Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan undgår man sex før ægteskabet?

Hvordan undgår man sex før ægteskabet?

Unge spørger:

Hvordan undgår man sex før ægteskabet?

„Da jeg var 19, var jeg i seng med en dreng fra skolen. Jeg kan ikke beskrive hvor skamfuld og ked af det jeg var bagefter.“ — Laci. *

„FLYGT fra utugt,“ befaler Bibelen. (1 Korinther 6:18) I dag lader det dog ikke til at mange unge er villige til at adlyde Bibelens ord om at afholde sig fra sex før de bliver gift. Nogle har som Laci givet efter for deres seksuelle ønsker og fået store følelsesmæssige smerter og dårlig samvittighed.

Det er ganske vist ikke altid nemt at styre sin seksualitet. Som lærebogen Adolescent Development forklarer, resulterer de hormonale ændringer i puberteten uundgåeligt i „tiltagende seksuelle drifter“. Paul siger: „Nogle gange får jeg tanker om sex tilsyneladende helt uden grund.“

Howard Kulin, som er professor i pædiatri, siger imidlertid: „Det er stærkt overforenklet kun at give hormonerne skylden for [teenageres] adfærd.“ Han forklarer at miljøet også spiller ind. Sociale faktorer — specielt jævnaldrendes indflydelse — kan øve en stor påvirkning.

Patricia Hersch skriver i sin bog A Tribe Apart at „unge har skabt deres eget samfund. . . . Dette samfund er ikke kun en gruppe jævnaldrende. I dets isolation [fra voksne] bliver det et samfund med egne værdier, moralnormer og regler.“ De „moralnormer“ og „regler“ som mange unge har, tilskynder imidlertid ofte til at give efter for et seksuelt begær, ikke til at beherske det. Mange kan af den grund føle sig presset til at prøve at have sex før de bliver gift.

Kristne unge er ikke desto mindre besluttede på at afholde sig fra alle former for utugt fordi de ved at Gud fordømmer det som en af „kødets gerninger“. * (Galaterne 5:19) Men hvordan kan man forblive moralsk ren når man udsættes for et stort pres?

Vælg fornuftige venner

Ligesom et socialt pres kan påvirke en negativt, kan de rette venner interessant nok påvirke en i en positiv retning. Det er som Bibelen siger: „Den der vandrer med de vise bliver vís.“ (Ordsprogene 13:20; 1 Korinther 15:33) Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har det vist sig at „teenagere som har et godt forhold til forældre og andre omsorgsfulde voksne og kammerater“, og „som er blevet hjulpet til at få et struktureret liv og har fået opstillet klare grænser, . . . ikke er så tilbøjelige til at gøre sig seksuelle erfaringer“.

Det er især værdifuldt at have et godt forhold til sine forældre. Joseph siger: „Mine forældre gav mig den hjælp der var nødvendig for at jeg kunne modstå presset til at eksperimentere med sex.“ Ja, gudfrygtige forældre kan hjælpe dig til at få et struktureret liv og opstille klare grænser som er baseret på Guds ord. (Efeserne 6:2, 3) De kan støtte dig i dine bestræbelser for at forblive moralsk ren.

Det skal indrømmes at det i begyndelsen kan være svært at tale med sine forældre om det seksuelle. Men du vil sikkert blive overrasket over hvor gode de er til at forstå hvad du føler. De har jo trods alt også været unge engang. Sonja giver derfor andre unge dette råd: „Gå til jeres forældre, og vær ikke flove eller skamfulde over at tale om sex.“

Hvad så hvis dine forældre ikke går ind for Bibelens normer? Du skal selvfølgelig stadig respektere dem, men det kan være at du må søge vejledning hos nogen uden for familien. Paul, som tidligere er nævnt, siger: „Jeg får stor hjælp af modne kristne ægtepar.“ Kenji, en ung pige hvis mor ikke er troende, siger tilsvarende: „Hvis jeg skal have nogle råd, henvender jeg mig til modne kristne der kan opbygge mig åndeligt.“ Hun tilføjer: „Jeg undgår dem som ikke har høje moralnormer, selv når de påstår at vi har samme religiøse holdning.“

Det kan til tider være nødvendigt at være påpasselig med hvem man omgås i den kristne menighed. Bibelen minder os om at der i enhver større gruppe ofte vil være nogle som ikke har en ærefuld opførsel. (2 Timoteus 2:20) Hvad skal du gøre hvis du opdager at nogle af de unge i din menighed faktisk er „fordægtige“, altså skjuler deres sande jeg? (Salme 26:4) Undgå ethvert nært samvær med sådanne, og søg venner som vil støtte din beslutning om at forblive moralsk ren.

