Kommunikation i verden omkring os

„Uden kommunikation ville hvert eneste individ blot være en ø isoleret fra alle andre øer.“ — The Language of Animals.

I SKOVEN, på savannen eller endda i din egen have er der måske lige nu et utal af dyr som flittigt kommunikerer med hinanden. I bogen The Language of Animals står der: „Dyr bruger alle sanser — de bevæger deres kropsdele eller stiller sig i positur; de sender eller modtager diskrete duftsignaler (som er mindre diskrete når det drejer sig om skræmte stinkdyr); de piber, skræpper, synger og kvidrer; de sender og modtager elektriske signaler; de udsender lysglimt; de ændrer hudfarve; de ’danser’; de banker endda på den overflade de går på, og får den til at vibrere.“ Men hvad betyder alle disse signaler?

Forskere iagttager omhyggeligt dyrene for at afsløre hvad signalerne betyder. De har blandt andet observeret at en dværghøne der ser et rovdyr, eksempelvis en mår, udstøder korte skingre lyde for at advare andre dværghøns. Men når den får øje på en rovfugl, som for eksempel en høg, udstøder den kun et enkelt langt skrig. Hvert signal udløser hos dens artsfæller en hurtig reaktion der stemmer overens med truslen — noget der tyder på at fugle videregiver information som har mening. Man har bemærket at også andre fugle udsender specificerede signaler.

„En af de mest brugte metoder når man vil studere dyrs kommunikation, er at optage et bestemt signal og så afspille det for dyrene for at se om de reagerer som forventet,“ står der i bogen Songs, Roars, and Rituals. Da man gjorde sådanne forsøg med dværghøns, opdagede man at reaktionerne var de samme som dem man havde set i naturen. Metoden virker endda med edderkopper. Forskere har prøvet at finde ud af hvad jagtedderkoppehunner af arten Schizocosa ocreata tiltrækkes af hos kurtiserende hanner — der prøver at imponere hunnerne ved at vinke med deres behårede forben. Forskere har eksperimenteret ved at filme en jagtedderkoppehan og ved hjælp af computerteknik fjerne hårtotterne fra hannens ben. Da de afspillede videobåndet for hunnen, mistede hun pludselig interessen. Hvad kan man udlede af det? Hunner af den nævnte edderkoppeart føler sig tydeligvis  kun tiltrukket af hanner der vinker med behårede ben!

Duftsignaler

Mange dyr sender signaler til hinanden ved at afgive kraftige kemiske stoffer der kaldes feromoner, ofte fra specielle kirtler eller gennem deres urin eller ekskrementer. Ligesom mennesker bruger et hegn og et navneskilt eller nummer for at vise hvor de bor, bruger visse dyr, for eksempel hunde og katte, feromoner til at markere og afgrænse deres territorium. Det er en usynlig, men yderst effektiv metode der sætter dyr af samme art i stand til at holde den optimale afstand til hinanden.

Men feromoner tjener flere formål. De er ligesom en kemisk opslagstavle som andre dyr „læser“ med største interesse. Om duftmarkeringer siger bogen How Animals Communicate at de „formodentlig omfatter yderligere information om territoriets ’ejer’, som for eksempel alder, køn og fysisk styrke, [samt] hvor i forplantningscyklussen dyret befinder sig . . . Den lugt dyrets markering afgiver, fungerer som identitetskort.“ Det er derfor ikke så mærkeligt at nogle dyr tager deres duftmarkeringer yderst alvorligt. Det er velkendt for dyrepassere i zoologiske haver. Når de er færdige med at spule bure og indhegninger, har de bemærket at mange dyr straks markerer deres område igen. „Hvis dyrets egen duft er væk, bliver dyret stresset, noget der kan medføre unormal adfærd og endda sterilitet,“ siges der videre i ovennævnte bog.

Feromoner spiller også en stor rolle i insektverdenen. For eksempel får alarmeringsferomoner insekterne til at samles i en sværm og gå til angreb. Andre feromoner tilskynder dem til at samles ved en fødekilde eller et sted hvor de kan bygge et bo. Den sidstnævnte type feromoner omfatter også seksualferomoner, som visse insekter er meget fintmærkende over for. Silkesommerfuglehanner har to kompliceret udformede følehorn der ligner bittesmå, sirlige  bregneblade. Disse følehorn er så følsomme at de kan spore helt ned til ét molekyle af hunnens seksualferomon! Der skal cirka 200 molekyler til for at hannen giver sig til at søge efter hunnen. Det er dog ikke kun i dyreriget at man finder kemisk kommunikation.

