Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg lærte at elske Gud fra jeg var ganske lille

Jeg lærte at elske Gud fra jeg var ganske lille

 Jeg lærte at elske Gud fra jeg var ganske lille

FORTALT AF ANATOLIJ MELNIK

Mange kalder mig kærligt for bedstefar. Det rører mig dybt i hjertet, for det får mig til at tænke på min egen bedstefar. Jeg holdt utrolig meget af ham, og jeg står i stor gæld til ham. Lad mig fortælle om bedstefar, og om den store betydning han og bedstemor fik for familien og mange andre.

JEG blev født i landsbyen Hlina i den nordlige del af det der i dag kaldes Moldova. * I 1920’erne drog rejsende tilsynsmænd, dengang kaldt pilgrimme, fra Rumænien til vores smukke og kuperede hjemegn i Moldova. Min mors forældre tog straks imod den gode nyhed som tilsynsmændene forkyndte fra Bibelen. I 1927 blev de bibelstudenter, som Jehovas Vidner på det tidspunkt blev kaldt. Da den anden verdenskrig brød ud i 1939, var der allerede en menighed af Jehovas Vidner i vores lille landsby.

Da jeg kom til verden i 1936, var alle mine slægtninge på nær min far Jehovas Vidner. Han kom stadig i den ortodokse kirke. Men under den anden verdenskrig begyndte han at gøre sig tanker om meningen med livet, og på et tidspunkt indviede han sig til vor Skaber, Jehova Gud, og blev døbt. Min bedstefar bidrog i høj grad til familiens åndelige vækst. Han nærede stor kærlighed til Bibelen, kunne i hundredvis af skriftsteder udenad og var i stand til at føre enhver samtale hen på Bibelen.

Jeg sad ofte på bedstefars skød mens han fortalte bibelhistorier. Han fik mig til at elske Gud, og det er jeg ham meget taknemmelig for. Jeg var otte år da jeg første gang var med bedstefar ude at forkynde. Ved hjælp af Bibelen fortalte vi folk i vores landsby om Jehova og hvordan de kunne få et nært forhold til ham.

Undertrykt af kommunisterne

I 1947 begyndte myndighederne under indflydelse af kommunistisk tankegang og den ortodokse kirke at forfølge Jehovas Vidner i Moldova. Vi blev gentagne gange opsøgt af agenter fra det der senere blev kaldt KGB, og lokale politifolk som ville have at vide hvem der førte an i forkyndelsesarbejdet, hvor vi fik litteraturen fra, og hvor vi holdt religiøse  møder. De sagde at de ville stoppe Jehovas Vidners arbejde og påstod at vi „var en hindring for kommunismens udbredelse i landet“.

På det tidspunkt havde far, som var en veluddannet mand, også fået kærlighed til de bibelske sandheder. Både han og bedstefar var modige og kærlige mænd der havde omsorg for deres trosfæller. De vidste begge hvordan de skulle svare forhørslederne uden at forråde deres kristne brødre og søstre. Mor bevarede også altid fatningen.

I 1948 blev far arresteret. Vi fik aldrig at vide hvad han var anklaget for. Han blev idømt syv års strengt bevogtet fængsel og yderligere to års eksil. Senere blev han sendt til Magadan-regionen i det nordøstligste Rusland. Det var over 7000 kilometer fra vores hjem. Vi så ikke hinanden igen før ni år senere. Det var svært at vokse op uden en far, men bedstefar var en virkelig god støtte for mig.

Vi bliver forvist

Om natten den 6. juni 1949 trængte to soldater og en officer ind i vores hjem. De gav os to timer til at forlade huset og komme ud i en ventende vogn. Vi fik blot at vide at vi skulle forvises, og at vi aldrig ville vende tilbage, men ikke hvorfor. Sammen med min mor, mine bedsteforældre og nogle trosfæller blev jeg sendt til Sibirien. Jeg var kun 13 år. Nogle få uger efter befandt vi os i tajgaens uigennemtrængelige skove og sumpede områder. Landskabet var helt anderledes end det jeg havde været vant til fra min højt elskede fødeegn. Selvom vi nogle gange var meget kede af det, havde vi tillid til at Jehova aldrig ville svigte os.

