Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Behandling med blodtransfusion — Hvad er fremtidsudsigterne?

Behandling med blodtransfusion — Hvad er fremtidsudsigterne?

 Behandling med blodtransfusion — Hvad er fremtidsudsigterne?

„Behandling med blodtransfusion vil fortsat være ligesom at gå gennem en tropisk regnskov hvor de kendte stier er tydelige, men stadig fordrer at man passer på hvor man går, og hvor nye og skjulte farer kan lure om hjørnet for at ramme den uforsigtige.“ — Ian M. Franklin, professor i klinisk immunologi.

EFTER at den verdensomspændende aids-epidemi bragte brugen af blod i søgelyset i 1980’erne, har man intensiveret bestræbelserne på at eliminere de „skjulte farer“. Men der er stadig kolossale udfordringer som må tackles. I juni 2005 sagde Verdenssundhedsorganisationen: „Sandsynligheden for at få en risikofri blodtransfusion . . . varierer enormt fra land til land.“ Hvorfor?

I mange lande er der ikke noget overordnet nationalt tilsyn med tapningen, testningen og transporten af blod og blodprodukter. Undertiden bliver blodforsyningen endog opbevaret uforsvarligt — i dårligt vedligeholdte husholdningskøleskabe og køletasker! Hvis der ikke er udarbejdet regler for sikkerheden, kan patienter blive syge af at få blod fra donorer som bor hundreder, eller måske tusinder, af kilometer væk.

Ikkeinficeret blod — et mål der er svært at nå

Nogle lande hævder at deres blodforsyning aldrig har været mere sikker. Alligevel er der grund til at være på vagt. I et fælles cirkulære fra tre amerikanske organisationer som varetager blodforsyninger, står der på side 1: „ADVARSEL: Da fuldblod og blodkomponenter stammer fra menneskeblod, er der risiko for at der kan ske en overførsel af smitstoffer, som for eksempel virus. . . . Omhyggelig udvælgelse af bloddonorer samt de laboratorieundersøgelser man har i dag, fjerner ikke faren.“

 Det er ikke uden grund at Peter Carolan fra Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber siger: „Der kan aldrig gives fuld garanti for sikkerheden af blodforsyningerne. Der vil hele tiden være nye infektioner man ikke kan påvise.“

Hvad nu hvis der opstår et nyt smitstof der, ligesom hiv, kan ligge latent i blodet i lang tid, altså uden at give symptomer, og som let kan overføres via blod? På en lægekonference i Prag i april 2005 beskrev dr.med. Harvey G. Klein fra U.S. National Institutes of Health denne risiko som tankevækkende. Han tilføjede: „De der fremstiller blodkomponenter, vil næppe være bedre forberedte på at forhindre en epidemi som skyldes en transfusionsoverført sygdom, end de var da aids tog sin begyndelse.“

Fejl og transfusionsreaktioner

Hvad er de største risici ved blodtransfusion i industrilandene? Det er fejl og immunreaktioner. Avisen Globe and Mail henviser til en canadisk undersøgelse fra 2001 som viser at tusindvis af blodtransfusioner var nær ved at få fatale følger på grund af „blodprøvetagning fra den forkerte patient, forkert mærkede blodprøver samt bestilling af blod til den forkerte patient“. I USA kostede sådanne fejl mindst 441 mennesker livet i årene fra 1995 til 2001.

Patienter der tilføres blod fra en donor, udsættes for nogenlunde de samme risici som dem der får en organtransplantation. Kroppens immunsystem vil normalt forsøge at afstøde fremmed væv. I nogle tilfælde kan blodtransfusion ligefrem undertrykke de naturlige immunreaktioner. En sådan immunsuppression gør patienten modtagelig for postoperative infektioner og hidtil inaktive virus. Det er derfor forståeligt at professor Ian M. Franklin, som er citeret i begyndelsen af artiklen, opfordrer klinikere til at „tænke sig om en ekstra gang før de giver patienter blodtransfusion“.

Udtalelser fra eksperter

På baggrund af sådanne oplysninger er et voksende antal sundhedspersoner blevet mere kritiske i deres syn på behandling med blodtransfusion. Opslagsbogen Dailey’s Notes on Blood siger: „Nogle læger hævder at allogent blod [blod fra et andet menneske] er et farligt lægemiddel, og at det ville være forbudt at anvende det hvis der blev stillet samme krav til det som til andre lægemidler.“

I slutningen af 2004 sagde professor Bruce Spiess følgende om transfusion med en af blodets hovedkomponenter i forbindelse med hjerteoperationer: „Der findes få, om overhovedet nogen, [lægevidenskabelige] artikler som taler for at transfusion giver et gunstigere udfald for patienten.“ Professor Spiess skriver at mange af sådanne transfusioner faktisk „kan gøre mere skade end gavn i praktisk taget hvert eneste tilfælde, undtagen ved traumer“, og at de øger „risikoen for lungebetændelse, infektioner, hjerteanfald og slagtilfælde“.

