Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan nogle har klaret sig efter et terrorangreb

Hvordan nogle har klaret sig efter et terrorangreb

 Hvordan nogle har klaret sig efter et terrorangreb

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

DEN 11. marts 2004 rystedes Madrid af lyden fra ti bomber der eksploderede på tre forskellige togstationer. Et samtidigt angreb på fire passagertog dræbte 190 og kvæstede 1800.

 Eftersom bomberne eksploderede midt i myldretiden om morgenen, var alle togene fyldt med mennesker, og ødelæggelsen var forfærdelig. Aroa, et øjenvidne, sagde: „Jeg så hvordan en togvogn blev kastet en meter op i luften — så kraftig var eksplosionen. Da jeg kom ud af toget, lignede hele området en slagmark. Det er frygteligt at være vidne til et sådant blodbad.“ Lignende grufulde begivenheder fandt sted i ti forskellige togvogne på fire tog. Terrorister havde efterladt nogle rygsække fyldt med sprængstof på togene og detoneret dem ved hjælp af mobiltelefoner.

Nogle af de overlevende kunne heldigvis ikke genkalde sig de forfærdelige begivenheder. Men i hundredvis af andre har, ligesom Aroa, både fysiske og følelsesmæssige mén, som de stadig kæmper med. Aroa sagde: „Min hørelse blev stærkt skadet af eksplosionen, men det værste er de forfærdelige billeder der plager mit sind.“

„Som et af Jehovas Vidner har jeg heldigvis fået stor følelsesmæssig støtte,“ tilføjede hun. „Alle de telefonopkald og små breve jeg har modtaget fra hele verden, har bekræftet over for mig at vi virkelig er én stor international familie. Desuden hjælper Bibelen os til at forstå hvorfor disse rædselsfulde ting sker. Jeg har forklaret nogle af mine arbejdskammerater at Bibelen forudsiger at mennesker i ’de sidste dage’ vil være ’vilde’ og ikke have nogen ’naturlig hengivenhed’. Min heltidstjeneste har også vist sig at være en uvurderlig hjælp til lindring af den smerte jeg føler.“ — 2 Timoteus 3:1-3.

Pedro var en af de mange passagerer som blev alvorligt kvæstet. Han var ikke engang fire meter fra bomben der eksploderede i den togvogn han befandt sig i. Eksplosionen kastede ham til jorden, og han fik kvæstelser i hovedet samt alvorlige åndedrætsproblemer. Efter fem dage på hospitalets intensivafdeling begyndte han at komme sig. Det opmuntrede ham meget at så mange Jehovas Vidner kom og besøgte ham, og hospitalspersonalet lagde også mærke til det. „I mine 26 år som sygeplejerske har jeg aldrig før set nogen få så mange besøg eller gaver!“ udbrød en af dem. Til gengæld sagde Pedro om hospitalspersonalet: „De var vidunderlige. De hjalp mig meget til at få det bedre.“

Mange blandt ofrene var indvandrere som for nylig var flyttet til Spanien. Manuel, som kommer fra Cuba, blev kvæstet da den første bombe eksploderede på Atocha-stationen, og den anden eksplosion slog ham bevidstløs. „I panikken trådte folk på mig mens jeg lå på togperronen,“ forklarede han. „Da jeg kom til bevidsthed, havde jeg to brækkede ribben, et såret ben og havde desuden fuldstændig mistet hørelsen på det ene øre.“

„Redningsfolkene — politiet, ambulancefolkene og brandmændene — kom til ulykkesstedet i løbet af få minutter, og de gav os den bedst mulige hjælp,“ sagde Manuel. „De vidste nøjagtigt hvad der skulle gøres, og deres effektive og professionelle måde at klare det på, var med til at berolige folk. Ikke alene fik jeg den nødvendige lægehjælp, jeg blev også behandlet med stor venlighed og medfølelse.“

