Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Olien — Hvor kommer den fra?

Olien — Hvor kommer den fra?

 Olien — Hvor kommer den fra?

I USA søgte man i det 19. århundrede efter et brændstof der kunne erstatte talg, tran og lignende upraktiske belysningsmidler. Jordolie var et udmærket råstof — men hvor kunne man finde det?

I 1859 borede den forhenværende togfører Edwin L. Drake ved hjælp af en gammel dampmaskine en 20 meter dyb oliebrønd til det første oliereservoir man havde opdaget nær Titusville i Pennsylvania. Udvindingen markerede begyndelsen til oliens storhedstid. Efterhånden fandt man olie i mange lande, og det fik vidtrækkende økonomiske og politiske følger. Som råstof til belysningsformål levede olie op til de høje forventninger.

Snart foregik der hektiske grundopkøb og olieboringer de steder i USA hvor man fandt olie. I de år hørte man jævnlig om folk der pludselig blev rige, og om folk der mistede deres formue igen. Ironisk nok hørte foregangsmanden Edwin Drake til de sidstnævnte.

Trods den kolossale efterspørgsel — eller måske på grund af den — oplevede oliebranchen i Pennsylvania hurtigt det første dramatiske prisfald. Overproduktion og spekulation fik prisen for en tønde olie til at rasle ned fra 20 dollars til 10 cent. Nogle oliekilder blev hurtigt udtømt. Spøgelsesbyen Pithole City i Pennsylvania står som et mindesmærke over  den epoke. Byen opstod, voksede og blev forladt på godt halvandet år. Op- og nedgangstider blev en uadskillelig del af oliens historie.

I 1870 oprettede John D. Rockefeller og nogle få kompagnoner selskabet Standard Oil, der dominerede petroleumsmarkedet indtil konkurrencen meldte sig, især fra den russiske olieindustri. En af rivalerne var Marcus Samuel, som var med til at grundlægge det selskab der i dag hedder Royal Dutch/Shell Group. Og brødrene Nobels opfindsomhed førte til stiftelsen af et magtfuldt olieselskab i Rusland der udnyttede forekomsterne i Baku. *

Sådan begyndte en række olieforetagender. Siden dengang er der oprettet sammenslutninger og organisationer for at modvirke den første tids ustabilitet i priser og produktion. En af dem er OPEC, en organisation for olieeksporterende lande, hvis 11 medlemslande tilsammen råder over størstedelen af verdens kendte oliereserver. — Se oversigten på side 7.

Hvor meget olie er der? Hvor findes den?

Ved udgangen af det 19. århundrede kunne elektricitetens udbredelse have ført til olieselskabernes fallit hvis det ikke havde været for en anden epokegørende opfindelse — forbrændingsmotoren, der især kom til at dominere bilindustrien. Benzin raffineret af olie blev drivmiddel for motorkøretøjerne, som allerede sidst i 1920’erne  var ret almindelige i de fleste industrialiserede lande. Nu skulle der meget mere olie til for at „holde hjulene i gang“. Men hvor skulle man finde det?

I årenes løb er oliens globale markedsdominans blevet forstærket gennem stadige fund af nye oliefelter forskellige steder i verden. Der findes cirka 50.000 i alt! Men produktionen afhænger ikke så meget af oliefelternes antal som af deres størrelse. Hvor store er oliefelterne?

Oliefelter med en skønsmæssig kapacitet på mindst fem milliarder tønder olie kaldes på engelsk „supergiants“ og er de største i klassificeringen. De næststørste, der rummer mellem 500 millioner og 5 milliarder tønder, kaldes „world-class giants“. Oversigten „U.S. Geological Survey World Petroleum Assessment 2000“ oplyser at 70 lande ligger inde med oliereserver, men kun ganske få af dem disponerer over meget store oliefelter. (Se oversigten på side 7.) De fleste „supergiants“ er beliggende i det arabisk-iranske sedimentbassin, regionen i og omkring Den Persiske Bugt.

