Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Landet med de store penge

Landet med de store penge

 Landet med de store penge

Af Vågn op!-skribent i Guam

MAN finder Yap langt ude i det åbne Stillehav. Den tropiske skønhed og det behagelige klima på denne øgruppe gør den til et herligt rejsemål for dem der ønsker fred og ro. Men besøgende bliver ofte overraskede over at folk efterlader deres penge på gaden. Og det er ikke småpenge!

Ude omkring på øerne kan man se runde stenskiver stå foran bygningerne og langs stierne. Disse runde skiver, på Yap kaldt rai, er den lokale valuta. Nogle har deres stenpenge derhjemme, men de fleste bruger landsby„banken“. Her er hverken sikkerhedsvagter eller kasserere. Det er ikke engang sikkert at der er en bygning. I stedet for at sikre pengene i bankbokse opbevarer disse „banker“ værdierne udenfor. Her står en masse runde stenskiver lænet op ad kokospalmer og vægge, hver med et hul i midten. Stenene er op til fire meter i diameter og kan veje mere end fem tons.

Man kan sikkert have sine mønter i lommen der hvor du bor, men på Yap er pengene så store at de ikke engang kan være i en bil. Der er ikke lavet sådanne stenpenge siden 1931. Men de er stadig gyldige som betalingsmiddel på øerne. Hvordan er det gået til at man har fået denne mærkværdige valuta?

Svære at få fat på

Sagnet fortæller at en gruppe yapesiske søfarere for meget lang tid siden gik i land på øen Palau, hvor de kom i besiddelse af nogle smukke sten. De tog stenene med tilbage til Yap, og dér besluttede befolkningen at bruge dem som betalingsmiddel. De begyndte at hugge stenene til så de fik deres karakteristiske form, som en fuldmåne, men med et hul i midten.

 Yapeserne var ikke ligeglade med hvilke materialer de brugte. De ville kun have de mineraler vi i dag kender som aragonit og calcit. Aragonit er aflejret i undergrunden, men findes også i perlemor, og calcit er hovedbestanddelen i marmor. Begge mineraler er smukke når de bliver forarbejdet rigtigt, men ingen af dem findes på Yap. Så yapeserne fortsatte med at tage til Palau for at hente sten. Palau ligger cirka 400 kilometer sydvest for Yap, en ikke ufarlig rejse på fem dage i spinkle udliggerkanoer.

På Palau fik yapeserne den lokale høvdings tilladelse til at bryde sten og gik så i gang. Med primitive håndredskaber huggede de store stykker sten fri af underjordiske huler og formede dem til runde skiver. Der skulle hugges og mejsles i adskillige måneder, nogle gange i årevis, blot for at lave en enkelt stenmønt.

Man lavede huller i stenene så man ved hjælp af tykke bjælker kunne bugsere dem ned til kysten. Her blev de nylavede penge læsset på kanoer eller på tømmerflåder af bambus. Skulle der transporteres en stor sten, stillede man den på højkant i vandet og byggede en stor tømmerflåde omkring den. Med vind i sejlene og stærke folk ved årerne bugserede man tømmerflåden med den nylavede skat tilbage til Yap.

Alt blev klaret med håndkraft, og arbejdsprocessen var ikke ufarlig. Mange kom til skade eller mistede livet mens de arbejdede på land med at udhugge og flytte de enorme sten. Og rejsen tilbage til Yap var også risikabel. De mange stenpenge som man kan se på havbunden omkring Yap og Palau, fortæller at det langtfra var alle skatte, eller alle der bugserede dem, der kom sikkert i land. Men de sunkne penge tilhører folk der bor på Yap; og ligesom stenene på land repræsenterer de en værdi.

Hvor meget er de værd?

Når en rai indgår i en handel og derfor skifter ejer, lader den nye ejermand normalt stenen blive stående hvor den er. Mange er ikke blevet flyttet i årtier og står ofte langt fra deres nuværende ejer. Ingen bekymrer sig for om de bliver stjålet.

Hvis en tyv har i sinde at stjæle en af stenene, skal han ikke alene være stærk nok til at bære den, men også modig nok til at forsøge sig.  De omkringboende ved nemlig hvem de enkelte sten tilhører, og de har stor respekt for ejendomsretten.

Hvordan fastsætter man en stenmønts værdi? Først ser man på størrelsen, materialets skønhed og hvor pænt den er udhugget. Så ser man på stenens historie. Hvor gammel er den? Hvor stort et arbejde var det at bryde og tilhugge den? Var der nogle der var i livsfare eller mistede livet under rejsen tilbage til Yap? Og til sidst: Hvilken social status har de der er involveret i handelen? Hvis det er en høvding der ejer stenen, er den mere værd end hvis det blot er en af de lokale indbyggere.

I 1960 købte en udenlandsk bank en stenmønt der var halvanden meter i diameter, og denne stens historie blev kendt for omverdenen. * „Mønten“ viste sig at have været „i omløb“ siden 1880’erne. Engang havde den været brugt som betaling til en gruppe arbejdere der havde bygget et hus. Ved en anden lejlighed gav en landsby stenen til en nabolandsby for en speciel dans de havde udført. Og senere havde et familieoverhoved byttet stenen for en forsyning tagplader af blik. Alle disse handler løb af stabelen uden at stenen blev flyttet fra sin oprindelige placering, og uden at der blev lavet papirer på handlerne. Stenens ejerskab og historie var almindeligt kendt på Yap.

Det er ikke altid størrelsen det kommer an på

Da rai blev introduceret for hundreder af år siden, var stenmønterne så sjældne og værdifulde at kun høvdingerne kunne eje dem. Men sidst i det 19. århundrede gjorde jernredskaber og fragtskibe det muligt at udhugge og transportere mange flere stenmønter, også de store af slagsen. De nyere sten er større end de gamle, men er mindre værd fordi de ikke er blevet produceret på den traditionelle, mere møjsommelige måde.

I 1929 viste en officiel optælling at der var 13.281 sten, hvilket er flere end der var indbyggere på øerne. Det ændrede sig dog med Anden Verdenskrig. Fremmede tropper konfiskerede og ødelagde mange af stenmønterne og brugte dem til at bygge landingsbaner og fæstningsværker med. Kun halvdelen af stenpengene blev bevaret. Mange blev desuden fjernet fra øerne af souvenirjægere og samlere. I dag betragter regeringen stenpengene som kulturskatte og har beskyttet dem ved lov.

På Yap vokser pengene ikke på træerne, og gaderne er heller ikke belagt med guld. Men indbyggerne efterlader stadig deres værdier på gaden så alle kan se dem!

[Fodnote]

^ par. 16 På Nationalmuseet i København er der i møntsamlingen udstillet en lille Yap-mønt som er 26 centimeter i diameter og vejer 3,1 kilo.

[Kort på side 20]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Japan

STILLEHAVET

Filippinerne

Saipan

Guam

Yap

Palau

[Kildeangivelse]

Globus: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 21]

„Bank“ med stenpenge

[Illustration på side 22]

Nogle af Yaps stenpenge kan veje mere end fem tons