Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Dengang floden løb baglæns

Dengang floden løb baglæns

 Dengang floden løb baglæns

PÅ ET KORT over USA ligner Mississippifloden en fure der spalter landet. Ved udspringet i Minnesota er floden blot tre meter bred, men de mange bifloder får snart den 3700 kilometer lange sydgående strøm til at blive bredere. Nær New Orleans i Louisiana er floden 60 meter dyb og næsten en kilometer bred. Hvert sekund strømmer 15 millioner liter vand ud i Den Mexicanske Golf gennem deltaet. Ved oversvømmelser kan mængden overstige 80 millioner liter i sekundet.

Folk der bor ved floden, er ikke i tvivl om hvad de store vandmængder kan anrette af katastrofer. De har set oversvømmede marker, digebrud, bortskyllede huse og dødsofre. Men næsten ingen kan forestille sig det der skete for knap 200 år siden.

I december 1811 blev den centrale floddal gennem flere uger ramt af en række voldsomme jordskælv der fik flodlejet til at bølge som i voldsom søgang. Terrænet blev så deformeret at den mægtige Mississippi den 7. februar 1812 lidt nord for byen New Madrid * i Missouri begyndte at løbe mod nord i stedet for mod syd.

Dage med frygt og bæven

Sådan kulminerede en række skræmmende jordrystelser, der blev kendt som New Madrid-jordskælvene. Klokken 2 om morgenen den 16. december 1811 ramte det første jordskælv det område som i dag er staten Missouris sydøstlige hjørne. Folk både i byen og på landet vågnede ved at møblementet flyttede sig og porcelænet blev knust mod gulvet. Huse rutsjede ned fra fundamenterne. Folk løb ud, og skønt både kulden og jordrystelserne fik dem til at skælve, vovede de sig ikke ind igen.

Undergrunden blev ved med at ryste, om end med nedsat styrke, i timerne op til daggry. Ved syvtiden indtraf endnu en alvorlig rystelse, og lige før klokken 11 en endnu kraftigere. Jorden revnede og udspyede mudder, vand og kulstøv i gruopvækkende kaskader, fulgt af svovlstinkende gasser der forpestede luften. Øjenvidner så tusinder af panikslagne  fugle flyve væk. Da alt faldt til ro, var byen Little Prairie i Missouri en ruinhob.

En fortumlet flodsejlads

Samtidig med at jordskælvene indtraf, var den helt nye floddamper New Orleans på vej ned ad Ohiofloden mod Mississippi med New Orleans som mål. Den opløftede stemning blev afløst af alvorlig bekymring da båden nåede så langt på ruten at jordskælvets virkninger kunne mærkes. Flodskrænterne gav efter, og store mængder jord skred i vandet. Træstammer der længe havde ligget under vandet, flød rundt i overfladen og truede med at flænge skibsskroget. Bølgegangen kastede skibet rundt som en korkprop. Jordskælvet havde ændret flodløbet og gjort navigationskortene ubrugelige. ’Fornøjelsesturen’ havde udviklet sig til et mareridt.

Den 19. december 1811 stod New Orleans ind mod New Madrid for at tage forsyninger om bord. Men den førhen så livlige flodby havde intet at tilbyde. De få beboere der var tilbage, gestikulerede desperat for at blive taget om bord og komme væk fra de ulmende ruiner af huse og forretninger.

Damperen fortsatte ned ad Mississippi med de rædselsslagne passagerer. Båden passerede spøgelsesbyen Point Pleasant. Næste anløbssted ifølge kortet var Little Prairie, men båden lagde heller ikke til her, for størstedelen af husene var forsvundet, og resten var ødelagt.

Længere mod syd løb damperen ind i et virvar af træer som jordskælvene havde rykket op og slynget ud i floden. Nogle af besætningsmedlemmerne ryddede ved hjælp af økser en passage og fortøjede New Orleans ved en ø der havde navnet Island Number 32, og som lå nær ved vore dages Osceola i Arkansas. Ved halvfemtiden om morgenen den 21. december mærkede en passager at det rykkede underligt i fortøjningen. Dagslyset røbede at den stramme line gik direkte ned i vandet. Øen var simpelt hen forsvundet, for i nattens løb var flodsengen sunket og havde taget øen med sig som endnu et offer for jordskælvene.

