Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Krigens trængsler forberedte mig på livet

Krigens trængsler forberedte mig på livet

 Krigens trængsler forberedte mig på livet

FORTALT AF ERNST KRÖMER

„Det her er jeres værelse.“ Med disse ord blev min makker og jeg budt velkommen til Gabon i Vestafrika. I værelset var der lige præcis plads til en madras. Vi boede der i et halvt år.

TILVÆRELSEN på en gård under Anden Verdenskrig lærte mig at leve under vanskelige forhold. Kort tid efter at krigen var brudt ud i 1939, blev Polen besat af det nazistiske Tyskland. Jeg var fire år dengang. Min familie bestod af mine forældre, mine to ældre søstre, min lillebror, lillesøster og mig. Far forberedte os på at vi kunne gå vanskelige tider i møde hvis Tyskland tabte krigen.

Vi boede i Löwenstein, en lille tysk landsby i det nordlige Schlesien, nu en del af Polen. Vi dyrkede korn og avlede kvæg på vores cirka 25 hektar store gård. Desuden arbejdede far som administrator for områdets landmænd. Da nazisterne overtog magten, blev far sat til at organisere landmændenes støtte til krigsindsatsen.

Far havde været i kavaleriet under den første verdenskrig, men på grund af hans arbejde for nazisterne blev han ikke indkaldt denne gang. Mine forældre havde længe forinden meldt sig ud af kirken fordi de var skuffede over den måde gejstligheden havde optrådt på under Første Verdenskrig. Derfor voksede jeg op uden interesse for religion.

Jeg begyndte i skolen i 1941, men jeg hadede at gå i skole. Jeg syntes at man kunne lave så meget andet der var mere spændende end at sidde og stirre på en tavle. Sidst i 1944, kun et halvt år før krigen sluttede, blev Breslau (nu Wrocław), hovedstaden i den nordlige del af Schlesien, belejret af russerne. En lørdag aften kunne vi se at byen, der lå næsten 50 kilometer borte, var helt oplyst af mortérild og eksploderende bomber der blev kastet ned fra fly. Inden længe måtte vi flygte op i bjergene. Da krigen sluttede, vendte vi hjem til Löwenstein.

Efter krigen

Efterkrigstiden var ganske forfærdelig. Det var en dagligdags begivenhed at kvinder blev voldtaget og folk blev plyndret. Vi fik vores husdyr stjålet.

Far blev anholdt i juli 1945. Efter syv nætters brutalt forhør blev han løsladt. Tre måneder senere blev han igen arresteret og ført  bort. Vi så ham aldrig mere. To polske mænd overtog vores gård og påstod at de ejede den. I april 1946 fik alle tyskerne i landsbyen besked på at forsvinde og kun tage det med sig de kunne bære.

Mor var forberedt på at det kunne ske, så der var ingen panik. I en stor kurv på hjul havde hun dyner og sengetøj, og hver af os havde en rygsæk fyldt med det mest nødvendige. Den polske milits gennede os ind i kreaturvogne — 30 i hver vogn. Et par uger senere nåede vi målet for vores rejse, et sted i det nordvestlige Tyskland, ikke langt fra Holland.

Myndighederne tildelte os og vore slægtninge — i alt 19 personer to værelser på en gård cirka 8 kilometer fra Quakenbrück. Efter en tid kom nogle af vore slægtninge til at bo hos andre landmænd, og det gav os mere albuerum.

Mor bragte mange ofre for os børn. Undertiden lod hun være med at spise for at vi kunne få mad. Den første vinter havde vi ikke noget brænde. Væggene og lofterne var dækket af et tykt lag is, og vores værelser mindede mest af alt om en iglo. Heldigvis havde vi vores varme dyner, så vi overlevede.

Kontakt med Jehovas Vidner

Omkring 1949 fik mor et nummer af Vagttårnet af en af mine tanter. En artikel i bladet mindede hende om at hun i radioen under krigen havde hørt Hitler tordne mod „denne yngel“, som skulle have forudsagt Tysklands fald. Mor havde spekuleret på hvem det var han talte om. Da hun læste i Vagttårnet at det var Jehovas Vidner, vakte det hendes interesse, og hun besluttede at hun ville studere Bibelen med dem.

