Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor længe kan vi leve?

Hvor længe kan vi leve?

 Hvor længe kan vi leve?

„Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.“ — JOB 33:25.

EN HUND der dør efter at have levet 10 eller 20 år, har sandsynligvis foretaget sig alle de ting som hunde nu engang foretager sig. Den har måske opfostret hvalpe, jagtet katte, begravet kødben og beskyttet sin ejer. Men et menneske der dør efter at have levet 70 eller 80 år, har kun udnyttet en brøkdel af sit potentiale. Hvis det var en mand der holdt af sport, har han sandsynligvis kun udmærket sig i en eller to sportsgrene. Hvis han elskede musik, har han nok ikke lært at spille på mere end et eller to instrumenter. Og hvis han holdt meget af at tale med andre på deres modersmål, har han måske kun lært at tale to eller tre sprog flydende. Han kunne have oplevet meget mere — mødt flere mennesker, fået større viden og være kommet nærmere til Gud — hvis blot han havde levet længere.

Du tænker måske: ’Hvorfor ville Gud skabe mennesket med et sind der kunne glæde sig over så meget, og derefter gøre det frustreret ved at give det en livslængde der kun gjorde det muligt at opleve så lidt?’ Menneskets korte livslængde synes ikke at harmonere med at alt i høj grad virker til at være frembragt i en bestemt hensigt. Du tænker måske også: ’Hvorfor skulle Gud udruste mennesket med særlige egenskaber som retfærdighed og medfølelse og samtidig give det en tilbøjelighed til at handle forkert?’

Hvis du ser en flot bil der har en grim bule, går du så ud fra at bilen blev designet sådan? Selvfølgelig ikke! Du konkluderer uden tvivl at det ikke er meningen at bilen skal se sådan ud, at den var i orden fra starten, men at nogle senere må have ødelagt den. Når vi betragter den ærefrygtindgydende gave som menneskelivet er, må vi på samme måde konkludere at det ikke var meningen at livet skulle forme sig som det gør nu. Vores korte livslængde og tilbøjelighed til at handle ondt er som skæmmende buler. Nogen har tydeligvis ødelagt den gave mennesket fik, men hvem? Bibelen indeholder stærke vidnesbyrd om hvem den skyldige er.

Hvis menneskene fra begyndelsen var i stand til at leve evigt, hvem kunne da efterfølgende have ødelagt den gave, eller arv, som de havde fået? Den eneste der kunne det, var menneskeslægtens stamfader. Enhver anden ville blot være i stand til at beskadige generne hos et udsnit af menneskeheden, det vil sige hos sine egne efterkommere. Det er derfor i overensstemmelse med kendsgerninger der kan iagttages, når der i Guds ord, Bibelen, siges: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker.“ (Romerne 5:12) Den der her  omtales, og som ifølge Bibelen er skyldig i at have ødelagt vores arv, er Adam. Men hvad var den oprindelige tanke med menneskelivet?

Den oprindelige tanke med menneskelivet

Med udtalelsen at døden „kom ind i verden“, antyder Bibelen at det ikke var Guds oprindelige tanke at menneskene skulle dø. Aldring og død er for menneskenes vedkommende et resultat af at det første menneske gjorde oprør mod Gud. Det var aldrig tanken at dyrene skulle leve evigt. — 1 Mosebog 3:21; 4:4; 9:3, 4.

Vi mennesker blev skabt til at være anderledes end dyrene. Vi tilhører en højere livsform end dem, på samme måde som englene tilhører en højere livsform end os. (Hebræerne 2:7) Til forskel fra dyrene blev mennesket skabt „i Guds billede“. (1 Mosebog 1:27) I Bibelen kaldes Adam, i modsætning til dyrene, desuden for en „søn af Gud“. (Lukas 3:38) Vi har derfor god grund til at tro at det ikke var meningen at mennesket skulle ældes og dø. Gud dør ikke, og han skabte heller ikke sine sønner til at dø. — Habakkuk 1:12; Romerne 8:20, 21.

Ved at se på de historiske optegnelser over de første generationer af mennesker får vi yderligere indsigt i Guds oprindelige tanke med at skabe mennesket. Dengang levede folk i flere hundrede år inden de ældedes. Adam levede i 930 år. Nogle få generationer senere levede Noas søn Sem kun i 600 år, og Noas barnebarn Arpaksjad levede i 438 år. * (1 Mosebog 5:5; 11:10-13) Senere levede Abraham i 175 år. (1 Mosebog 25:7) Synden ser ud til støt og roligt at have påvirket livslængden, der blev kortere efterhånden som menneskene kom længere og længere bort fra deres oprindelige, fuldkomne stade. Men mennesket blev oprindelig skabt til at kunne leve evigt. Det er derfor kun naturligt at spørge: ’Er det stadig Guds vilje at mennesker skal leve evigt på jorden?’

