Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvilke film vil du se?

Hvilke film vil du se?

 Hvilke film vil du se?

I DE seneste årtier har sex, vold og bandeord i film affødt forskellige reaktioner. Nogle mener at en bestemt sexscene er uanstændig, mens andre synes at den er kunstnerisk. Nogle påstår at vold i film er unødvendigt, mens andre siger at det kan forsvares. Nogle synes at en dialog der er krydret med bandeord, er frastødende, mens andre hævder at den er realistisk. Hvad én kalder for sjofelhed, kalder en anden for ytringsfrihed. Når man lytter til begge parter, kan det hele blot synes at være ordkløveri.

Men en films indhold er andet og mere end et uvæsentligt debatemne. Det er noget som forældre og alle der sætter pris på gode moralnormer, burde bekymre sig om. „Hver gang jeg vover mig ind i en biograf mod bedre vidende, føler jeg mig altid som et dårligere menneske når jeg går ud,“ siger en kvinde. „Jeg er flov over dem der har produceret det bras jeg lige har set, og jeg skammer mig over mig selv. Det er som om det har gjort mig til et ringere menneske.“

Tidlige begrænsninger

Bekymring over filmenes indhold er ikke noget nyt. I filmens barndom vakte det stor opsigt da man på det hvide lærred skildrede noget med et seksuelt eller kriminelt indhold. På baggrund heraf blev der i 1930’erne i USA oprettet en censurinstans som stærkt begrænsede hvad man måtte skildre på film.

Ifølge The New Encyclopædia Britannica var denne nye filmcensur „enormt hæmmende, for den forbød næsten alt hvad der havde forbindelse med det som almindelige voksne mennesker havde kendskab til. Den forbød at man viste ’lidenskabelige scener’, og man måtte ikke hentyde til utroskab, urette seksuelle forhold, forførelse og voldtægt, medmindre disse ting var absolut nødvendige for filmens sammenhæng og blev hårdt afstraffet inden filmen var slut.“

Med hensyn til vold måtte film „ikke vise eller omtale moderne våben, skildre detaljerne af en kriminel handling, vise politibetjente der blev dræbt af forbrydere, antyde rå brutalitet  og nedslagtning eller skildre mord og selvmord medmindre det var afgørende for filmens sammenhæng. . . . Man måtte under ingen omstændigheder skildre en forbrydelse som noget der kunne retfærdiggøres.“ Filmcensurens bestemmelser krævede kort og godt at ’der ikke måtte produceres nogen film som ville sænke moralnormerne hos dem der så den’.

Fra restriktioner til klassificering

I 1950’erne så mange filmproducenter i Hollywood bort fra denne censur, for de fandt dens bestemmelser utidssvarende. I 1968 blev censuren derfor ophævet og erstattet med et klassificeringssystem. * Med dette system kunne en film være ret vovet, men den ville være mærket med et symbol som advarede folk om hvor „voksent“ indholdet var. Ifølge Jack Valenti, der var formand for Motion Picture Association of America i næsten fire årtier, var målet „at give forældrene nogle forhåndsadvarsler så de selv kunne afgøre hvilke film deres børn måtte se eller ikke se“.

Med indførelsen af dette klassificeringssystem blev barrieren fjernet. Sex, vold og bandeord fandt endda vej ind i Hollywoodfilm som var beregnet til den brede offentlighed. De nye friheder der blev givet filmproducenterne, fik lavinen til at rulle, og den kunne ikke standses. Med klassificeringssystemet var offentligheden dog advaret. Men fortæller et sådant system alt hvad man har brug for at vide?

Hvad klassificeringen ikke fortæller

Nogle mener at klassificeringssystemet gradvis er blevet mindre og mindre restriktivt. En undersøgelse foretaget af Harvard School of Public Health støtter dette synspunkt, for den viser at de film der i dag anses for at være acceptable for de yngre teenagere, indeholder mere vold og sex end det der var i film for bare ti år siden. Undersøgelsen konkluderede at „der kan være stor forskel på film med samme klassificering hvad angår mængden og typen af potentielt tvivlsomt indhold“, og at „klassificeringer der kun er baseret på alder, ikke giver tilstrækkeligt med oplysninger om skildringen af vold, sex, et dårligt sprog og andet“. *

Forældre der uden videre sender deres børn i biografen, har måske slet ingen anelse om hvad der i dag bliver vurderet som egnet underholdning. Som et eksempel kan nævnes hvad en filmkritiker skrev om hovedpersonen i en film der i USA vurderes som egnet for teenagere. Hovedpersonen beskrives som „en frisindet pige på 17 år der gladeligt drikker sig fuld hver dag, tager illegale stoffer, deltager i orgier og dyrker vild sex med en ung mand hun lige har mødt“. Og denne form for indhold er ikke ualmindelig. The Washington Post Magazine bemærker desuden at hentydninger til oralsex synes at være blevet „almindeligt accepteret“ i film der klassificeres som passende for teenagere. Det er tydeligt at klassificeringen af en film ikke bør være den eneste faktor når man skal vurdere dens indhold. Findes der en bedre rettesnor?

