Marco Polos rejse ad Silkevejen til Kina

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

Tre mænd går fra borde ved en kaj i Venedig. Ingen løber dem i møde. Og hvis ikke deres mærkværdige udseende havde været så iøjnefaldende, ville deres hjemkomst efter 24 år i udlandet nok være gået ubemærket hen. De var iført pjaltede mongolske dragter af silke der havde kendt bedre dage, og ifølge en kilde var der „et vist ubeskriveligt tatarisk anstrøg over dem, både i udseende og sprog, idet de næsten helt havde glemt deres venetianske modersmål.“ De nylig hjemkomne var Marco Polo og hans far og farbror. Året var 1295.

POLOERNES beretning om en rejse til det fjerntliggende Kathai, det vi i dag kalder Kina, virkede utrolig på deres samtidige. I sine erindringer, som blev kaldt ’Beskrivelse af verden’ og senere ’Marco Polos rejser’, fortalte Marco Polo om hidtil ukendte, fantastisk rige civilisationer der havde en overflod af handelsvarer som købmænd fra Vesten tragtede efter. Hans bog kom i høj grad til at præge folks fantasi. Kun 25 år efter Marcos hjemkomst kunne man finde hans beretning på fransk, fransk-italiensk, latin, toskansk, venetiansk og højst tænkeligt også tysk — en usædvanlig succes i middelalderen. I to hundrede år blev bogen kopieret i hånden, og fra 1477 og fremefter er den blevet trykt på mange sprog. Marco Polo er sandsynligvis den bedst kendte person fra Vesten som har foretaget en rejse ad Silkevejen til Kina. Hvorfor drog han ud på denne rejse? Og kan man virkelig tro på alt det han hævder at have set og gjort?

Købmændene fra Venedig

I det 13. århundrede slog mange venetianske købmænd sig ned i Konstantinopel, nutidens Istanbul, hvor de blev meget velhavende. Blandt disse købmænd var Niccolò og Maffeo Polo, Marcos far og farbror. Omkring år 1260 solgte de deres ejendomme i området, investerede pengene i ædelsten og rejste til Saraj ved Volgafloden, hovedstaden i Mongolerrigets vestlige khanat. Forretningerne gik godt, og de to mænd fordoblede deres formue. Da de på grund af krig var forhindrede i at rejse hjem igen, tog de østpå, sandsynligvis på hesteryg, til den store handelsby Bukhara, i det der i dag kaldes Usbekistan.

De måtte blive i byen i tre år på grund af uroligheder, indtil nogle udsendinge på vej til Khubilai Khan — stor-khanen over alle mongolerne, hvis område strakte sig fra Korea til Polen — passerede gennem Bukhara. Disse udsendinge indbød Niccolò og  Maffeo til at rejse med dem, da stor-khanen, ifølge Marco, aldrig før havde mødt „latinere“ — sandsynligvis sydeuropæere — og ville blive glad for at tale med dem. Efter en anstrengende rejse på et år nåede Poloerne til Khubilai Khans hof. Khubilai Khan var barnebarn af Djengis Khan, grundlæggeren af Mongolerriget.

Stor-khanen bød Niccolò og Maffeo Polo velkommen og stillede dem mange spørgsmål angående den vestlige verden. Han gav dem en guldtavle der skulle garantere at de nåede sikkert hjem. Desuden betroede han dem et brev som opfordrede paven til at sende „hundrede lærde mænd der havde indsigt i Kristi lov, og som var fortrolige med de syv [frie] kunster, så de kunne belære [Khubilais] folk“.

I mellemtiden var Marco blevet født. Han var 15 år gammel da han i 1269 for første gang så sin far. Da Niccolò og Maffeo atter nåede frem til ’kristne’ områder, hørte de at pave Clemens IV var død. De afventede en efterfølger, men dette interregnum viste sig at blive historiens længste, idet det varede tre år. Efter at have ventet i to år drog de i 1271 tilbage til stor-khanen, og denne gang tog de Marco med.

Marcos rejse

Teobaldo Visconti, en prominent kirkepolitiker i Acre i Palæstina, gav Poloerne breve med til stor-khanen med forklaring på hvorfor det ikke havde været muligt at opfylde hans anmodning om hundrede lærde mænd. Da Poloerne nåede Lilleasien, hørte de at Viconti selv var blevet valgt som pave, og de vendte derfor tilbage til ham i Acre. I stedet for at sende hundrede vismænd til stor-khanen sendte den nye pave, Gregor X, blot to munke med myndighed til at ordinere præster og biskopper. Han forsynede dem med passende akkreditiver og med gaver til khanen. Selskabet drog atter af sted, men frygt for de krige der hærgede i områderne, fik snart munkene til at vende om. Poloerne fortsatte imidlertid.

