Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

 Vi betragter verden

Berusede dyr

Indberetninger fra hele verden viser at det ikke kun er mennesker der mærker virkningen af alkohol. For nylig blev en flok elefanter beduggede efter at have fundet øl i en landsby i den indiske delstat Assam. Bagefter drog de hærgende omkring og ødelagde bygninger. I Bosnien fik en bjørn smag for ølsjatter i kasserede dåser, og den begyndte at tigge om mere og lave ballade. Til sidst blev det for meget for landsbyboerne, og de besluttede at give den alkoholfri øl. Bjørnen får sig stadig en tår, men nu er den ikke længere aggressiv. I det nordlige Californien gik nogle berusede fugle til angreb på biler efter at have spist gærede bær fra buske langs vejsiden. Man løste problemet ved at fjerne buskene. Bier der indtager gæret nektar, flyver mod træer eller falder blot om på jorden og kan ikke finde tilbage til bistadet. Påvirkede bier som det lykkes at finde tilbage til deres bistade, møder et nyt problem — vrede bier der vogter indgangen og er besluttede på at hindre hele kolonien i at blive beruset.

 Det regner med fisk

Hundredvis af småfisk, muligvis fra Dojransøen eller Koroniasøen, lå spredt ud over landsbyen Koróna, oplyste den græske avis Eleftherotypia. „Overalt kunne landsbyboerne finde fisk der var faldet ned fra himmelen.“ Ifølge Christos Balafoutis, som leder en meteorologisk afdeling i Thessaloniki, sker det af og til. Uvejrsskyer i forbindelse med lavtryk kan danne skypumper der suger vand, fisk og frøer op fra søers overflade. „Fiskene løftes højt op af skypumperne og føres med over store afstande,“ meddeler avisen. Når skypumpen senere aftager, falder de ned.

Hvad der virkelig bekymrer teenagere

„Forældre er så bekymrede for at deres teenagebørn skal havne i stofmisbrug, at de slet ikke lægger mærke til de alvorlige følelsesmæssige og mentale problemer som plager deres børn,“ skriver Londonavisen The Times. En undersøgelse som mere end 500 forældre og 500 teenagere har deltaget i, har vist at 42 procent af forældrene tror at det største problem der truer deres børn, er stofmisbrug. Men denne opfattelse deler kun 19 procent af teenagerne. Enogtredive procent af dem er mere bekymrede for deres forhold til venner og familie, og 13 procent af dem for at blive mobbet. Justin Irwin, leder af organisationen Get Connected der tilbyder telefonrådgivning, og som står bag undersøgelsen, er især foruroliget over at forældrene er tilbøjelige til at overse deres teenagebørns psykiske og følelsesmæssige problemer. Han giver forældrene følgende opfordring: „Lad være med at gætte jer frem. Find i stedet ud af hvordan det virkelig forholder sig.“

Skadelige virkninger af søvnmangel

„Ni procent af polakkerne får mindre end fem timers søvn hver nat,“ oplyser det polske ugetidsskrift Wprost. „En tredjedel af amerikanerne og briterne sover kun seks og en halv time i løbet af en nat.“ Michał Skalski, fra en søvnklinik i Polen, siger: „Man er hele tiden stresset når man sover for lidt.“ Japanske undersøgelser har vist at „risikoen for hjerteanfald er halvtreds gange større for dem der sover mindre end fem timer, sammenlignet med dem der sover otte timer hver nat,“ skriver tidsskriftet. Desuden tyder amerikanske undersøgelser på at der er en sammenhæng mellem søvnmangel og sukkersyge samt andre lidelser. Søvnmangel kan ikke blot „føre til forandringer i kroppens omsætning af sukker (glukose)“, men kan også „øge risikoen for fedme,“ oplyser artiklen. „Når du er træt, prøver din krop at kompensere for den manglende energi,“ forklarer bladet American Fitness. „Folk der sover for lidt, er tilbøjelige til at spise og drikke mere for at føle sig vågne. Så hvis du har tabt et par kilo og ikke vil tage dem på igen, må du sove lidt mere.“