„Talende“ planter

Vidste du at planter kan kommunikere med hinanden og endda med visse dyr? Ifølge tidsskriftet Discover har forskere i Holland bemærket at når planter af limabønnen bliver angrebet af spindemider, udskiller de kemiske nødsignaler som tiltrækker andre mider, der lever af spindemider. På samme måde afgiver majs-, tobaks- og bomuldsplanter der bliver angrebet af sommerfuglelarver, luftbårne kemiske stoffer som tiltrækker hvepse — sommerfuglelarvernes dødsfjender. En forsker har sagt: „Planter siger ikke bare at de er beskadigede, men også helt præcist hvem der beskadiger dem. Det er et utrolig kompliceret og helt fabelagtigt system.“

Kommunikationen fra plante til plante er lige så forbløffende. Ifølge Discover har forskere „iagttaget hvordan pil, poppel, el og birk ’lytter’ til deres egen art, og hvordan unge bygplanter ’lytter’ til andre små bygplanter. I hvert af tilfældene udsendte beskadigede planter der var blevet angrebet enten af sommerfuglelarver, spindemider eller svamp, som for eksempel meldug, . . . kemiske stoffer der tilsyneladende udløste forsvarsmekanismer hos de omkringstående, sunde planter.“ Selv ubeslægtede planter har reageret på kemiske alarmstoffer.

Når planter angribes eller advares, sætter de hver især deres egne forsvarsmekanismer i gang. Dertil hører giftstoffer der dræber insekter, eller substanser der gør det vanskeligt eller ligefrem umuligt for fjenden at fordøje planten. Fremtidig forskning på dette område vil måske føre til flere forbløffende opdagelser. Nogle af dem kunne endda komme landbruget til gavn.

De ’morser’ med lys

„Deres små, luftbårne lamper der blinkede foran stjernerne, kastede et fortryllende skær over mit helt almindelige forstadskvarter,“ skriver økologen Susan Tweit i en artikel om ildfluer. Disse insekter af billefamilien har et lyssprog hvis ’ordforråd’ „spænder lige fra en simpel gløden til en kompliceret kald og svar-blinken mellem to potentielle mager,“ siger Susan Tweit. Deres lysskær varierer fra grønligt til gulligt og orange. Hunnerne flyver sjældent, så de blinkende lys man ser, er som regel hannernes. — Se rammen „Ildfluens kolde lys“.

Hver eneste af de 1900 arter ildfluer har sit helt særegne blinkemønster. Det kan bestå af tre blink med cirka et sekunds mellemrum eller af en række blink med forskellige intervaller og af forskellig varighed. Når en ildfluehan søger en mage, flyver den rundt og ’morser’ sin parringskode. „En hun forstår budskabet ud fra intervallernes længde og svarer med et ’her er jeg’-blink som har det interval der svarer til hendes art,“ står der i tidsskriftet Audubon. Hannen opfatter hendes lydløse indbydelse og flyver hen til hende.

Fjerklædte sangvirtuoser

„Ingen anden dyrelyd kan . . . måle sig med fuglesangen med hensyn til varighed, variation og kompleksitet,“ skriver David Attenborough i sin bog Fugleliv. Fuglesang opstår ikke i struben, men i et organ der kaldes syrinx, langt nede i fuglens bryst i nærheden af det sted hvor luftrøret deler sig, lige før lungerne.

 Fuglenes sang er dels medfødt, dels noget der skal læres af forældrene. Derfor kan de udvikle regionale dialekter. I bogen Fugleliv står der: „Solsorte som nedstammer fra de individer der blev indført til Australien i sidste århundrede for at de europæiske nybyggere kunne glæde sig over hjemlige lyde, har nu en tydelig australsk accent.“ Lyrehalehannens sang, der siges at være den mest komplekse og melodiøse af alle, er næsten udelukkende imitation af andre fugles sange. Faktisk er lyrehaler så begavede imitatorer at de kan efterligne næsten en hvilken som helst lyd de hører — deriblandt musikinstrumenter, gøende hunde, tyverialarmer, øksehug og endda kameramotorer! Al denne efterligning tjener selvfølgelig overvejende det formål at imponere en potentiel mage.

