Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En anderledes måde at gå på!

En anderledes måde at gå på!

 En anderledes måde at gå på!

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I FINLAND

Kender du noget til stavgang? I Finland er denne måde at gå på blevet en af de mest populære former for motion. Når man går stavgang, bruger man noget der ligner skistave. Hvor stammer stavgang fra, og hvad er det godt for?

NÅR man iagttager en der går stavgang, kan man let komme til at tænke på en der løber langrend uden ski. Det var faktisk også skiløbere der opfandt stavgang da de begyndte at intensivere deres sommertræning ved at vandre med skistave. I løbet af 1980’erne begyndte andre sportsudøvere også at bruge stavgang som en effektiv form for motion. Og i slutningen af 1990’erne var stavgang blevet en almindelig form for motion blandt den finske befolkning. En gallupundersøgelse der blev foretaget i 2004, viste at 760.000 finner — 19 procent af befolkningen — går stavgang mindst én gang om ugen. „Stavgang er nu, næst efter almindelig gang, den mest almindelige form for motion i Finland,“ siger Tuomo Jantunen, der er direktør for Suomen Latu, organisationen der havde bestilt undersøgelsen. Stavgang har vist sig ikke bare at være en forbigående dille. Og i de senere år har motionsformen gradvis spredt sig til andre lande.

Mange er godt klar over at det er sundt at gå, men hvad er fordelen ved at bruge stave? Fysioterapeuten Jarmo Ahonen siger: „En stor fordel ved stavgang er at det styrker overkroppen og involverer muskler i arme, ryg og mave. Og han tilføjer: „Det opløser desuden muskelspændinger i skulder og nakke, noget der ofte plager folk som har kontorarbejde.“

Da stavgang aktiverer flere muskler end almindelig gang, forbrændes der flere kalorier. Og når man går med stave, kan man lettere øge tempoet og derved få pulsen til at stige. Men der er flere fordele. Fortalere for stavgang siger at når stavene bruges korrekt, medvirker det til at man får en mere rank gang og dermed en bedre kropsholdning. „Stavgang aflaster også anspændte led, da kropsvægten kan lægges på stavene,“ siger Jarmo Ahonen. En stavgænger forklarer at de spidse stave hjælper ham til at holde balancen på et glat underlag. Om vinteren, når det er glat på grund af sne og is, vælger mange ældre derfor at gå stavgang.

[Ramme på side 20]

Hvordan man kommer i gang

Ved stavgang behøver man ikke at købe dyrt udstyr. Det eneste man har brug for, er godt fodtøj og de særlige stave i korrekt længde. Hvis man går på et hårdt underlag, kan man sætte en gummidup på hver af de spidse stave. Det er ikke så svært at lære stavgang. Du kan også lære det. Men hvis du er nybegynder, vil det være klogt at søge råd hos en ekspert i stavgang.