Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor samarbejde er en betingelse for liv

Hvorfor samarbejde er en betingelse for liv

 Hvorfor samarbejde er en betingelse for liv

„Ingen organisme er en ø — de er hver især forbundet, direkte eller indirekte, med andre organismer.“ — „Symbiosis — An Introduction to Biological Associations.“

NOGLE har talt om et „netværk af liv“, og det er et meget rammende udtryk, for liv er et netværk af indbyrdes forbundne organismer der er afhængige af hinanden. Mennesket er i høj grad en del af dette netværk. Det kan du få bekræftet ved blot at se på dit eget legeme. I din fordøjelseskanal sørger en hær af gavnlige bakterier for at du kan holde dig rask. Det gør de i al ubemærkethed ved at tilintetgøre skadelige organismer der er trængt ind i kroppen, og ved at fremme fordøjelsen og produktionen af livsnødvendige vitaminer. Til gengæld forsyner du, som er værten, bakterierne med næring og giver dem fordelagtige vækstbetingelser.

En lignende sameksistens finder man i dyreverdenen, især hos drøvtyggere som kvæg, hjorte og får. Deres vom, det første af flere mavekamre, er vært for et veritabelt økosystem af bakterier, svampe og protozoer. Ved en gæringsproces nedbryder disse mikroorganismer cellulose — et fibrøst kulhydrat som findes i planter — til forskellige næringsstoffer. Selv hos nogle insekter der æder cellulose, deriblandt visse biller, kakerlakker, sølvkræ, termitter og hvepse, indgår bakterier i fordøjelsesprocessen.

Et sådant nært samarbejde mellem organismer der tilhører forskellige arter, kaldes symbiose, som betyder „samliv“. * „Sådanne alliancer er grundlæggende for udviklingen af enhver levende organisme,“ siger Tom Wakeford i sin bog Liaisons of Life. Lad os et øjeblik se nærmere på jord, som er levested for mange organismer.

 Jord — næsten en levende organisme!

I Bibelen siges der at agerjorden besidder kraft. (1 Mosebog 4:12) Det stemmer overens med kendsgerningerne, for frugtbar agerjord er fyldt med liv. I dette komplekse vækstmiljø myldrer det med organismer. Et enkelt kilo jord kan indeholde langt over 500 milliarder bakterier, en milliard svampe og op til 500 millioner flercellede dyr, lige fra insekter til orme. Mange af disse organismer samarbejder om at nedbryde organisk materiale (blandt andet dødt løv og affaldsprodukter fra dyr) mens de optager kvælstof. Dette kvælstof omdanner de til kvælstofforbindelser som planterne kan optage. De omdanner også kulstof til kuldioxid og andre forbindelser som planterne skal bruge til fotosyntesen.

Bælgplanter, som for eksempel lucerne, kløver, ærteblomster og sojabønneplanter, indgår i et særligt samspil med bakterier i den forstand at de lader dem „inficere“ deres rodsystem. I stedet for at skade planterne stimulerer bakterierne rødderne til at danne bittesmå knolde som de koloniserer. Derefter vokser bakterierne sig næsten 40 gange større og bliver til bakteroider. Deres opgave består i at „fiksere“, det vil sige omdanne og indbygge, kvælstof i kemiske forbindelser som bælgplanterne kan bruge. Som kompensation modtager bakterierne næring fra planterne.

Også svampe har en afgørende betydning for plantevækst. Faktisk har så godt som hvert træ, hver busk og alle græsser et hemmeligt, underjordisk samarbejde med svampe. Disse organismer „inficerer“ også rødder, hvor de hjælper planterne med at optage vand og vigtige mineraler som jern, fosfor, kalium og zink. Eftersom svampene ikke selv kan producere næring fordi de mangler klorofyl, får de kulhydrater fra planten som modydelse.

