Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra krigere til fredsstiftere

Fra krigere til fredsstiftere

 Fra krigere til fredsstiftere

I VÅGN OP! for 8. december 2002 kunne man læse Toshiaki Niwas livsberetning. Han havde tidligere været japansk jagerpilot og blev under den anden verdenskrig oplært til at udføre en kamikazemission. Toshiaki Niwa berettede at han i august 1945 opholdt sig på en luftbase i nærheden af Kyoto og ventede på at modtage ordre til at foretage et selvmordsangreb på amerikanske flådefartøjer. Ordren kom aldrig, for blot et par dage senere sluttede krigen. Mange år senere begyndte Toshiaki Niwa at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Han lærte at de der ønsker at behage Gud, ikke går i krig. De respekterer deres medmennesker, uanset hvor de bor, eller hvor de kommer fra. (1 Peter 2:17) Toshiaki Niwa var tidligere kriger, men er nu en fredsstifter der fortæller andre om det forenende budskab i Guds ord.

Toshiaki Niwas beretning gjorde et dybt indtryk på Russell Werts fra USA, for han kæmpede i den samme krig — men på den anden side af fronten. I et brev til Toshiaki Niwa skrev han følgende: „Du fortalte at du i august 1945 befandt dig i nærheden af Kyoto, hvor du afventede den forestående invasion. På samme tidspunkt var jeg ved at gennemgå den sidste del af min oplæring til at deltage i netop den invasion. Hvis krigen var fortsat lidt længere, var vi sikkert begge blevet dræbt på hver sin side af slaget. Ligesom du og din familie er min kone og jeg senere blevet Jehovas Vidner. Det er skønt at vide at vi der engang var fjender og opsatte på at slå hinanden ihjel, nu ikke bare er venner, men også brødre!“

Ligesom Toshiaki Niwa og Russell Werts lever mange der før var dødsfjender, i fred og enhed fordi de har studeret Bibelen, Guds ord, og fulgt dens vejledning. Der er jøder og arabere, armeniere og tyrkere, tyskere og russere samt hutuer og tutsier som er Jehovas Vidner, og de viser alle at de er sande kristne. Som Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

[Illustrationer på side 31]

Toshiaki Niwa og Russell Werts under den anden verdenskrig