Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De tegner berømte og berygtede

De tegner berømte og berygtede

 De tegner berømte og berygtede

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I STORBRITANNIEN

HAR du nogen sinde prøvet at tegne et menneskeansigt? Det er ikke så ligetil. Men forestil dig nu at du skal lave en tegning af en som du kun har set en enkelt gang og kun i nogle få minutter. Og hvad mere er, du må kun tegne efter hukommelsen. Endelig skal din pastelskitse være klar i løbet af 30 minutter så den kan fremvises for et ventende tv-hold.

De fleste af os ville slet ikke kunne klare en sådan opgave. I Storbritannien er der imidlertid en lille gruppe mænd og kvinder som er eksperter på dette felt. Det er tegnerne ved retssager.

Lovbestemte begrænsninger

Retssager tiltrækker tit offentlighedens interesse, og i mange lande er det almindeligt at fotografere og lave tv-optagelser i retslokalet. Men i Storbritannien er det anderledes. Her er det desuden strengt forbudt „i retssale at fremstille tegninger eller skitser af personer“ — herunder dommere, nævninge og vidner så vel som sagsøgte og arrestanter. * Det er her den ovennævnte gruppe tegnere kommer ind i billedet, for deres opgave er at gengive det de ser i retssalen, til gavn for medierne.

For at få noget mere at vide om dette spændende fag tog jeg hen for at se en kunst- og designudstilling i London. Ved en velbesøgt stand mødte jeg Beth, som er en af disse særlige tegnere. „Hvor lang tid har du til at se på den tiltalte under retsmødet?“ var mit første spørgsmål.

Tidsfaktoren og formålet

„Når en arrestant er på anklagebænken under den indledende del af retsmødet, er han der som regel kun i lidt over to minutter, men det er også nok,“ sagde Beth. „Det giver mig tid til at lægge mærke til særlige kendetegn ved hovedet og frisuren samt faconen på næsen, øjnene, læberne og munden. Jeg skal også registrere ansigtets bredde, pandens højde, øreflippernes størrelse og andre karakteristika, som for eksempel skæg eller briller. Først da har jeg tilstrækkelig information til at lave en nøjagtig tegning af personen.

Nogle gange er mit arbejde mere krævende. Ved en retssag for nylig var der hele 12 mænd på anklagebænken! De var der ganske vist et kvarters tid, men at huske 12 ansigter til en tegning kræver stor koncentration. Jeg har en god visuel hukommelse, men det har været nødvendigt at skærpe den i årenes løb. Når jeg går ud af retslokalet, skal jeg for mit indre blik tydeligt kunne genkalde mig de ansigter jeg har set.“

„Hvor meget tid bruger du på at indsamle baggrundsmateriale om de personer du kommer til at se i retssalen?“ var mit næste spørgsmål. Beths svar overraskede mig.

 „I modsætning til en reporter indsamler jeg slet ikke nogen oplysninger. Jeg kommer til retssalen med et åbent sind og uden forudfattede meninger, og jeg gør en bevidst indsats for ikke at fortolke det jeg ser. Jeg bestræber mig for at skildre hvad der foregår i retslokalet, hvor ansigtsudtrykkene kan være forskellige fra dag til dag. Jeg må tænke på at nævningene måske ser mine tegninger, enten i fjernsynet eller i avisen, og jeg ønsker ikke at påvirke nogen af dem til at sige: ’Hvor ser han skyldbetynget ud.’ Netop på det område adskiller tegninger af en situation i en retssal sig væsentligt fra portrættegninger.“

„Øjeblikket“

Da jeg spurgte Beth om hemmeligheden bag hendes gode resultater, svarede hun: „Jeg er på udkig efter et særligt øjeblik — jeg kalder det ’øjeblikket’ — som udtrykker hele stemningen ved retsforhandlingerne. Da en anklaget begravede hovedet i hænderne, var denne bevægelse for eksempel en god beskrivelse af hvordan det stod til med hans sag. Og engang da en kvinde blev spurgt om hun var en god mor, sagde hendes ansigtsudtryk mere end hendes svar. Når folk bruger et lommetørklæde til at tørre en tåre bort, røber det også noget om deres indre følelser.

Vi er også nødt til at indfange stemningen i retslokalet, og det betyder at vi skal tegne dommeren, advokaterne og rettens personale, foruden bøgerne, belysningen og møblerne. Det synes folk er spændende at se, for en sådan scene er noget de fleste aldrig vil kunne opleve ved selvsyn. Hvor jeg laver mine tegninger? Nogle gange i presseværelset, men for det meste sidder jeg på et trappetrin et sted hvor der er ro. Derefter må jeg skynde mig tilbage til retslokalet for at føje flere ansigter til mit billede, som for eksempel når et vidne skal afhøres, eller når forsvareren skal holde sit indlæg.“ Med et lille smil tilføjer Beth: „Jeg har ladet mig fortælle at mange af mine tegninger hænger på forskellige advokatkontorer.“

Jeg betragtede med interesse de billeder der var udstillet på standen. De fik flere af de senere års retssager mod berømte og berygtede som jeg havde læst om, til at stå lyslevende for mig. Da jeg skulle til at gå efter ti minutters tid, rakte Beth mig en pasteltegning. Det var en tegning af mig!

[Fodnote]

^ par. 6 Dette gælder dog ikke i Skotland. I Danmark kan retten under særlige omstændigheder forbyde tegning under retsmøder eller offentliggørelse af tegninger fra et retsmøde.

[Illustrationer på side 14, 15]

En tegning af en situation i retssalen bragt i en avis (til venstre)

[Kildeangivelse]

© The Guardian