Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hanbok — Koreas nationaldragt

Hanbok — Koreas nationaldragt

 Hanbok — Koreas nationaldragt

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SYDKOREA

FOR koreanere er tøj mere end blot et dække for kroppen. Et godt eksempel på det er den traditionelle koreanske klædedragt, kaldet hanbok.

Et unikt design

En hanbok består af en kort bluse og en lang nederdel, unikt designet. * I nogle tilfælde er nederdelen fire gange så lang som blusen. Derfor ser en kvinde højere ud i en hanbok.

En hanbok falder blødt og har et enkelt snit. Ærmerne på blusen ligner vinger. Nederdelen har stor vidde og falder elegant i bløde folder fra busten og helt ned til gulvet. Foran på blusen er der en speciel sløjfe med to lange ender der næsten når helt ned til anklerne. Mange hanbok-dragter er desuden broderet med smukke blomster og figurer ved halsudskæringen og på manchetterne såvel som på nederdelen. Ja, dragtens design og farver er med til at gøre den yderst elegant.

En praktisk klædedragt

Hanbok-dragtens praktiske design er med til at gøre den endnu smukkere. Den er som regel lavet af naturfibre og kan derfor bruges på alle tider af året. En dragt der for eksempel er lavet af plantefibre såsom ramie eller hamp, er luftig. Det gør den særdeles behagelig at have på om sommeren, og det på trods af at dragten dækker det meste af kroppen. Andre materialer er med til at holde på kropsvarmen og er derfor bedre egnet til vinterbrug.

Hanbok-dragten er også designet så den er behagelig at have på. Det er ikke moden der har været afgørende  for dette, men snarere et praktisk behov man havde for hundreder af år siden, da man gjorde meget brug af heste i området. Bladet Culture & I oplyser: „Tøjet blev fremstillet så det egnede sig til det kolde klima, jagterne og nomadelivet.“ Koreanske ryttere undgik derfor tøj der kunne hæmme deres bevægelsesfrihed. Ja, koreanere som i dag ynder at gå i hanbok-dragten, kan takke deres forfædre for at have udtænkt en så behagelig klædedragt.

En anden interessant ting ved hanbok-dragten er den ældgamle tradition med at bruge farver som symboler. Før i tiden klædte den herskende klasse i Korea sig ofte i stærke og smukke farver, mens bønderne for det meste gik i hvidt. Og var en kvinde klædt i gult og rødt, kunne man godt regne med at hun var ugift. Efter at hun var blevet gift, afspejlede farverne på hendes hanbok ægtemandens sociale status. I dag forventes det at brudens mor har en pink dragt på til brylluppet, mens gommens mor normalt er klædt i blåt. Denne praksis gør det nemt at finde ud af hvem der er hvem.

Nutidens hanbok

I tiden efter Koreakrigen (1950-53) undergik Korea en modernisering. Som en følge heraf var hanbok-dragten i 1970’erne gået helt af mode og erstattet af Vestens tøjstil. Så det der engang var hverdagstøj, blev nu hængt ind i skabet og kom kun ud ved særlige lejligheder, som bryllupper og helligdage.

I nyere tid er hanbok-dragten imidlertid igen blevet populær. For eksempel forsøgte man i 1996 at genskabe tøjstilens popularitet ved at udnævne den første lørdag i hver måned til „dagen at gå med hanbok“. Tøjproducenter introducerede nye hanbok-dragter, specielt designet til unge. Det giver åbenbart en vis glæde at vende tilbage til de gamle traditioner — for den moderne hanbok har haft stor succes. I en tid hvor en stor del af moden fokuserer på sensualitet, er hanbok-dragten et godt eksempel på en smuk og ærbar klædedragt. — 1 Timoteus 2:9.

[Fodnote]

^ par. 5 Der findes hanbok-dragter til både mænd og kvinder, men vi har valgt at fokusere på den til kvinden.