig for mange af verdens vadefugle.

Vadefugle ynder — som navnet antyder — at finde deres føde på lavt vand. * På den nordlige halvkugle samles disse fugle i de koldere måneder på sumpede estuarier, på strande og mudderbanker eller i klippefyldte kystområder hvor der næsten aldrig færdes mennesker. I de varmere måneder, når turisterne flokkes på strandene, tager de fleste vadefugle på træk til arktiske og subarktiske områder, hvor de i løbet af den korte sommer finder den fornødne ro og rigelige fødemængde de har brug for når de skal opfostre deres unger.

Vadefugle har ikke særlig iøjnefaldende farver, men mange beundrer dem for deres imponerende flyvekunst og bemærkelsesværdige vingetegninger. „[Vadefugle] kan flyve så lavt at vingespidserne strejfer vandet, og i en højde af over 6 kilometer. De er utrolig dygtige til at udnytte vinden når de flyver,“ siges der i bogen Shorebirds — Beautiful Beachcombers.

En beskyttelse at færdes i flok

Vadefugle samles ofte i store flokke på steder med rigelig føde. Tilsyneladende søger de større sikkerhed ved at samles. Rovfugle, som for eksempel vandrefalke, foretrækker at jage enlige fugle, mens fugle i flok kan afskrække dem fra at angribe. Et rovdyrs tilstedeværelse opdages også hurtigere med tusindvis af opmærksomme øjne. For at udnytte fordelen ved at færdes i flok samles mange vadefugle i blandede flokke med flere forskellige fuglearter.

Det er et imponerende syn at se en flok vadefugle lette. Hundreder eller måske tusinder af tætflyvende fugle vender og drejer sig og flyver op og ned som var de styret af en usynlig hånd. „At tusindvis af fugle i stor fart kan flyve i flok og samtidig foretage pludselige manøvrer i fuldstændig koordination, er  et sandt mirakel,“ siger Handbook of the Birds of the World. Ornitologer som studerede optagelser af flokke af ryler taget med hurtigfilm, fandt at en enkelt fugl kan tage initiativ til en manøvre som hurtigt efterlignes af hele flokken.

Verden ligger for deres fødder

Nogle vadefugle er sande globetrottere. For eksempel yngler islandske ryler og sandløbere længere nordpå end praktisk taget alle andre fugle. Man kan finde vadefugle på næsten alle jordens kystlinjer, og disse fugle kan flyve mere end 30.000 kilometer på deres årlige træk.

På nogle træk må vadefugle krydse havet, men fuglene kan ikke svømme, og de hviler aldrig på vandet. Derfor er de nødt til at bære på store mængder brændstof — proportionalt mere end brændstoffet på en jumbojet, hvor det udgør 40 procent af startvægten. Hvordan får vadefuglene fyldt brændstof på?

„De oplagrer [brændstof] i form af fedt, og de æder så grådigt på mudderfladerne langs kysten, at de på nogle få uger næsten kan fordoble deres sommervægt,“ forklarer David Attenborough i bogen Fugleliv. „Disse reserver er endnu større end statistikken antyder, for mange af fuglenes indre organer, inklusive hjernen og tarmsystemet, skrumper i størrelse for at give plads til det ekstra brændstof, og for at spare vægt.“

Den sibiriske tundrahjejle foretager nogle imponerende rejser og tager på træk fra Alaska til Hawaii. Ikke alene kræver det udholdenhed at flyve de 4500 kilometer i lige linje — det er også en fantastisk bedrift at fuglen kan navigere og finde Hawaii midt i det store hav. En sibirisk tundrahjejle som blev overvåget, foretog den lange rejse på under fire dage, og en ældre fugl har foretaget den samme rejse mere end 20 gange.

 Når disse hårdføre flyvere endelig når frem til deres arktiske ynglepladser, går de en hektisk tid i møde. Inden for to uger må de finde en mage, etablere et territorium og bygge en rede. Derefter har de omkring tre uger til at udruge æggene og yderligere tre uger til at opfostre ungerne. Ved slutningen af juli måned drager de atter sydpå.

Farerne ved at tage på træk

På vadefuglenes lange rejser møder de mange farer, især fra mennesker. Naturforskeren John James Audubon, der levede i 1800-tallet, fortalte engang om et jagtselskab som havde skudt over 48.000 amerikanske tundrahjejler på én dag. Efterhånden er antallet af disse fugle på verdensplan steget igen, men der er sandsynligvis færre sibiriske tundrahjejler i dag end der blev dræbt ved den lejlighed.

En endnu større trussel for vadefuglene er at mange vådområder forsvinder. Det har fuglene svært ved at omstille sig til. „Vadefugles rytme med at yngle, tage på træk og overvintre på bestemte steder er blevet opbygget gennem tusinder af år, og det er desværre alt for let for os mennesker at ændre eller ødelægge deres levesteder,“ forklares det i bogen Shorebirds — An Identification Guide to the Waders of the World. Millioner af vadefugles overlevelse afhænger af at nogle få vigtige opholdssteder bevares.

Et af disse steder er Delaware Bay, langs kysten i det sydvestlige New Jersey (USA). Her samles hundredtusindvis af islandske ryler hvert forår for at mæske sig med æggene fra dolkhaler. Fuglene har en glubende appetit efter at have foretaget „en af fugleverdenens længste nonstopflyvninger“. På to uger har de fløjet 8000 kilometer — helt fra det sydøstlige Brasilien — og undervejs har de tabt halvdelen af deres kropsvægt.

Naturfredningsfolk gør sig store bestræbelser for at bevare vadefuglenes yndlingstræksteder. Måske findes der et sådant område i nærheden af hvor du bor. Synet af en flok vadefugle der cirkler rundt over bølgerne, og lyden af deres skrig er noget man sent vil glemme.

Som naturforskeren Arthur Morris skriver, har „alle der kan lide at iagttage vadefugle, noget tilfælles: Vi har alle stået i timevis på øde strande eller i sumpområder og betragtet en flok ryler der glimter i mørke og lyse farver mens de vender og drejer sig i samtidig flugt. Og hver gang er vi blevet fyldt med dyb respekt og forundring.“

[Fodnote]

^ par. 4 Vadefugle hører til ordenen Charadrii, som indbefatter over 200 arter.

[Ramme/illustrationer på side 18]

Erfarne globetrottere

Islandske ryler slår formentlig rekorden i at flyve langt. De islandske ryler der yngler i den nordligste del af Canada, overvintrer som regel enten i Vesteuropa eller på spidsen af Sydamerika (over 10.000 kilometer væk)

[Kildeangivelse]

KK Hui

Man har set fugleflokke på over en million af arten Almindelig ryle i Holland og Mauretanien

Den Lille kobbersneppe kommer vidt omkring fra ynglepladserne i Sibirien. Disse fugle rejser til De Britiske Øer, Sydafrika, Mellemøsten, Australien eller New Zealand

Sandløbere farer omkring på strande i næsten hele verden. Nogle yngler 950 kilometer fra Nordpolen

[Illustration på side 16, 17]

Da vadefugle ikke kan raste på vandet, må de samle store reserver af fedt for at kunne krydse havene

[Illustration på side 17]

Sandløbere søger sikkerhed ved at færdes i flok

[Illustration på side 17]

Strandskade

[Illustration på side 17]

En sortklire søger efter føde i et vådområde

[Kildeangivelse på side 16]

Panoramafotos øverst og nederst: © Richard Crossley/VIREO