Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg var åndelig leder for kickapoostammen

Jeg var åndelig leder for kickapoostammen

 Jeg var åndelig leder for kickapoostammen

FORTALT AF BOB LEE WHITE, SENIOR

Jeg blev født i 1935 i nærheden af byen McLoud, Oklahoma, USA, i en lille indianerhytte dækket af måtter af træbark og rør fra dunhammere. Blandt kickapooindianerne * blev jeg kaldt Pay-MEE-Ton-Wah, som betyder „vand der løber forbi“. Jeg blev som lille dreng indført i indianernes religiøse verden. Hvordan gik det til?

MIN morfar havde, ligesom sin far før ham, i mange år været åndelig leder for kickapooernes ’vandklan’ i Oklahoma. Da han døde uden at efterlade sig en søn, besluttede de 12 ledere af klanen at den ældste søn af deres afdøde åndelige leders ældste datter skulle overtage pladsen. Jeg var den søn.

Hvordan jeg blev en åndelig leder

En ny åndelig leder påtog sig almindeligvis ikke opgaven før han var 30 år, og først efter at han havde gennemgået en fasteperiode hvori han så syner eller på anden måde fik indsigt så han kunne udføre de religiøse opgaver. Jeg blev oplært i kickapoostammens religion fra jeg var ganske lille og arvede de religiøse klæder og en MEE-shon, eller et helligbundt. Dette bundt, der også kaldes et medicinbundt, er en samling religiøse genstande som er pakket ind i dyreskind. Det er cirka 60 centimeter langt og ligner en oval, stor bold. Jeg tilbragte meget tid i den helligste del af det særlige religiøse telt hvor jeg lyttede til stammeledernes åbenbaringer. Som ganske ung blev jeg altså kickapoostammens åndelige leder.

Alt det jeg lærte, gjorde dybt indtryk på mig. Eftersom ingen af disse hemmeligheder var skrevet ned, var de religiøse traditioner vi havde haft i mange generationer, nu overdraget helt i min varetægt. Hvis det havde stået til lederne af klanen, ville jeg stadig have tilhørt stammen og udført alle de religiøse pligter frem til i dag.

Men jeg rejste til Kansas for at gå i skole. Det bekymrede de ældre mænd, for de frygtede at de ville miste mig til fordel for „den hvide mands verden“. Efter skolen tog jeg til Los Angeles i Californien, hvor jeg genså min ungdomskæreste,  Diane. Hendes indianske navn er Tu-NO-Thak-Quah, eller Drejende Bjørn, og hun tilhører bjørneklanen. Vores mødre og morfædre havde været venner igennem mange år. Vi blev gift i september 1956. Diane havde også en religiøs baggrund. Det var gennem hendes bedstefar at peyotereligionen vandt indpas blandt kickapooerne. — Se rammen på side 22.

Peyotereligionen

I dag møder man peyotereligionen blandt mange forskellige indianerstammer. Det var Quanah Parker (cirka 1845-1911), den åndelige leder og høvding for Comanchestammen, der „var hovedkraften bag udviklingen og udbredelsen af peyotereligionen i det indianske territorium“. (The Encyclopedia of Native American Religions) Han fortalte begejstret om peyotekaktussens hallucinerende virkning og dens påståede helbredende kræfter og fik mange fra de nordamerikanske indianerstammer til at antage denne religion. Og sådan kom den traditionelle religion og peyotereligionen til at eksistere side om side blandt kickapooerne og andre stammer.

Draget af Hollywood

Mens jeg var i Los Angeles-området, kom jeg meget i indianske klubber og selskaber og blev formand for adskillige af dem, blandt andet tromme- og fjerklubben, den indianske bowlingforening og den nationale indianske atletikforening. Jeg sad også i bestyrelsen for det indianske center i Los Angeles.

