Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hun opnåede mere end hun havde forestillet sig

Hun opnåede mere end hun havde forestillet sig

 Hun opnåede mere end hun havde forestillet sig

„JEG vidste godt at min historielærer ikke brød sig om Jehovas Vidner, men hvorfor havde jeg ingen anelse om,“ fortæller den 17-årige Rebekka fra Tyskland. Så da læreren spurgte om en eller anden ville holde et foredrag for klassen, tøvede Rebekka. Men hun samlede alt sit mod og bad om lov til at tale om nazistyrets forfølgelse af Jehovas Vidner under Anden Verdenskrig. Dét syntes læreren var en god idé.

Klassen kunne godt lide Rebekkas foredrag, og eleverne tog imod 44 blade og brochurer om emnet. Bagefter gav Rebekka læreren sit kildemateriale, deriblandt nogle bøger og videobånd som var fremstillet af folk der ikke var Jehovas Vidner. Et af videobåndene viste hvordan Jehovas Vidner i Østtyskland (det tidligere DDR) var blevet forfulgt under den kolde krig — noget der især interesserede læreren fordi emnet var helt ukendt for ham.

Og så fandt Rebekka ud af hvorfor læreren ikke brød sig om Jehovas Vidner. Han forklarede at han havde gået i skole med et af dem, en elev som knap nok havde omtalt sin tro eller fortalt noget om hvordan det var at være et af Jehovas Vidner. Derfor havde læreren draget den slutning at Jehovas Vidner var lidt sære, og bestemt sig for ikke at have noget med dem at gøre. Men dét havde Rebekkas foredrag vendt op og ned på. „Nu kommer jeg meget bedre ud af det med læreren,“ siger hun. „Og jeg har lært at vi som unge bare skal tale frit fra leveren, også når det gælder vores tro.“

Men det var ikke enden på historien. Læreren fortalte sine kolleger om Rebekkas udmærkede foredrag. Nogle dage senere bad den lærer der underviste i etik, hende om at holde et andet foredrag, ikke kun for en klasse, men for en større gruppe og ved en ganske særlig lejlighed, nemlig i forbindelse med skolens årlige mindedag for befrielsen af kz-lejren Auschwitz ved slutningen af Anden Verdenskrig. Der var omkring 360 elever til stede, og hen ved ti lærere. Da foredraget var forbi, modtog de tilstedeværende 50 brochurer, og skolen bad om 150 flere til at dele ud ved en senere lejlighed.

Rebekka opnåede mere end hun havde forestillet sig. Hun havde aflagt et godt vidnesbyrd om sin tro, ikke kun for klassen, men for hele skolen. Og hendes lærer havde overvundet sin tidligere modvilje mod Jehovas Vidner.

[Illustration på side 14]

Heinrich Fundis blev halshugget af nazisterne. Flere hundrede andre Jehovas Vidner blev henrettet i koncentrationslejre

[Illustration på side 14]

Mange Jehovas Vidner fik mulighed for at blive løsladt. De skulle blot underskrive dette dokument og dermed afsværge deres tro

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af United States Holocaust Memorial Museum

 [Illustration på side 15]

Børn, som her Berthold Mewes, blev fjernet fra deres forældre

[Illustration på side 15]

Denne videofilm skildrer det mod Jehovas Vidner udviste i Nazityskland

[Illustration på side 15]

Jehovas Vidner kunne kendes på den lilla trekant der var syet på deres fangedragter