Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad er årsagen til fedme?

Hvad er årsagen til fedme?

 Hvad er årsagen til fedme?

„Vi er midt i en fedmeepidemi som kan få alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for vores børn. Hvis samfundet ikke allerede nu gør noget for at iværksætte nogle forebyggende foranstaltninger, vil antallet af svært overvægtige fortsat stige.“ — William J. Klish, professor i pædiatri.

NOGLE af dem som ikke har problemer med vægten, er tilbøjelige til at være fordømmende over for overvægtige og svært overvægtige mennesker og betragte dem som nogle der mangler karakterstyrke og motivation. Men er problemstillingen så enkel? Er alle svært overvægtige simpelt hen ugidelige mennesker som undgår enhver fysisk aktivitet? Eller er der i mange tilfælde tale om andre og dybereliggende årsager som det ikke er så let at eliminere?

Arv? Miljø? Eller begge dele?

Bogen Food Fight siger: „Der har længe været debat om hvorvidt fedme skyldes arv eller miljø.“ Hvad menes der med arv i denne sammenhæng? Nogle hælder til den teori at vores legeme helt naturligt oplagrer overskydende kalorier til senere brug. Bogen fortsætter: „Der har i årtier været forsket i de genetiske aspekter af fedme. . . . Man har foretaget mange undersøgelser af forbindelsen mellem menneskets gener og fedme. Avancerede tekniske metoder er taget i brug for at identificere gener som disponerer for vægtøgning og sygdomme som diabetes. I fagsproget taler man om at 25 til 40 procent af foranderligheden i befolkningens legemsvægt er genetisk betinget.“ Bogen siger videre: „Fedme tilskrives ofte en svag karakterstyrke, men disse tal understreger biologiens betydning. Ikke desto mindre kan 60 procent eller mere af foranderligheden i befolkningens legemsvægt stadig tilskrives miljøet.“ En af de væsentligste årsager til fedme er altså ens livsstil. Som enkeltpersoner kan vi spørge os selv: ’Indtager jeg dagligt flere kalorier end jeg forbrænder? Har jeg for vane at spise usundt? Sætter jeg hver dag tid af til at få lidt motion?’

Mayo Clinic forklarer årsagen til fedme i enkle vendinger: „Generne kan være en medvirkende faktor til overvægt eller fedme, men i sidste instans er det ens kost og fysiske aktivitet der bestemmer legemsvægten. På langt sigt er det indtagelsen af overflødige kalorier, en inaktiv livsstil, eller en kombination af begge dele, som  fører til fedme.“ (Kursiveret af os). Samme kilde fortsætter: „Om man bliver tyk eller ej bestemmes ikke kun af ens arveanlæg. . . . Uanset hvilke gener man har, er det til syvende og sidst ens valg af kost og aktivitetsniveau der bestemmer vægten.“

Slankeindustrien tjener millioner af kroner på folks desperate forsøg på at tabe sig. Men hvad siger eksperter om mange af de slankeprogrammer der markedsføres? Bogen Food Fight siger: „Fedme er meget svær at behandle, og de fleste af dem der taber sig, tager på igen. De mest optimistiske skøn går ud på at 25 procent [en ud af fire] taber sig og holder vægten, ofte efter gentagne forsøg.“

Risiciene ved fedme

Fedme kan føre til alvorlige helbredsproblemer. Dr. Scott Loren-Selco, en neurolog ved University of Southern California Medical Center, advarer om faren for at selv unge som er svært overvægtige, kan få type 2-diabetes. (Se Vågn op! for 8. maj 2003). Han siger: „Vi ser det igen og igen nu, og tro mig, det er skræmmende. Jeg plejer at fortælle [svært overvægtige patienter] at jeg kunne tage dem med op på diabetesafdelingen og vise dem den fremtid som muligvis venter dem: Jeg kunne vise dem de blinde, de som har fået lemmer amputeret, de utallige mennesker som er fuldstændig handicappede på grund af type 2 [diabetes] — og som alle sammen er svært overvægtige.“ En medvirkende faktor til deres problem er at „de har råd til burgere i superstørrelse og pommes frites — og så køber de det,“ siger Loren-Selco. „Ingen fortæller dem at det er forkert. Fastfoodkæderne gør det bestemt ikke, og de fleste læger — som stadig ikke har lært nok om ernæring — gør det ærligt talt heller ikke.“

