Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg vil ’springe som hjorten’

Jeg vil ’springe som hjorten’

 Jeg vil ’springe som hjorten’

FORTALT AF FRANCESCO ABBATEMARCO

’Hvorfor lod Gud det ske? Hvorfor lige mig?’ Igen og igen stillede jeg disse spørgsmål. Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle sidde i kørestol hele mit liv, ude af stand til at bruge mine arme og ben.

I 1962, i en lille by i Basilicata, en region i Italien, sluttede mit liv næsten den dag det begyndte. Det var en hård fødsel, og lægen gav mig en indsprøjtning som viste sig at have alvorlige bivirkninger. Tre dage senere blev jeg ramt af et krampeanfald som rystede min lille, spinkle krop. Jeg blev lam i mine arme og ben og fik beskadiget mine stemmebånd.

Under min opvækst blev jeg mere og mere frustreret over mine fysiske handicap. Jeg blev irritabel og snerrede ofte ad folk omkring mig. Jeg følte mig lukket ude fra omverdenen og syntes ikke mit liv havde nogen mening. Som 25-årig var jeg følelsesmæssigt et vrag. Jeg kunne ikke forstå hvorfor Gud tillod at jeg led så meget, og jeg konkluderede derfor hvad der syntes at være mest sandsynligt — at der ikke findes en Gud.

Et nyt livssyn

En formiddag i slutningen af 1987 kom to velklædte unge mænd hen til mig mens jeg sad udenfor i min kørestol. Jeg gik ud fra at de ville tale med min bror, så jeg sagde med meget besvær at min bror ikke var hjemme. „Men vi vil gerne snakke med dig,“ svarede de. Det kom bag på mig, for det var de færreste der var interesseret i at tale med mig.

„Tror du på Gud?“ spurgte de. „Hvordan skulle jeg kunne det i min situation?“ svarede jeg brysk. Vi talte lidt sammen, og jeg fandt ud af at de var Jehovas Vidner. De tilbød mig bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? * Jeg tog modvilligt imod den. De sagde at de ville komme igen en anden gang. Det håbede jeg at de ikke ville.

De to Jehovas Vidner kom igen som lovet, og vi fortsatte vores samtale. Jeg kan huske de vers fra Bibelen de læste for mig. Det var Esajas 35:5, 6, hvor der står: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ Ordene var smukke, men det de skildrede, var meget anderledes end det jeg oplevede i mit liv. Jeg kunne jo ikke engang stå op, og da slet ikke springe som hjorten. Jeg gik dog med til at studere Bibelen, men troede ikke på at den kunne hjælpe mig med mine problemer nu og her. Og det virkede alt for urealistisk at jeg en dag ikke længere ville være handicappet.

Efter et stykke tid inviterede de to Jehovas Vidner mig med til et møde i deres rigssal. Jeg kan ikke huske hvad det bibelske foredrag handlede om, men jeg vil aldrig glemme den varme og kærlighed jeg blev mødt med af Vidnerne. I stedet for at overvælde mig med medlidenhed fik de mig til at føle mig virkelig velkommen. Den søndag i rigssalen blev jeg klar over at der hørte jeg hjemme, og jeg begyndte  at overvære møderne regelmæssigt.

En stor forhindring

Mit studium af Bibelen havde en fantastisk virkning på mit hjerte. Det var som hvis livskraften igen vendte tilbage til et vissent træ. Jeg fik pludselig nogle følelser som jeg troede var borte for altid. Hvor var det skønt at føle sig levende igen! Jeg havde lyst til at fortælle andre om mit skønne, nyfundne håb. (Mattæus 24:14) Men hvordan kunne jeg det? Jeg bad igen og igen Jehova om at vise mig hvad jeg skulle gøre.

I september 1991 flyttede en pioner (heltidsforkynder) til menigheden. En dag jeg var hjemme hos ham, fortalte jeg at jeg gerne ville forkynde for andre. Jeg kunne ikke tale særlig godt, så vi overvejede muligheden for at skrive breve til folk på skrivemaskine. Mine arme, der jo var lamme, gjorde det imidlertid noget problematisk. Med pionerens hjælp prøvede jeg mange forskellige metoder for at kunne trykke på tasterne. Jeg forsøgte mig med en blyant som jeg holdt mellem tænderne. Så prøvede jeg at bruge en pind fastgjort til en hjelm. Intet af det virkede.

Senere da vi drøftede problemet igen, sagde pionerbroderen for sjov: „Du har en pæn næse.“ Straks prøvede jeg at trykke på tasterne med næsen, og det virkede. Endelig var jeg i stand til at skrive. Forestil dig hvor krævende det var at rette stavefejl med næsen! Vi fandt hurtigt ud af at det ville være meget lettere med en computer. Men hvordan skulle jeg få penge til at købe en? Jeg ventede til det rette tidspunkt og talte så med mine forældre om det. Ikke længe efter sad jeg ved en computer og skrev breve.

