Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sandhedens skønhed ledte mig til Skaberen

Sandhedens skønhed ledte mig til Skaberen

 Sandhedens skønhed ledte mig til Skaberen

FORTALT AF TSUYOSHI FUJII

FOR nogle år siden fik jeg lejlighed til at være med til noget ganske særligt. Som assistent for Senei Ikenobo, læremesteren af Ikenoboskolen for blomsterarrangering, skulle jeg arrangere blomster i et af de elegante værelser i det kejserlige palads i Tokyo. Vi arbejdede under skrappe sikkerhedsforanstaltninger. Der var en spændt atmosfære, og jeg passede på ikke at spilde en eneste dråbe vand. Det var et højdepunkt i min karriere med at arrangere blomster. Lad mig fortælle hvad der fik mig til at vælge denne profession.

Jeg er født i 1948 i byen Nishiwaki, som ligger nordvest for Kobe, i Japan. Lige fra barnsben har jeg været dybt bevæget af årstidernes skiftende skønhed som den ses i naturens blomster. Men da jeg blev opdraget af min bedstemor, der var nidkær buddhist, tænkte jeg aldrig på at der kunne findes en Skaber.

I min hjemby har min mor igennem mange år undervist i ikebana, det vil sige i at arrangere blomster. I Japan er ikebana, også kendt som kado (lade blomster leve), en meget respekteret færdighed. Min mor har aldrig direkte undervist mig i denne kunstart, men hun har påvirket mig meget. Så da jeg skulle vælge en uddannelse, bestemte jeg mig for at lære ikebana. Min skolelærer og min mor foreslog at jeg tog en almindelig universitetsuddannelse, men jeg valgte uden tøven ikenoboskolen. Ikenobo er den ældste form for ikebana i Japan. Jeg blev optaget på skolen, og snart var jeg i gang med et ihærdigt studium af kunsten at arrangere blomster.

Jeg lærer ikebana

Ikebana er en traditionel japansk kunstart, og den har livet som tema. Lad mig forklare nærmere. Blomster der står i en spand i en blomsterbutik, kan se smukke ud, men hvor smukt et syn er det i sammenligning med et flor af små blomster på en eng eller blomstrende træer i bjergene? I naturen sanser man livet og årstiderne, og man bliver berørt at det man oplever. Ikebana er en måde hvorpå man ved hjælp af planter og blomster kan give udtryk for naturens skønhed og skabe noget der beskriver ens dybe følelser.

Forestil dig at du gerne vil gengive fornemmelsen af efterår. Det kan du gøre ved hjælp af blomster fra denne årstid, for eksempel ensian og patrinia sammen med efterårsløv. Og hvis du gerne vil tilføje en let brise, kan du med et par buede elefantgræsblade skabe noget der minder om en efterårsvind. Jeg følte mig stærkt draget af ikebana og fandt stor tilfredsstillelse ved at kunne udtrykke mig gennem forskellige sammensætninger af blomster og planter.

En stor „familie“

Som kunstart kan ikebana spores 500 år tilbage i tiden. Ikebanaskolerne kører efter hvad man kunne kalde læremestersystemet. Stillingen som læremester går i arv. Som arvtager af kunstartens traditioner er læremesteren ligesom en patriark med en stor „familie“ af tilhængere. Han skal ikke alene lære eleverne de gamle traditioner, men også opfinde og videregive nye stilarter der passer til hans egen tid.

 Efter at have fuldført mine studier på ikenoboskolen og taget et særligt toårigt kursus i kado begyndte jeg i januar 1971 at arbejde for Ikenobofonden. Jeg planlagde og organiserede fondens ikebanaudstillinger rundt om i hele Japan. Samtidig var jeg en af de assistenter der rejste med læremesteren når han udførte sin kunst forskellige steder i landet.

Jeg husker stadig første gang jeg stod på Fukuoka-sportscentrets scene som assistent for læremesteren, mens han demonstrerede hvordan han lavede et blomsterarrangement. Der var tusinder af mennesker til stede, og jeg var skrækslagen. Jeg kom til at knække stængler, og jeg skar de forkerte grene af. Men læremesteren lavede blot lidt sjov med mine mange fejltrin, mens han forklarede publikum hvad han var i færd med at lave. Det hjalp mig til at slappe af.

Ved nationale begivenheder med berømtheder fra andre lande tog jeg med læremesteren for at arrangere blomster til lejligheden. Som nævnt i begyndelsen kom jeg på den måde til at befinde mig i et elegant værelse i det kejserlige palads.

Da der senere blev oprettet en særlig skole til videreuddannelse af ikenobolærere over hele landet, fik jeg det betroede arbejde at undervise og at udarbejde undervisningsmateriale. Jeg havde også opsyn med produktionen af de bøger og film der skulle anvendes ved de forskellige forelæsninger som blev afholdt for op mod 200.000 studerende i 300 forskellige afdelinger rundt om i Japan. Jeg rejste i hele landet for at tilse kurset. Der findes også ikenoboafdelinger i andre lande, og jeg rejste til Taiwan mange gange i løbet af et år. Læremesteren stolede helt på mig, og jeg havde en ansvarsfuld stilling.