Spætter, der normalt bruger deres næb til fødesøgning, er fugleverdenens slagtøjsmusikere; de udsender signaler til andre fugle ved at hamre deres næb mod en hul stamme eller gren som giver genlyd. „Nogle af dem bruger spændende nye instrumenter . . . , fx et bølgebliktag eller en metalskorsten,“ skriver Attenborough. Fugle kan også kommunikere visuelt, med eller uden musikakkompagnement. De kan for eksempel signalere til hinanden ved at fremvise deres farvestrålende fjerdragt.

Når den australske palmekakadue, også kaldet arakakadue, proklamerer sit territoriums grænser, benytter den sig af det hele — slagtøj, sang, rytmiske bevægelser og fremvisning af fjerdragten. Den knækker en egnet gren af, griber den med den ene fod og slår den mod et hult træ. Samtidig breder den vingerne ud, rejser fjerkammen, vugger hovedet frem og  tilbage og udstøder høje skrig — en imponerende forestilling må man sige!

Nogle fuglestemmer genkendes af andre dyr. Et eksempel herpå er honninggøgen, en lille drossellignende fugl der hovedsagelig findes i Afrika. På engelsk kaldes den meget passende ’honning-vejviser’ fordi den med sit helt specielle kald leder honninggrævlingen, et medlem af mårfamilien, hen til et bibo. Når fuglen lander på eller i nærheden af et træ med et bibo, udstøder den et andet kald, som betyder: „Honningen er lige i nærheden!“ Honninggrævlingen finder træet, laver en åbning i stammen med sine kløer og mæsker sig i den søde honning.

Kommunikation under vandet

Siden hydrofonen, et undersøisk lytteudstyr, kom frem, har forskere været forbløffede over de mange lyde der udsendes fra havets dyb. De spænder fra en lav brummen til pibelyde og endda skrig, og de er så talrige at de er blevet udnyttet til at camouflere lyde fra u-både. Men selv i fiskenes lyde er der system. I sin bog Secret Languages of the Sea siger havbiologen Robert Burgess: „Mens én fiskeart måske ’grynter, klukker og bjæffer’, og derefter minutiøst gentager koncerten, kan en anden art ’klikke og smælde’ og derefter give et ekstranummer i form af en ’skratten og skurren’.“

Hvordan frembringer fisk lyde når nu de ikke har noget stemmebånd? Burgess siger at nogle frembringer trommelyde med ’deres ballonagtige svømmeblære, som de sætter i vibrationer ved hjælp af muskler der er fæstnet til den’. Andre fisk skærer tænder eller åbner og lukker deres gællelåg med en dump lyd eller et smæld. Er det alt sammen bare intetsigende ’plapren’? Åbenbart ikke. Fisk frembringer, ligesom landdyr, lyde for at „tiltrække det modsatte køn, orientere sig, forsvare sig mod fjender og for generelt at kommunikere og afskrække,“ siger Burgess.

Fisk har også en god hørelse. Faktisk har mange arter et indre øre og en linje med trykfølsomme celler langs med kropssiden. Denne stribe af celler, som kaldes sidelinjen, kan registrere de trykbølger som skabes af lyd der bevæger sig gennem vandet.

Jordens ypperste kommunikationssystem

Noam Chomsky, der er professor i lingvistik, skriver: „Når man studerer menneskesproget, nærmer man sig det som nogle ville kalde ’kernen i det at være menneske’, nemlig de karakteristiske åndsegenskaber der, så vidt vi ved, kun findes hos mennesket.“ Barbara Lust, der er professor i lingvistik og menneskelig udvikling, har udtalt: „Børn helt ned til treårsalderen har allerede et bemærkelsesværdigt kendskab til sprogets struktur og syntaks. Dette kendskab er så komplekst og præcist at tilegnelsen af det vanskeligt lader sig forklare af nogen af de indlæringsteorier vi kender.“

 Bibelen giver dog en fornuftig forklaring på menneskesprogets mirakel. Her bliver denne gave tilskrevet Skaberen, Jehova Gud, som skabte mennesket i sit „billede“. (1 Mosebog 1:27) Men hvordan ligner vi Gud når det gælder vores evne til at bruge et sprog?

