Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En tur ad verdens længste trolleybusrute

En tur ad verdens længste trolleybusrute

 En tur ad verdens længste trolleybusrute

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I UKRAINE

Kan man få en uforglemmelig oplevelse for en femmer? Ja, hvis man køber en billet og tager på en tur ad verdens længste trolleybusrute. Bussen afgår fra Simferopol, der ligger midt inde på Krimhalvøen i det sydlige Ukraine, og kører langs Sortehavet til Jalta, der ligger på Krims sydkyst. Det er en rejse på 95 kilometer. Du er velkommen til at tage med os på denne spændende tur!

VI MØDER Slavny Giorgi Mihailovich, også kaldet hr. Slavny, ved Simferopols trafikselskab. Han har arbejdet her siden 1959 og kender sin branche. Hr. Slavny fører os først igennem et trafikmuseum, hvor man kan se billeder af de mænd og kvinder der anlagde denne trolleybusrute. „En trolleybus kræver meget mere end blot en asfalteret vej for at kunne køre,“ forklarer han. „Derfor måtte der rejses hundreder af master som skulle bære kilometervis af køreledninger. Desuden måtte ingeniører konstruere elværker som kunne producere den nødvendige strøm.“

„Når nu bjergruten er så lang, hvorfor kører man så med eldrevne trolleybusser i stedet for benzindrevne busser?“ spørger vi.

„Det er fordi trolleybusser forurener mindre,“ svarer han. „På den måde beskytter vi vores naturarv, de uberørte bjerge og uspolerede kyststrækninger.“

„Men et par busser kan vel ikke skade så meget?“ spørger vi.

„Et par busser!“ gentager han. „Hør lige her: For adskillige år siden, i trolleybussernes velmagtsdage, afgik der en bus hvert andet eller tredje minut i hele sommersæsonen. Det var 400 ture daglig.“

Med dét i tanke kan vi næsten ikke vente med at komme af sted.

Rejsen begynder

Udgangspunktet for vores rejse er Simferopols hovedbanegård. Oven over os er der et virvar af sølvglinsende køreledninger. Vi får fat på vores billetter og stiger på trolleybus nr. 52. Så, nu kører vi!

Efter næsten 30 kilometer begynder vores opstigning i bjergene, og inden længe befinder vi os i de knejsende kæmpers kølige skygger. Stejle skrænter, som er dækket af stedsegrønne træer og løvtræer, skråner ned mod snedækkede dale. Da vi når toppen, tager udsigten fuldstændig vejret fra os. Og, tænk, turen ned er lige så smuk. Foran os snor vejen sig nedad for at ende som en prik i horisonten. Trolleybussens stærke bremser holder  accelerationen i skak, og vores chauffør får os bragt sikkert ned!

Ved foden af bjerget kommer vi ind i byen Alusjta, drejer til højre og kører sydpå langs kystvejen. Til venstre for os ligger Sortehavet, og til højre danner de majestætiske Krimbjerge en beskyttende mur.

Lidt længere fremme kommer vi til udkanten af byen Pusjkino, hvor vi får øje på ’Bjørnebjerget’. Ifølge sagnet var det en kæmpebjørn som forstenede da den forsøgte at slubre Sortehavet i sig. Den har, efter hvad de lokale siger, stadig hovedet under vand mens den får sig en ordentlig tår. Jeg tænker ved mig selv: ’Hvorfor siger de ikke bare at bjørnen faldt i vandet fordi den havde drukket for meget vin? Vi er jo kørt forbi så mange vinmarker.’ I dette vindistrikt ligger blandt andet vingården Massandra, som har vundet mange internationale konkurrencer.

Trolleybussen stopper i byen Nikita ved Nikitskij botaniske have, hvor vi står af. De tusinder af planter fra hele verden gør den til en international have. Vi nyder duften af nogle store stedsegrønne træer nær indgangen sammen med Tamara, vores kyndige guide. „Det er Libanons cedre,“ forklarer hun. „Salomon anvendte disse prægtige træer da han opførte sit tempel.“ Og det er sandt, for  Bibelen fortæller at der blev brugt store mængder cedertræ i det enorme byggeprojekt som Salomon påtog sig . — 1 Kongebog 5:6-18.

Alt imens vi slentrer ned ad de flittigt benyttede grusstier, lægger vi mærke til et bed med tornede buske. Tamara oplyser os om at det er roser, at haven har 200 sorter, og at de blomstrer i slutningen af maj og i begyndelsen af juni. Senere står vi foran en cirka 2,5 meter høj busk, der ellers ikke ser ud af meget. „Det er et papegøjetræ,“ siger Tamara, som tydeligvis er begejstret for denne art. „Det er muligt at anvende træets hårde ved som erstatning for metal, og det kan hamres i som stålsøm. Og så synker det endda til bunds i vand.“ Lidt senere kommer en trolleybus forbi. Vi er glade for at kunne sætte os ned igen og hvile vores trætte ben mens vi kører det sidste korte stykke ind i Jalta, til bussens endestation. Jalta huskes nok af mange for det historiske topmøde der i 1945, under Anden Verdenskrig, blev afholdt i Livadia-palæet. Det var ved dette topmøde at overhovederne for de tre vigtigste allierede stater lagde planer for endegyldigt at angribe og indtage Nazityskland.

Turen tilbage

Aftenen nærmer sig, og det er tid til at stige på bussen for at køre tilbage. Langs vejen sælger børn blandede blomsterbuketter. Bussen standser, og vi skynder os ud for at købe en buket og bliver hurtigt omringet af en gruppe ivrige børn der har næse for en god forretning. „Hvad er det for nogle hvide blomster du har der?“ spørger jeg Yana, en 15-årig pige med sandfarvet hår. „Det er vintergækker,“ svarer hun stolt. Og mens hun nikker hen mod den store bakke på den anden side af vejen, siger hun: „Efterhånden som sneen begynder at smelte, plukker vi dem tidligt om morgenen på den skråning derovre.“

Nu sidder vi i trolleybussen igen. Det går med raske bump hjemad, og omsider er rejsen slut. Vi har det som børn der lige har kørt i rutsjebane for første gang — vi har lyst til at tage en tur til!

[Kort på side 22, 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UKRAINE

KRIM

Sortehavet

SIMFEROPOL

↓ Chatyr-Dag-bjerget

Alusjta

Pusjkino

↓ Bjørne-bjerget

Nikita

↓ Massandra

Jalta

Livadia

Ai Petri-bjerget

Alupka

[Illustration på side 22, 23]

Ai Petri-bjerget

[Illustrationer på side 23]

Vorontsov-paladset, Alupka

[Illustration på side 23]

Marmorgrotten i Chatyr-Dag-bjerget

[Illustration på side 23]

Bjørnebjerget

[Illustration på side 24]

Slottet ’Svalereden’, Jalta

[Illustration på side 24]

På vingården Massandra, Jalta, ligger der sherry på flaske fra 1775

[Illustration på side 24]

Uchansu-vandfaldene. Med sine godt 150 meter er de Krims højeste

[Illustration på side 24]

Det historiske Livadia-palæ, Jalta