Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Behovet for nyheder dækkes

Behovet for nyheder dækkes

 Behovet for nyheder dækkes

„NU BRUGTE ingen af athenerne eller de fremmede som var på besøg dér, deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt.“ Sådan skrev kronikøren Lukas for næsten 2000 år siden. (Apostelgerninger 17:21) Et århundrede tidligere var den romerske regering, i erkendelse af folkets behov for at høre nyt, begyndt at udgive Acta Diurna, en slags statstidende, som daglig blev slået op forskellige steder.

I det syvende århundrede fremstillede kineserne verdens første trykte avis, kaldet Dibao. I Europa, hvor mange mennesker stadig var analfabeter, fortalte omrejsende historiefortællere beretninger om krige, ulykker, forbrydelser og meget andet. Senere blev håndskrevne nyhedsbreve illustreret med træsnit solgt på torve og markedspladser.

Efterhånden begyndte handelsselskaber at supplere deres forretningsbreve med vigtige nyheder. Med tiden blev dette nyhedsstof bragt på et særskilt ark der blev kaldt nova (nyt). Disse nyheder kunne så sendes videre til andre.

De første europæiske aviser

I løbet af de første år i det syttende århundrede begyndte to tyske aviser at udkomme regelmæssigt. Strassburger Relationen blev første gang trykt i 1605. Aviso, Relation oder Zeitung blev trykt i byen Wolfenbüttel og udkom første gang i 1609. Det første dagblad i Europa var Einkommende Zeitungen (indkommende nyheder), som begyndte at udkomme i den tyske by Leipzig i 1650.

Denne første daglige avis var på 4 sider i lommeformat, og den bragte nyheder i tilfældig rækkefølge. Et enkelt eksemplar var forholdsvis billigt,  men et års abonnement kostede en vellønnet arbejder en hel månedsløn. Alligevel voksede efterspørgselen efter aviser hurtigt. Alene i Tyskland udkom der i år 1700 regelmæssigt mellem 50 og 60 aviser. Disse blade nåede en læserskare på flere hundrede tusind.

I begyndelsen var nyhedskilderne breve, andre aviser, postmestre der kopierede nyheder som de selv modtog med posten, eller simpelt hen rygter og sladder som journalister fik fat i på offentlige steder. Men den voksende konkurrence førte til en både kvantitativ og kvalitativ forbedring af nyhedsformidlingen, og avisudgivere begyndte at ansætte redaktører. Eftersom de fleste bladejere ikke havde råd til et omfattende netværk af nyhedskilder og journalister, førte efterspørgselen efter nyheder til oprettelse af nyhedsbureauer der indsamlede og distribuerede nyheder til avisudgivere som abonnerede hos dem.

Vigtige teknologiske opfindelser

Den forretningsverden som aviserne repræsenterer i dag, ville ikke have været mulig uden vigtige teknologiske opfindelser. Det gælder især Johannes Gutenbergs trykkemetode med løse typer. Andre opfindelser gjorde avisproduktionen nemmere og mere økonomisk. I 1860’erne gjorde rotationspressen det eksempelvis muligt at trykke på ruller af papir i stedet for enkelte papirark. Kort efter begyndte man at bruge Linotype-maskiner der gjorde det muligt at sammensætte linjer af metal til hele sider som så kunne trykkes. Og i sidste halvdel af det 20. århundrede blev det dyre håndsættearbejde erstattet af computersats.

Samtidig med denne udvikling betød brugen af telegrafen som blev udbredt i 1840’erne, skrivemaskinen der blev almindelig i 1870’erne, og telefonen som kom frem omtrent på samme tid, at selve nyhedsformidlingen gik hurtigere og hurtigere. Og i nyere tid, i millioner af nulevende menneskers levetid, er brugen af computere, e-mails og telefaxmaskiner blevet almindelig udbredt i avisbranchen. Ved hjælp af tog, biler og fly kan reportere nå hurtigere frem til den begivenhed, de mennesker eller det sted de skal skrive om. Og ved hjælp af hurtige transportmidler distribueres flere og flere aviser.

Avisernes indhold

I en verden som bliver mindre og mindre, er det de fleste steder ikke noget problem at indsamle tilstrækkeligt mange nyheder. Redaktørerne af Frankfurter Allgemeine Zeitung siger: „Det vanskelige består snarere i at udvælge stof i den uafbrudte og uoverskuelige strøm af nyheder.“ De tyske aviser er ved at drukne i de cirka 2000 nyheder som nyhedsbureauerne sender ud hver dag. Journalister, korrespondenter, nyhedsudsendelser i radio og tv samt andre kilder gør nyhedsstrømmen endnu mere overvældende for avisredaktørerne.

