Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Menneskets bestræbelser for at udnytte vinden

Menneskets bestræbelser for at udnytte vinden

 Menneskets bestræbelser for at udnytte vinden

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SPANIEN

HVAD kommer du til at tænke på når du ser vindmøllen på næste side? Et hollandsk landskab? Eller romanfiguren Don Quixote, en spansk adelsmand som angreb nogle vindmøller han forestillede sig var farlige kæmper? Eller får billedet dig til at tænke på en mølle der er blevet restaureret og nu står som et vartegn for lokalområdet?

Selvom man mange steder i verden stadig kan se vindmøller rundt om i landskabet, er de for mange blot ejendommelige mindesmærker fra en svunden tid. Men faktisk var møllerne gennem flere århundreder nogle af datidens højteknologiske indretninger. Efter at der i årtier ikke har været nogen synderlig interesse for vindmøller, er de i den senere tid blevet populære igen og er til gavn for mennesker overalt. Læs hvordan vindmøller op gennem historien er blevet tilpasset de skiftende vinde og behov.

Det bliver nemmere at male korn

Det hele begyndte med menneskets basale behov for brød. For at få mel til brødet brugte mange af oldtidens folkeslag, deriblandt israelitterne, „håndkværne“ til at male korn med. (4 Mosebog 11:7, 8) Det var hårdt arbejde at male kornet mellem to tunge sten. Senere benyttede man tungere møllesten der blev ’drejet af et æsel’ eller et andet trækdyr, men disse møller havde også deres ulemper. — Mattæus 18:6.

Man havde allerede fundet ud af at udnytte vandkraften til at drive vandhjul med, og vindkraften til fremdrift af sejlbåde. Det var muligvis et sted ude på de tørre stepper i Asien eller Mellemøsten omkring det syvende århundrede efter vor tidsregning at man første gang kombinerede disse to idéer for at få vinden til at dreje en møllesten. Denne nye opfindelse havde vinddrevne sejl der drejede en lodret aksel som var monteret på en møllesten. * Denne tidlige vindmølletype kunne ikke alene male hvede eller byg, men også pumpe vand op fra undergrunden. Ja, der er noget om den gamle talemåde: ’Nød lærer nøgen kvinde at spinde.’

Nye mølletyper

De første møller, hvis sejl roterede omkring en lodret aksel, var ikke særlig effektive. Men det ændrede sig drastisk da man fandt ud af at møllerne udnyttede vinden bedre når sejlene sad på en vandret aksel der stak ud fra et tårn. For at få møllestenen nedenunder til at dreje rundt blev den vandrette aksels rotation overført til en lodret aksel ved hjælp af nogle tandhjul. Med denne modifikation kunne vindmøllerne bedre udnytte vindkraften. Disse nye møller kunne drive store maskiner, som for eksempel rundsave.

Men uanset møllernes anvendelse var de afhængige af en konstant energitilførsel. Og vinden har en lidt uheldig vane — den skifter hele tiden retning. Hvordan kunne møllens vinger holdes op mod vinden? En af de første løsninger på dette var opfindelsen af stubmøllen. Den stod på en stub der gjorde det  muligt for møllehuset, sammen med vingerne, at blive drejet ind i vinden.

Da der var grænser for hvor store disse møller kunne være, begyndte man at bygge møller hvor kun taget og ikke hele tårnet var drejeligt. Hovedakselen i disse vindmøller stikker ud af taget så tag og vinger kan vende op mod vinden uanset vindretningen. Hvordan kunne mølleren dreje et tag med både aksel, vinger og bremsesystem? Som billedet på side 23 af en vindmølle i Cartagena i Spanien viser, går der på bagsiden af møllen en bjælke fra taget og ned til jorden. Den kan godt ligne en støttebjælke, men er faktisk en anordning til at dreje møllen med. Bjælken kan skubbes eller trækkes af en person eller et dyr og på den måde dreje taget indtil møllens vinger vender mod vinden.

Andre møller har noget der ligner en lille propel, en vindrose, omme bag de store vinger. Vindrosen skal automatisk rette møllen ind efter vinden. Hvordan kan den gøre det? Forestil dig at vindmøllens hovedvinger er rettet lige op mod vinden og roterer med fuld fart. Pludselig skifter vinden retning, og vingerne begynder at dreje langsommere. Vindrosen, som er vinkelret i forhold til vingerne, fanger nu vinden og begynder at rotere. Denne rotation trækker et sæt tandhjul som automatisk får tag og vinger til at dreje op mod den stadigt skiftende vind.