De tre rejste gennem de lande vi i dag kalder Tyrkiet og Iran, og tog ned til Den Persiske Bugt med tanke på at rejse videre ad søvejen. Men da de mente at skibene var „meget ringe . . . kun holdt sammen med tove“ — og derfor ikke sødygtige — besluttede de sig for at tage ruten over land. De rejste mod nordøst, gennem store øde områder, imponerende bjergkæder, grønne sletter og frugtbare græsgange i Afghanistan og Pamir, før de nåede til Kashgar i det der i dag hedder Xinjiang, en kinesisk  provins. Ved at følge ældgamle karavaneruter syd for Tarimbækkenet og Gobiørkenen nåede de frem til Cambaluc, der i dag kaldes Beijing. Hele turen, hvor de blandt andet måtte slås med dårligt vejr og en ikke nærmere beskrevet sygdom som Marco havde pådraget sig, tog tre og et halvt år.

Marco observerer nogle bemærkelsesværdige ting undervejs — det bjerg i Armenien hvor man mente at Noas ark havde hvilet, ’de vise mænds’ formodede begravelsesplads i Persien og lande med ekstrem kulde og uafbrudt mørke i det høje nord. Marco er den første skribent fra Vesten der omtaler petroleum. Han gør  det klart at ’salamander’ ikke, som folk ellers troede, er fibre fra et dyr der kan tåle ild. Det er derimod et mineral (asbest), som findes i Xinjiangprovinsen. Han nævner at sorte sten der kan brænde (kul) findes i så rigelige mængder i Kina at man kan tage bad i varmt vand hver dag. Alle steder lægger han mærke til hvordan folk går klædt og pynter sig, hvad de spiser og drikker — især mongolernes gærede hoppemælk — deres religiøse og spiritistiske ritualer, forskellige håndværk samt diverse handelsvarer. Som noget helt nyt stifter han bekendtskab med papirpengesedler, der bliver benyttet i stor-khanens rige.

Marco giver aldrig udtryk for sin egen mening, men gengiver det han ser og hører, på en objektiv måde. Hvad han har følt da de blev angrebet og plyndret af røvere og nogle af hans ledsagere blev taget til fange, mens andre blev dræbt, må man gætte sig til.

I Khubilai Khans tjeneste?

Marco hævder at de var i Khubilai Khans tjeneste i 17 år. I den periode blev Marco ofte sendt ud til fjerne dele af stor-khanens rige for at indsamle oplysninger og blev endda guvernør i den by der i dag kaldes Yangzhou i Gansuprovinsen.

Hvorvidt Marco fortæller hele sandheden, bliver stadig debatteret. Mongolerne stolede ikke på kineserne, som de havde besejret, og derfor satte de udlændinge over forskellige dele af riget. Men at Marco, en uuddannet mand, kunne blive guvernør, virker usandsynligt. Måske overdrev han beskrivelsen af sin stilling. Mange lærde er dog villige til at acceptere at han må have været „en nyttig udsending af en slags“.

Under alle omstændigheder gav Marco nogle fremragende beskrivelser af storbyer med utrolige rigdomme og af mærkværdige hedenske skikke som man intet kendte til i Vesten, eller som man kun havde hørt om i sagn eller i form af rygter. Eksisterede der mon virkelig sådanne folkerige civilisationer med større rigdomme end i Europa? Det virkede ikke sandsynligt.

Marco beskriver stor-khanens palads som „det mest storslåede palads nogen sinde. Bygningen er i det hele taget så mægtig, så overdådig og så smuk at intet menneske på jorden vil kunne konstruere noget der overgår den.“ Væggene var beklædt med guld og sølv og dekoreret med udskårne forgyldte drager samt udsmykket med billeder af dyr, fugle, riddere og afguder. Det høje tag — der var cinnoberrødt, gult, grønt og blåt — skinnede som krystal. Desuden var paladsets prægtige parker fyldt med dyr af enhver slags.

I modsætning til middelalderens bugtede gyder i Europa havde Cambaluc så brede og lige gader at man kunne se fra den ene bymur til den anden. Til denne by blev der „bragt flere kostbare og sjældne sager . . . end til nogen anden by i verden,“ fortæller venetianeren. „Der går ikke en eneste dag i året hvor der ikke bliver indført 1000 vognladninger, alene af silke.“

På Yangtzefloden, en af de længste floder i verden, færdedes et forbløffende antal skibe. Marco opregner antallet af skibe i Sinjus havn til hen ved 15.000.

En af de mongolske skikke Marco nævner, er den at bortgifte døde børn. Hvis en familie  mistede en søn på fire år eller ældre, og en anden familie mistede en datter på samme alder, kunne fædrene blive enige om at de døde børn skulle giftes, hvorefter en ægteskabskontrakt blev udfærdiget, og man holdt en stor fest. Der blev også ofret mad og brændt papirbilleder der forestillede slaver, penge og husholdningsredskaber, i forvisning om at „ægtefællerne“ ville komme til at eje disse ting i det såkaldt næste liv.