„Had det onde“

Et klassificeringssystem kan ikke erstatte en bibeloplært samvittighed. Kristne må i alle deres beslutninger — også dem der har at gøre med underholdning — bestræbe sig for at anvende Bibelens påbud i Salme 97:10: „Had det onde.“ En der hader det onde, vil betragte det som forkert at lade sig underholde af noget Gud afskyr.

Forældre skal være påpasselige med hvilken slags film de lader deres børn se. Det ville være naivt blot at kaste et hurtigt blik på en films klassificering. Det kan godt være at en film bedømmes som passende for barnets aldersgruppe, men  den fremmer måske nogle normer forældrene ikke bifalder. Dette er næppe overraskende for kristne, for verden har antaget en tankegang og handlemåde der strider mod Guds normer. * — Efeserne 4:17, 18; 1 Johannes 2:15-17.

Det betyder ikke at alle film er upassende. Men det er på sin plads at være forsigtig. I den forbindelse sagde Vågn op! for 22. maj 1997: „Hver enkelt [bør] nøje overveje hvad han vil gøre, og derefter træffe beslutninger der giver ham en ren samvittighed over for Gud og mennesker.“ — 1 Korinther 10:31-33.

Hvordan man finder passende underholdning

Hvordan kan forældre være selektive når de skal vælge hvilke film de vil se i familien? Tænk over følgende kommentarer fra forældre forskellige steder på jorden. Det kan måske hjælpe dig til at finde passende underholdning til din familie. — Se også rammen „Andre former for adspredelse“ på side 14.

„Min kone og jeg gik altid i biografen sammen med vores børn da de var yngre,“ siger Juan, som bor i Spanien. „De gik aldrig derhen alene eller med andre børn. Og selvom de nu er blevet teenagere, lader vi dem ikke gå til filmpremierer; i stedet foretrækker vi at de venter indtil vi har læst filmanmeldelserne eller hørt kommentarer om filmen fra nogen vi har tillid til. Derefter afgør vi som familie om det er i orden at se filmen.“

Mark, der bor i Sydafrika, prøver at få sin teenagesøn til at give udtryk for hvad han synes om de film der går i biografen. „Min kone og jeg spørger ham hvad han mener om en bestemt film. På den måde får vi mulighed for at høre hvad han synes, og ræsonnere med ham. Når vi gør det, kan vi finde frem til nogle film som vi alle sammen kan lide at se.“

Rogerio i Brasilien tager sig også tid til sammen med sine børn at vurdere de film de kunne tænke sig at se. „Vi læser hvad anmelderne  siger. Jeg tager desuden børnene med til videobutikken og lærer dem hvordan de ud fra omslaget kan finde ud af om en film er uacceptabel.“

Matthew, som bor i Storbritannien, synes det er en god idé at tale med sine børn om de film de gerne vil se. „Fra vores børn var helt små, har vi talt sammen om indholdet af de film der interesserede os som familie. Hvis vi besluttede at vi ikke ville se en bestemt film, forklarede min kone og jeg hvorfor, i stedet for bare at sige nej.“

Desuden har nogle forældre haft gavn af at bruge internettet for at finde oplysninger om en film. Der er flere hjemmesider som giver detaljerede beskrivelser af forskellige film. Dette kan være en hjælp hvis man vil danne sig et klarere billede af hvilke normer en bestemt film fremmer.

Værdien af en opøvet samvittighed

Bibelen taler om at man kan få sin „opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) Forældre skal derfor have som mål at indgive deres børn nogle normer der vil hjælpe dem til at træffe kloge beslutninger når de selv skal vælge hvad de vil lade sig underholde af.

Mange unge blandt Jehovas Vidner har fået en fortræffelig oplæring af deres forældre i den forbindelse. Bill og Cherie, som godt kan lide at gå i biografen med deres to teenagesønner, fortæller: „Når vi er kommet ud af biografen, taler vi ofte i familien om hvad vi syntes om filmen — hvilke værdier den fremhævede, og om vi kan gå ind for dem eller ej.“ Bill og Cherie erkender naturligvis vigtigheden af at være selektiv. „Inden vi ser en film, læser vi om den, og vi er ikke bange for at forlade biografen hvis den indeholder noget anstødeligt som vi ikke kunne forudse.“ Bill og Cherie føler at dét at de er fælles om at vælge hvilke film de vil se, hjælper deres sønner til at få en god fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert. „Nu træffer de klogere  beslutninger med hensyn til hvilke film de vil se,“ siger Bill.

Ligesom Bill og Cherie har mange forældre hjulpet deres børn til at opøve deres opfattelsesevne i forbindelse med underholdning. Det er selvfølgelig rigtigt at meget af det der produceres af filmbranchen, ikke er god underholdning for kristne. Men når de lader sig lede af Bibelens principper, kan de glæde sig over underholdning der er både fornøjelig og opbyggende.

[Fodnoter]

^ par. 9 Mange lande har vedtaget et lignende system, hvor man med et mærke angiver hvilken aldersgruppe filmene egner sig til. I Danmark bruger man følgende klassificering: „Tilladt for alle“, „Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år“, „Tilladt for børn over 11 år“ og „Tilladt for børn over 15 år“.