Fra sejldug til træklapper

Noget andet der gør det svært at udnytte vinden, er dens skiftende styrke. De første vindmøller, hvis vinger havde sejl ligesom sejlbåde har, havde svært ved at tilpasse sig de forskellige vindhastigheder. Hvis man aktiverede bremsen, kunne friktionen skabe så meget varme at det ville antænde en brand. Og stærke vindstød kunne gør stor skade hvis vingerne knækkede og ødelagde hinanden eller endda selve møllen. Det hændte også at en møller blev slynget op i luften fordi bremsen svigtede mens han befandt sig på en vinge i færd med at rulle sejldugene af.

I 1772 blev dette problem løst da en skotsk møllebygger skiftede sejldugene ud med træklapper der selv kunne åbne og lukke, lidt i stil med persienner. Bogen Windmills forklarer: „Når der kommer et stærkt vindstød, bliver vindtrykket på klapperne større end trækket fra kontravægten, og klapperne åbner sig så vinden kan blæse igennem, hvorved vingernes fart aftager. Når vinden stilner af, bliver trækket fra kontravægten større end vindtrykket, og klapperne lukker. Det giver vingerne en større flade mod vinden, og vingerne holdes på den måde i gang.“

Med de drejelige tage og selvjusterende vinger kulminerede udviklingen af vindmøller sidst i det 19. århundrede, hvor man anslog at Europas møller havde en samlet kapacitet på omkring 1500 megawatt. * Men så blev det mere almindeligt at benytte elektricitet, dampmaskiner og forbrændingsmotorer  i industrien. Vindmøllerne kunne ikke stå mål med de nye maskiners effektivitet og mobilitet, og de syntes ikke længere at have ’vind i sejlene’. Men så opstod der et uventet behov.

De gamle vindmøllers afløsere

Oliekrisen i 1970’erne førte til forskning i alternativ energi, det vil sige energi der ikke er baseret på fossile brændstoffer. Omtrent samtidig var der en stigende bekymring for den forurening af atmosfæren som afbrænding af fossile brændstoffer forårsagede. Jagten på „ren“ energi var sat i gang. Pludselig blev vindkraft igen interessant, og man begyndte at udvikle nye vindmølletyper.

Moderne vindmøller er meget slankere end deres forgængere. Det er fordi de moderne vindmøller, til forskel fra de traditionelle, normalt ikke skal drive en maskine inde i tårnet. Møllerne omdanner vindenergi til elektrisk energi, der oftest overføres til et lokalt elnet. I 1988 havde alle Europas moderne vindmøller en samlet kapacitet på 1500 megawatt, nøjagtig som deres forgængere havde haft hundrede år tidligere.

I dag er de moderne vindmølleparker begyndt at sætte deres præg på landskabet. Møllerne er måske ikke så kønne at se på, men det er efter de flestes mening en lille pris at betale for de titusinder af megawatt ren energi som de på verdensplan producerer. Vindmøllerne bidrager i høj grad til de bestræbelser der gøres jorden over for at begrænse udslippet af drivhusgasser, noget der er til gavn for alle.

Men hverken den traditionelle eller den moderne vindmølle ville fungere hvis det ikke var for den konstante forsyning af „ren“ energi — vinden. Ja, vi har afgjort grund til at takke ham „som har skabt vinden“. — Amos 4:13.

[Fodnoter]

^ par. 7 Disse primitive vindmøller blev nogle steder i Mellemøsten brugt helt frem til det 20. århundrede.

^ par. 16 En megawatt svarer til 1.000.000 watt. En almindelig elpære har typisk et effektforbrug på 60 watt.

 [Illustration på side 23]

El Molino Zabala, en spansk vindmølle med otte sejl

[Illustration på side 24, 25]

Moderne vindmøller i Cádiz i Spanien

[Illustration på side 25]

1. Consuegra, Spanien

2. Mallorca, Spanien

3. Aruba, Caribien

[Kildeangivelser]

Godo-Foto

Godo-Foto