Det overrasker mange at høre at retningslinjerne for hvornår man skal give blodtransfusion, slet ikke er så ens som man skulle forvente. For nylig mindede dr.med. Gabriel Pedraza sine kolleger i Chile om at „blodtransfusion er en dårligt defineret behandlingsmetode“, en der gør det „vanskeligt . . . at udstikke almengyldige retningslinjer“. Intet under at Brian McClelland, som er leder af Edinburgh and South East Scotland Blood Transfusion Service, minder lægerne om at „en transfusion er en transplantation og derfor ikke noget man skal tage let på“. Han råder lægerne til at tænke over spørgsmålet: ’Hvis det nu var mig selv eller mit barn det drejede sig om, ville jeg så acceptere blodtransfusion?’

 I virkeligheden har ret mange læger givet udtryk for samme synspunkt som en hæmatolog der har udtalt følgende til Vågn op!: „Vi specialister inden for transfusionsmedicin bryder os ikke om at få eller ordinere blod.“ Når dét er indstillingen blandt nogle veluddannede sundhedspersoner, hvad så med patienterne?

Vil lægerne ændre mening?

Nu tænker du måske: ’Hvis det er så farligt at få blodtransfusion, hvorfor er brugen af blod da stadig så udbredt, især når der findes alternativer?’ En af grundene er at mange læger simpelt hen er tilbageholdende med at ændre deres behandlingsmetode, eller også har de ikke kendskab til de lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion der findes. Ifølge en artikel i tidsskriftet Transfusion „er lægernes beslutninger i forbindelse med at ordinere blodtransfusion baseret på de fremherskende opfattelser i deres faglige miljø, deres kliniske vurdering og det de engang har lært under deres uddannelse“.

Kirurgens færdigheder spiller også ind. Dr.med. Beverley Hunt, som praktiserer i London, skriver at „der er stor forskel på blodtabet, alt afhængigt af hvem kirurgen er, og der er en stigende interesse for at undervise kirurger i tilstrækkelig kirurgisk hæmostase [blødningsstandsning].“ Andre hævder at alternativerne til blodtransfusion er for dyre, til trods for at der er rapporter som viser noget andet. Mange læger ville dog erklære sig enige med cheflæge Michael Rose, der siger: „Enhver patient der får transfusionsfri behandling, får i virkeligheden den bedste kirurgiske behandling der findes.“ *

Den bedste lægebehandling der findes — er det ikke det du gerne vil have? I så fald har du noget tilfælles med dem der har givet dig dette blad. Læs venligst videre om deres bemærkelsesværdige standpunkt vedrørende blodtransfusion.

[Fodnote]

^ par. 19 Se rammen „Alternativer til blodtransfusion“ på side 8.

[Tekstcitat på side 6]

’Tænk dig om en ekstra gang før du giver patienter blodtransfusion.’ — Professor Ian M. Franklin

[Tekstcitat på side 6]

’Hvis det nu var mig selv eller mit barn det drejede sig om, ville jeg så acceptere blodtransfusion?’ — Brian McClelland

[Ramme/illustration på side 7]

Dødsfald som følge af TRALS

Transfusionsrelateret akut lungeskade (TRALS), som blev rapporteret første gang i begyndelsen af 1990’erne, er en livstruende immunreaktion efter en blodtransfusion. Man ved i dag at TRALS forårsager flere hundrede dødsfald hvert år. Eksperter mener dog at det reelle tal er meget højere eftersom mange sundhedspersoner ikke genkender symptomerne. Man er ikke helt klar over hvad denne reaktion skyldes, men ifølge tidsskriftet New Scientist kommer det blod som forårsager den, „tilsyneladende primært fra personer der har været eksponeret for forskellige blodtyper, såsom . . . folk der har fået adskillige blodtransfusioner“. En rapport oplyser at TRALS står næsten øverst på listen over årsagerne til transfusionsrelaterede dødsfald i USA og Storbritannien og er derved blevet „et større problem for blodbanker end velkendte sygdomme som hiv [aids]“.

 [Ramme/diagram på side 8, 9]

Blodets sammensætning

Bloddonorer afgiver sædvanligvis fuldblod. I mange tilfælde giver donorerne dog kun plasmaet. I nogle lande giver man transfusioner med fuldblod, men oftest bliver donorblodet separeret i dets hovedkomponenter før det bliver testet og brugt til transfusion. Her er nogle oplysninger om de fire hovedkomponenter, deres funktion samt hvor stor en procentdel af den totale blodvolumen de hver især udgør.

PLASMA udgør mellem 52 og 62 procent af fuldblod. Denne gullige væske transporterer blodlegemer, proteiner og andre stoffer som er opslæmmet i den.

Plasma består af 91,5 procent vand. Plasmaproteiner, hvoraf man udvinder derivater, udgør 7 procent af plasmaet (af disse udgør albumin knap 4 procent, globuliner godt 2,5 procent, og fibrinogen cirka en halv procent). De resterende 1,5 procent af plasmaet består af andre stoffer, såsom næringsstoffer, hormoner, luftarter (som ilt, kvælstof og kuldioxid), elektrolytter, vitaminer og kvælstofholdige affaldsstoffer.

