Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Skal man bruge ikoner i sin tilbedelse?

Skal man bruge ikoner i sin tilbedelse?

 Hvad siger Bibelen?

Skal man bruge ikoner i sin tilbedelse?

PÅ DEN græske ø Tinos holder man hvert år den 15. august en stor religiøs højtid. Ved den lejlighed samles i tusindvis af mennesker for at ære Maria, Jesu moder, og hendes ikon, som menes at besidde mirakuløse kræfter. * Et græskortodoks opslagsværk forklarer: „I tro og med stor ærbødighed ærer vi den allerhelligste Theotokos, vor Herres Moder, og vi anmoder om at hun vil beskytte, skærme og hjælpe os. Vi tyr til de undergørende helgener — hellige mænd og kvinder — med vore åndelige og legemlige behov . . . Med dyb hengivenhed kysser og ærer vi deres hellige relikvier og ikoner.“

Inden for mange andre såkaldt kristne trosretninger bruger man også ikoner i tilbedelsen. Men er der bibelsk belæg for at bruge ikoner i tilbedelsen af Gud?

De første kristne

Læg mærke til hvad der skete da apostelen Paulus omkring år 50 e.v.t. besøgte Athen, en by hvor der blev lagt stor vægt på brugen af billeder i tilbedelsen. Til disse athenere forklarede Paulus: „[Gud] bor ikke i templer der er gjort med hænder; han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget. . . . [Derfor] bør vi ikke forestille os at Det Guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed.“ — Apostelgerninger 17:24, 25, 29.

 I De Kristne Græske Skrifter, også kaldt Det Nye Testamente, advares vi flere gange mod at bruge billeder i tilbedelsen af Gud. Apostelen Johannes sagde for eksempel advarende til de kristne: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ (1 Johannes 5:21) Og Paulus sagde til korintherne: „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder?“ (2 Korinther 6:16) Mange af de første kristne havde tidligere brugt religiøse billeder i deres tilbedelse. Det mindede Paulus de kristne i Thessalonika om da han skrev: „I vendte om til Gud fra jeres afguder for at trælle for en levende og sand Gud.“ (1 Thessaloniker 1:9) Mon ikke disse kristne betragtede ikoner på samme måde som Johannes og Paulus gjorde?

De „kristne“ tager ikoner i brug

„I løbet af de første tre århundreder af den kristne kirkes eksistens . . . var der ikke nogen kristen kunst, og kirken var i regelen stærk modstander af noget sådant. Clemens af Alexandria kritiserede for eksempel (hedensk) religiøs kunst fordi den ansporede folk til at tilbede det skabte frem for Skaberen,“ siges der i Encyclopædia Britannica.

Hvordan gik det da til at brugen af ikoner blev så populær? Encyclopædia Britannica siger videre: „Omkring midten af det 3. århundrede begyndte billedkunsten så småt at blive benyttet og accepteret i den kristne kirke, men ikke uden glødende modstand i visse menigheder. Man begyndte først at anvende billeder i kirkerne da den kristne kirke blev den romerske statskirke under kejser Konstantin i begyndelsen af det 4. århundrede, og brugen af billeder begyndte derefter at slå rod blandt den folkelige kristne religiøsitet.“

Blandt de mange hedninger der nu begyndte at kalde sig kristne, var det almindeligt at tilbede billeder af kejseren. „Kejserkulten bestod i at folk tilbad et billede af kejseren der var malet på lærred eller træ, og herfra og til at tilbede ikoner var der ikke langt,“ skriver John Taylor i sin bog Icon Painting. Som erstatning for at tilbede hedenske billeder begyndte man at ære billeder af Jesus, Maria, engle og „helgener“. Til at begynde med blev billederne kun brugt i kirkerne, men efterhånden vandt de også indpas i private hjem hvor man ærede dem.

Tilbed Gud „i ånd og sandhed“

Jesus sagde at Guds tjenere bør tilbede Gud „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Hvis man derfor gerne vil vide om det er rigtigt at bruge ikoner i tilbedelsen af Gud, må man altså søge svaret i Bibelen.

I Bibelen finder man for eksempel Jesu udtalelse: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) Og Paulus sagde: „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus,“ og „Kristus . . . går i forbøn for os.“ (1 Timoteus 2:5; Romerne 8:34) Disse ord forstås endnu tydeligere når man tilmed læser at Kristus er i stand til „fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem“. (Hebræerne 7:25) Vi må nærme os Gud i Jesu Kristi navn. Ingen anden person, og da slet ikke en livløs ikon, kan træde i hans sted. En sådan nøjagtig kundskab fra Guds ord kan hjælpe alle sandhedssøgende mennesker til at lære at „tilbede Faderen i ånd og sandhed“ og dermed erfare de velsignelser der er forbundet med denne ophøjede form for tilbedelse. Jesus sagde nemlig: „Det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ — Johannes 4:23.

[Fodnote]

^ par. 3 En ikon er almindeligvis et religiøst billede eller et symbol som æres af medlemmerne inden for et religiøst samfund. I den østlige ortodokse kirke er nogle af disse ikoner for eksempel gengivelser af Kristus; andre forestiller treenigheden, „helgener“, engle eller, som nævnt ovenfor, Maria, Jesu moder. Millioner af mennesker har en ærefrygt for ikoner der minder om den mange har for billeder som de bruger i deres tilbedelse. Inden for nogle ikkekristne religioner viser man også stor ærbødighed for religiøse billeder og ikoner af forskellige guddomme.

[Kildeangivelse på side 20]

Boris Subacic/AFP/Getty Images