Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Læger under pres

Læger under pres

 Læger under pres

„Et ungt par henvendte sig til mig fyldt med håb om at jeg kunne helbrede deres nyfødte dreng. Mens jeg undersøgte ham, blev jeg meget ked af det. Hans defekt kunne ikke helbredes. Kan I forestille jer hvordan jeg følte det da jeg fortalte disse nybagte forældre at deres søn aldrig ville komme til at se? Jeg var stærkt berørt da jeg fulgte dem ud af mit kontor. Men et øjeblik efter kom den næste patient ind og forventede at blive modtaget med et varmt smil! Det er sådanne situationer jeg bliver stresset af.“ — En øjenkirurg i Sydamerika.

PATIENTER kommer som regel ikke ind i et konsultationsværelse for at tage sig af deres læges problemer. Patienten er helt optaget af sit eget behov for hjælp. Mange er derfor ikke klar over hvor stort et pres læger udsættes for.

Alle oplever jo stress, og lægegerningen er ikke den eneste stressende profession. Men eftersom næsten alle på et eller andet tidspunkt kommer i berøring med læger, er det godt at forstå hvor stort et pres de udsættes for, og hvordan det påvirker dem.

Læger begynder allerede at lære at leve med stress i forbindelse med deres kamp for at komme ind på et medicinsk fakultet. I den første tid af uddannelsen får de studerende ofte et følelsesmæssigt chok. Det er begyndelsen til en proces som kan forandre de lægestuderendes følelser og endda personlighed.

Lægeuddannelsen — en chokerende oplevelse

Nogle steder er det allerede i den første uge af lægeuddannelsen at de studerende stifter bekendtskab med en dissektionsstue, og det kan være en traumatisk oplevelse. Mange studerende har måske aldrig set et lig før. Synet af nøgne, indskrumpede kroppe der er på forskellige stadier af sektionsprocessen så man kan studere anatomien, kan virke temmelig frastødende. De studerende må på forskellige måder  lære at håndtere deres følelser. Mange søger tilflugt i humor og giver ligene komiske navne. For en udenforstående kan dette virke følelseskoldt og respektløst, men for lægestuderende som forsøger at lade være med at tænke på den afdøde som en person, kan det synes nødvendigt.

Og så kommer oplæringen på et hospital eller sygehus. De fleste mennesker begynder ikke at spekulere over livets korthed før de er midaldrende. Men lægestuderende stifter bekendtskab med uhelbredelige sygdomme og døden mens de er unge. En har beskrevet sine første erfaringer på et hospital som „frygtelige, grænsende til det modbydelige“. Studerende i både rige og fattige lande bliver også meget chokeret når de opdager hvor ofte patienter nægtes lægebehandling på grund af manglende økonomiske midler.

Hvordan klarer nyuddannede læger det pres de udsættes for? Sundhedspersonalet føler ofte at de må distancere sig følelsesmæssigt fra patienter ved at holde deres forhold til dem på et upersonligt plan. Når sundhedspersonalet for eksempel omtaler en patient som skal tilses, siger de måske til hinanden indbyrdes: ’Der er et brækket ben inde på stue to.’ Dette kan lyde komisk hvis man ikke forstår baggrunden for det.

Udbrændthed

Læger får under deres uddannelse stor faglig og teoretisk viden, men for mange af dem består en stor del af deres arbejde i at tale med patienter. Nogle læger føler sig uforberedte på at kunne klare den følelsesmæssige side af læge-patient-forholdet. Som nævnt i indledningen er dét at skulle give patienten dårlige nyheder en af de vanskeligste opgaver for en læge. Nogle må gøre det hver dag. Folk i krise har ofte behov for at få luft for deres fortvivlelse, og det forventes at læger lytter. At beskæftige sig med bekymrede og bange mennesker kan være så udmattende for nogle læger at de bliver udbrændt.

En praktiserende læge i Canada fortæller om sine første år som læge: „Jeg var ved at drukne i arbejde: Folk ville have at jeg brugte tid på dem. Ulykkelige mennesker ville læsse deres bekymringer over på mig. Syge havde brug for min hjælp. Manipulerende mennesker prøvede at trumfe deres vilje igennem. Nogle kom til min klinik; andre pressede på for at få mig til at komme hjem til dem. Folk ringede til mig når jeg var hjemme, endda når jeg sov. Mennesker, mennesker, mennesker. Jeg ville gerne gøre gavn, men dette var det rene vanvid.“ — A Doctor’s Dilemma af John W. Holland.

Bliver man som læge mindre stresset jo ældre man bliver? Med anciennitet følger der som regel større ansvar. Ofte har lægen ganske kort tid til at træffe afgørelser der drejer sig om liv og død, måske endda kun på basis af utilstrækkelige oplysninger. En britisk læge siger: „Det generede mig ikke da jeg var ung, ligesom det heller ikke generer unge at køre hasarderet. Men med alderen sætter man større pris på livet. Nu har jeg det meget sværere når jeg skal træffe afgørelser vedrørende en behandling.“

Hvordan påvirkes læger af stress? En læge som har for vane at distancere sig følelsesmæssigt fra patienter, kan også komme til at gøre det  i forholdet til sin familie. Det kan være svært at undgå denne tendens. Nogle læger er utrolig medfølende når de yder deres patienter hjælp til at bearbejde deres følelser. Men hvor længe kan de blive ved med det uden at blive udbrændt? Det er ikke nogen nem situation for en læge.