Afvis skadelig påvirkning

Du må også gøre noget aktivt for at beskytte dig mod den strøm af erotiske billeder og seksuelle hentydninger som kommer gennem bøger, blade, musikvideoer, computerspil, film og internettet. Medierne skildrer sex før ægteskabet som attraktivt, fornøjeligt og risikofrit. Med hvilket resultat? Kenji, som er citeret ovenfor, indrømmer: „Jeg så en fjernsynsserie hvor holdningen til sex var noget afslappet, og hvor der endda var homoseksuelle undertoner. Det førte til at jeg begyndte at glemme hvor alvorligt Jehova ser på disse ting.“

Underholdningsbranchen er dygtig til at tilsløre de ubehagelige konsekvenser af sex før ægteskabet — uønskede graviditeter, hastigt indgåede ægteskaber og seksuelt overførte sygdomme. Så lad dig ikke bedrage af dem „der kalder ondt for godt og godt for ondt“. — Esajas 5:20.

Husk det der siges i Ordsprogene 14:15: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ Hvis du mens du læser, ser fjernsyn eller surfer på internettet, støder på noget der skildrer sex, eller som ophidser dig seksuelt, så luk straks bogen, skift kanal eller sluk for computeren. Tænk med det samme på noget andet — noget som er opbyggende. (Filipperne 4:8) Så kan du hindre forkerte ønsker i at få tid til at slå rod. — Jakob 1:14, 15.

Undgå farlige situationer

Kommer du sammen med en? Så er der behov for at være på vagt. Bibelen advarer: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat.“ (Jeremias 17:9) Hvis man kærtegner hinanden, kan det let føre til kønslig umoralitet. Træf fornuftige forholdsregler, såsom at have en anstandsdame eller at lære hinanden at kende i samvær med andre. Undgå at være alene i situationer hvor I kunne fristes til at gøre noget forkert.

Et forlovet par føler måske at det er i orden at vise deres kærlighed ved at have nogen fysisk kontakt med hinanden. Men en rapport fra WHO siger advarende: „Det lader til at det er når ægteskabet er umiddelbart forestående at kvinder for størstedelens vedkommende har førægteskabelig sex, selv i konservative miljøer.“ * Sæt derfor grænser for hvordan du vil give udtryk for din hengivenhed, og undgå derved unødige hjertesorger.

Hvor chokerende det end kan lyde, bliver mange unge — især unge piger — presset eller tvunget til at have et seksuelt forhold. En undersøgelse blandt „amerikanske unge piger viste at 60 procent af dem som havde dyrket sex inden de fyldte 15, havde gjort det mod deres vilje“. Gerningsmændene bruger ofte magt over for ofrene. (Prædikeren 4:1) Bibelen fortæller for eksempel at kong Davids søn Amnon ’forelskede sig’ i sin halvsøster Tamar og med list og vold tvang hende til at ligge hos sig. — 2 Samuel 13:1, 10-16.

Det er dog muligt at mindske risikoen for at blive voldtaget eller presset til at have sex. Hvis man er opmærksom på faremomenter, undgår situationer som kan føre til seksuelle handlinger, og resolut gør noget når der opstår fare, kan det være en stor beskyttelse for en. *

„Forén“ dit hjerte

Vi håber at disse forslag vil hjælpe dig i din kamp for at forblive moralsk ren. Men det er det som bor i dit hjerte, der i sidste ende er afgørende for hvordan du handler. Jesus sagde at det er ’fra hjertet der kommer utugt’. (Mattæus 15:19) På dette meget vigtige område må du derfor modstå tendensen til at blive enten ’tvesindet’ [eller: ’halvhjertet’, det vil sige ’lunken’], eller ’at have to hjerter’ (være hyklerisk). — Salme 12:2; 119:113.

Hvis du på et tidspunkt føler at du vakler i din beslutning, eller at der opstår en konflikt i dit hjerte, så bed som David, der sagde: „Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ (Salme 86:11) Derefter må du handle i harmoni med din bøn ved at studere Bibelen og de bibelske publikationer og følge det du lærer. (Jakob 1:22) Lydia siger: „Det der motiverer mig til at modstå seksuelle fristelser, er altid at huske på at ’ingen utugtig eller uren har nogen arv i Guds rige’.“ — Efeserne 5:5.

Det er en udfordring at undgå sex før man bliver gift. Men med Jehovas hjælp kan du bevare dig moralsk ren og spare dig selv og andre for mange smerter og hjertesorger. — Ordsprogene 5:8-12.

[Fodnoter]

^ par. 3 Navnene er ændret.

^ par. 8 Se artiklen „Unge spørger: Hvad galt er der ved at have sex før man er gift?“ i Vågn op! for 22. juli 2004.

^ par. 21 Se kapitel 29 i bogen Unge spørger — Svar der duer. Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 23 Lignende forslag kan findes i Vågn op!-artiklerne „Unge spørger: Hvordan kan jeg blive fri for sexchikane?“ i 22. august 1995, og „Unge spørger: Hvad skal jeg gøre hvis min ven behandler mig dårligt?“ i 22. juni 2004.

[Illustration på side 17]

Taler du med dine forældre om dine følelser, kan de hjælpe dig til at forblive moralsk ren

[Illustration på side 18]

Det er en beskyttelse at lære hinanden at kende i samvær med andre