Eftersøgningen efter nye oliekilder er ikke indstillet, men tværtimod intensiveret ved hjælp af avanceret teknologi. For tiden er landene omkring Det Kaspiske Hav, nemlig Aserbajdsjan, Iran, Kasakhstan, Rusland, Turkmenistan og Usbekistan, i producenternes søgelys. Ifølge det amerikanske statslige energi-informationskontor har regionen et stort potentiale for udvinding af olie og naturgas. Samtidig undersøger man alternative eksportveje, for eksempel gennem Afghanistan. Desuden er der fundet mulige ressourcer flere steder i Mellemøsten,  i Grønland og i nogle afrikanske lande. Omdannelsen af karbonhydrider til energi og produkter der kan anvendes i dagligdagen, er en historie for sig.

Hvordan udvindes olien?

Det begynder med at geologer og landinspektører søger efter de såkaldte oliefælder med ansamlinger af olie i undergrunden. Der udføres målinger og tages prøver, hvorefter man foretager en boring for at konstatere om der findes olie. Engang risikerede man at olie og mudder sprøjtede op når man ramte et oliefelt, og det betød fare for oliespild og eksplosion. Men ved hjælp af måleinstrumenter og specielle ventiler holder vore dages boretårne olien under kontrol. I dag kan man også bore dybere og med en mindre diameter end tidligere.

Før eller siden falder det tryk der tvinger olien eller gassen opad. Så opretholder man trykket ved at pumpe vand, kemikalier, kuldioxid eller andre gasser som nitrogen ned i reservoiret. Oliens densitet (massefylde) varierer fra sted til sted. Producenterne foretrækker let olie, der er nemmere at hente op og at raffinere.

Et eksempel på moderne teknik som American Petroleum Institute nævner, er vandrette brønde. De ligger praktisk taget parallelt med jordoverfladen og mindsker antallet af boringer. Offshore-udvinding, som begyndte i Den Mexicanske Golf i 1947, øgede produktionen væsentligt. Udvindingsmetoden har selvsagt direkte indflydelse på det færdige produkts pris. *

Hvordan transporteres olien?

I 1863 blev der i Pennsylvania anlagt tynde rørledninger af træ fordi det var billigere og lettere at transportere olien igennem rør end i 159-liters tønder på hestevogne. * I dag findes der mange og avancerede rørledninger. Ifølge den amerikanske forening Association of Oil Pipe Lines er der alene i USA over 300.000 kilometer olierørledninger.

Sådanne rørledninger er almindeligvis af metal og bliver ikke kun brugt til at transportere råolie til raffinaderierne, men også færdige olieprodukter til distributørerne. I dag er det også muligt automatisk at måle gennemstrømning og tryk. Der er desuden udviklet apparater der kan inspicere rørledninger indefra ved hjælp af for eksempel magnetisk fluxmåling og ultralydsmåling. Men som regel er rørledningerne gravet ned, og man ser kun skilte der advarer mod at grave på stedet.

 Rørledninger egner sig dog ikke til transport af store mængder over havet, og derfor fandt man tidligt på at bygge store tankskibe. Disse specialbyggede skibe er de største søfartøjer i verden. Nogle er omkring 400 meter lange og har en lasteevne der svarer til omkring en million tønder. Men skønt de ser solide ud, er de sårbare, sådan som det fremgår af oversigten „Olieudslip“. Massetransport af olie foregår også med pramme og jernbanetankvogne. På oliens lange rejse er transporten dog kun en del af historien.

En lille flamme fra en høj skorsten (der fungerer som sikkerhedsventil) er et umiskendeligt vartegn for et olieraffinaderi. I et sådant kæmpeanlæg bliver råolien enkelt sagt varmet op og ved atmosfærisk tryk ført ind i en såkaldt destillationskolonne, hvor den bliver adskilt i fraktioner. Den letteste fraktion er gas, for eksempel butan, mens den tungeste blandt andet bliver forarbejdet til smøremidler. (Se side 8-9.) Men nu melder spørgsmålet sig: Er olien både en velsignelse og en forbandelse?

[Fodnoter]

^ par. 6 Det var en af brødrene, Alfred Bernhard Nobel, der indstiftede nobelpriserne.

^ par. 16 „Ifølge et skøn er omkostningerne ved produktion af olie fra et bardunforankret tårn på over 300 meters vanddybde i Den Mexicanske Golf 65 gange så høje som produktionsudgiften i Mellemøsten.“ — The Encyclopædia Britannica.

^ par. 18 Til at begynde med opbevarede og transporterede man olie i vintønder. — Se side 5.