Jeg var glad for mit arbejde, men jeg var ikke helt tilfreds med mit liv. Bag facaden af skønhed var der ting som skuffede mig. Jalousi og misundelse blandt studerende førte til at de bagtalte hinanden, og lærerne kom ofte og spurgte mig om hvad de skulle gøre ved det. Men i en organisation der er styret efter gamle traditioner, og som har en fastlåst struktur, var der ikke meget jeg kunne stille op. Eftersom mange af eleverne virkelig holdt af ikebana og tog kurset seriøst, gjorde jeg alt for at det kunne blive en fornøjelse for dem at lære.

Den første kontakt med Bibelens smukke budskab

Jeg brød mig ikke om religion fordi jeg mente at den forblinder folk. Desuden havde jeg set så meget hykleri blandt mennesker der taler om fred og lykke. Min kone, Keiko, havde derimod søgt efter sandheden lige siden hun var barn. Hun havde interesseret sig for flere forskellige religioner og undersøgt deres lære, men ingen af dem havde været i stand til at stille hendes åndelige sult.

Da et af Jehovas Vidner kom til vores hjem, tog Keiko derfor imod tilbuddet om at studere Bibelen. Hun fortalte mig om alt det hun lærte, og om alt hvad der gjorde indtryk på hende. Det hun sagde, lød godt, men jeg delte ikke hendes begejstring.

Keiko fortsatte dog med fuld overbevisning at fortælle mig om det hun lærte fra Bibelen. Hun lagde altid et par blade der omhandlede bibelske emner, ned i min taske når jeg skulle ud at rejse. Men jeg nægtede at læse dem. Jeg ønskede ikke at give slip på alt det jeg havde opbygget gennem årene. Vi havde lige købt et hus, og på en eller anden måde troede jeg at jeg blev nødt til at skille mig af med det hvis jeg begyndte at acceptere Bibelens lære. Keiko gjorde derimod hurtige fremskridt, og hun levede efter det hun troede på. Jeg følte mig tilsidesat og ensom. Selvom jeg vidste at det hun fortalte, var sandt, begyndte jeg at modarbejde hende.

Modvillig, men alligevel interesseret

Jeg kom som regel sent hjem fra arbejde om aftenen, men de aftener hvor Keiko overværede Jehovas Vidners møder, kom jeg med vilje endnu senere hjem. Selv når jeg kom hjem klokken to eller tre om natten, sad Keiko og ventede på mig for at fortælle hvad hun havde  oplevet i løbet af dagen. Hun viste stor omsorg for mig. Men jeg kunne ikke klare tanken om at min familie forlod hjemmet i bare et par timer for at overvære de kristne møder. Jeg satte mig mere og mere imod og begyndte at tale om skilsmisse. Men Keiko stod fast.

Jeg havde svært ved at forstå Keikos opførsel. Trods vores anspændte forhold og hendes astmaanfald var hun altid glad. Det var Keikos blide uskyld og godhjertethed jeg i sin tid havde følt mig tiltrukket af. Og det var netop også det der gjorde mig bekymret for om hun ville blive bedraget når hun begyndte at studere Bibelen.

Keiko praktiserede det hun lærte, og forsøgte at være en god hustru og mor. Trods min modstand bad hun mig indtrængende om at komme med til de kristne møder og stævner. Indimellem tog jeg med, måske fordi jeg var stolt af Keiko.

Men samtidig var jeg jaloux på Jehova. Når jeg så at Keiko forsøgte at ændre sig, spekulerede jeg på hvorfor Bibelens lære havde så stærk en indvirkning på folk. ’Hvorfor er min hustru villig til at udholde alle mulige vanskeligheder for Jehova?’ tænkte jeg.

Der gik ikke lang tid før nogle af brødrene i den menighed Keiko kom i, forsøgte at besøge mig derhjemme. Jeg havde dog ikke i sinde at mødes med dem. Alligevel ville jeg gerne vide hvad der var årsag til Keikos indre fred. Til sidst fik min nysgerrighed overtaget, og jeg indvilligede i at studere Bibelen. Efterhånden som jeg lærte dem der besøgte mig, bedre at kende, følte jeg at der var noget forfriskende ved deres selskab. Gennem det ugentlige studium nåede Bibelens sandheder mit hjerte, og jeg begyndte at se tingene i en større sammenhæng.

Naturens og sandhedens skønhed

Når jeg forsøgte at give udtryk for naturens skønhed og kraft gennem ikebana, var jeg tit i vildrede med hvordan jeg kunne gengive storheden i den. Men da jeg lærte at det er Jehova der har skabt alle naturens vidundere, faldt det hele på plads for mig. Det er umuligt for os små mennesker at konkurrere med Skaberens kunstneriske kunnen. Jehova er den største kunstner der findes! Når jeg forsøgte at efterligne ham, blev jeg meget bedre til at arrangere blomster. Efter at jeg begyndte at studere Bibelen, sagde folk faktisk til mig at de synes min kunst havde forandret sig. Ud over at være dynamisk var der nu blevet tilføjet noget blidt.

