Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Udfordringerne i et usædvanligt distrikt

Udfordringerne i et usædvanligt distrikt

 Udfordringerne i et usædvanligt distrikt

I FLERE årtier har Jehovas Vidner forkyndt i navajoreservatet, der strækker sig over dele af de amerikanske stater Arizona, New Mexico og Utah. På sproget navajo er området kendt som Diné Bikéyah (Navajoland), og navajoerne, der udgør over 220.000, kalder sig selv diné (folket). Det er en af de folkerigeste indianske stammer i Nordamerika.

I årenes løb er der blevet oprettet flere menigheder af Jehovas Vidner omkring en kerne af navajoer som viste interesse for Bibelen. I øjeblikket er der fire menigheder i reservatet — en i Tuba City, en i Kayenta, en i Keams Canyon og en i Chinle. (Se kortet nedenfor). Indtil for nylig var det kun tre af menighederne der havde deres egen rigssal, mens menigheden i Chinle måtte mødes i lejede skolelokaler. Men det har ændret sig.

En rigssal i et usædvanligt distrikt

Lørdag den 7. juni 2003 blev rigssalen i Chinle indviet. Indvielsestalen blev holdt af Gerrit Lösch, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. I sit foredrag beskrev han hvordan der verden over er sket en utrolig vækst i antallet af nye rigssale. Men samtidig fortalte han at der stadig er brug for tusinder af rigssale for at de over 94.600 menigheder kan få dækket deres behov. Han nævnte også 15 grunde til at de 165 tilstedeværende skulle værdsætte deres nye rigssal, og pegede på de gavnlige virkninger af regelmæssigt at overvære de kristne møder. Han sluttede med en indvielsesbøn, hvori han bad Jehova velsigne brugen af dette præsentable mødested.

Denne menighed havde tidligere fungeret som en gruppe der var tilknyttet Keams Canyon-menigheden, cirka 100 kilometer længere mod sydvest. Nu har Chinle-menigheden til opgave at forkynde den gode nyhed om Guds rige i et distrikt der strækker sig over 11.000 kvadratkilometer! Mange af navajoerne bor i beboelsesvogne eller i seks- eller ottekantede indianerhytter. For at nå ud til isolerede steder er det  absolut nødvendigt med et firhjulstrukket køretøj. Det gælder ikke mindst når man skal ud til de spredte bebyggelser i Canyon de Chelly (udtales d’Shay), der udgør en fascinerende del af menighedens distrikt.

Canyon de Chelly — navajoernes hellige sted

Arizonas højsletter er kendt for deres endeløse vidder med landeveje der fortsætter så langt øjet rækker. Den dybe kløft Canyon de Chelly ligger blot nogle få kilometer fra rigssalen. Kløften bugter og snor sig 40 kilometer gennem et område med røde klippeskrænter der stiger fra 10 meters højde og helt op til 300 meter. Området, der er opført på listen over nationalmonumenter, besøges hvert år af tusinder af turister. Navajoerne regner denne kløft og Canyon del Muerto for at være et helligt sted. Her bor nogle familier helt afsondret i deres indianerhytter af træ og jord. Men de får alle besøg af Jehovas Vidner, som forsyner dem med bibelsk litteratur på deres eget sprog.

For at komme ind i kløften må man ledsages af en autoriseret navajoguide. Nogle turister vandrer gennem kløften, og andre tager turen på hesteryg; men de fleste kører i en firhjulstrækker. Der er brug for denne type køretøj fordi hjulsporet ofte krydser flodlejet Chinle Wash. Guiderne ved hvordan man undgår kviksand, som kan opsluge en hest  eller en pickup. Men hvad er det der gør Canyon de Chelly til så spændende et område?

Helleristningerne på de stejle klippevægge fortæller kløftens historie. Arkæologer mener at de berømte klippehuse, der findes i store åbne grotter på klippesiderne, er bygget mellem år 350 og 1300 efter vor tidsregning. Det mest berømte af dem er måske White House Ruin, der har fået dette navn fordi en af bygningerne har en hvid mur. Den blev forladt af anasazierne (navajo-ord for „gammel fjende“) omkring år 1300 e.v.t. Man mener at navajoerne først kom til området i det 18. århundrede.

Hvis du nogen sinde får lejlighed til at besøge Canyon de Chelly, vil du komme ad Navajo Route 7. Kort før du når til National Monument, slår vejen et sving, og her skal du holde øje med et skilt hvor der står: „Jiihōvah Yádahalne’í bi Kingdom Hall“ og „Kingdom Hall of Jehovah’s Witnesses“. Du skal være velkommen til at besøge rigssalen.

[Kort på side 22]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

COLORADO

NAVAJOFOLKET

ARIZONA

CANYON DE CHELLY NATIONAL MONUMENT

Chinle

Kayenta

Tuba City

HOPIFOLKET

Keams Canyon

NEW MEXICO

UTAH

[Illustration på side 23]

Ifølge arkæologer boede der måske mere end ti anasazifamilier sammen i dette klippehus

[Illustration på side 24]

Indianerhytte

[Illustration på side 24]

Canyon del Muerto

[Illustration på side 24]

Spider Rock i Canyon de Chelly