En dag på kontoret

Bladet London Magazine har spurgt 511 mennesker om hvad de foretog sig en almindelig dag. Omkring halvdelen havde drukket alkohol i arbejdstiden, 48 procent havde stjålet, og næsten en tredjedel havde indtaget ulovlige stoffer, skriver Londonavisen The Daily Telegraph. Desuden havde 42 procent „fantaseret om at dræbe chefen“, næsten en tredjedel „havde kigget på pornografi på internettet“, „62 procent havde fået frække tilbud af en kollega, og knap 20 procent havde dyrket sex på kontoret“. Seksogtredive procent af de ansatte havde givet forkerte oplysninger i deres cv, andre tretten procent sagde at de var parate til at gå i seng med deres chef for at få en forfremmelse, og 45 procent ville falde en kollega i ryggen for at blive forfremmet. Ifølge psykoterapeut Philip Hodson skyldes en stor del af denne opførsel vrede mod ens overordnede. Han siger: „Vi er villige til at gøre alt for at nå toppen. Titler, rang og prestige betyder meget for os.“

Pludselige dødsfald i sportens verden

Da tre mænd i halvtredserne på en og samme dag døde af hjerteanfald vidt forskellige steder i Japan efter at have deltaget i langdistanceløb, udsendte flere idrætslæger officielle advarsler. Dr. Masatoshi Kaku, som er læge og formand for Kobe idrætshøjskole, skriver i avisen Asahi Shimbun: „Cirka 80 procent af de pludselige dødsfald har relation til hjertet. . . . Mere end 90 procent af tilfældene drejer sig om folk med en attest der viser at de er sunde og raske.“ Dr. Kaku anbefaler at man tager elektrokardiogrammer på sportsfolk mens de træner i stedet for når de er i ro. Desuden fraråder han at man overanstrenger sig, og anbefaler at man ikke træner hvis man har den mindste smule feber, kvalme eller svimmelhed.“ „Det er ikke et nederlag at måtte udgå af en konkurrence eller et løb,“ siger Dr. Kaku og tilføjer: „Atleter er tilbøjelige til at overvurdere betydningen af at fuldføre et løb, men det bør de om nødvendigt se stort på“.

Familier har brug for at tale sammen

„Det at tale sammen i familien er blevet reduceret til ’at man et par gange om dagen vrisser ad hinanden’, og det har ført til at børnene ikke længere kan udtrykke sig,“ oplyser Londonavisen The Times. Allan Wells der leder en statsstøttet organisation, Basic Skills Agency, som skal sikre uddannelsesniveauet i Storbritannien, siger at forringelsen blandt andet skyldes at børn „tilbringer meget tid med at se fjernsyn og bruge computer, og at man næsten ikke har tid til at spise sammen i familien“. Allan Wells peger også på at stigningen i antallet af eneforsørgerfamilier der mangler bedsteforældre, er en del af problemet, samt at kun få forældre læser højt for deres børn. Han mener at det alt sammen er med til at forklare hvorfor børn der begynder i skole i fire- eller femårsalderen, „har en dårligere udtale og ikke kan udtrykke sig lige så godt“ som børn førhen kunne. Allan Wells anbefaler at man opretter nogle kurser hvor forældre kan lære at kommunikere med deres børn.

Et mere afbalanceret liv

En undersøgelse foretaget af Australia Institute, en uafhængig forskningsorganisation, har vist at „23 procent af australierne i alderen 30 til 59 år i det seneste årti er gået ned i indkomst til fordel for en mere afbalanceret tilværelse,“ skriver The Sydney Morning Herald. Forskerne kalder denne tendens ’at geare ned’, og det er noget mange folk ønsker at gøre for at få et bedre liv og for at tilbringe mere tid med deres børn. Disse lønmodtagere „skifter til et job der er mindre krævende og dårligere betalt, arbejder i færre timer eller forlader helt arbejdsmarkedet,“ meddeler avisen. Dr. Clive Hamilton, direktør for Australia Institute, har sagt: „Disse folk synes at deres liv er vigtigere end deres arbejde. De betragter bestemt ikke sig selv som sociale tabere; de er helt almindelige mennesker der tager afstand fra overforbrug og bevidst går ned i indkomst for at få en mere afbalanceret tilværelse.“