Posttraumatiske reaktioner

Manuel har ligesom Aroa dybe følelsesmæssige ar. Han siger: „Da jeg for nylig stod på et tog, fik jeg et panikanfald. Jeg var nødt til at stå af med det samme. Jeg bliver også stadig mistænksom når jeg ser nogen i et offentligt transportmiddel med en rygsæk eller noget der ligner det. Selvom ingen fra min familie bor i Spanien, har jeg fået betydelig mere hjælp end de fleste har. Der var bogstavelig talt i hundredvis af Jehovas Vidner som ringede til mig, og en familie der er Jehovas Vidner, indbød mig til at bo hos dem i nogle dage så jeg ikke kom til at føle mig ensom. Den uvurderlige støtte som brødre fra hele verden har givet mig, har hjulpet mig til at falde til ro.“

Sergio, en passager som ikke kom til skade rent fysisk, lider hver dag på grund af de frygtelige ting han var vidne til. En af bomberne eksploderede i togvognen foran ham, og en anden i togvognen bag ham. Han er ligesom Manuel taknemmelig for den kærlige støtte som familie  og trosfæller har givet ham. „De fik mig ikke alene til at føle mig elsket, de mindede mig også om at jeg tilhører et forenet brodersamfund som interesserer sig for hvert eneste af dets medlemmer,“ sagde han. „Jeg fik støtte hver eneste dag, og de mange telefonsamtaler hjalp mig til at give udtryk for mine følelser, noget jeg ellers ofte synes er svært.“

Nogle af togpassagererne oplevede forskellige former for angst. Diego sad uden at vide det ved siden af en af de fire bomber som ikke eksploderede. Han kom uskadt ud af toget. Men han indrømmer: „Nu føler jeg mig skyldig fordi jeg ikke tilbød at hjælpe nogle af de sårede. Der udbrød panik, og jeg blev skubbet med ud da hundredvis af mennesker febrilsk forsøgte at komme ud fra stationen.“

Bombesprængningen på det tog Ramón, en ung mand fra Brasilien, befandt sig i, chokerede ham så meget at han næsten ikke kunne røre sig. Men to dage efter angrebet besluttede han sig for at tage med ud og forkynde for andre om Riget. Han mødte en portugisisk mand der fortalte ham at han søgte efter den sande religion. Ramón påbegyndte et bibelstudium med manden, som også straks begyndte at overvære de kristne møder. „Når man kan give andre åndelig hjælp, får man det også selv bedre,“ bemærkede Ramón.

Det vil uden tvivl tage tid før alle ofrene er kommet sig over det de har været ude for både fysisk og følelsesmæssigt. Desværre lever vi i en tid hvor meningsløs vold kan forekomme hvor som helst. Og selvom åndelige værdier kan hjælpe ofrene igennem traumet, er det først under Guds rige at sådanne tragedier ikke længere vil forekomme. — Åbenbaringen 21:3, 4.

[Ramme/illustrationer på side 15]

ÅNDELIG STYRKE TIL AT KLARE TRAUMER

Manuel Suárez

„Mens jeg endnu var i chok og ventede på at blive kørt til hospitalet, huskede jeg hele tiden på ordene i Ordsprogene 18:10: ’Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.’ Disse ord gav mig styrke.“

Aroa San Juan

„Når man oplever noget som dette, indser man mere end nogen sinde at vi lever i de sidste dage, og at det gælder om at koncentrere sig om åndelige ting. Takket være min heltidstjeneste er jeg langsomt ved at komme mig over traumet.“

Fermín Jesús Mozas

„På trods af mine kvæstelser i hovedet, var jeg i stand til at hjælpe og trøste nogle af de andre sårede passagerer. Jeg tror at jeg var i stand til at forholde mig rolig på grund af opstandelseshåbet som Gud har givet os, et håb der styrker os i sådanne øjeblikke.“

Pedro Carrasquilla

„Mens jeg lå på intensivafdelingen med stærke brystsmerter, dukkede ordene fra Første Timoteusbrev 6:19 hele tiden op i mit sind. Ordene opfordrer os til at samle os værdier som en god grundvold for fremtiden for at få et fast greb om det virkelige liv. Dette bibelvers fik mig til at tænke på håbet om et paradis som Gud har lovet dem der elsker ham. Det er det mål vi stræber efter.“

[Illustration på side 13]

Øverst: Redningsfolk tager sig af de sårede og døende på togskinnerne uden for Atocha-stationen

[Kildeangivelse]

Øverst: CORDON PRESS

[Illustration på side 13]

Til højre: Et improviseret mindesmærke