Desuden begyndte jeg at færdes i hollywoodkredse, og blandt mine bekendte var Iron Eyes Cody, kendt fra fjernsynsudsendelser om økologi, og Jay Silverheels, der spillede rollen som indianeren Tonto i tv-serien Præriens sorte maske. De mest kendte film jeg medvirkede i, var Westward Ho the Wagons med Fess Parker i hovedrollen og Martin og Lewis i det vilde vesten med Dean Martin og Jerry Lewis i hovedrollerne.

I en periode arbejdede Diane og jeg i Disneyland. Hver time hele dagen igennem opførte jeg en timinutters sketch. Diane siger med et smil: „Det eneste jeg skulle, var at klæde mig ud, gå ud blandt folk og ’optræde’ som indianer hele dagen.“

Et andet syn på det åndelige

I 1962 blev Diane kontaktet af en dame der var et af Jehovas Vidner, og hun fik en lille brochure. Damen blev ved med at komme tilbage, men Diane undskyldte sig hver gang. Da forkynderen spurgte Diane om hun helst ville være fri for hendes besøg, tænkte hun ved sig selv: ’Ja! Ja!’ Men af venlighed svarede hun: „Nej, slet ikke.“ Derfor fortsatte forkynderen med at komme. Diane fortalte mig altid hvad hun havde lært. Hvis hun nogle gange glemte det, spurgte jeg: „Har damen fra Jehovas Vidner været her? Hvad sagde hun?“

En dag fortalte forkynderen Diane om et særligt foredrag der ville blive  holdt ved et af Jehovas Vidners stævner i Los Angeles Forum. Hun tilbød at passe vores fire børn så vi kunne tage hen og høre foredraget. Diane troede at det slet ikke var noget for mig, så hun nævnte ikke noget om foredraget. Det gjorde hun først efter gentagne opfordringer fra forkynderen. Til Dianes overraskelse sagde jeg: „Siger du at den hvide kvinde vil komme her og passe børnene og give dem mad?“

I 1969 tog vi altså til vores første stævne. Jeg forstod ikke alt hvad der blev sagt fra talerstolen. Men det der virkelig imponerede mig, var den måde det hele var organiseret på — at se hvordan frivillige sørgede for mad til 20.000 mennesker på ganske kort tid. Jeg lagde også mærke til at der ikke var nogen racefordom — sorte og hvide kaldte hinanden brødre og søstre.

I august 1969 begyndte jeg at studere Bibelen med Jehovas Vidner ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. * Det skal indrømmes at det ikke var med de helt rigtige motiver at jeg sagde ja tak til et bibelstudium. Jeg var medlem af en hel del indianske organisationer og mente derfor at jeg havde en politisk karriere foran mig. Jeg syntes at jeg burde lære Bibelen at kende fordi politikere tilsyneladende kendte den og citerede fra den. I dag er jeg klar over at mange af dem i virkeligheden kendte meget lidt til Guds ord.

En stor forandring i mit liv

Da jeg først var begyndt at studere Bibelen, gik det slag i slag. Jeg meldte mig ud af de klubber og foreninger jeg var i, og jeg vidste at jeg var nødt til at kappe båndene til min tidligere indianske religion. Jeg husker den dag jeg satte mig ned for at skrive et brev om at jeg ville trække mig tilbage. Øverst på papiret anførte jeg datoen, og derefter skrev jeg „Kære“. Men hvem skulle jeg stile brevet til? Efter at have tænkt over det et stykke tid gik det op  for mig at brevet skulle stiles til den åndelige leder — mig selv! Jeg kom hurtigt ud af det dilemma ved at skrive „Kære mor“, hvorefter jeg forklarede min mor at jeg ikke længere ville udøve stammens religion eller virke som dens åndelige leder.

Den 3. januar 1970 blev min kone og jeg døbt som Jehovas Vidner, og i 1973 blev jeg udnævnt som ældste i menigheden. Tidligere havde jeg været åndelig leder for kickapoostammen, men nu førte jeg an i vores lokale menighed i tilbedelsen af Jehova, universitets Suveræn. I juli 1974 flyttede vi tilbage til McLoud i Oklahoma fordi vi ønskede at lære indianerne om det virkelige håb for alle mennesker som findes i Guds ord, Bibelen.