New Orleans fuldførte dog velbeholdent sin jomfrurejse som det første dampfartøj der havde gennemsejlet Mississippi. Måske var den største præstation at båden overhovedet nåede frem.

Flere rystelser

I januar 1812 forekom der svage rystelser, og ved nitiden om formiddagen den 23. januar blev folk opskræmt af endnu et kraftigt jordskælv. Epicentret lå nær Point Pleasant, der i forvejen var blevet hårdt ramt, og indbyggerne flygtede. Da nogle af dem i februar prøvede at vende tilbage, så de at jordskælvet ikke blot havde ødelagt byen, men fået den til at forsvinde i Mississippi.

Af frygt for at det var verdens undergang, strømmede folk til kirkerne i omegnen. Nogle præster frydede sig over at se de „angerfulde“ på kirkebænkene, som længe havde stået tomme. Andre gejstlige betvivlede motiverne hos de mange der strømmede til kirkerne, og kaldte dem „jordskælvskristne“.  Præsten James B. Finley holdt en svovlprædiken hvori han citerede Åbenbaringen 6:17: „For hans vredes store dag er kommet, og hvem kan blive stående?“ (King James Version) Ikke blot i åndelig forstand, men nok så bogstaveligt, havde jordskælvene gjort det svært at holde sig oprejst.

Den sidste krampetrækning

Til trods for præsternes bønner om udfrielse ramte katastrofen nok en gang. Før daggry den 7. februar 1812 blev de urolige indbyggere igen rusket ud af deres søvn af enorme rystelser fra epicentret under dem. Dette jordskælv var det hidtil voldsomste. Det væltede skorstene i Cincinnati i Ohio, 650 kilometer derfra, og fik kirkeklokkerne til at bimle i Boston, 1600 kilometer borte. Helt oppe i den canadiske by Montreal klirrede porcelænet på bordene. En mand fra Kentucky, cirka 130 kilometer fra epicentret, skrev i en logbog: „Hvis vi ikke forføjer os bort, vil jorden opsluge os levende.“ Flodbyen New Madrid fik i særlig grad jordskælvets styrke at mærke.

De foregående rystelser havde anrettet betydelige skader i byen. Adskillige beboere var omkommet, og de fleste overlevende var flygtet. Da det nye jordskælv indtraf, skyndte de tilbageværende sig af sted — og det var i sidste minut. Den høje skrænt som byen var opført på, gav efter og skred ned i Mississippi, hvor den rivende strøm kastede rundt med husenes brædder og sten og rev dem med sig. På kort tid var ethvert spor af byen forsvundet.

Hvordan floden blev påvirket

Jordskælvsserien skabte nogle midlertidige vandfald nær New Madrid som mange både kæntrede i. Rystelsen den 7. februar fik undergrunden til at hæve og sænke sig så strømmen løb den modsatte vej. Gigantiske sprækker i flodbunden fremkaldte hvirvelstrømme som trak flere både ned. Jordskælvene ændrede flodens løb og oversvømmede byer og gårde. I Tennessee skabte vand fra Mississippi i 1812 en helt ny, stor sø, Reelfoot-søen. Midt i denne sø holder nogle sejlivede træer stand på jord der blev oversvømmet dengang.

Man kan ikke fastslå den nøjagtige styrke af New Madrid-jordskælvene, for dengang havde man ikke seismografiske instrumenter. Eksperterne anslår at mindst tre af dem havde en styrke på mere end 8,0 ifølge richterskalaen. Det er de største jordskælv man har kendskab til i USA’s stater syd for Canada, og de er nogle af de voldsomste man kender til i det hele taget. Skønt det berørte område var tyndt befolket, havde katastrofen krævet dødsofre i snesevis, ja, måske i hundredvis.

I dag flyder Mississippi forbi Missouris sydøstlige hjørne som om intet var hændt. Men hvis floden kunne tale, ville vi nok få en dramatisk historie om dengang den løb baglæns.

[Fodnote]

^ par. 4 Madrid udtales med tryk på første stavelse.

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MISSOURI

Mississippi

New Madrid

[Illustration på side 19]

Floddamperen „New Orleans“

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af State Historical Society of Missouri, Columbia

[Illustration på side 20]

Reelfoot-søen — skabt af jordskælvene

[Kildeangivelse på side 18]

U.S. Fish & Wildlife Service, Washington, D.C./​Dave Menke