Man førte os til en lille landsby der bestod af ti træhytter. Andre Jehovas Vidner blev forvist til landsbyer andre steder i den sibiriske tajga. For at skræmme de lokale indbyggere og indgive dem fordomme mod Jehovas Vidner sagde myndighederne at vi var kannibaler. Men folk blev hurtigt klar over at det ikke passede, og at de ikke havde grund til at være bange for os.

De første to måneder efter vores ankomst boede vi i en gammel hytte. Men vi havde brug for en bedre bolig inden den hårde vinter kom. Mine bedsteforældre hjalp mig og mor med at bygge et primitivt bosted der lå halvt under jorden. Dér boede vi i over tre år. Man måtte ikke forlade landsbyen uden tilladelse, men sådan en gav myndighederne os aldrig.

Efter nogen tid fik jeg lov til at gå i skole. Min religiøse overbevisning fik ofte min lærer og mine klassekammerater til at stille spørgsmål. Bedstefars øjne strålede når jeg kom hjem og fortalte ham hvordan jeg havde forkyndt i skolen.

Lidt større frihed

Det hele blev en smule lettere efter Stalins død i 1953. Vi fik tilladelse til at forlade landsbyen, og det blev muligt for os at komme sammen med trosfæller og overvære møder i landsbyer hvor andre forviste Jehovas Vidner boede. Vi ønskede ikke at vække opmærksomhed, derfor mødtes vi i små grupper. For at komme til disse steder måtte vi gå op til 30 kilometer — nogle gange i 40 minusgrader og i sne der gik til knæene. Dagen efter måtte vi vandre den lange vej tilbage. Undervejs spiste vi syltede agurker og nogle få sukkerknalder. Men ligesom kong David var vi glade. — Salme 122:1.

I 1955 blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Jehova. Umiddelbart inden dette var jeg til et kristent møde i en nabolandsby, og dér mødte jeg Lidija, en stilfærdig mørkhåret pige. Hun og hendes familie var også blevet  forvist fra Moldova fordi de var Jehovas Vidner. Lidija havde en smuk sangstemme, og hun kendte næsten alle 337 sange udenad i den sangbog vi dengang havde. Det gjorde indtryk på mig, for jeg holdt også af vores musik og sange. I 1956 besluttede vi at gifte os.

Jeg skrev til far, som vi havde hørt var blevet forvist til Magadan. Vi valgte at vente med at blive gift indtil vi havde fået hans velsignelse. Ikke så længe efter blev han løsladt og sluttede sig til os i vores landsby. Han fortalte hvordan han og hans trosfæller med Guds hjælp havde overlevet de frygtelige forhold der var i arbejdslejrene. Sådanne beretninger styrkede vores tro.

Kort efter at vi var blevet genforenet med far, skete der en frygtelig ulykke. Mor var i gang med at koge noget olie som vi brugte i maling og fernis, da den store gryde med kogende olie pludselig væltede, og hun fik olien ned over sig. Hun døde på hospitalet. Vi var helt knust af sorg. Min far sørgede dybt. Efter nogen tid giftede han sig med Tatjana, en forkynder fra en nærliggende landsby.

En ny tjenestegren

I 1958 flyttede Lidija og jeg fra landsbyen Kizak til den større by Lebyaie, som lå cirka 100 kilometer væk. Vi havde læst at kristne i andre lande forkyndte fra hus til hus, så det forsøgte vi at gøre det nye sted. Vagttårnet og Vågn op! var naturligvis forbudte, men vi fik blade smuglet ind i byen andre steder fra. Nu hørte vi at vi fremover kun ville få dem på russisk. Indtil da havde vi også fået dem på moldovisk. Vi lagde os derfor i selen for at blive bedre til russisk. Tænk, jeg kan stadig huske overskrifterne i disse russiske artikler, og endda også nogle af tankerne i dem.

For at forsørge os selv arbejdede Lidija ved en kornsilo og jeg læssede tømmer af vogne. Det var hårdt arbejde, og vi tjente kun lidt. Selvom man mente at Jehovas Vidner var pligtopfyldende arbejdere, modtog vi ingen gratialer eller sociale ydelser. Nogle embedsmænd sagde lige ud: „Jehovas Vidner hører ikke hjemme i et kommunistisk samfund.“ Men vi glædede os over at Jesu ord om hans disciple også gjaldt os: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 17:16.

