Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Paniolos — Hawaiis cowboys

Paniolos — Hawaiis cowboys

 Paniolos — Hawaiis cowboys

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I HAWAII

MANGE der besøger Hawaiiøerne, bliver forbavsede når de finder ud af at der her findes en betydelig kvægindustri, især på Big Island, også kaldet øen Hawaii. Det er almindeligt kendt at man har dyrket sukker og ananas, og nogle har måske også hørt om Kona-kaffe, men cowboys — eller paniolos, som de kaldes her på Hawaii — det virker underligt og malplaceret. Turister spørger tit: „Hvordan er kvæg og cowboys nogen sinde kommet til Hawaii?“

Hvordan kvæget kom til Hawaii

Kvæget kom til Big Island helt tilbage i 1793 da en engelsk kaptajn og opdagelsesrejsende, George Vancouver, havde nogle okser med som en gave til kong Kamehameha I. Kaptajn Vancouver var kendt med Hawaiiøerne. Han var sammen med den berømte britiske opdagelsesrejsende James Cook da de, som de første europæere, besøgte øerne.

Kongen tog villigt imod gaven og var så glad for den at George Vancouver kom tilbage året efter med flere okser og får. George Vancouver håbede på at dyrene ville trives og formere sig og blive til endnu en indtægtskilde for Sandwichøerne, som øerne dengang blev kaldt. Han foreslog derfor kong Kamehameha at dyrene blev belagt med et kapu (tabu) der forbød indbyggerne at slagte dem, for at de hurtigt kunne formere sig. Kongen indså hurtigt fordelen ved dette og udråbte et kapu over dyrene for en periode på ti år.

 For meget af det gode

Det kvæg George Vancouver havde med sig, var langhornskvæg fra Californien. (Se billedet på side 18.) Det var nogle store, frygtindgydende dyr med enorme horn. Hawaiianerne kaldte dem med det samme pua‘a pipi (ordret: oksegris) og overholdt kapu’et ved at holde sig langt fra dem. Dyrene blev altså overladt til sig selv og strejfede vidt omkring og formerede sig hurtigt.

Inden længe blev det for meget af det gode! Kvæget havde frie tøjler og ingen naturlige fjender, og det begyndte at gøre skade i skovene i mauka (bjerglandet) og at tage for sig i haverne i makai (lavlandet ved kysten), hvor beboerne dyrkede søde kartofler, yams, taroer og andre afgrøder. Man havde bygget hegn af vulkanske sten og papipi (figenkaktus), men det var slet ikke nok til at holde disse store, stærke, voldsomme og energiske dyr på afstand.

Først omkring 1815 fik en foretagsom mand fra New England, John Palmer Parker, tilladelse af kong Kamehameha I til at skyde nogle af de mange stykker kvæg, som nu var en plage på Big Island. Kongen havde indset at på længere sigt kunne kød, talg og skind fra dyrene blive en økonomisk fordel. Og med tiden blev sprængt oksekød i stedet for sandeltræ det vigtigste produkt fra Big Island.

Fra vaquero til paniolo

I begyndelsen af 1830’erne var de vilde kvægflokke efterhånden blevet så store og farlige at der måtte gribes ind. Kong Kamehameha III forstod at det var nødvendigt at få styr på kvæget. Derfor sendte han en overhøvding til Spansk Californien med besked på at han skulle tage nogle erfarne kvægdrivere med tilbage. De skulle holde sammen på kvæget og oplære nogle hawaiianere til at kunne gøre  det samme. På det tidspunkt fandtes dyrene ikke kun på Big Island, men også på øerne Oahu, Maui og Kauai.

I 1832 ankom der så et hold af spanske, mexicanske og indianske vaqueros (kvægdrivere) — garvede cowboys som havde lært deres fag på de spansk-mexicanske haciendaer. Med sig til Hawaii havde de deres typiske sombreroer, sadler, lassoer og sporer. Og på grund af deres spanske baggrund fik de snart tilnavnet „paniolos“, der kommer af „español“ (spansk). Det navn har de stadig.

