Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mailyn får et nyt ansigt

Mailyn får et nyt ansigt

 Mailyn får et nyt ansigt

FORTALT AF MAILYNS MOR

Hvorfor fik Mailyn, min elskede 11-årige datter, behov for et nyt ansigt? Lad mig forklare.

Mailyn er den yngste af mine to døtre. Hun blev født i Holguín i Cuba den 5. august 1992. Min mand, vores anden datter og jeg var lykkelige da hun kom til verden. Men glæden varede kun kort. Nogle få dage efter Mailyns fødsel fik jeg skoldkopper, og en måned senere fik hun det også.

I begyndelsen så det ikke alvorligt ud; men hendes tilstand forværredes, og hun måtte indlægges. Lægerne gjorde hvad de kunne, men Mailyns immunsystem var blevet så svækket at hun pådrog sig en infektion. Jeg lagde mærke til at hun var usædvanlig rød på den ene side af hendes lille næse. Lægerne fandt ud af at det skyldtes en sjælden og meget aggressiv bakterie.

Selv om hun straks fik antibiotika, begyndte bakterierne i løbet af nogle få dage at ødelægge hendes ansigt. Inden lægerne nåede at standse infektionen, havde Mailyn næsten helt mistet sin næse, sine læber og noget af gummerne og hagen. Derforuden havde hun perforeringer ved det ene øje.

Da min mand og jeg så hende, brød vi sammen i gråd. Hvordan kunne noget sådant ramme vores lille pige? Mailyn var i intensiv behandling i flere dage, og lægerne regnede ikke med at hun ville overleve. Min mand blev ved med at sige til mig: „Indstil dig på det værste.“ Men når jeg stak min hånd ind i kuvøsen for at holde Mailyns lille hånd, greb hun så fast om den at jeg var sikker på hun overlevede. Jeg sagde til min mand: „Vores datter dør ikke. Men hvordan mon hendes liv vil blive, sådan som hun har det nu?“ Når vi vågnede om morgenen, spurgte vi ofte os selv om det hele bare var en ond drøm.

Mens vi var på hospitalet, boede vores ældste datter, Maydelis, som dengang var seks år gammel, hos mine forældre. Hun ventede spændt på at få sin lillesøster hjem igen. Hun havde set Mailyn som en smuk „dukke“ med store blå øjne da vi tog af sted med hende. Men da Maydelis så sin lillesøster igen, var Mailyns ansigt helt vansiret.

’Hvorfor skal min lille pige lide så meget?’

Efter halvanden måned blev Mailyn udskrevet fra hospitalet. Vi tog ikke hjem til vores egen by, for vi havde ikke lyst til at nogen skulle se hende. Vi isolerede os i et lille hus ude på landet, ved siden af mine forældres gård.

I begyndelsen kunne jeg give Mailyn brystmælk i små portioner gennem en åbning i hendes ansigt hvor munden havde været, men hun kunne ikke sutte. Da læsionerne begyndte at hele, blev åbningen næsten helt tillukket. Det eneste jeg kunne give hende, var flydende kost i en flaske. Da hun var et år gammel, tog vi igen til Holguín, hvor lægerne foretog fire operationer for at gøre åbningen større.

Jeg spurgte ofte mig selv: ’Hvorfor skal min lille pige lide så meget?’ Jeg prøvede at  finde svaret i spiritistiske tilbedelsescentre og bad til mine religiøse billeder. Men jeg fandt ingen trøst. Slægtninges og venners sårende bemærkninger gjorde mig blot endnu mere rådvild. Nogle sagde: „Gud ved hvorfor han tillader den slags.“ Andre sagde til mig: „Det er helt sikkert en straf fra Gud.“ Jeg tænkte også meget på hvad jeg skulle sige til Mailyn når hun blev ældre. Allerede som lille spurgte hun engang sin far: „Hvorfor har jeg ikke en næse ligesom alle andre?“ Min mand kunne ikke svare og gik udenfor og græd. Jeg prøvede at forklare hende hvad der var sket. Hun kan stadig huske at jeg plejede at sige at et lillebitte dyr havde spist hendes næse og mund.

Grundlag for håb

Netop mens jeg følte mig allermest frustreret, kom jeg i tanker om at min nabo var et af Jehovas Vidner. Jeg bad hende om ud fra Bibelen at vise mig hvorfor Gud tillod at min lille datter skulle lide så meget. Jeg stillede hende også spørgsmålet: „Hvis denne sygdom virkelig er en straf fra Gud for noget som jeg har gjort, hvorfor skal det så gå ud over Mailyn?“

Min nabo begyndte at studere Bibelen med mig ud fra bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. * Lidt efter lidt gik det op for mig at Gud ikke er skyld i det der var sket med Mailyn, og at han virkelig tager sig af os. (Jakob 1:13; 1 Peter 5:7) Jeg begyndte at værdsætte det fantastiske håb om at Gud ved sit himmelske rige under ledelse af Jesus Kristus vil fjerne alle lidelser. (Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg blev styrket af det jeg lærte, og fik lyst til at overvære Jehovas Vidners kristne møder. I begyndelsen brød min mand sig ikke om min nye religiøse interesse. Men han lod mig fortsætte med at studere Bibelen hvis det kunne hjælpe mig i vores ulykkelige situation.