Vanskelige patienter

Noget af det første læger nævner når de bliver spurgt om stressfaktorer i forbindelse med læge-patient-forholdet, er vanskelige patienter. Måske kan du genkende nogle af de følgende typer.

Der er for eksempel patienten som spilder lægens tid ved at være for længe om at komme til sagen og forklare hvad problemet er. Så er der den krævende patient som ringer til lægen i tide og utide, eller som forlanger at få en behandling lægen ikke vil anbefale. En tredje type er den mistroiske patient. Nogle skaffer sig oplysninger om deres sygdom, måske fra internettet, og det kan være gavnligt. Men de oplysninger de har fundet frem, kan gøre at de mister tilliden til den læge de er kommet for at konsultere. En læge har ikke altid tid nok til at drøfte fordele og ulemper ved alle de oplysninger patienten har fundet. Det er frustrerende for en læge når patienten er usamarbejdsvillig på grund af mistillid. Endelig er der den utålmodige patient. Han holder op med behandlingen før den får tid til at virke, og søger måske råd andetsteds.

 I nogle dele af verden er det dog ikke patienter, men advokater, som øver det største pres på lægerne.

Defensiv medicin

I mange lande rapporteres der om en markant stigning i antallet af sagsanlæg mod læger for forsømmelighed. Nogle patienters advokater anlægger sag på grundlag af latterlige påstande i den hensigt at tjene store penge. „Det har fået lægernes ansvarsforsikringer til at stige voldsomt,“ fortæller formanden for den amerikanske lægeforening. „Disse sagsanlæg fører andre kvaler med sig. For en læge kan et uretfærdigt sagsanlæg volde stor skade i form af et dårligt ry, tab af tid, . . . samt stress og ængstelse.“ Sådanne problemer har endda drevet nogle læger til selvmord.

Alt dette har medført at mange læger føler sig tvunget til at gøre brug af det der kaldes „defensiv medicin“ — at lægge mere vægt på at træffe beslutninger som om nødvendigt kan forsvares i retten, end på hvad der er til bedste for patienten. „Det er nu blevet almindeligt at udøve lægegerningen med udgangspunkt i behovet for at holde sig skadesløs,“ siges der i Physician’s News Digest.

Efterhånden som lægerne udsættes for større og større pres, spekulerer mange af dem på hvad fremtiden rummer. Mange patienter stiller det samme spørgsmål, idet de har bemærket at nogle sygdomme vinder frem trods lægevidenskabelige fremskridt. Den følgende artikel giver et realistisk billede af hvordan fremtiden tegner sig for både læger og patienter.

[Ramme/illustration på side 6]

HVORDAN DU KAN SAMARBEJDE MED LÆGEN

1. Få mest ud af tiden hos lægen ved at forberede dig på hvordan du kort og præcist kan fortælle hvad dit problem drejer sig om. Nævn det mest presserende først

2. Ring ikke unødigt til lægen

3. Vær tålmodig. Det tager tid at stille den rigtige diagnose og finde frem til den rette behandling

[Ramme/illustrationer på side 7]

’SELV RUTINEOPGAVER GIVER MIG STOR TILFREDSHED’

„Forskellen mellem at være læge her og i de mere udviklede lande er enorm. Her betragter man det at få en uddannelse som en måde hvorpå man kan komme ud af fattigdommen, og det er populært at læse medicin. Men der er mange læger og kun få job, og som følge deraf får læger ikke ret meget i løn. Det er kun få mennesker som har råd til selv at betale for en privat konsultation. Jeg arbejder på et forældet hospital med utæt tag og kun det mest nødvendige udstyr. Vores stab består af to læger og fem sygehjælpere. Vi betjener 14.000 mennesker.

Af og til har jeg patienter som ikke synes at jeg undersøger dem grundigt nok, men når der sidder 25 andre i venteværelset, er der ikke tid til lange konsultationer. Alligevel føler jeg stor tilfredshed ved at behandle patienter, selv når det drejer sig om rutineopgaver. For eksempel får jeg ofte besøg af mødre der kommer med deres underernærede, dehydrerede børn som har diarré. Børnene har matte øjne og et ængsteligt udtryk i ansigtet. Jeg skal blot fortælle moderen hvordan hun skal bruge antibiotika, rehydreringsvæske og medicin mod parasitter. Når disse midler gør deres virkning, begynder barnet at spise igen. En uge senere ser barnet helt anderledes ud — han eller hun smiler og leger og har klare øjne. Det var udsigten til at få sådanne oplevelser der gav mig ønsket om at blive læge.

Lige siden jeg var barn, drømte jeg om at helbrede syge. Men min lægeuddannelse forandrede mig på en måde jeg ikke havde forventet. Jeg så folk dø fordi de ikke havde den smule penge der skulle til for at få en livreddende behandling, og jeg var nødt til at gøre mig selv hård for ikke at blive tynget af sorg. Det var først da nogen viste mig ud fra Bibelen hvad årsagen er til lidelser, at jeg forstod hvor medfølende Gud er. Da kunne jeg atter føle med andre og græde.“

[Illustrationer]

Dr. Marco Villegas arbejder i en isoleret landsby i Amazonskoven i Bolivia