To tredjedele af alle nyheder er bekendtgørelser — pressemeddelelser og rapporter om planlagte aktiviteter som koncerter, sportsbegivenheder, stævner og kongresser. For at kunne tilgodese behovet for oplysninger om ting af lokal interesse — det kunne være høstresultater, mærkedage og fester — må redaktørerne have kendskab til deres potentielle læsere.

Sportssider, tegneserier, politiske karikaturtegninger og ledere hører til de populære dele af aviserne. Kronikker, rapporter fra fremmede lande, interviews med prominente personer og  folk som er eksperter på forskellige områder, kan være både oplysende og underholdende.

Aviser i krise

„Avisbranchen i Tyskland står over for den sværeste økonomiske krise i dens historie,“ skrev avisen Die Zeit i 2002. Federation Swiss press, det schweiziske presseforbund, meddelte at det totale oplagstal i 2004 var det laveste i 10 år. Hvad er der sket med efterspørgselen efter aviser?

Verdensøkonomien har haft en nedtur der førte til et fald i avisannonceringen, og for mange avisers vedkommende repræsenterede den to tredjedele af deres indtægt. I perioden fra 2000 til 2004 mistede den amerikanske avis Wall Street Journal 43 procent af sine annonceindtægter. Vil annoncørerne vende tilbage som følge af det økonomiske opsving? Mange rubrikannoncer angående ejendomme, stillinger og biler bliver ikke længere sendt til aviserne, men i stedet lagt ud på internettet. Aviserne konkurrerer i dag med de elektroniske medier — internet, radio og tv.

Men behovet for nyheder er der stadig og trives i bedste velgående. Axel Zerdick, der er professor i medieøkonomi, har sagt følgende til en avis i Frankfurt: „Krisen er ikke helt så alvorlig som de fleste journalister tror.“ Chefredaktøren for en lokal sektion i et tysk dagblad gav udtryk for noget lignende da hun sagde: „De regionale [aviser] trives godt.“

Selvom man må indrømme at intet kan slå aviserne når det gælder dybtgående reportager og magt til at sætte en offentlig debat i gang, er spørgsmålet: Kan man stole på deres fortolkning af nyhederne? Hvordan kan man få størst gavn af de aviser man læser?

[Ramme/illustration på side 6]

JOURNALISTIK — EN KRÆVENDE PROFESSION

Nogle er måske lidt misundelige på journalister. „At få sit navn i medierne kan godt give en journalist en følelse af personlig succes,“ indrømmer en franskmand som har været i professionen i mange år. Men journalistik kan også være frustrerende — en anden journalist snupper ens historie, en anmodning om et interview bliver afslået, man venter i utallige timer på en begivenhed som så alligevel ikke bliver til noget.

En avisskribent fra Polen peger på en anden udfordring. „Man ved aldrig hvornår man har fri, og hvornår man er nødt til at arbejde,“ fortæller hun. „Nogle gange går det ud over ens privatliv, og den varierende arbejdsrytme kan skade familielivet.“ En forhenværende journalist i det tidligere Sovjetunionen peger på det måske allermest frustrerende: „Jeg arbejdede meget hårdt, men intet af det jeg skrev, blev trykt i sidste ende.“

En sportsskribent for den største avis i Holland siger: „Jeg bliver ofte beskyldt for at være uvidende. Nogle læsere bliver vrede eller frustrerede. Og da bølgerne engang imellem går højt i sportskredse, er der ligefrem nogle der har truet med at slå mig ihjel.“ Hvad er det der motiverer journalister til at fortsætte?

I nogle tilfælde kan det selvfølgelig være lønnen der er drivkraften, men det kan ikke gælde alle. En journalist ved en fransk avis siger at han ganske enkelt elsker at skrive. En mexicansk journalist siger: „Du videregiver i det mindste noget som andre kan få gavn af at vide.“ I Japan har en seniorredaktør ved verdens næststørste dagblad udtalt: „Jeg glæder mig når jeg føler at jeg har hjulpet folk, og når retfærdigheden sker fyldest.“

Men aviser er selvfølgelig ikke udelukkende journalisternes værk. Afhængigt af forlagets størrelse og opbygning kan der være tilknyttet redaktører, korrekturlæsere, fact-checkers, arkivarer og mange andre som arbejder hårdt, men anonymt, for at du kan få din avis.

[Illustrationer på side 4]

En gammel tysk avis og en moderne aviskiosk

[Kildeangivelse]

Gammel tysk avis: Bibliothek für Kunst-und Antiquitäten-Sammler, Bind 21, Flugblatt und Zeitung, 1922