Vanskeligere forhold

I 1959 blev vores datter Valentina født. Kort derefter begyndte en ny bølge af forfølgelse. I The Encyclopædia Britannica kan man læse: „En ny antireligiøs kampagne blev iværksat af premierminister Nikita Khrusjtjov i 1959-64.“ Medlemmer af statens sikkerhedstjeneste fortalte os at sovjetregeringen havde som mål at udrydde alle trossamfund, specielt Jehovas Vidner.

Da Valentina var knap et år, blev jeg indkaldt til hæren. Eftersom jeg ikke mødte op, blev jeg idømt fem års fængsel fordi jeg ønskede at forblive neutral. En dag da Lidija kom for at besøge mig, sagde en KGB-officer til hende: „Vi har fået besked fra Kreml om at der inden der er gået to år ikke vil være nogen Jehovas Vidner tilbage i Sovjetunionen.“ Derefter sagde han truende: „Fornægt din tro, ellers vil du blive sat i fængsel.“ Officeren troede at han kunne lukke munden på de kristne søstre ved at komme med sådanne trusler, for i hans øjne var de „svage og lette at skræmme“.

I løbet af kort tid var de fleste brødre enten i fængsel eller i arbejdslejr. Men modige kristne kvinder videreførte forkyndelsesarbejdet og udsatte sig for stor fare ved at smugle publikationer ind i fængsler og arbejdslejre. Foruden at måtte klare sådanne prøvelser oplevede Lidija ofte at mænd  udnyttede mit fravær og gjorde tilnærmelser til hende. Desuden fik hun at vide jeg aldrig ville blive løsladt. Men det blev jeg!

Løsladelse og flytning

I 1963 blev min sag taget op igen, og jeg blev senere sat på fri fod efter tre års fængsel. Men det var umuligt for os at få opholdstilladelse nogen steder, så jeg kunne ikke få arbejde, for man kunne ifølge loven ikke få arbejde uden fast bopæl. Vi bad en inderlig bøn til Jehova om hjælp. Derefter besluttede vi at flytte til Petropavlovsk i det nordlige Kasakhstan. Men de lokale myndigheder havde allerede hørt om vores situation og ville ikke give os lov til at arbejde eller bosætte os i byen. Cirka 50 forkyndere i byen var udsat for den samme forfølgelse.

Sammen med et andet par, som også var Jehovas Vidner, rejste vi længere sydpå til den lille by Shchuchinsk. Her var der ingen Jehovas Vidner, og myndighederne kendte ikke noget til vores forkyndelsesarbejde. Ivan og jeg søgte efter arbejde i en uge mens vores hustruer opholdt sig på jernbanestationen, hvor vi sov om natten. Til sidst fandt vi arbejde på glasfabrikken. Vi lejede et lille værelse som begge familier delte. Der var næsten ikke plads til andet end to senge, men vi klagede ikke.

Ivan og jeg arbejdede flittigt, og dem vi arbejdede for, var meget tilfredse. På et tidspunkt blev jeg igen indkaldt til militærtjeneste. I mellemtiden havde driftslederen på fabrikken hørt at min bibeloplærte samvittighed forbød mig at deltage i militærtræning. Til min store overraskelse kontaktede han militærchefen og fortalte at Ivan og jeg var dygtige arbejdere, og at fabrikken ikke kunne fungere uden os. Vi fik derfor lov til at blive.

Opgaver derhjemme og i menighederne

Vores anden datter, Lilja, blev født i 1966. Et år senere flyttede vi til byen Belyye Vody i det sydlige Kasakhstan ved grænsen til Usbekistan. I denne by var der en lille gruppe forkyndere. Inden længe blev der oprettet en menighed, og jeg blev udnævnt til præsiderende tilsynsmand. I 1969 fik vi en søn, Oleg, og to år senere blev vores yngste barn, Natasja, født. Lidija og jeg glemte aldrig at vores børn er en arv fra Jehova. (Salme 127:3) Vi drøftede hvad vi skulle gøre for at lære dem at elske Jehova.

I 1970’erne var de fleste brødre stadig i arbejdslejre. I mange menigheder var der derfor brug for modne brødre der kunne føre tilsyn og give vejledning. Så mens Lidija påtog sig et større ansvar med at opdrage børnene og til tider måtte fungere både som far og mor, tjente jeg som rejsende tilsynsmand. Jeg besøgte menigheder i Kasakhstan og i de omkringliggende sovjetrepublikker Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. Samtidig passede jeg et job for at forsørge familien, og Lidija og børnene var indforstået med situationen.