Dr. Edward Taub, en kendt ernæringsskribent, siger: „På det sidste er det blevet mere moderne, og endda politisk korrekt, at mene at det at være overvægtig er acceptabelt og helt normalt. Der er tale om en imponerende PR-præstation af de firmaer der har økonomisk interesse i at fede os op.“

Eksperter siger at folk som er „pæreformede“, det vil sige har for store fedtaflejringer omkring hofterne, måske har et bedre helbred end dem der er „æbleformede“, altså har for meget fedt i bughuleregionen (især hvis taljemålet overstiger 90-100 centimeter). Hvorfor? Fordi „fedt i bughuleregionen øger risikoen for at få for højt blodtryk, sygdomme i kranspulsårerne, diabetes, et slagtilfælde eller visse former for kræft,“ siger bogen Mayo Clinic on Healthy Weight. „Hvis man er pæreformet — har store hofter og lår og en stor bagdel — er helbredsrisikoen ikke så stor.“

Hvad er løsningen for de millioner af voksne og børn i hele verden som er overvægtige og i fare for at få alvorlige helbredsproblemer? Findes der en effektiv måde at tabe sig på?

 [Ramme/skema på side 5]

Hvad er BMI? Hvad fortæller det dig?

BMI (body mass index, legemsvægtsindeks) er et indeks beregnet ud fra en persons højde og vægt. Indekset kan bruges til at vurdere om en person er overvægtig eller fed (svært overvægtig). Ifølge Mayo Clinic er det bedst for helbredet at have et BMI mellem 18,5 og 24,9. Hvis ens BMI ligger mellem 25 og 29,9, er man overvægtig. Hvis det er 30 eller derover er man fed. Hvad er dit BMI ifølge nedenstående oversigt? Hvis du er i tvivl om hvor du befinder dig på skalaen, eller har brug for nogle praktiske forslag, kan du måske rådføre dig med din læge.

For at beregne dit BMI skal du dividere din vægt i kilo med kvadratet på din højde i meter. Hvis du for eksempel vejer 90 kilo og er 1,8 meter høj, er dit BMI 27,7 (90 divideret med 1,82 = 27,7).

[Skema]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Normalvægt Overvægtig Svært overvægtig

BMI 18,5-24,9 25-29,9 30 eller mere

Højde (m) Vægt i kilo

1,47 53 eller mindre 54-64 65 eller mere

1,50 56 eller mindre 57-67 68 eller mere

1,52 57 eller mindre 58-69 70 eller mere

1,55 59 eller mindre 60-71 72 eller mere

1,57 61 eller mindre 62-73 74 eller mere

1,60 63 eller mindre 64-76 77 eller mere

1,63 66 eller mindre 67-79 80 eller mere

1,65 67 eller mindre 68-81 82 eller mere

1,68 70 eller mindre 71-84 85 eller mere

1,70 72 eller mindre 73-86 87 eller mere

1,73 74 eller mindre 75-89 90 eller mere

1,75 76 eller mindre 77-91 92 eller mere

1,78 79 eller mindre 80-94 95 eller mere

1,80 80 eller mindre 81-97 98 eller mere

1,83 83 eller mindre 84-100 101 eller mere

1,85 85 eller mindre 86-102 103 eller mere

1,88 89 eller mindre 90-106 107 eller mere

1,90 90 eller mindre 91-108 109 eller mere

[Kildeangivelse]

Baseret på oplysninger fra bogen Mayo Clinic on Healthy Weight

[Ramme på side 5]

Hvad er en kalorie?

En kalorie er en enhed for varmeenergi. Når man sveder, forbrænder man kalorier, eller varmeenergi. En kalorie (kilokalorie) kan defineres som den energi, der skal til for at opvarme 1 kilogram vand 1 grad celcius. Den enkeltes daglige kaloriebehov, eller energibehov, afhænger af faktorer som højde, vægt, alder og aktivitetsniveau.

[Ramme/illustration på side 6]

Du har en inaktiv livsstil hvis du

▪ tilbringer det meste af dagen siddende — eksempelvis foran fjernsynet, ved et skrivebord eller i en bil — det vil sige uden at røre dig ret meget

▪ sjældent går mere end 90 meter

▪ har et stillesiddende job

▪ ikke bruger mellem 20 og 30 minutter på motion mindst en gang om ugen

[Kildeangivelse]

Baseret på Mayo Clinic on Healthy Weight