Tag for eksempel evnen til at finde på betegnelser og navne til det der omgiver os. En professor i verbal kommunikation, Frank Dance, har skrevet at mennesker „er de eneste skabninger der kan bruge navne og betegnelser“. Af Bibelen fremgår det at vi på dette område ligner Gud. Helt i begyndelsen af skabelsesberetningen står der at Gud kaldte „lyset Dag, men mørket kaldte han Nat“. (1 Mosebog 1:5) Ifølge Esajas 40:26 har Gud åbenbart også givet hver eneste stjerne et navn — en forbløffende præstation!

Efter at Gud havde skabt Adam, var en af de første opgaver Han gav ham, at give dyrene navne. Adam må have opbudt al sin iagttagelsesevne og kreativitet for at udføre denne opgave! Senere gav Adam sin kone navnet Eva, og hun kaldte deres første barn Kain. (1 Mosebog 2:19, 20; 3:20; 4:1, fodnote) Siden da har mennesker ikke holdt sig tilbage fra at finde på navne til alt mellem himmel og jord — ene og alene for at lette kommunikationen. Ja, tænk engang hvor vanskelig intelligent kommunikation ville være uden navne og betegnelser!

Ud over evnen til og ønsket om at give alting navne har mennesket mange andre evner inden for kommunikation, hvoraf ikke alle er verbale. Ja, der er ingen grænser for hvad vi kan meddele hinanden, lige fra komplekse begreber til ømme følelser. Der er dog én form for kommunikation der overgår alle de nævnte. Den skal vi se nærmere på i den følgende artikel.

[Ramme/illustration på side 6]

ILDFLUENS KOLDE LYS

En elektrisk pære taber cirka 90 procent af sin energi i form af varme. Ildfluens lys, der opstår ved komplekse kemiske reaktioner, omdanner 90-98 procent af energien til lys, næsten uden varmetab. Det kaldes derfor meget passende for koldt lys. De kemiske processer der frembringer lyset, foregår i lysproducerende celler, som ’tændes’ og ’slukkes’ via nerver.

[Kildeangivelse]

John M. Burnley/Bruce Coleman Inc.

[Ramme/illustration på side 8, 9]

SÅDAN BLIVER DU BEDRE TIL AT KOMMUNIKERE

1. Lyt med interesse når andre taler, og undgå at dominere samtalen. Folk skal nok se gennem fingre med et forkert udtalt ord eller en grammatisk fejl, men de vil ikke få sympati for en der taler uden at ville lytte. ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale,’ siger Bibelen. — Jakob 1:19.

2. Vis interesse for det der sker omkring dig. Læs om mange forskellige emner, dog med skønsomhed. Når du fortæller om noget du har læst, må du ikke glemme at være beskeden og ydmyg. — Salme 5:5; Ordsprogene 11:2.

3. Udvid dit ordforråd med ord af praktisk værdi, ikke med ord der kun duperer og henleder opmærksomheden på dig selv. Ganske vist sagde folk om Jesus: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ (Johannes 7:46) Men selv „ulærde og almindelige mennesker“ kunne sagtens forstå hvad han sagde. — Apostelgerninger 4:13.

4. Tal tydeligt, og udtal ordene korrekt. Men undgå at lyde overkorrekt eller unaturlig. Når vi taler med den rette artikulation og undlader at sløse med udtalen og snubbe endelserne af, viser vi at vores tale ikke er noget vi tager let på, og vi gør dem vi taler med, en tjeneste. — 1 Korinther 14:7-9.

5. Gør dig klart at din evne til at kommunikere er en gave fra Gud. Det vil motivere dig til at bruge denne evne på en respektfuld måde. — Jakob 1:17.

[Illustration på side 5]

Silkesommerfugle har ekstremt fintmærkende følehorn

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Phil Pellitteri

[Illustration på side 6, 7]

Spætte

[Illustration på side 7]

Paradisfugl

[Kildeangivelse]

© Michael S. Yamashita/​CORBIS

[Illustration på side 7]

Australsk palmekakadue

[Kildeangivelse]

Roland Seitre