En dag i april 1954 traf jeg det ægtepar fra Jehovas Vidner der studerede med mor. Efter studiet tog jeg imod brochuren Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden? og et abonnement på Vagttårnet. Da jeg havde læst brochuren, var jeg overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Jeg gav den derfor til min chef så hun kunne læse den. Da jeg spurgte hende hvad hun syntes om den, sagde hun: „Det lyder jo skønt, men det er næsten for godt til at være sandt. Jeg kan simpelt hen ikke tro på det.“

„Jeg er nu sikker på at det er sandheden, og jeg vil leve efter det,“ sagde jeg til hende. Hun svarede hovedrystende: „Det er kun for sagtmodige mennesker. Du er alt for vild til at være et af Jehovas Vidner.“ Men jeg begyndte at ændre min måde at leve på.

Der var ingen Jehovas Vidner i området, så jeg studerede alene og cyklede hver uge cirka 10 kilometer for at overvære møderne. Senere tog jeg til et kredsstævne, hvor flere menigheder af Jehovas Vidner mødtes for at tilbede Gud. Her var jeg for første gang ude at forkynde offentligt sammen med nogle andre. Inden længe var jeg regelmæssigt med i forkyndelsen. Den 14. juli 1954 blev mor og jeg døbt. Senere blev også min 80-årige mormor et af Jehovas Vidner.

Mit arbejde på en gård tog for meget af min tid, så jeg sagde op og fik arbejde i en plantage. Senere flyttede jeg og min familie til Reutlingen, en lille by nær Stuttgart. Mens vi var der, blev min lillesøster, Ingrid, også et af Jehovas Vidner — som den eneste af mine søskende.

Heltidsforkyndelse

I 1957 kunne mor langt om længe få far erklæret juridisk død. Det betød at hun kunne begynde at få pension og ikke længere havde brug for økonomisk støtte fra mig. Da jeg nu ikke længere havde familieforpligtelser, tog jeg et deltidsjob, og i april 1957 begyndte jeg i heltidstjenesten som pioner. Derefter blev jeg indbudt til at blive specialpioner. Da en af mine trosfæller hørte det, kaldte han mig ind på sit kontor og sagde: „Du kan sikkert godt trænge til lidt hjælp.“ Så gav han mig 500 mark. For dem købte jeg alt det tøj jeg havde brug for, og alligevel havde jeg 200 mark tilovers.

I 1960 meldte jeg mig til at tjene i Østrig, hvor jeg forkyndte i den lille landsby Scheibbs og, i en kort periode, i byen Linz. Men senere  samme år kom jeg ud for et alvorligt motorcykeluheld og brækkede højre ben. Efter flere operationer kunne jeg genoptage arbejdet i mit distrikt, men måtte i 1962 tage hjem til Reutlingen for at løse nogle immigrationsproblemer. Mens jeg var der, blev jeg opereret endnu en gang for at få det søm fjernet som var blevet sat ind i mit ben. Jeg holdt pause fra pionertjenesten i et halvt år så jeg kunne tjene penge til at dække omkostningerne ved min sygdom.

Da en rejsende tilsynsmand besøgte den menighed jeg var tilsluttet, foreslog han at jeg ansøgte om tjeneste på Jehovas Vidners tyske afdelingskontor, der dengang lå i Wiesbaden. Det gjorde jeg, og to uger senere fik jeg et telegram om at jeg skulle komme så hurtigt som muligt. Ugen efter, i maj 1963, befandt jeg mig på det tyske afdelingskontor, der kaldes Betel, og arbejdede med at trykke blade på en rotationstrykkemaskine.

Jeg koncentrerer mig om at lære noget

Betel var det bedste sted jeg nogen sinde havde boet, og jeg vænnede mig hurtigt til det hårde arbejde. I 1965 var jeg en tur i Spanien. Da forkyndelsen dér var forbudt, smuglede jeg i al hemmelighed noget litteratur med derind. Turen gav mig lyst til at lære et fremmedsprog, og jeg valgte engelsk. Jeg udnyttede enhver lejlighed til at læse. Ved denne tid blev den første engelsktalende gruppe oprettet i Tyskland, og den kom jeg til at tilhøre. Første gang jeg læste en studieartikel i Vagttårnet på engelsk, tog det syv timer. Næste gang tog det kun fem timer, så jeg kunne mærke at jeg gjorde fremskridt.

