Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan man opdrager sin hund

Hvordan man opdrager sin hund

 Hvordan man opdrager sin hund

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I MEXICO

„MIN hund kommer ikke når jeg kalder på den.“ „Min hund gør så meget at naboerne klager.“ „Min hund hopper altid op ad mig og mine gæster.“ Sådanne situationer får frustrerede hundeejere til at spørge: „Hvad kan vi gøre?“

Løsningen er nok at give hunden en grundlæggende lydighedstræning, at man lærer den at adlyde nogle enkle kommandoer. Det er naturligvis bedst at begynde mens din hund stadig er hvalp. Men ældre hunde kan også lære. Marcos, en professionel hundetræner i Mexico, siger: „Minimumsalderen for de hunde vi træner, er fire måneder, og maksimumalderen er fem år. Men jeg har givet lydighedstræning til selv ti år gamle hunde.“

Hunde er kloge. Man træner hunde til at opspore narkotika og sprængstoffer, hjælpe handicappede eller være med i eftersøgnings- og redningsarbejde. Men hvordan kan du opdrage din hund så den adlyder dig?

Hundens natur

Først må du vide noget om hundens natur. Ligesom ulve følger hunde en rangorden. De søger pr. instinkt at leve i flok under en leder, eller alfahund. Din hund betragter din familie som sin flok og har brug for at forstå at du er lederen.

I en ulveflok vælger lederen det varmeste og mest højtliggende sted at sove. Den spiser også før de andre. Så hvis din hund får lov til at sove i din seng eller ligge i møblerne, vil den måske tro at den er lederen. Det samme kan ske hvis den får små godbidder ved bordet.

Din hund kan allerede mens den er hvalp lære at den står under dig. Hvordan? Prøv at se den dybt i øjnene indtil den kigger væk. Det er også en god øvelse at klø den på maven mens den ligger på ryggen, for i denne stilling er den fuldstændig underdanig. Hvis din hund gør noget den ikke må, og ikke holder op når du siger „nej“, så prøv at ignorere den eller forlad værelset.

Når din hund adlyder dine kommandoer, anerkender den at det er dig der bestemmer. Hvis du som ejeren ikke gør det klart at det er dig der er lederen, tror din hund måske at den er ligestillet med dig eller står over dig, og det vil få indflydelse på dens opførsel.

Nogle grundlæggende kommandoer

Hvis din hund skal lære de mest grundlæggende kommandoer, har du brug for et halsbånd, en snor og masser af tålmodighed. En bog om hundetræning anbefaler følgende: (1) Giv en kommando på ét ord, (2) vis hvordan den skal gøre det du ønsker, og (3) ros hunden så snart den har adlydt. Dit tonefald er vigtigere end de ord du bruger. Giv kommandoer i et fast tonefald, og ros i et venligt tonefald.

Der er ingen grund til at straffe sin hund ved for eksempel at slå eller sparke den. „Jeg siger blot ’nej’ i et skarpt tonefald og forlænger  vokalen så hunden véd at jeg er utilfreds med dens opførsel,“ siger Marcos, hundetræneren der tidligere blev citeret. Han tilføjer: „En hund er klog nok til at vide hvornår den bliver rost, og hvornår den bliver irettesat.“

Hvis der er behov for en strengere irettesættelse, kan du gribe hunden i nakkeskindet og ruske den lidt mens du siger „nej“. En irettesættelse skal gives i det øjeblik hunden gør noget forkert eller lige efter. Husk at en hund ikke kan forstå hvorfor den får skæld ud hvis det først sker flere minutter eller timer efter at den har gjort det forkerte. Den forstår heller ikke hvorfor en bestemt opførsel er tilladt nogle gange, men ikke andre gange. Vær derfor konsekvent.

Den mest grundlæggende kommando for at lære en hund lydighed er „sit!“. Hvis din hund kender denne kommando, kan du styre den når den bliver lidt for aktiv. For eksempel kan du få din hund til at sidde hvis den begynder at hoppe op ad dine gæster. Du kan lære din hund at sidde ved at holde den i snor og sige „sit!“ mens du trykker let på dens bagparti og forsigtigt trækker dens hoved op ad med snoren. Ros den med det samme. Gentag denne fremgangsmåde indtil hunden adlyder blot ved at høre kommandoen.

 For at lære din hund at blive siddende kan du sige „bliv!“ mens du står foran den med udstrakt håndflade. Hvis hunden flytter sig, så sig „nej“, og få den til at sidde igen. Gentag kommandoen, og ros din hund når den har siddet et kort stykke tid. Når den har lært at adlyde kommandoen, kan du gradvis forlænge den tid den skal blive siddende, og øge afstanden mellem dig og din hund.