En plante som er stærkt afhængig af hjælp fra svampe, er orkidéen. I naturen begynder alliancen ved at svampene hjælper orkidéens støvlignende frø til at spire. Svampene yder også den voksne plante assistance ved at kompensere for dens forholdsvis lille rodsystem. Tom Wakeford siger at svampene „danner et stort og dynamisk netværk som sikrer at orkidéen får dækket sit behov for næring. Som betaling for denne ydelse får [svampen] ofte små mængder vitaminer og kvælstofforbindelser fra planten. Men der er grænser for orkidéens gavmildhed. Hvis svampen i rødderne skulle finde på at trænge op i orkidéens stængel, vil planten holde den under kontrol med svampedræbende midler.“

Men blomstrende planter danner ikke kun nære forbindelser med organismer i jorden; de indgår også mere synlige makkerskaber.

Makkerskaber med henblik på formering

Når en bi sætter sig på en blomst, danner den et symbiotisk samarbejde med sin vært. Bien modtager nektar og pollen samtidig med at blomsten bliver bestøvet med pollen fra andre artsfæller. Dette samspil gør det muligt for planterne at formere sig. Efter bestøvningen ophører de med at producere næring. Hvordan finder insekterne så ud af at „cafeteriet“ er lukket? Blomsterne har flere måder at „sige“ det på. De kan miste duften, tabe kronbladene eller ændre vækstretning eller farve, måske blive mere matte. Dette kan virke lidt trist på os mennesker, men det er faktisk meget betænksomt over for de hårdtarbejdende bier, som så kan koncentrere sig om de planter der stadig „holder åbent“.

I de senere år er antallet af bestøvere, i særdeleshed bier, gået kraftigt tilbage i nogle områder. Det er en foruroligende udvikling eftersom næsten 70 procent af alle blomstrende planter er afhængige af at insekter bestøver dem. Desuden er 30 procent af det vi spiser, produkter fra afgrøder der bestøves af bier.

 Myrer i haven

Også visse myrer indgår i et symbiotisk samarbejde med planter. Disse insekter kan få føde og husly i bytte for at bestøve deres vært, sprede frø, hjælpe med at skaffe næring eller beskytte mod planteædere, det være sig andre insekter eller pattedyr. En myreart der holder til i akacietræets hule torne, patruljerer omkring træet og ødelægger de skadelige slyngplanter den opdager. Som tak for dette førsteklasses havearbejde giver akacien myrerne sød nektar.

Andre myrer foretrækker „at holde husdyr“. De fører opsyn med bladlus der udskiller sød honningdug når myrerne blidt stryger dem med følehornene. Bogen Symbiosis siger om bladlus: „Myrerne passer disse insekter som var de kvæg, ved at malke dem for næring og beskytte dem mod rovdyr.“ På samme måde som en landmand fører sit malkekvæg ind i stalden for natten, sker det ofte at myrerne om aftenen bærer bladlusene i sikkerhed i boet. Den følgende morgen sætter de dem igen „på græs“, oftest på nyere og mere nærende blade. Og der er ikke kun tale om nogle få bladlus. Myrer kan i et enkelt bo have „hjorde“ af bladlus der tæller i tusindvis.

 Myrer passer også visse sommerfuglearter på larvestadiet. Den sortplettede blåfugl, der lever i symbiose med stikmyrer, kan faktisk ikke fuldføre sin livscyklus uden deres hjælp. Mens den er larve, belønner den sine værter med sukkerholdige sekreter. Når sommerfuglen senere kryber ud af sin puppe, forlader den uskadt myrernes bo.

Lever de livet farligt?

Hvis du var en fugl, ville du så bringe en levende slange op i din rede? Nej, det ville du sikkert ikke. Men det er lige præcis hvad dværghornuglen gør. Den såkaldte falske ormeslange, som bliver bragt op i reden, skader ikke nyudklækkede fugleunger, men æder tværtimod myrer, fluer og andre insekter samt deres larver eller pupper. I en artikel i tidsskriftet New Scientist kunne man læse at de unger der lever side om side med en falsk ormeslange i familien, „vokser hurtigere og har større chance for at overleve“ end dem der vokser op i en rede uden denne levende støvsuger.

En anden fugl, vandtrielen, samarbejder ikke med en slange, men bygger rede i nærheden af en nilkrokodille — et krybdyr der oven i købet jager visse fuglearter! Vandtrielen bliver ikke ædt, men fungerer som vagtpost. Hvis noget farligt nærmer sig enten fuglens eller krokodillens rede, afgiver vandtrielen nogle varselsskrig. Hvis krokodillen er borte, vil disse skrig få krybdyret til at skynde sig hjem.