[Ramme/illustration på side 5]

TØNDER ELLER TONS?

De første olieselskaber i Pennsylvania transporterede olie i vintønder med et rummål på 48 gallons (181 liter); men for en sikkerheds skyld gik de over til kun at fylde 42 gallons (159 liter) i. En tønde (159 liter) er stadig standard som måleenhed i oliebranchen.

Fra første færd blev olie transporteret ad søvejen til Europa, og lasten har til alle tider normalt været angivet i tons.

[Kildeangivelse]

Kilde: American Petroleum Institute

[Ramme på side 6]

HVORDAN BLEV OLIEN DANNET?

Siden 1870’erne har den fremherskende teori i videnskabelige kredse været at biologisk materiale indfældet i aflejringer nedbrydes til olie og naturgas over et langt tidsrum, og at olien samles i de porøse sedimentbjergarter i jordskorpens øvre lag. Men siden 1970’erne er teorien blevet anfægtet af visse videnskabsmænd.

Tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences bragte i udgaven for 20. august 2002 en artikel med overskriften „Fremkomsten af karbonhydrider og dannelsen af olie“. Forfatterne postulerede at dannelsen af jordolie må foregå „langt inde i jordkappen“, ikke i de relativt højtliggende lag, sådan som den generelle opfattelse er.

Fysikprofessor Thomas Gold har fremsat nogle kontroversielle teorier og redegjort detaljeret for dem i sin bog The Deep Hot Biosphere — The Myth of Fossil Fuels. Heri skriver han: „Teorien om karbonhydridernes biologiske oprindelse nød så stor anseelse i USA og Europa at den effektivt blokerede for overvejelse af det modsatte synspunkt. Sådan forholdt det sig ikke i det tidligere Sovjetunionen.“ Det skyldtes sandsynligvis at „den højt estimerede russiske kemiker Mendelejev havde været erklæret tilhænger af den abiogenetiske [ikke-biologiske] teori. De argumenter han fremførte, er endnu stærkere i dag, takket være den langt større viden vi nu har.“ Hvad går den abiogenetiske teori ud på?

Gold svarer: „Den abiogenetiske teori siger at karbonhydrider var en bestanddel af de materialer som Jorden blev dannet af gennem gradvis ophobning af faste stoffer for cirka 4,5 milliarder år siden.“ Ifølge teorien har oliens komponenter befundet sig dybt nede i Jorden siden dens tilblivelse. *

[Fodnote]

^ par. 37 Vågn op! tager ikke stilling til de modstridende teorier, men gengiver dem blot.

[Ramme/illustration på side 10, 11]

OLIEUDSLIP

■ Mellem 1970 og 2000 lækkede tankskibe 5.322.000 tons olie

■ Det største udslip fra et tankskib fandt sted da Atlantic Empress i 1979 kolliderede med Aegean Captain i Det Caribiske Hav — 287.000 tons olie løb ud

■ Udslippet fra Exxon Valdez var kun nummer 34 i størrelsesorden

■ De fleste udslip skyldes uheld under lastning, losning og tankning, men de største sker ved kollisioner og grundstødning

■ Nogle af de største olieudslip der ikke skyldtes ulykker med tankskibe:

● „Blowout“ (pludselig udstrømning) fra efterforskningsboringen Ixtoc I i Den Mexicanske Golf i 1979. Totalt udslip: 500.000.000 liter

● „Blowout“ på en platform i Den Persiske Bugt i 1983. Totalt udslip: 300.000.000 liter

● Bevidst udledning i Den Persiske Bugt i 1991. Totalt udslip: 900.000.000 liter

[Illustration]

Olietankeren „Erika“ synker ved Pointe de Penmarc’h i Frankrig 13. december 1999

[Kildeangivelser]

Kilder: International Tanker Owners Pollution Federation Limited, „Oil Spill Intelligence Report“, „The Encarta Encyclopedia“

© La Marine Nationale, Frankrig

 [Diagram/illustrationer på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

OLIEPRODUKTION (FORENKLET)

1 — EFTERFORSKNING

SATELLIT

GPS-systemet (Global Positioning System) giver præcise stedangivelser til brug i efterforskningen

GEOFONER

LASTBIL MED VIBRATORER

HYDROFONER

EFTERFORSKNINGSSKIB

En af metoderne er seismisk undersøgelse, hvor man kortlægger undergrunden ved hjælp af tilbagekastede lydbølger