Paniolo’erne var muntre cowboys der sled i det. Det var ikke kun i deres arbejde de udmærkede sig; de nød også at synge og spille. Det var en enorm opgave de skulle løse, men de satte en ære i deres arbejde, og de havde erfaring, mod, udholdenhed — lige det der skulle til. En mand der længe har været paniolo, fortæller hvilken indstilling der kendetegner en paniolo: „Arbejd hårdt, og lev længe.“ Og arbejde, det gjorde de! De havde en lang arbejdsdag, fra solopgang til efter solnedgang. Kvæget skulle drives sammen, adskilles, fanges med lasso og brændemærkes. Man var selvfølgelig også nødt til at bygge hegn og reparere dem nu da kvæget skulle tæmmes.

Men hvad er en cowboy uden hest? I 1803 kom de første heste til Hawaii med Richard J. Cleveland på skibet Lelia Byrd. De var af arabisk og maurisk afstamning. Kong Kamehameha I var den første hawaiianer på øerne der red på hest!

Hestene var hurtige, adrætte og udholdende, og de tilpassede sig hurtigt det ujævne terræn. De var en uundværlig hjælp for paniolo’erne i deres krævende arbejde med at holde kvæget sammen og tæmme det.

Til at begynde med løb nogle af hestene frit rundt ligesom kvæget. Med tiden parrede de sig med heste af andre racer fra Storbritannien og USA, for eksempel engelske fuldblodsheste og araberheste. Paniolo’erne fik derfor en interessant variation af heste til rådighed. Hvis man i dag spurgte en paniolo om hvilken hest han ville foretrække til at fange kvæg med og til rodeoridning, ville han sandsynligvis vælge quarterhesten. Hvorfor det? Fordi den reagerer hurtigt når den skal sætte i gang eller standse, og den er også meget lydig. Det gør den svær at hamle op med.

Verdensmesterskabet i rodeo

De hawaiianske paniolos beherskede de færdigheder som cowboys overalt er kendt for — ridning, lassokast og væddeløb. Flere af dem, blandt andre Ikua (Ike) Purdy og Archie Ka‘au‘a, var så dygtige at de i 1908 var med til den største rodeo i USA. Det var Frontier Days Rodeo i Cheyenne i staten Wyoming, en konkurrence med meget stor prestige.

Den vestlige cowboyverden lagde mærke til disse paniolos med deres farverige tøj, værdige stil og hawaiianske kranse. Og skille sig ud, det gjorde de! Ike Purdy blev verdensmester i kalvefangst med lasso, og Archie Ka‘au‘a nåede også langt i rodeoen. En forbløffet verden blev opmærksom på Hawaii og dens fascinerende paniolos. Senere, i 1996, blev Ike Purdy endda nomineret til at blive optaget i National Cowboy Hall of Fame.

Paniololivet i dag

Hvordan er paniololivet i dag? Måske ikke helt så farverigt, men der er stadig væk masser af hårdt arbejde, også på en moderne ranch. Parker Ranch i Waimea på Big Island er et godt eksempel på dette. Her er der mange tønder land, hundreder af kilometer hegn og mange tusind stykker kvæg. Der er rigeligt at gøre for en paniolo når han sammen med sin foretrukne hest fører kvæget fra den ene græsgang til den anden.

Når dagens arbejde i Waimea er forbi, er det ikke utænkeligt at man finder en gruppe paniolos siddende på deres yndlingsbar iført cowboybukser, cowboystøvler samt en cowboyhat der måske er pyntet med en hawaiikrans. Her lytter de til den karakteristiske guitarmusik som kaldes slack-key (hvor nogle af strengene på guitaren er slappere spændt end normalt), et lokalt fænomen, eller synger en gammel, klassisk hawaiisang.

[Illustration på side 17]

Kong Kamehameha I

 [Illustration på side 18]

Kvæg der brændemærkes

[Illustration på side 18]

Langhornskvæg

[Illustration på side 18, 19]

Fra venstre mod højre: Archie Ka‘au‘a, Eben Low og Ike Purdy

[Kildeangivelse]

Paniolo Preservation Society/Dr. Billy Bergin

[Kildeangivelse på side 16]

Hawaiiøerne: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Kildeangivelse på side 17]

Parker Ranch/​John Russell

[Kildeangivelse på side 18]

Parker Ranch/​John Russell