Dyr der giver personlig pleje

Har du nogen sinde set fugle som kohejrer eller oksehakkere sidde oven på antiloper, køer, giraffer eller okser og hakke i deres hud? Man skulle tro at det var meget generende, men faktisk gør fuglene deres værter en stor tjeneste. De æder nemlig lus, flåter og andre parasitter samt inficeret væv og maddiker som dyrene ikke selv  kan fjerne. Og er der fare på færde, så hvæser oksehakkerne, hvorved deres værter advares.

Flodhesten tilbringer størstedelen af tiden i vand, så den bliver ikke blot rengjort af venner der har fjer, men også af venner med finner. I vandet „støvsuger“ nogle karpefisk, kaldet sorte labeoer, flodhesten for alger, død hud og parasitter. Ja, de fjerner hvad som helst der har sat sig fast på flodhesten. Fiskene renser endda dens tænder og gummer! Andre fiskearter hjælper også til — nogle ved at rense sår, og andre ved at bruge deres lange snude til at nå ind og nippe mellem flodhestens tæer og på andre svært tilgængelige steder.

Også fisk kan få uønsket påhæng i form af krebsdyr, bakterier, svampe og lus, såvel som beskadiget eller sygt væv som de har brug for at få fjernet. Hvis det er tilfældet, begiver de sig som regel til deres lokale pudsested for at få hjælp. Her giver farverige kutlinger, læbefisk og pudserejer deres kunder en ordentlig omgang og får et måltid for deres anstrengelser. Større fisk kan måske endda have et helt hold af personlige plejere til at servicere dem.

Kunderne har forskellige måder at signalere på at de gerne vil renses. Nogle indtager for eksempel en usædvanlig stilling ved at hæve hovedet og sænke halefinnen. Andre spiler gabet og gællerne op, som for at sige: „Kom bare ind. Jeg bider ikke.“ ’Rengøringsfolkene’ går villigt i gang med deres arbejde, selv hvis det drejer sig om et frygtindgydende rovdyr, som for eksempel en muræne eller en haj. Under rengøringen skifter nogle af kunderne farve, måske for at gøre parasitterne mere synlige. Saltvandsfisk i et akvarium uden pudsefisk bliver „hurtigt inficerede med parasitter og ramt af sygdomme,“ siges der i bogen Animal Partnerships. „Men så snart man sætter en pudsefisk i akvariet, går den i gang med at rense dem, og som om de andre fisk ved hvad der foregår, begynder de at stille sig i kø for at blive renset.“

Jo mere vi lærer, desto mere forundres vi over den harmoni og indbyrdes afhængighed der kommer til udtryk i verden omkring os. Som musikere i et orkester yder alle organismer deres del og gør livets symfoni, herunder menneskelivet, både muligt og fornøjeligt. Det er bestemt et vidnesbyrd om plan og hensigt i naturen, og om at der står en uforlignelig Konstruktør bag. — 1 Mosebog 1:31; Åbenbaringen 4:11.

Den eneste årsag til disharmoni

Det er virkelig sørgeligt at menneskene ofte ikke vil samarbejde med naturens verden. I modsætning til dyr, der hovedsagelig er styret af instinkter, lader mennesker sig lede af en lang række faktorer der spænder lige fra kærlighed og andre gavnlige følelser til had og selvisk begær.

Det virker som om mennesker i stigende grad lader sig lede af de sidstnævnte følelser, og derfor frygter mange for jordens fremtid. (2 Timoteus 3:1-5) Men de undlader at tage Skaberen i betragtning. Når Guds hensigt med jorden bliver gennemført, vil det ikke alene resultere i at naturens balance bliver genoprettet, men også i at der bliver harmoni mellem alle skabninger, deriblandt mennesker.

[Fodnote]

^ par. 5 Der er tre hovedkategorier af symbiose: mutualisme, hvor begge organismer drager nytte af samlivet; kommensalisme, hvor den ene har fordel af samlivet uden at skade den anden; og parasitisme, hvor den ene drager nytte af forholdet på bekostning af den anden. I denne artikel vil vi beskæftige os med eksempler på mutualisme.