I 1966 blev jeg indbudt til at gennemgå den 43. klasse på Gilead, en skole i De Forenede Stater hvor Jehovas Vidner bliver oplært til missionærtjenesten. Efter skolen blev Günther Reschke og jeg i april 1967 sendt til Gabon i Vestafrika. Da vi var ankommet til hovedstaden Libreville, kom vi til at bo i det lille værelse der er beskrevet i indledningen, og måtte hænge vores tøj i spisestuen. Et halvt år senere flyttede vi til et andet missionærhjem.

I Gabon var mit største problem at jeg skulle lære fransk, men efter en ihærdig indsats fik jeg til sidst et vist greb om det. I 1970 blev vores forkyndelsesarbejde i Gabon pludselig forbudt, og vi missionærer fik to uger til at forlade landet.

Videre til Den Centralafrikanske Republik

Sammen med nogle andre missionærer fik jeg tildelt distrikt i Den Centralafrikanske Republik. Landets officielle sprog var fransk, men vi var nødt til at lære sango for at kunne forkynde for så mange som muligt. Vi blev sendt til byen Bambari, der lå knap 300 kilometer fra hovedstaden, Bangui, for at oprette et missionærhjem. I Bambari var der hverken elektricitet eller rindende vand, men de to menigheder havde brug for  vores hjælp. Det jeg havde oplevet under krigen i Europa, gjorde det lettere for mig at klare levevilkårene i Bambari og de steder jeg senere kom til.

Da jeg havde været i Bambari i to år, fik jeg til opgave at besøge menighederne som rejsende tilsynsmand. Der var omkring 40 menigheder i landet, og jeg tilbragte en uge sammen med hver af dem. Jeg havde en lille bil, men hvis jordvejene var for dårlige, brugte jeg offentlige transportmidler.

Det eneste sted i hele landet hvor man kunne få sin bil repareret, var i Bangui. Da min opgave betød at jeg skulle køre meget, købte jeg nogle mekanikerhåndbøger og noget værktøj og foretog de fleste reparationer selv. På et tidspunkt gik differentialehuset ved kardanakselen i stykker, og bilen kunne ikke køre. Jeg befandt mig cirka 60 kilometer fra det nærmeste hus. I skoven fandt jeg et stykke hårdt træ som jeg snittede til og reparerede differentialehuset med. Da jeg havde smurt det godt med masser af fedt og bundet det fast med ståltråd, lykkedes det mig at køre videre.

Det var en stor udfordring at tjene ude i bushen, for der var som regel kun få der kunne læse og skrive. I én menighed var der kun én som kunne læse, og han havde en talefejl. Den uge var studieartiklen i Vagttårnet særlig vanskelig, men det var trosstyrkende at se menighedens medlemmer anstrenge sig for at få fat i de vigtige detaljer i stoffet.

Bagefter spurgte jeg brødrene hvordan de kunne få gavn af studieartikler som de ikke helt forstod. Svaret gjorde mig glad: „Vi er til opmuntring for hinanden.“ — Hebræerne 10:23-25.

Selv om mange af mine kristne brødre var analfabeter, lærte de mig meget om livet. Jeg lærte at forstå værdien af det bibelske råd om at vi skal ’agte andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Mine afrikanske brødre lærte mig meget om kærlighed, venlighed og gæstfrihed, og om hvordan man overlever i bushen. Broder Nathan Knorr, der dengang var Gileadskolens præsident, havde sagt noget under afslutningshøjtideligheden som kom til at betyde meget for mig. Han havde sagt: „Bevar ydmygheden. Lad os aldrig tro at vi ved alt. Det gør vi ikke. Vi har så meget at lære.“

Livet i den afrikanske bush

Jeg boede hos de lokale brødre når jeg besøgte de forskellige menigheder. Den uge jeg var på besøg, plejede at være en slags fest, især for børnene. Værtsmenigheden tog nemlig på jagt eller fisketur og gjorde en særlig indsats for at skaffe masser af mad til alle.

Når jeg boede hos brødrene i deres hytter, spiste jeg alt fra termitter til elefantkød. Vi fik også jævnlig abekød. Vildsvin og hulepindsvin var særlig lækkert. Men vi fik selvfølgelig ikke festmåltider hver dag. Det tog et stykke tid før min krop vænnede sig til kosten, men derefter kunne jeg spise stort set alt hvad jeg fik serveret. Jeg opdagede at det er godt for maven at spise papaja sammen med kernerne.