Ligesom andre stammer brugte også kickapooindianerne tobak i deres tilbedelse. Men de røg interessant nok ikke tobakken. I stedet brugte de den som røgelse ved at drysse den på ild, for de troede at deres bønner ville nå op til himmelen ved hjælp af den røg der udviklede sig. De ældre blandt lederne mente at tobaksrygning var af det onde, at det at ryge pibe var en hån mod deres tro, og at det var en europæisk skik.

Nogle har spurgt mig om jeg ikke har nogle billeder af mig selv hvor jeg er iført de religiøse klæder. Men faktisk var det forbudt at tage billeder af frygt for hvad udøvere af heksekunst kunne bruge dem til. Når jeg for eksempel fik klippet håret, blev det afklippede hår gravet ned, og ingen fik lov til at røre det. Det var for at forhindre at det blev benyttet i heksekunst, som indianerne tager meget alvorligt.

Da jeg trak mig tilbage fra kickapooreligionen, overtog klanlederne de åndelige opgaver i stammen. Efter at de 12 ledere som oprindelig havde udvalgt mig, døde, fremstod der nye klanledere, og de har i tidens løb foretaget visse ændringer i religionen. På nuværende tidspunkt er der kun én klanleder, og han er ret gammel. Jeg har ikke i sinde at viderebringe det jeg lærte som lille dreng, til andre.

Jeg er nu travlt optaget af at undervise folk af alle nationer og stammer i Guds ord. Som pioner, eller heltidsforkynder, har jeg haft den forret at give bibelundervisning i mange indianerreservater over hele USA. Jeg har blandt andet besøgt osagerne i Oklahoma og mohaverne, hopierne og navajoerne i Arizona. Jeg kan godt lide at fortælle andre indianere at udtrykket „de evige jagtmarker“, som vi indianere igennem lange tider har brugt om livet efter døden, henleder opmærksomheden på ordet „mark“. Udtrykket giver associationer til jorden og hentyder derfor til at de i virkeligheden ser frem til at leve her på jorden i stedet for i himmelen. Jeg glæder mig til den tid hvor mange indianere fra tidligere generationer vil blive oprejst fra de døde. Det vil give mig mulighed for at lære dem om Guds nye verden. — Johannes 5:28, 29; 2 Peter 3:13.

[Fodnoter]

^ par. 3 Navnet kickapoo er afledt af ordet kiikaapoa, som betyder „folk der drager omkring“. — Encyclopedia of North American Indians.

^ par. 19 Udgivet af Jehovas Vidner

[Ramme/illustration på side 22]

Hvad er peyotereligionen?

Peyotereligionen er i dag kendt som Native American Church. Peyote er en lille kaktus uden torne (se billedet til højre) som fortrinsvis vokser i Rio Grande-dalen i Mexico samt i Texas. Trossamfundet har over 200.000 medlemmer blandt de nordamerikanske stammer. „Peyotereligionen, som har sine rødder i det forhistoriske Mexico, indeholder i dag elementer fra kristendommen, men er hovedsagelig en indiansk inspireret religion.“ (A Native American Encyclopedia — History, Culture, and Peoples) De to vigtigste ceremonier er halvmåneceremonien og fuldmåneceremonien. Begge indeholder elementer fra kristendommen og indiansk kultur. Peyoteceremonier varer hele natten. Den begynder normalt om lørdagen hvor en gruppe mænd sætter sig i en rundkreds i et indianertelt. De får hallucinationer mens de spiser bitre skud fra peyotekaktussen og messer hellige sange til slagene fra en tromme og den rytmiske raslen fra en kalabas.

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af TAMU Cactus Photo Gallery

[Illustration på side 21]

Klædt på som kickapookriger

[Illustration på side 23]

Min kone, Diane, og mig i dag