De bibelske sandheder hjalp mig til for første gang at kunne forstå mange ting. Da jeg lærte at Satan Djævelen er verdens hersker og står bag al den lidelse vi ser i dag, og at vores hjerte er forræderisk på grund af synden som vi har arvet fra Adam, forstod jeg endelig hvorfor forholdene omkring os er som de er. (Jeremias 17:9; 1 Johannes 5:19) Jeg lærte at Jehova er fredens Gud, rig på kærlighed, retfærdighed, magt og visdom (5 Mosebog 32:4; Romerne 11:33; 1 Johannes 4:8; Åbenbaringen 11:17); at Gud af kærlighed til os lod Jesus komme og dø for os (Johannes 3:16; 2 Korinther 5:14); og at der vil komme en tid uden lidelser og død. (Åbenbaringen 21:4) Disse skønne sandheder fascinerede mig. Desuden så jeg at Jehovas Vidner virkelig lever efter Jesu lære om at ’elske sin næste som sig selv’. Ved personligt at opleve dette blev jeg overbevist om at jeg havde fundet den sande tro. — Mattæus 22:39.

En forhindring skal overvindes

Efterhånden som sandheden slog rod i mit hjerte, stod jeg over for en udfordring. Når læremesteren ikke kunne komme til en begravelse, havde jeg ofte måttet træde i hans sted og udføre de buddhistiske ritualer. Det blev nu et problem for mig, for jeg ville gerne indvi mig til Jehova. Derfor besluttede jeg mig for ikke at deltage i buddhistiske ceremonier. (1 Korinther 10:21) På en respektfuld måde forklarede jeg læremesteren at jeg havde i sinde at blive døbt, og at jeg havde besluttet mig for ikke at ville deltage i nogen anden form for tilbedelse, selv ikke i forbindelse med mit arbejde. Han sagde at han ikke havde noget at indvende imod at jeg blev kristen, og at jeg selv  måtte bestemme hvordan jeg ville forholde mig til religiøse anliggender. Hans reaktion var overraskende positiv. Jeg havde ellers forventet at blive skældt ud og miste mit arbejde.

Nu da denne hindring var af vejen, kunne jeg blive døbt som et symbol på min indvielse til Jehova. Det blev jeg i juni 1983 ved et af Jehovas Vidners stævner, et år efter at jeg var begyndt at studere Bibelen. Da jeg kom op fra dåbsbassinet, blev jeg mødt af Keiko som med tårer i øjnene smilede bredt. Jeg havde også selv tårer i øjnene, og sammen takkede vi Jehova for den lykke vi følte.

Jeg opgiver min karriere inden for ikebana

Læremesteren havde vist stor forståelse for mit standpunkt som en indviet kristen, og jeg forsøgte nu at udføre mit arbejde endnu mere samvittighedsfuldt end før. Men samtidig forsøgte jeg at bevare balancen mellem mit verdslige arbejde og mit liv som kristen. Igennem syv år øgede jeg i flere måneder af året min indsats i den kristne tjeneste.

Jeg begyndte dog også at tænke alvorligt over min søns åndelige behov og på Keikos stadig svigtende helbred. Jeg følte at jeg måtte bruge mere tid sammen med min familie, og jeg ønskede også at sætte Rigets interesser først. Alt dette fik mig til at bede Jehova om hjælp til at opgive min karriere inden for ikebana. Læremesteren indså at jeg stod fast ved min beslutning, og i juli 1990, 42 år gammel, sagde jeg i al fordragelighed op.

Jeg hjælper andre til at forstå sandhedens smukke budskab

Umiddelbart efter at jeg havde sagt op, begyndte jeg i heltidstjenesten, så jeg kunne hjælpe flere til at finde sandheden. I øjeblikket bruger jeg en dag om ugen på at undervise i at arrangere blomster, men ikke efter ikenobometodens regler. Jeg har den forret at tjene som ældste i menigheden. Keiko er pioner og har ikke så mange astmaanfald som før. Vores søn er nu gift og virker som menighedstjener i en af nabomenighederne. Vi betragter det som en stor forret at kunne tjene Jehova sammen som familie.

Jeg ser frem til at jeg under Jesu Kristi styre vil kunne lave smukke blomsterarrangementer med planter fra min egen have. Det er mit oprigtige ønske at jeg sammen med min dejlige familie for evigt kan prise Jehova, Skaberen af alle smukke ting.

[Illustration på side 23]

Sammen med min kone, vores søn og hans familie

[Illustrationer på side 23]

Med ikebana kan man give udtryk for den skønhed man oplever i naturen