^ par. 12 Desuden kan kriterierne for klassificeringen af en film variere fra land til land. En film vurderes måske i ét land som værende uegnet for teenagere, mens den i et andet land får en mindre streng vurdering.

^ par. 16 Kristne bør også være opmærksomme på at børne- og ungdomsfilm kan indeholde elementer af trolddom, spiritisme og andre former for dæmonisme. — 1 Korinther 10:21.

[Ramme/illustration på side 12]

„Vi træffer afgørelsen i fællesskab“

„Da jeg var mindre, plejede vi at gå i biografen sammen som familie. Nu da jeg er blevet ældre, må jeg gerne gå i biografen uden min far og mor. Men inden de giver mig lov, vil de gerne vide hvad filmen hedder, og hvad den handler om. Hvis de ikke har hørt om filmen, læser de anmeldelserne eller ser traileren til den i fjernsynet. De søger også oplysninger om filmen på internettet. Hvis de ikke synes at filmen er acceptabel, forklarer de hvorfor. De lytter også til hvad jeg mener, og vi træffer afgørelsen i fællesskab.“ — Héloïse, 19, Frankrig.

[Ramme/illustration på side 13]

Tal det igennem

„Hvis forældrene forbyder deres børn et eller andet og ikke sætter noget i stedet, vil børnene måske forsøge at få deres ønsker opfyldt i det skjulte. Nogle forældre siger ikke straks ja eller nej når deres børn vil se noget som forældrene ikke synes om. I stedet venter de et par dage så alle kan køle lidt ned, hvorefter de stille og roligt taler sagen igennem og spørger børnene hvorfor de har lyst til at se netop den slags underholdning. Ved at tale tingene igennem ender det ofte med at de unge når til samme konklusion som deres forældre, og endda takker dem. Forældrene sørger derefter for at de i fællesskab finder frem til en form for underholdning som alle synes om.“ — Masaaki, en rejsende tilsynsmand i Japan.

[Ramme/illustrationer på side 14]

Andre former for adspredelse

▪ „Unge har et naturligt ønske om at være sammen med deres jævnaldrende. Derfor har vi altid sørget for at de venner vores datter kom sammen med, var godt selskab, og at samværet fandt sted under vores opsyn. Da der er mange eksemplariske unge i vores menighed, har vi opmuntret vores datter til at komme sammen med dem.“ — Elisa, Italien.

▪ „Vi engagerer os i vores børns adspredelser. Vi tilrettelægger nogle gode aktiviteter for dem, som for eksempel vandreture, grillfester, skovture og sammenkomster med andre kristne i alle aldre. På den måde betragter børnene ikke adspredelse som noget der kun foregår med deres jævnaldrende.“ — John, Storbritannien.

▪ „Vi synes at det er dejligt at komme sammen med vores trosfæller. Vores børn kan også godt lide at spille fodbold, så fra tid til anden inviterer vi nogle vi kan spille med.“ — Juan, Spanien.

▪ „Vi opmuntrer vores børn til at spille på et musikinstrument. Vi er også sammen om mange hobbyer, som for eksempel tennis, volleyball, cykling, læsning og sammenkomster med venner.“ — Mark, Storbritannien.

▪ „Vi plejer gerne at tage ud og bowle sammen som familie og med venner. Desuden forsøger vi hver måned at planlægge et eller andet særligt vi kan foretage os i fællesskab. Hemmeligheden ved at undgå problemer er at forældrene er årvågne.“ — Danilo, Filippinerne.

▪ „Det er ofte meget sjovere at være personligt til stede ved en begivenhed end ved at sidde passivt i en stol og se en film. Vi følger med i hvad der er af lokale arrangementer, som for eksempel kunstudstillinger, biludstillinger og koncerter. Denne form for adspredelse giver ofte rum for at man samtidig kan tale med hinanden. Vi passer desuden på ikke at få for meget adspredelse, for det tager ikke alene tid, men ødelægger også det forfriskende og spændende ved det vi foretager os.“ — Judith, Sydafrika.

▪ „Ikke alt hvad andre børn gør, er godt for vores børn, og det prøver vi at hjælpe dem til at forstå. Samtidig forsøger min mand og jeg at sørge for at børnene får sund adspredelse. Vi gør en indsats for at de ikke skal sige: ’Vi kommer aldrig nogen steder. Vi foretager os aldrig noget.’ Som familie tager vi ud i naturen eller arrangerer noget hjemme hos os selv sammen med nogle fra menigheden.“ * — Maria, Brasilien.

[Fodnote]

^ par. 47 Yderligere oplysninger om sammenkomster findes i Vagttårnet for 15. august 1992, side 15-20.

[Kildeangivelse]

James Hall Museum of Transport, Johannesburg, Sydafrika

[Illustration på side 11]

Læs filmanmeldelserne INDEN du beslutter dig

[Illustration på side 12, 13]

Forældre, lær jeres børn at være selektive