Mit ønske bliver opfyldt

Først skrev jeg til familie og venner, så til folk som boede i byen og i nabobyerne. Og snart skrev jeg sammen med folk fra alle dele af Italien. Det er svært at beskrive den glæde jeg følte hver gang jeg fik svar på et af mine breve. I december 1991 fik jeg status som udøbt forkynder af den gode nyhed. Jeg blev også tilmeldt Den Teokratiske Skole, en skole der holdes ugentligt i Jehovas Vidners menigheder. Når jeg skulle holde et indlæg, forberedte jeg det grundigt på min computer. Ved mødet gik en af mine venner op på podiet og fremførte det jeg havde forberedt.

Jeg var meget taknemmelig for den kærlighed Jehova viste mig, og derfor vidste jeg at mit næste skridt ville være at indvi mit liv til Gud og lade mig døbe. Jeg tog mod til mig og talte med mine forældre om min beslutning. De var ikke begejstrede, men mit ønske om at blive døbt var større end min frygt. Med hjælp fra Jehova og mine trosfæller blev jeg døbt i august 1992. Jeg glædede mig over at min bror og svigerinde var til stede ved min dåb.

Ændrer min måde at tænke på

Efterhånden som principperne i Guds ord langsomt blev klarere for mig, kunne jeg se at jeg var nødt til at aflægge nogle negative karaktertræk. Jeg indså at jeg var blevet selvisk og havde fået besiddertrang på grund af mit handicap. Det var en hård kamp at aflægge disse træk. Jeg var nødt til at opdyrke mere ydmyghed og at bekæmpe min konstante frustration over altid at være afhængig af andre.

 Jeg forsøgte også at holde op med at have ondt af mig selv og at betragte mig selv som et offer. Jeg begyndte at kunne se det sjove i mange situationer. En dag jeg var i forkyndelsen fra hus til hus, lukkede en lille pige døren op. En af de forkyndere jeg fulgtes med, spurgte om hendes forældre var hjemme. Den lille pige råbte: „Moar, der er to mænd og en syg mand der vil snakke med dig.“ Da moderen så mig, var hun så flov at hun ikke vidste hvad hun skulle sige. En af mine venner sagde: „Faktisk er vi to syge mænd og en rask.“ Vi smilede alle og fik en god samtale med hende.

Jeg ønsker at gøre mere i tjenesten

Efter min dåb var jeg hjælpepioner i ni måneder og brugte 60 timer i forkyndelsen hver måned. Men jeg ville gerne gøre mere. Så jeg afsatte endnu mere tid til forkyndelsesarbejdet og begyndte som almindelig pioner. De første par måneder som pioner var hårde. Mange troede at jeg kom til deres dør for at bede om penge, og det var pinligt både for mig og for dem jeg fulgtes med.

Desuden havde mange i menigheden svært ved at forstå mig når jeg talte, og vidste ikke rigtig hvordan de bedst kunne hjælpe mig. Men med Jehovas støtte og mine åndelige brødre og søstres uselviske hjælp blev det bedre med tiden. Nu betragter folk mig ikke bare som en mand i kørestol, men som et af Jehovas Vidner der prøver at hjælpe andre til at forstå Guds hensigt.

I juli 1994 var jeg på et særligt tougers kursus for pionerer. Dér studerede vi de bibelske principper som ligger til grund for forkyndelses- og undervisningsarbejdet. Vi fik også praktisk undervisning i hvordan man forkynder. Jeg måtte overvinde visse forhindringer for at kunne overvære kurset, for det blev holdt 60 kilometer fra hvor jeg bor. Jeg er ikke i stand til at overnatte hos andre, så brødrene skiftedes til at køre mig til undervisningslokalet om morgenen og hjem igen om aftenen. Ved middagstid bar en af brødrene mig op på første sal, hvor vi alle spiste frokost sammen.

Et stort ansvar

I marts 2003 blev jeg udnævnt til ældste. Den opgave har betydet at jeg må arbejde hårdt for at betjene vennerne i menigheden. Nu forstår jeg virkelig hvad Jesus mente da han sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Jeg tjener sammen med et pragtfuldt råd af ældste, og de har hjulpet mig med at finde mig til rette i min opgave. Jeg føler mig værdsat af alle i menigheden — især af de unge — og de inviterer mig ofte med når de skal et eller andet. De kan se hvordan jeg har overvundet store forhindringer for at kunne tjene Jehova, og mange henvender sig til mig når de har problemer.

Jeg har lært at ens fysiske helbred ikke er det eneste der kan bidrage til ens lykke. Det der virkelig betyder noget, er at have Jehovas godkendelse og at gøre hans vilje. Jeg er ham især taknemmelig for det vidunderlige håb om snart at kunne blive fri for min kørestol. Ja, jeg glæder mig til at ’springe som hjorten’ og til at tjene den sande Gud i al evighed. — Esajas 35:5, 6.

[Fodnote]

^ par. 8 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 22]

Nu betragter folk mig ikke bare som en mand i kørestol, men som et af Jehovas Vidner der prøver at hjælpe andre til at forstå Guds hensigt

[Illustration på side 21]

Jeg skriver med næsen når jeg forbereder mig til menighedens møder