I bushen kan der ske alle mulige uventede ting. På et tidspunkt blev jeg antaget for at være en mammy-water, som efter sigende er en hvid ånd der lever i vandet. Folk mener at en sådan ånd fra en afdød kan trække dem ned i  vandet og drukne dem. Engang da jeg var på vej op af vandet efter at have badet i en flod, fik en pige der var kommet for at hente vand, øje på mig og løb skrigende sin vej. En anden forkynder forsøgte at forklare at jeg var en prædikant der var på besøg, og ikke nogen ånd, men det ville folk ikke tro på. De sagde: „En hvid mand ville aldrig komme helt herud.“

Jeg sov tit ude i det fri fordi jeg godt kunne lide den friske luft. Jeg havde altid et moskitonet med, for det kunne også beskytte mod slanger, skorpioner, rotter og den slags. Flere gange beskyttede moskitonettet mig mod en invasion af hærmyrer. En nat rettede jeg lommelygten mod nettet og så at det var dækket af hærmyrer. Jeg tog benene på nakken, for selv om hærmyrer er små, kan ikke engang en løve klare sig imod dem.

Mens jeg var i den sydlige del af Den Centralafrikanske Republik, i nærheden af Congofloden, forkyndte jeg for pygmæerne, der lever af det de kan finde i naturen. De er dygtige jægere og ved hvad der kan spises, og hvad der ikke kan spises. Nogle talte sango, og de ville gerne lytte til budskabet. Vi aftalte som regel at komme igen, men når vi så kom, var de draget et andet sted hen. Der var dog ikke nogen af pygmæerne som blev Jehovas Vidner på det tidspunkt, men jeg har senere hørt at nogle pygmæer i Republikken Congo har indviet sig til Jehova.

Jeg var kredstilsynsmand i Den Centralafrikanske Republik i fem år. Jeg rejste overalt i landet og besøgte fortrinsvis menigheder ude i bushen.

Tjeneste på afdelingskontoret i Nigeria

I maj 1977 blev jeg indbudt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Lagos, Nigeria. Det er det folkerigeste land i Afrika og havde dengang næsten 100.000 forkyndere, og der var cirka 80 som arbejdede på afdelingskontoret. Jeg fik til opgave at arbejde på værkstedet, hvor jeg blandt andet skulle reparere biler.

I 1979 vendte jeg tilbage til landbruget, det jeg havde arbejdet med som ung i Europa. Gården hvor vi dyrkede fødevarer til staben på afdelingskontoret, lå i Ilaro, cirka 80 kilometer fra Lagos. Her fandt jeg ud af at det er noget helt andet at dyrke jorden i en tropisk regnskov end i Europa. Efter tre og et halvt år ved landbruget vendte jeg tilbage til Lagos, hvor jeg igen kom til at arbejde på værkstedet.

I 1986 blev jeg flyttet til Igieduma, cirka 360 kilometer fra Lagos, hvor et stort, nyt afdelingskontor var ved at blive opført. Det blev indviet i januar 1990. Det omfatter et trykkeri, et lille landbrug og boliger til over 500. Afdelingskontoret ligger på en 60 hektar stor grund omgivet af en næsten 2 meter høj mur. I øjeblikket fører jeg tilsyn med landbruget og grunden, som cirka 35 er med til at passe.

Nu har jeg boet i Nigeria i omkring 27 år, og jeg har været glad for de forskellige opgaver jeg har haft på afdelingskontoret. Jeg er også lykkelig for at min mor er forblevet trofast mod Jehova, og at min lillesøster, Ingrid, der var specialpioner i 14 år, stadig tjener Jehova sammen med sin mand.

Trods de udfordringer jeg har stået over for, har jeg glædet mig over at tjene Jehova og mine åndelige brødre i Vestafrika. Jeg er taknemmelig for at jeg indtil nu har haft et godt helbred, og jeg beder til at jeg kan bevare det så jeg kan fortsætte i min tjeneste for vor store Gud, Jehova.

[Kort på side 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nigeria

Den Centralafrikanske Republik

Gabon

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 18]

Sammen med min mor, Gertrud, og min søster Ingrid i 1939

[Illustration på side 20]

Som missionær i Gabon

[Illustration på side 20]

Mens jeg var i Den Centralafrikanske Republik, boede jeg i landsbyer som denne