En frigørelse fra aldringsprocessen

Jehova Gud havde erklæret at enhver der var ulydig mod ham, ville komme til at betale prisen for sin synd ved at dø. Adams efterkommere befandt sig derfor tilsyneladende i en håbløs situation. (1 Mosebog 2:17) Ikke desto mindre blev der i de inspirerede skrifter fremholdt et håb om at nogen ville betale for at menneskene kunne blive frigjort fra aldringsprocessen. Vi læser: „Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.“ (Job 33:24, 25; Esajas 53:4, 12) Bibelen fremholder her en fantastisk mulighed — at nogen ville betale en løsesum som ville gøre det muligt for menneskeheden at blive frigjort fra aldringsprocessen!

Hvem ville være i stand til at betale denne løsesum? Prisen var så høj at den ikke kunne betales med penge. Om ufuldkomne mennesker siger Bibelen: „End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham ... så han kan blive i live for bestandig.“ (Salme 49:7-9) Men Jesus Kristus havde noget der var af større værdi end penge. Da han var på jorden som menneske, ejede han fuldkomment liv, for han var som Guds søn beskyttet mod at arve Adams synd. Jesus sagde at han var kommet for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. Ved en anden lejlighed sagde han: „Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod.“ — Mattæus 20:28; Johannes 10:10.

Et af hovedtemaerne i Jesu forkyndelse var netop håbet om et liv uden ende. Hans trofaste discipel Peter sagde engang til ham: „Du har det evige livs ord.“ (Johannes 6:68) Hvad mener Bibelen når den taler om evigt liv?

 Et liv uden ophør

Jesu apostle så frem til at opnå et liv uden ende i himmelen som en del af Jesu rigsregering. (Lukas 22:29; Johannes 14:3) Jesus talte ikke desto mindre ofte om hvad der er Guds hensigt med jorden. (Mattæus 5:5; 6:10; Lukas 23:43) Derfor er Jesu mirakler og det han lærte om evigt liv, med til at bekræfte de løfter Gud havde fremsat længe i forvejen gennem profeten Esajas, der skrev: „Han vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter.“ (Esajas 25:8) Aldrig mere vil livet for mennesker være ensbetydende med nogle få flygtige ungdomsår efterfulgt af år hvor legemet langsomt forfalder.

Når trofaste mennesker bliver fuldkomne i Guds nye verden, vil de ikke længere ældes. Bibelen siger: „Skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ (Romerne 8:21) Tænk engang! Folk vil blive ved med at vokse i visdom og øge deres erfaring. Men som århundrederne går, vil deres ungdomsstyrke aldrig svækkes. Vil du få mulighed for at opleve det?

Hvor lang tid vil du komme til at leve?

Ifølge Jesus vil jorden blive kraftigt affolket som følge af Guds domsdag. (Mattæus 24:21, 22) Jesus sagde: „Bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ — Mattæus 7:13, 14.

Hvis du vil være blandt dem der får evigt liv, må du søge Guds godkendelse. Det første skridt du må tage, er at lære Gud at kende. Jesus forklarede: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Sandt nok vil det kræve noget at lære Gud godt at kende, men det er anstrengelserne værd. Det kræver jo også noget at tjene penge til føden hver dag. Jesus sammenlignede kundskab om Gud med mad og tilskyndede: „Arbejd ikke for den mad der forgår, men for den mad der forbliver til evigt liv.“ (Johannes 6:27) Synes du ikke det er enhver anstrengelse værd at opnå evigt liv? — Mattæus 16:26.

Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Hvor længe du vil komme til at leve, afhænger derfor af hvordan du reagerer på Guds kærlighed.

[Fodnote]

^ par. 10 Nogle hævder at de år der her omtales i den bibelske beretning, i virkeligheden er måneder. Men ifølge teksten blev Arpaksjad far til Sjela da han var 35 år. Hvis det skal forstås som 35 måneder, så blev Arpaksjad far inden han var tre år gammel — hvilket jo helt klart er umuligt. Desuden skelnes der i de første kapitler i Første Mosebog mellem år og måneder, der bestemmes af henholdsvis solens gang og månens gang. — 1 Mosebog 1:14-16; 7:11.

[Tekstcitat på side 7]

En person der dør som 80-årig, vil kun have udnyttet en brøkdel af sit potentiale

[Tekstcitat på side 8]

Den måde vi mennesker er skabt på, viser at vi tilhører en højere livsform end dyrene

[Illustration på side 7]

Er bilen blevet designet med denne bule?

[Illustration på side 8, 9]

Ifølge Guds ord vil mennesker „vende tilbage til ungdomskraftens dage“