Marco er meget imponeret af mongolernes militære dygtighed, af deres måde at styre på og af deres religiøse tolerance. Socialt og økonomisk formåede de at organisere hjælp til fattige og syge og at oprette brand- og uropatruljer. Desuden havde de nødforsyninger af korn (i tilfælde af oversvømmelse) og et velfungerende postvæsen.

Selvom Marco kendte til mongolernes forsøg på at invadere Japan, hævdede han ikke selv at have været der. Han fortæller dog at guld var så almindeligt i Japan at kejserens palads havde guldtag, og at resten af paladset var belagt med guld. Helt op til det 16. århundrede var denne henvisning til Japan det eneste man i Vesten kendte til landet.

I mange århundreder var Marcos bog udsat for både beundring og kritik. Efter en nøje bedømmelse af de unøjagtigheder den indeholder, betegner vor tids lærde den som „en uovertruffen beskrivelse“ af Khubilai Khans storhedstid.

Tilbage til Venedig

De to Polo-brødre og Marco forlod Kina omkring 1292. Marco fortæller at ekspeditionen varede 21 måneder, at den indledtes i det der i dag kaldes Quanzhou, strejfede Vietnam, Malaccahalvøen, Sumatra og Sri Lanka, for derefter at følge Indiens kystlinje til Persien. Den sidste del af rejsen førte dem til Konstantinopel, hvorfra de tog til Venedig. Eftersom de havde været borte i 24 år, kan man godt forstå at deres familie havde svært ved at genkende dem. Marco var da 41 eller 42 år gammel.

Hvor lang en rejse Marco egentlig tilbagelagde, er svært at bedømme. En forfatter som for nylig forsøgte at følge i Marcos fodspor, fandt at rejsen alene mellem Iran og Kina nåede op på mere end 10.000 kilometer. Selv med moderne transportmidler var det en yderst vanskelig rejse.

Det siges at Marco mens han i 1298 sad fængslet i Genova, dikterede sin bog til en mand der hed Rustichello. Marco, som havde kommandoen på en venetiansk galej, skulle efter sigende være blevet taget til fange i et søslag mod genoveserne, som på det tidspunkt var i krig med Venedig. Medfangen Rustichello havde erfaring i at skrive prosa på fransk eller fransk-italiensk, og samværet med Marco gav ham åbenbart lyst til at skrive.

Marco blev antagelig frigivet i 1299 da Venedig og Genova stiftede fred. Han vendte tilbage til Venedig, giftede sig og fik tre døtre. Han døde i 1324 i sin hjemby, 69 år gammel.

Nogle er stadig i tvivl om hvorvidt Marco virkelig foretog sig alt det han hævdede, eller om han blot gengav historier han havde hørt fra andre rejsende. Men uanset hvorfra Marco Polo har fået oplysningerne til sin bog, anerkender forskere dens værdi. En historiker siger: „Aldrig før eller siden har et enkelt menneske givet Vesten en så enorm mængde ny geografisk viden.“ Marco Polos bog står som et vidnesbyrd om menneskets fascination ved at rejse, se nye ting og besøge fremmede lande.

[Kort på side 24, 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Marcos rejse til Kina (Se den trykte publikation)

I Kina (Se den trykte publikation)

Turen hjem (Se den trykte publikation)

ITALIEN

Genova

Venedig

TYRKIET

Istanbul (Konstantinopel)

Trabzon

Akko (Acre)

(Saraj)

GEORGIEN

Ararats bjerge

IRAN (PERSIEN)

Den Persiske Bugt

AFGHANISTAN

USBEKISTAN

Bukhara

PAMIR

Kashgar

TARIMBÆKKENET

GOBIØRKENEN

MONGOLIET

(KOREA)

KINA (KATHAI)

Beijing (Cambaluc)

Yangzhou

Yangtzefloden

Quanzhou

MYANMAR

VIETNAM

MALACCAHALVØEN

SUMATRA

SRI LANKA

INDIEN

[Kildeangivelse]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 24]

Venedig

[Illustration på side 24, 25]

Ararats bjerge

[Kildeangivelse]

Robert Azzi/Saudi Aramco World/PADIA

[Illustration på side 24]

Mongolsk kvinde

[Kildeangivelse]

C. Ursillo/Robertstock.com

[Illustration på side 24, 25]

Bådsmand i Myanmar

[Illustration på side 25]

Den Kinesiske Mur

[Illustration på side 25]

Beijing

[Illustration på side 25]

Vietnam

[Illustration på side 25]

Indiske krydderier

[Illustrationer på side 26]

Kinesiske ryttere, Khubilai Khan, Yangtzefloden

[Kildeangivelser]

Ryttere: Tor Eigeland/Saudi Aramco World/PADIA; Khubilai Khan: Collection of the National Palace Museum, Taiwan; Yangtzefloden: © Chris Stowers/Panos Pictures

[Kildeangivelse på side 23]

© Michael S. Yamashita/CORBIS

[Kildeangivelse på side 27]

© 1996 Visual Language