2 — UDVINDING

OLIEBRØNDE PÅ LANDJORDEN

OFFSHORE-PLATFORM

OLIEKILDE PÅ DYBT VAND

Den foregår på land og på havbunden. Man kan opretholde trykket i olielommen ved at pumpe gas eller vand ned i den

[Illustration]

OLIEKILDE PÅ DYBT VAND

Fjernstyrede undervandsbåde anlægger faciliteter til produktion på havbunden

[Illustration]

VANDRET BORING

Boret drejes ved hjælp af fjernstyrede motorer, og følere registrerer det omgivende materiales egenskaber

3 — TRANSPORT

RØRLEDNINGER

TANKSKIB

Olien føres gennem rørledninger over og under jorden og på havbunden. Andre transportmidler er tankskibe, pramme og jernbanetankvogne

 4 — RAFFINERING

RAFFINADERI

Råolie opvarmes, destilleres og adskilles i fraktioner der indgår i diverse produkter

DESTILLATIONSKOLONNE

Under opvarmning omdannes karbonhydriderne til gasarter som fortættes til flydende form ved forskellige temperaturer. På den måde bliver olien adskilt i såkaldte fraktioner

20° C

RAFFINADERIGASSER

Omfatter metan, ætan, propan og butan

20-70° C

BENZIN

Anvendes som motorbrændstof og som råmateriale til plastic

70-160° C

NAFTA

Benyttes til produktion af kemikalier, plastic og drivmidler

160-250° C

KEROSIN

Af den fremstilles jetbrændsel og petroleum til opvarmning

250-350° C

GASOLIE

Omdannes til dieselolie og fyringsgasolie

OVN

400° C

DESTILLATIONSREST

Viderebehandles til brændstof som anvendes på raffinaderiet eller til tung brændselsolie, stearin, smøremidler og bitumen til asfaltproduktion

KATALYTISK KRAKNINGSANLÆG

Karbonhydriderne opvarmes med damp og blandes med en varm katalysator hvori der indgår aluminium og silicium i pulverform. Karbonhydriderne opdeles i mindre molekyler, der er mere anvendelige

Pulverformig katalysator blandes med karbonhydrider i damp

ÆTANOL

Sprit der anvendes i fremstillingen af maling, kosmetik, parfume, sæbe og farvestoffer

PLASTIC

Et eksempel er styren, der fremstilles ved polymerisering af styren

BENZINADDITIVER

Forhøjer oktantallet og hindrer at benzinen antændes for tidligt i motoren

[Kildeangivelse]

Foto med tilladelse af Phillips Petroleum Company

[Grafisk fremstilling på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DE STØRSTE OLIELANDE

De angivne mængder er milliarder tønder. Kun kendte felter er medregnet

▪ OPEC-medlem

• Land med et eller flere „supergiant“-oliefelter

Samlede produktion

◆ Reserver

▪ • ◆ 332,7 SAUDI-ARABIEN

• ◆ 216,5 USA

• ◆ 192,6 RUSLAND

▪ • ◆ 135,9 IRAN

▪ • ◆ 130,6 VENEZUELA

▪ • ◆ 125,1 KUWAIT

▪ • ◆ 122,8 IRAK

▪ • ◆ 113,3 FORENEDE ARABISKE EMIRATER

• ◆ 70,9 MEXICO

• ◆ 42,9 KINA

▪ • ◆ 41,9 LIBYEN

▪ ◆ 33,4 NIGERIA

◆ 21,2 CANADA

▪ ◆ 21,0 INDONESIEN

◆ 20,5 KASAKHSTAN

▪ • ◆ 18,3 ALGERIET

◆ 17,6 NORGE

◆ 16,9 STORBRITANNIEN

[Illustrationer på side 4]

Den første olieboring, Titusville, Pennsylvania, 1859

Olie sprøjter op fra et borehul i Texas

[Kildeangivelse]

Brown Brothers

[Illustration på side 5]

Et gammelt oliefelt ved Beaumont i Texas

[Illustration på side 5]

Hestevogn med olietønder

[Illustration på side 10]

Brændende oliebrønd i Kuwait

[Kildeangivelse på side 5]

Alle fotos: Brown Brothers