Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er det forkert at være ambitiøs?

Er det forkert at være ambitiøs?

 Hvad siger Bibelen?

Er det forkert at være ambitiøs?

„HVAD galt er der egentlig ved at være berømt, velhavende og indflydelsesrig?“ Det spørgsmål blev stillet i en rapport med overskriften „Etiske dilemmaer“ som var udarbejdet af en religiøs forening. I den henvises der til Guds ord til Abraham: „Jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort.“ — 1 Mosebog 12:2.

Selvom rapporten nævner at „man ikke må være ambitiøs på andres bekostning“, citerer den en berømt rabbiner fra det første århundrede som har sagt: „Hvis jeg ikke gør noget for mig selv, hvem vil så gøre det?“ Rapporten konkluderer: „Hvis vi ikke udnytter vores potentiale, er der ingen andre der vil.“ Er dét at være ambitiøs et dilemma for dem der ønsker at tjene Gud? Hvad indebærer det at udnytte sine evner og muligheder? Er det forkert at være ambitiøs? Hvad siger Bibelen?

Var Abraham ambitiøs?

Bibelen omtaler Abraham som en mand med en bemærkelsesværdig tro. (Hebræerne 11:8, 17) I Guds løfte til Abraham om at gøre ham til en stor nation og at gøre hans navn stort lå der ikke nogen tilskyndelse til at være ambitiøs. Guds hensigt — at velsigne menneskeheden gennem Abraham — var langt mere ophøjet end de ambitioner mennesker kan nære. — Galaterne 3:14.

Som følge af sin hengivenhed for Gud forlod Abraham den velstående by Ur, hvor han øjensynlig havde levet en komfortabel tilværelse. (1 Mosebog 11:31) Senere afstod Abraham fra at bruge sin magt og myndighed da han for fredens skyld lod sin nevø Lot bosætte sig i den mest frugtbare del af Kana’ans land. (1 Mosebog 13:8, 9) Der er ikke noget i Bibelen som tyder på at Abraham var ambitiøs. Tværtimod gjorde hans tro, lydighed og ydmyghed ham elsket af Gud som en sand „ven“. — Esajas 41:8.

Et anderledes syn på position, berømmelse og magt

At være ambitiøs er blevet defineret som „det at have et stærkt ønske om at opnå position, berømmelse eller magt“. Fortidens kong Salomon havde alt dette, foruden stor rigdom. (Prædikeren 2:3-9) Interessant nok var det dog ikke noget han oprindelig stræbte efter. Da Salomon arvede kongedømmet, opfordrede Gud ham til at bede om hvad som helst han måtte ønske sig. Salomon bad ydmygt om at få et lydigt hjerte og den fornødne skelneevne til at herske over  Guds udvalgte folk. (1 Kongebog 3:5-9) På et senere tidspunkt, efter at Salomon havde beskrevet hvor rig og magtfuld han var blevet, erklærede han at „alt var tomhed og jag efter vind“. — Prædikeren 2:11.

Sagde Salomon noget om hvordan man bedst udnytter sine evner og muligheder? Det gjorde han på en måde. Efter at have tænkt nærmere over mange af de erfaringer han havde gjort i livet, konkluderede han: „Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ (Prædikeren 12:13) Det er ikke ved at tilegne sig position, rigdom, berømmelse eller magt at ens evner og muligheder udnyttes bedst, men ved at man gør Guds vilje.

Ydmyghed fører til ophøjelse

Det er sandt at der ikke er noget forkert ved at nære et passende mål af kærlighed til sig selv. Bibelen siger at vi skal elske vores næste som vi elsker os selv. (Mattæus 22:39) Det er kun naturligt at vi ønsker at have det godt og være lykkelige. Men Bibelen tilskynder os også til at være arbejdsomme, ydmyge og beskedne. (Ordsprogene 15:33; Prædikeren 3:13; Mika 6:8) Folk som er ærlige, pålidelige og flittige, bliver ofte bemærket, finder et godt arbejde og vinder andres respekt. At vise sådanne egenskaber er langt bedre end at benytte sig af manipulation for at opnå personlig vinding eller at konkurrere med andre for at få en fremtrædende position.

Jesus advarede sine tilhørere mod at vælge den fornemste plads ved en bryllupsfest. Han rådede dem til at indtage den nederste plads og lade værten bestemme om de skulle tildeles en bedre plads. Jesus understregede tydeligt princippet i vejledningen da han sagde: „Enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ — Lukas 14:7-11.

Sande kristne er ikke ambitiøse

Bibelen viser at dét at være hovmodig og ambitiøs har med vores ufuldkommenhed at gøre. (Jakob 4:5, 6) På et tidspunkt var apostelen Johannes ambitiøs. Hans ønske om at opnå position var så stærkt at han sammen med sin bror dristede sig til at bede Jesus om at få en fremtrædende plads i Riget. (Markus 10:37) Senere forandrede Johannes indstilling. I sit tredje brev udtalte han sig faktisk kritisk om Diotrefes, der, som Johannes sagde, ’gerne ville være først’. (3 Johannes 9, 10) Kristne i dag tager Jesu ord til sig og bestræber sig for at være ydmyge og at efterligne apostelen Johannes, som lærte at bekæmpe tendensen til at være ambitiøs.

Realistisk set må vi dog erkende at en persons talenter, færdigheder, gode gerninger og flid ikke i sig selv er en garanti for at vedkommende opnår andres anerkendelse. Det kan være at ens evner og indsats bliver belønnet, men det er ikke altid tilfældet. (Ordsprogene 22:29; Prædikeren 10:7) Undertiden får nogle der ikke har så mange kvalifikationer, en fremtrædende position, mens andre som er dygtigere, bliver forbigået. I denne ufuldkomne verden er folk som opnår magt og position, ikke nødvendigvis de mest kvalificerede.

For sande kristne er dét at være ambitiøs ikke noget etisk dilemma. Deres bibeloplærte samvittighed hjælper dem til ikke at nære ambitioner. De bestræber sig ganske enkelt for i alle situationer at gøre deres bedste til Guds ære, hvorefter de overlader udfaldet til ham. (1 Korinther 10:31) Det vigtigste i deres liv er at frygte Gud og holde hans bud.

[Illustration på side 12, 13]

Tilskyndede Gud Abraham til at være ambitiøs?