Hjælp fra udlandet

Da Mailyn var to år gammel, hørte en meget dygtig plastikkirurg i Mexico om hendes tilfælde og tilbød at behandle hende gratis. De første operationer blev foretaget i 1994. Mailyn og jeg blev i Mexico i næsten et år. I begyndelsen havde vi ingen kontakt med Jehovas Vidner og kunne derfor ikke overvære de kristne møder. Det førte til at jeg blev åndeligt svækket. Men så blev vi kontaktet af et af de lokale Jehovas Vidner  og begyndte igen at komme sammen med vore trosfæller så ofte som det kunne lade sig gøre. Da vi kom tilbage til Cuba, genoptog jeg mit bibelstudium og kom derved åndeligt på fode igen.

På det tidspunkt var min mand stadig ikke interesseret i Bibelen. I et forsøg på at vække hans interesse spurgte jeg om han ville læse noget for mig i nogle bibelske publikationer så jeg bedre kunne forstå dem. Efterhånden blev også han interesseret i at studere Bibelen, da han var bange for at de gentagne og langvarige rejser til Mexico kunne ødelægge vores indbyrdes forhold. Han mente at dét at være åndeligt forenet ville hjælpe os til bedre at klare de perioder hvor vi var adskilt som familie. Og det viste sig at være rigtigt. Min mand, vores ældste datter og jeg blev døbt som Jehovas Vidner i 1997.

De første gange vi var i Mexico, sagde Mailyn at hvis det lille dyr ikke havde spist hendes ansigt, ville vi ikke have været væk fra hendes far og søster. Det var hårdt at være adskilt så lang tid ad gangen. Men jeg husker især ét besøg på Jehovas Vidners afdelingskontor i Mexico, kaldet Betel, som opmuntrede os meget. Mailyn — der stod over for sin femte operation i løbet af dette ophold — havde sagt at hun ikke ville opereres mere fordi sårhelingen efter operationerne var så smertefuld. Men nogle af de Jehovas Vidner der arbejdede på afdelingskontoret, sagde at hvis hun var tapper og lod lægerne operere hende, ville de holde en fest for hende når hun var blevet udskrevet. Så gik hun med til at blive opereret.

Mailyn kan selv fortælle hvordan hun oplevede det: „Jeg syntes at idéen om en fest på Betel var alle tiders. Så jeg var meget tapper da jeg skulle opereres. Festen var rigtig god, med så mange åndelige brødre og søstre. De gav mig en masse kort som jeg har endnu. Den opmuntring jeg fik, gav mig styrke til at klare de næste operationer.“

Fremskridt og hjælp til at holde ud

Mailyn, som nu er 11 år, har gennemgået 20 operationer for at få genopbygget sit ansigt. Selv om det har hjulpet hende meget, kan hun stadig ikke åbne munden helt. Men hun har altid været tapper og haft en positiv indstilling. Mailyn har også vist stor værdsættelse af åndelige værdier. Siden hun var seks år, har hun været tilmeldt Den Teokratiske Skole i vores lokale menighed, og hun blev døbt den 27. april 2003. Hun har været oppe på at lede tre bibelstudier på én gang. I Mexico talte hun engang med en mand der sagde ja til at studere Bibelen sammen med hende. Mailyn inviterede ham med til højtiden til minde om Kristi død og andre menighedsmøder, som han overværede med stor interesse.

Når Mailyn forkynder fra hus til hus, spørger folk nogle gange om hun er blevet forbrændt i ansigtet. Så benytter hun lejligheden til at fortælle hvorfor hun tror på at Jehova i det kommende paradis vil give hende et nyt ansigt. — Lukas 23:43.

Den smerte Mailyn har gennemgået, både som følge af operationerne og børns drillerier, er ubeskrivelig. Hvad har hjulpet hende til at stå det igennem? Hun svarer selv med overbevisning: „Jehova er meget virkelig for mig. Han giver mig styrke og mod til at holde ud. Jeg vil ikke opereres mere, for lægerne kan ikke gøre ret meget mere for mig nu. De kan aldrig få mig til at se ud som da jeg blev født. Men jeg ved at Jehova vil give mig et nyt ansigt i den nye verden, og at jeg vil blive smuk igen.“

[Fodnote]

^ par. 15 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 26]

„Jehova vil give mig et nyt ansigt i den nye verden“

[Tekstcitat på side 27]

Lidt efter lidt gik det op for mig at Gud ikke er skyld i det der var sket