Den bedste måde man kan lære en hund at komme hen til sig på, er ved at bruge en lang snor og give et lille ryk i den mens man siger hundens navn og giver kommandoen „kom!“. Gå baglæns mens hunden går hen imod dig, og bliv ved med at rose den. Inden længe vil den adlyde dit kald uden at du behøver at trække i snoren. Hvis din hund slipper løs og ikke vil adlyde kommandoen „kom!“, så kald på den og løb i den modsatte retning. En hund vil nemlig ofte rent instinktivt sætte efter dig.

En lille advarsel: Brug aldrig ordet „kom“ når det drejer sig om noget negativt, som for eksempel når du irettesætter din hund. Den skal lære at forbinde det at komme med noget positivt, det være sig ros eller en godbid. Hvis du mister tålmodigheden mens du lærer din hund denne kommando, vil den lære at det at komme hen til dig er noget ubehageligt, og noget som skal undgås.

Du kan også lære din hund at gå ved siden af dig, og hverken drysse bagefter eller forsøge at trække af sted med dig. For at lære den det kan du bruge et kædehalsbånd og en kort snor. Med hunden ved din venstre side skal du give kommandoen „plads!“ og sætte i gang med venstre fod. Hvis din hund forsøger at gå foran dig eller sakker bagud, kan du give et hurtigt, skarpt ryk med snoren og gentage kommandoen. Ros din hund når den adlyder.

Hvordan kan du hindre din hund i at springe op ad dig? Du kan for eksempel gå baglæns mens du siger „ned!“ efterfulgt af „sit!“. Du kan også gribe dens forpoter og gå mod hunden mens du bliver ved med at sige „nej!“. Husk at rose når den adlyder.

En trofast ven

Husk at en hund er et socialt dyr. Hvis den i længere tid ad gangen kun må færdes på et meget begrænset område, kan det føre til at hunden bliver hyperaktiv, gør voldsomt eller udvikler en destruktiv adfærd. Hvis du opdrager den godt, kan den blive en god og trofast ven — i stedet for en plage.

[Ramme/illustrationer på side 24]

Gode råd når man skal opdrage sin hund

1. Vær konsekvent med de ord du bruger til bestemte kommandoer.

2. En hund kan godt lide at høre sit navn, og det fanger dens opmærksomhed. Brug derfor din hunds navn sammen med en kommando. (For eksempel: „King, sit!“). Men brug ikke dens navn når du irettesætter den, som når du siger „nej!“. Din hund skal lære at forbinde det at reagere på sit navn med noget positivt og ikke negativt.

3. Du kan belønne din hund ved at rose den. Mange hunde vil gøre mere for at få kærlighed end for at få en godbid.

4. Træn i kort tid ad gangen, og gør det til noget fornøjeligt.

5. Lad være med at vise din hund opmærksomhed når den gør noget forkert. Det vil føre til at den bliver ved med at gøre det forkerte.

[Illustrationer]

Ros din hund

„King, sit!“

[Kildeangivelse]

Disse forslag er hentet fra bøgerne Never, Never Hit Your Dog og American Dog Trainers Network.

[Ramme/illustration på side 25]

Hvordan man gør hvalpen stueren

Man kan lære sin hund at blive stueren når den er fra seks til otte uger gammel. Nøglen til det er ifølge Dog Training Basics at man er årvågen, opdrager og roser den og afgrænser det område den får lov at færdes i. En hund bryder sig normalt ikke om at besørge der hvor den skal sove. Lad derfor din hund færdes inden for et begrænset område når den er alene. Hold øje med hvornår hunden skal besørge, og lær den hvor den må gøre det. Tag den med ud til dette sted (i snor) lige efter at den har sovet, spist eller leget og før sengetid. Ros hunden når den forretter sin nødtørft. Det er godt at lære den et signal der fortæller at det er tid at besørge.

Når hvalpen går frit omkring i huset, skal man være opmærksom på tegn der tyder på at den skal besørge, som for eksempel hvis den øjeblikkeligt holder op med at lege, cirkler omkring og snuser eller hvis den løber ud af værelset. Hvis du ser at hvalpen besørger indendørs, så skæld den ud, og tag den uden for med det samme. * Det nytter ikke at skælde den ud længe efter at den har besørget. Fjern dens afføring, og vask efter med eddikevand for at fjerne lugten; ellers vil hunden blive ved med at besørge på dette sted.

[Fodnote]

^ par. 38 At en hund tisser når den er glad for at se en, er en ufrivillig og naturlig reaktion. Det kan betyde at den anerkender at du er lederen. Hvis du irettesætter din hund når den reagerer på denne måde, vil du formentlig kun forværre problemet, for så vil den måske tisse endnu mere for at forsikre dig om at den betragter dig som lederen. Normalt holder denne adfærd op når hunden er to år gammel.