 HVIDE BLODLEGEMER (leukocytter) udgør mindre end 1 procent af fuldblod. De angriber og ødelægger potentielt farlige fremmedlegemer.

BLODPLADER (trombocytter) udgør mindre end 1 procent af fuldblod. De danner blodkoagler som standser blødninger.

RØDE BLODLEGEMER (erytrocytter) udgør mellem 38 og 48 procent af fuldblod. Disse blodlegemer er med til at holde kroppens forskellige væv levende ved at tilføre dem ilt og fjerne kuldioxid.

Ligesom man af blodplasma kan fremstille diverse derivater, kan man af de andre hovedkomponenter udvinde mindre bestanddele, eller derivater. For eksempel er hæmoglobin en bestanddel af det røde blodlegeme.

[Diagram]

PLASMA

VAND 91,5%

PROTEINER 7%

ALBUMIN

GLOBULINER

FIBRINOGEN

ANDRE STOFFER 1,5%

NÆRINGSSTOFFER

HORMONER

LUFTARTER

ELEKTROLYTTER

VITAMINER

KVÆLSTOFHOLDIGE AFFALDSSTOFFER

[Kildeangivelse]

Side 9: Blodkomponenter i cirkler: This project has been funded in whole or in part with federal funds from the National Cancer Institute, National Institutes of Health, under contract N01-CO-12400. The content of this publication does not necessarily reflect the views or policies of the Department of Health and Human Services, nor does mention of trade names, commercial products, or organizations imply endorsement by the U.S. Government

[Ramme/illustration på side 8, 9]

Alternativer til blodtransfusion

I løbet af de sidste seks år har Jehovas Vidners Kontaktudvalg til Hospitaler i hele verden uddelt i titusindvis af videofilmen Transfusion-Alternative Strategies — Simple, Safe, Effective (Alternative transfusionsstrategier — enkle, sikre og effektive) på cirka 25 sprog til personer inden for lægeverdenen. * På denne video udtaler verdenskendte læger sig om de effektive strategier der anvendes i dag til at behandle patienter uden brug af blod. Filmens budskab har vakt opmærksomhed. Efter at man i National Blood Service (NBS) i Storbritannien havde set videoen i slutningen af 2001, sendte man et brev og et eksemplar af denne video ud til alle overlæger i hæmatologi samt chefer for blodbanker i hele landet. De blev opfordret til at se videofilmen på grund af „den voksende erkendelse af at ét af målene for god lægebehandling er at undgå blodtransfusion når som helst det er muligt“. I brevet stod der også at „det generelle budskab [i videoen] er rosværdigt og et som NBS i høj grad går ind for“.

[Fodnote]

^ par. 57 Kontakt venligst et af Jehovas Vidner hvis du ønsker at se dvd’en Alternativer til transfusion — Dokumentarserie, som indeholder den omtalte videofilm og to andre. Udgivet af Jehovas Vidner.

[Ramme/illustration på side 9]

Fraktionering — Anvendelse af blodets mindre bestanddele i lægebehandling

Forskning og teknologi gør det muligt at adskille blodet i mindre bestanddele ved hjælp af en proces der kaldes fraktionering. Det kan illustreres med det man kan gøre med havvand. Havvand, hvoraf 96,5 procent er vand, kan fraktioneres for at udvinde de resterende stoffer, som for eksempel magnesium, brom og, naturligvis, salt. Blodplasma, som udgør over halvdelen af blodets volumen, består også af mere end 90 procent vand og kan forarbejdes så man kan fremstille derivater, inklusive plasmaproteiner som albumin, fibrinogen og globuliner.

Som led i en behandling anbefaler lægen måske at patienten tilføres koncentrerede mængder af et derivat udvundet af plasma. Det kunne for eksempel være proteinrigt kryopræcipitat, som fremstilles ved frysning og efterfølgende optøning af plasma. Dette uopløselige derivat indeholder mange koagulationsfaktorer og bruges normalt til at standse blødninger. Andre behandlinger kan omfatte brugen af produkter som indeholder et blodderivat, enten i små mængder eller som en væsentlig bestanddel. * Nogle plasmaproteiner injiceres for at øge immuniteten hos patienten efter at vedkommende har været udsat for smitte. Næsten alle blodderivater til medicinsk brug fremstilles af plasmaproteiner.

Ifølge tidsskriftet Science News „har forskere kun identificeret nogle hundreder af de skønsmæssigt tusinder af proteiner der findes i et menneskes blodbane“. Efterhånden som man får mere viden om blod, vil der måske komme nye produkter på markedet som bliver fremstillet af disse plasmaproteiner.

[Fodnote]

^ par. 63 I nogle produkter bruges der også bestanddele af dyreblod.

[Illustration på side 7, 8]

Mange sundhedspersoner udviser stor påpasselighed når de kommer i kontakt med blod