[Ramme/illustration på side 7]

Dobbeltorganismer

De skorpeformede, grå eller grønne pletter du ofte ser på sten eller træstammer, er sandsynligvis laver. Nogle eksperter mener at der findes op mod 20.000 arter! Laver ligner måske en enkelt organisme, men i virkeligheden består de både af svampe og alger.

Hvorfor slår disse to organismer sig sammen? En svamp kan ikke selv producere næring. Ved hjælp af mikroskopiske tråde omslutter den derfor en alge, som gennem fotosyntese danner sukkerstoffer. Nogle af disse sukkerstoffer siver ud gennem algens cellevægge og bliver optaget af svampen. Som modydelse danner algens vært et fugtigt miljø og beskytter den mod alt for store mængder sollys.

En forsker har lidt humoristisk betegnet laver som „svampe der er blevet opmærksomme på landbrug“. Og man må sige at de er gode til det, for laver „dækker ti gange så meget af jordens overflade som tropiske regnskove,“ siger bogen Liaisons of Life. De lever mange steder, lige fra Arktis til Antarktis, ja, de trives selv på insekter!

[Ramme/illustrationer på side 8]

Koraller — et symbiotisk under

Koralrev består af polypdyr og alger. Det er algerne, som er indlejret hvor som helst der er plads i polypdyrenes celler, der giver korallerne deres stærke farver. Da de ofte vejer tre gange så meget som polypdyrene, må koraller snarere betegnes som planter end som dyr. Men algernes væsentligste funktion er at danne organiske forbindelser gennem fotosyntese. De „betaler husleje“ ved at give deres værter 98 procent af disse fotosynteseprodukter. Polypdyrene har brug for denne næring, ikke blot for at overleve, men også for at kunne opbygge koralskeletter af kalksten.

Algerne drager fordel af dette samliv på mindst to måder. For det første får de næring i form af polypdyrenes affaldsprodukter — kuldioxid, kvælstofforbindelser og fosfater. For det andet bliver de beskyttet af et hårdt skelet. Alger har også brug for sollys, så derfor vokser koralrev i klart vand.

Når korallerne udsættes for stresspåvirkninger, som for eksempel en stigning i vandtemperaturen, afstøder polypdyrene algerne og bliver blege. Mangelen på næring kan resultere i at de går til. I de senere år har forskere lagt mærke til en alarmerende udbredelse af koralblegning i hele verden.

[Ramme/illustrationer på side 8, 9]

 Et nyttigt eksempel på samarbejde

To jetfly fløj hen over himmelen som fugle i tæt formation. Det var ikke en rutineflyvning, men et videnskabeligt eksperiment baseret på tidligere undersøgelser af pelikaner. Forskere har opdaget at pelikaner der flyver i formation, får ekstra opdrift fra de pelikaner der flyver foran. Denne ekstra opdrift resulterer i en 15 procents reduktion i pelikanernes hjertefrekvens sammenlignet med deres hjertefrekvens når de flyver alene. Ville man inden for luftfarten kunne anvende de samme aerodynamiske principper?

For at få svar på dette spørgsmål udstyrede ingeniører et testfly med højteknologiske instrumenter så piloten kunne holde flyet på en fast kurs som ikke afveg med mere end 30 centimeter i forhold til flyet cirka 90 meter forude. (Se billedet). Resultatet? Det bagerste fly havde 20 procent mindre luftmodstand end normalt og brugte op mod 18 procent mindre brændstof. Forskere mener at denne viden kan finde anvendelse til både militære og civile formål.

[Kildeangivelser]

Jetfly: NASA Dryden Flight Research Center; fugle: © Joyce Gross

[Illustrationer på side 5]

Koen har i sin vom et veritabelt økosystem af bakterier, svampe og protozoer (forstørret billede)

[Kildeangivelse]

Indsat billede: Melvin Yokoyama og Mario Cobos, Michigan State University

[Illustration på side 7]

Bier gør det muligt for blomstrende planter at formere sig

[Illustration på side 8, 9]

En ko med en kohejre

[Illustration på side 10]

En fanefisk med en mindre pudsefisk

[Illustration på side 10]

En plettet pudsereje på en søanemone