Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et øparadis af sand

Et øparadis af sand

 Et øparadis af sand

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I AUSTRALIEN

I 1770 sejlede den britiske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook op langs Australiens østkyst. Lidt over 150 kilometer nord for det der i dag er byen Brisbane, passerede han ved kysten en stor sandø der med tiden skulle vise sig at tiltrække op mod 300.000 besøgende årligt. Men James Cook lagde knap nok mærke til øen. Både han og andre antog at det var en halvø og ikke en ø. Få år senere gik en anden opdagelsesrejsende, Matthew Flinders, rent faktisk i land. Han skrev: „Intet [kunne] være mere goldt end denne halvø.“

Havde Cook og Flinders blot vovet sig forbi de kilometerlange strande og klitter, ville de nok have fået et helt andet indtryk af øen. Så var de stødt på en verden af uberørt regnskov, krystalklare ferskvandssøer, sandskrænter i fantastiske farver og hundredvis af dyrearter. Denne sandø, som er verdens største, hedder i dag Fraser Island, og den er så bemærkelsesværdig at den i 1992 blev optaget på Verdensarvlisten. *

’Født’ i bjergene

Fraser Island er 120 kilometer lang, op til 25 kilometer bred og dækker et areal på 160.000 hektar. Massive sandbanker rejser sig næsten 240 meter op over havets overflade og gør sandøen til verdens højeste. Hvordan blev denne enestående landmasse til?

Vidnesbyrd peger på at de utallige tons sand som øen består af, oprindelig stammer fra Great Dividing Range, en bjergkæde der strækker sig langs hele Australiens østkyst. Med tiden har kraftige regnskyl forårsaget at klippestykker fra disse bjerge er blevet nedbrudt og skyllet ud i floder og videre ud i havet. Havstrømmen har knust klippestykkerne til fint sand, som lidt efter lidt er skyllet nordpå langs havbunden. Forbjerge og klippefremspring der rejser sig fra havbunden, har hindret sandet i at nå videre. Sandskornene har samlet sig på ét sted, og Fraser Island er blevet til.

Stillehavet har siden da fyldt nyt sand på strandene. Vinden har blæst sandet længere ind på land og dannet klitter. Disse klitter er vandret omtrent en meter om året og har opslugt alt på deres vej.

Ferskvandssøer og sjældne skove

Forbløffende nok ligger der rundt om på øen over 40 ferskvandssøer i hulninger i sandklitterne. Nogle af disse søer findes i store fordybninger på toppen af høje sandklitter. Hvad forhindrer vandet i at sive ned i sandet? Et organisk underlag eller tæt tørv bestående af delvist forrådnede blade, bark og grene.

På øen er der også søer som er opstået ved at hulninger i sandet er nået ned under grundvandsspejlet. Derved er ferskvand løbet ud i hulningerne og har dannet krystalklare, sandfiltrerede søer der i realiteten er åbninger i grundvandsspejlet.

Hvert år falder der cirka 150 centimeter regn på øen. Det vand som ikke bliver opfanget i søerne eller opsuget af sandet, danner vandløb som løber ud havet. Et af øens  vandløb menes at sende over fem millioner liter vand ud i Stillehavet hver time.

På grund af den store mængde vand er Fraser Island meget grøn. Normalt vokser regnskov ikke i næringsfattigt sand. Men Fraser Island er et af de få steder på jorden hvor frodig regnskov vokser i sand. Faktisk var skoven engang så tæt at man gennem mere end 100 år kunne høre lyden af skovhuggerens økse. Både eukalyptus- og kauritræerne var meget populære. En skovarbejder sagde i 1929: „Den rejsende støder på en levende væg af gigantiske tømmertræer på op til 45 meter. . . . Disse statelige træer er to til tre meter i diameter.“ Visse træer, for eksempel nogle af terpentintræerne på øen, er endt som pæle ved bygningen af Suezkanalen. Men i dag får træerne på Fraser Island lov til at ældes i fred.

Paradis med en tragisk fortid

Øen fik sit navn på grund af en tragisk hændelse. Da briggen Stirling Castle i 1836 led skibbrud, overlevede kaptajn James Fraser og hans kone, Eliza, og blev skyllet op på øen. Kaptajnen blev tilsyneladende dræbt af en indfødt stamme, men Eliza blev senere reddet. Til minde om den tragiske hændelse ændrede man øens navn fra Great Sandy Island til Fraser Island.

Men også de indfødte blev ramt af tragedie. På et tidspunkt boede der så mange som 2000 aboriginere på Fraser Island. De blev beskrevet som velskabte og stærke. Aboriginerne kaldte deres ø for K’gari, eller Paradis. I en aboriginsk legende om øens skabelse beskrives Fraser Island som det smukkeste sted i verden. Sørgeligt nok døde mange aboriginere af europæiske sygdomme. Og i begyndelsen af det 20. århundrede blev de resterende indfødte på øen forflyttet til fastlandet.

Et velkomment tilflugtssted

Fraser Island er i dag et tilflugtssted for vilde dyr. Blandt de mere velkendte dyr er dingoerne, Australiens vilde hunde. Eftersom dingoerne på øen ikke har haft nogen kontakt til hunde på fastlandet, regnes de for at være de ’reneste’ dingoer i den østlige del af Australien. De ligner måske almindelige hunde, men det er de ikke, og man bør omgås dem med varsomhed og respekt.

På øen er der også observeret mere end 300 forskellige fuglearter. Brahmin-glenter og hvide havørne svæver hen over strandene, mens isfugle flyver oppe over søerne. Blandt trækfugle kan nævnes mongolske præstekraver, der yngler i Sibirien og flyver sydpå om vinteren. Fuglene holder en kort pause på Fraser Island inden de flyver videre til deres destination. På en bestemt tid af året er der desuden over 30.000 flyvende hunde, egentlig flagermus på størrelse med ravne, som slår sig ned på øen for at mæske sig med eukalyptusblomsternes nektar.

Der er også en vrimmel af liv i vandet omkring Fraser Island, blandt andet pukkelhvaler på vej fra det kolde Antarktis til Great Barrier Reef, hvor de yngler og parrer sig. På deres tilbagetur opfører hvalerne en storslået forestilling når de lader deres vældige kroppe skyde op i luften og lander i vandet så det sprøjter omkring dem og kan ses på miles afstand. Deres opvisning er som en smuk og majestætisk hilsen til en usædvanlig ø.

[Fodnote]

^ par. 4 På Verdensarvlisten optager FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO, natur- og kultursteder der er af enestående værdi enten fysisk, biologisk, geologisk eller videnskabeligt.

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

STILLEHAVET

Fraser Island

 [Illustrationer på side 15]

Til højre, fra øverst til nederst:

Kurrnung Creeks munding

Rundt om på Fraser Island er der fyrre ferskvandssøer

En sjældenhed — regnskov der vokser i sand

[Kildeangivelse]

Alle fotos: Med tilladelse fra Tourism Queensland

 [Illustrationer på side 16, 17]

Dingo og koala

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Tourism Queensland

[Illustration på side 17]

Seventy-Five Mile Beach på Fraser Island er en af verdens længste strande

[Illustration på side 17]

Hvid havørn

[Illustration på side 17]

Latterfugle

[Illustration på side 17]

Pelikaner

[Illustration på side 17]

En pukkelhval gør ophold på sin vej til Antarktis

[Kildeangivelser på side 17]

Ørn: ©GBRMPA; alle andre fotos undtagen pelikaner: Med tilladelse fra Tourism Queensland