Skønt jeg nogle gange var væk i flere uger ad gangen, forsøgte jeg at vise mine børn at jeg elskede dem, og jeg hjalp dem til at gøre åndelige fremskridt. Sammen bønfaldt Lidija og jeg Jehova og bad ham se til vores børn. Vi talte med dem om hvordan man overvinder menneskefrygt og får et nært forhold til Gud. Det havde været umuligt for mig at virke som rejsende tilsynsmand uden min kære kones uselviske støtte. Lidija og de andre åndelige søstre var på ingen måde „svage“, sådan som KGB-officeren hævdede. De var stærke, ja, i sandhed åndelige kæmper. — Filipperne 4:13.

I 1988, da alle børnene var voksne, blev jeg udnævnt til rejsende tilsynsmand på heltidsbasis, og min kreds omfattede de fleste lande i Centralasien. Efter at Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde var blevet juridisk anerkendt i det tidligere Sovjetunionen i 1991, begyndte andre dygtige og åndeligt modne mænd at virke som rejsende tilsynsmænd i de asiatiske republikker. I dag er der 14 rejsende tilsynsmænd som betjener disse lande, hvor  mere end 50.000 sidste år overværede højtiden til minde om Kristi død.

En uventet indbydelse

I 1998 fik jeg et uventet opkald fra Jehovas Vidners russiske afdelingskontor. „Anatolij, har du og Lidija overvejet at begynde i heltidstjenesten?“ blev jeg spurgt. Vi havde selvfølgelig tænkt at det var en mulighed for vores børn. Vores søn, Oleg, havde på det tidspunkt tjent fem år på det russiske afdelingskontor.

Da jeg fortalte Lidija om den opfordring vi havde fået, spurgte hun: „Men hvad med vores hjem, vores have og vores ejendele?“ Efter at vi havde drøftet sagen igennem under bøn, blev vi enige om at stille os til rådighed. Vi blev senere spurgt om vi ville tjene på Jehovas Vidners religiøse center i Issyk i Kasakhstan i nærheden af storbyen Alma-Ata. Her bliver vores bibelske publikationer oversat til de lokale sprog som tales i området.

Vores familie i dag

Vi er meget taknemmelige for at Gud har hjulpet os til at lære vores børn sandheden at kende! Vores ældste datter, Valentina, er gift, og i 1993 flyttede hun og hendes mand til Ingelheim i Tyskland. De har tre børn, som alle er døbte Jehovas Vidner.

Vores anden datter, Lilja, har også stiftet familie. Hun og hendes mand, som er ældste i menigheden i Belyye Vody, opdrager deres to børn til at elske Jehova. Oleg er blevet gift med Natasja, en kristen søster fra Moskva, og de tjener sammen på det russiske afdelingskontor i nærheden af Sankt Petersborg. I 1995 blev vores yngste datter, Natasja, gift, og hun tjener sammen med sin mand i en russisk menighed i Tyskland.

Når hele familien en gang imellem samles, fortæller vores børn deres egne børn om hvordan Lidija og jeg lyttede til Jehova og opdrog dem til at elske og tjene den sande Gud, Jehova. Jeg kan se at disse samtaler hjælper børnebørnene til at vokse åndeligt. Vores yngste barnebarn ligner mig da jeg var på hans alder. Nogle gange kravler han op på mit skød og beder mig fortælle en historie fra Bibelen. Jeg får tårer i øjnene når jeg med glæde tænker tilbage på dengang jeg sad på bedstefars skød, og på hvordan han lærte mig at elske og tjene vor store Skaber.

[Fodnote]

^ par. 4 Landets nuværende navn Moldova vil blive brugt gennem denne artikel i stedet for dets tidligere navne Moldavien eller Den Moldaviske Sovjetrepublik.

[Illustration på side 11]

Med mine forældre uden for vores hjem i Moldova kort før far blev fængslet

[Illustration på side 12]

Med Lidija i 1959, hvor vi stadig var forvist

[Illustration på side 13]

Lidija med vores datter Valentina da jeg var i fængsel

[Illustration på side 15]

Lidija og mig i dag

[Illustration på side 15]

Med vores børn og børnebørn som alle tjener Jehova!