Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En prægtig fugl med et øje på hver fjer

En prægtig fugl med et øje på hver fjer

 En prægtig fugl med et øje på hver fjer

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I INDIEN

MÅSKE har du allerede gættet at det er påfuglehannen der tænkes på. Dens hale, eller slæb, er jo verdensberømt. * Men har du nogen sinde tænkt på hvad den bruger sin overdådige fjerdragt til, og om der er andet at sige om denne fugl ud over at den er smuk?

Påfuglen tilhører fasanfuglenes familie, og der findes tre arter. Denne artikel handler om den indiske påfuglehan der hovedsagelig er blågrøn, og som er mellem 200 og 235 centimeter lang når man medregner det cirka 150 centimeter lange slæb. Fjerene i slæbet er gyldne og grønne med tegninger der ligner øjne i blå og bronzefarvede nuancer. Fjerene på kroppen er overvejende blågrønne og metalglinsende.

Som Indiens nationalfugl har påfuglen en majestætisk udstråling. Måske er det derfor udtrykket „at bryste sig som en påfugl“ bruges om en hovmodig og stolt person. Men fuglen er ikke så reserveret som dens udseende kunne antyde. Den er faktisk let at tæmme. Nogle betragter påfuglen som hellig. Derfor ser bønder i Indien nogle gange gennem fingre med at fuglen hærger deres kornmarker.

En storslået opvisning

Hannen er naturligvis bedst kendt for sit storslåede show hvor den rejser og spreder halen så den ligner en smuk vifte. Den prangende forestilling skal åbenbart gøre indtryk på det andet køn.

Selv om hunnen er ret kræsen, har hun et blødt punkt; hun kan ikke stå for en vigtigper. Påfuglehannens brede og udslåede slæb som er dækket med skinnende og flerfarvede øjne, tiltrækker sig hunnens fulde opmærksomhed.  Ofte vælger hun den han der laver den flotteste opvisning, som sin mage.

At vise slæbet er dog kun en del af forestillingen. Først rejser og spreder hannen sit lange slæb og bøjer det forover. Derefter begynder han at danse på en pralende måde. Mens de kastanjebrune vinger hænger ned langs siden, ryster han kroppen og frembringer derved en raslende lyd med de opretstående fjer. Han udstøder desuden et højt skrig. Det er bestemt ikke skønsang, men det fortæller hunnen at han er interesseret i hende.

Nu og da forsøger hunnen halvhjertet at efterligne hannens besynderlige bevægelser, men det meste af tiden lader hun til at være uinteresseret. Ikke desto mindre er det den flotteste pralhals der erobrer hende. En påfuglehan kan samle sig et harem på fem hunner som han kan få op til 25 unger med på et år.

Livet som familiefar

Når yngletiden er forbi, er det tid til at fælde fjerene. En fuldvoksen påfuglehan har et slæb der i gennemsnit består af over 200 fjer. Før i tiden plejede landsbyboere i Indien at indsamle fjerene og eksportere dem til vestlige lande, men der blev nedlagt forbud mod dette for at beskytte arten. I landsbyerne bliver der selvfølgelig stadig fremstillet vifter og andre smukke genstande af fjerene.

Om aftenen bevæger påfuglene sig fra gren til gren op i de høje træer for at finde et egnet sted at sove. Om morgenen går turen den modsatte vej. Du synes sikkert at disse fugle er en fryd for øjet, men du bliver skuffet hvis du forventer at de også er en fryd for øret. De udstøder sørgmodige skrig der ødelægger aftenstilheden, lige indtil de begynder at søge efter føde.

Påfuglene er næsten altædende. De tager blandt andet insekter, firben og til tider også små slanger. De æder også frø som for eksempel korn, linser samt afgrødernes bløde rødder.

Selv om påfuglehannen kan virke forfængelig og selvoptaget, er den meget omsorgsfuld. Den er også hurtig til at opdage farer. Hvis for eksempel et kattedyr bevæger sig snigende omkring, reagerer påfuglen ved at løbe skrigende gennem skoven for at advare om den truende fare. Andre hanner slutter sig til, og forbavsende hurtigt løber de af sted, den ene efter den anden. Men hunnerne nægter at forlade deres unger, selv i de mest farefulde situationer.

 Selv om det lange slæb kan virke noget upraktisk når hanpåfuglen skal lette, er det tilsyneladende ikke noget der sinker den. Så snart påfuglen er lettet, flyver den med høj fart mens den basker hurtigt med vingerne.

Når ungerne er otte uger gamle, er de parate til at forlade deres forældre og sørge for sig selv. Deres afrejse giver moderen tid til at tænke på næste kuld. De unge hanner begynder at få deres karakteristiske slæb når de er omkring otte måneder, men deres fjerdragt er først fuldt udvokset når de er fire år. På det tidspunkt er de parate til at stifte familie.

Påfuglens plads i historien

I antikken var levende påfugle en pryd for haverne i Grækenland, Rom og Indien. Både i kunst og udsmykning indtog påfuglen en fremtrædende plads i Indiens paladser gennem årtusinder. Den såkaldte påfugletrone blev betragtet som et fremtrædende eksempel på Indiens rigdom. Den var besat med mange indfattede diamanter, efter sigende 108 rubiner og 116 smaragder. Betegnelsen stammer fra en gylden påfugl på tronhimmelen. Tronen blev kun samlet og brugt ved vigtige, ceremonielle lejligheder.

Bibelhistorien viser at påfugle var blandt de værdifulde varer kong Salomon importerede. Det er sjovt at tænke på at der har spankuleret påfugle omkring i hans kongelige haver. (1 Kongebog 10:22, 23) Disse fugle er et vidnesbyrd om at der findes en intelligent Skaber. Når hanpåfuglen danser med sit farverige slæb udslået, forundres man over de kunstneriske evner der kendetegner Jehova, den Gud som „har skabt alle ting“. — Åbenbaringen 4:11.

[Fodnote]

^ par. 3 Fjerene i dette slæb vokser ud fra fuglens ryg, ikke fra halen. Hanpåfuglen bruger sine halefjer når den skal rejse fjerdragtens slæb.

[Illustration på side 16]

Hunnen bliver ikke altid imponeret når hannen danser

[Kildeangivelse]

© D. Cavagnaro/​Visuals Unlimited

[Illustration på side 17]

Hunnerne tager sig godt af deres afkom

[Kildeangivelse]

© 2001 Steven Holt/​stockpix.com

[Kildeangivelse på side 15]

Påfugl: Lela Jane Tinstman/​Index Stock Photography

[Kildeangivelse på side 16]

John Warden/​Index Stock Photography