Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Højesteretsafgørelse til gunst for ytringsfriheden

Højesteretsafgørelse til gunst for ytringsfriheden

 Højesteretsafgørelse til gunst for ytringsfriheden

HØJESTERET offentliggjorde kendelsens præmisser den 17. juni 2002. Hvordan lød rettens afgørelse? Det fremgik af flere avisoverskrifter. The New York Times skrev: „Retten afviser begrænsning af Jehovas Vidners husbesøg.“ I The Columbus Dispatch fra Ohio stod der: „Højesteret ugyldiggør krav om tilladelse.“ Clevelandavisen The Plain Dealer skrev ganske enkelt: „Rådhusets godkendelse ikke nødvendig før henvendelse ved folks døre.“ I USA Today, på en side med kommentarer over for lederartiklen, kunne man læse: „Ytringsfriheden vinder.“

De lavere instansers afgørelser som gik imod Jehovas Vidner, blev omstødt med otte stemmer mod én. Kendelsens præmisser, som fyldte 18 sider, var skrevet af dommer John Paul Stevens. Afgørelsen var en overvældende bekræftelse af den beskyttelse den amerikanske forfatnings første tillægsartikel giver Jehovas Vidners offentlige forkyndelse. Højesteret skrev i præmisserne at Jehovas Vidner ikke havde søgt om tilladelse, da de mener at „deres bemyndigelse til at forkynde findes i Bibelen“. Retten citerede dernæst et udsagn i Jehovas Vidners procesindlæg: „At anmode myndighederne om en tilladelse til at forkynde betragter vi næsten som en fornærmelse mod Gud.“

I kendelsens præmisser hed det: „I over 50 år har Højesteret omstødt vedtægter der begrænser husbesøg og uddeling af pjecer. Det er ikke nogen tilfældighed at de fleste af disse sager, som har handlet om rettighederne i den første tillægsartikel, er blevet bragt for retten af Jehovas Vidner. Det skyldes at deres religion påbyder dem at besøge folk fra dør til dør. Som vi skrev i sagen Murdock mod Pennsylvania, . . . (1943), gør Jehovas Vidner ’krav på at følge Paulus’ eksempel, idet de underviser „offentligt og i Husene“. Apostelgerninger 20:20. De tager Bibelens påbud: „Gaar ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al  Skabningen!“ bogstaveligt. Markus 16:15. De mener at de derved adlyder Guds bud.’“

I præmisserne blev der igen citeret fra sagen i 1943: „En sådan religiøs aktivitet har en lige så høj status under den første tillægsartikel som tilbedelse i en kirkebygning og forkyndelse fra en prædikestol. Den har samme krav på beskyttelse som de mere ortodokse og udbredte former for trosudøvelse.“ Der blev desuden citeret fra en sag i 1939: „At pålægge censur ved at kræve en særlig tilladelse der umuliggør den frie og uhindrede uddeling af skrifter, er et udfald mod selve de forfatningsmæssige garantier.“ — Kursiveret af dem.

Dernæst blev der i præmisserne fremsat en bemærkelsesværdig udtalelse: „Disse sager viser at Jehovas Vidners bestræbelser for at modsætte sig begrænsninger af ytringsfriheden ikke alene har været en kamp for deres egne rettigheder.“ Man gjorde opmærksom på at Jehovas Vidner „ikke er den eneste del af befolkningen som risikerer at blive bragt til tavshed af bestemmelser som den byen Strattons myndighed har vedtaget.“

I kendelsens præmisser stod der endvidere at vedtægten „er en fornærmelse — ikke blot mod de værdier der beskyttes af den første tillægsartikel, men også mod forestillingen om hvad et frit samfund er — at man i forbindelse med almindelige, daglige samtaler først skal informere myndighederne om sit ønske om at tale med andre og dernæst indhente tilladelse til at gøre det. . . . En lov der kræver en særlig tilladelse til at ytre sig på den måde, er en drastisk afvigelse fra vores nationale arv og forfatningsmæssige tradition.“ Præmisserne beskrev derefter „den skadelige virkning et sådant krav om tilladelse kunne få“.

Faren for kriminalitet

Hvad med det synspunkt at tilladelsen er en sikkerhedsforanstaltning mod indbrudstyve og andre kriminelle? Retten påpegede: „Vi erkender at frygten for kriminalitet er berettiget, men de foreliggende præcedenstilfælde viser klart at der skal være balance mellem denne bekymring og den virkning en eventuel vedtægt eller bestemmelse kan få på de rettigheder som den første tillægsartikel garanterer.“

Kendelsens præmisser fortsatte: „Det synes usandsynligt at kriminelle skulle undlade at banke på folks døre og tale med dem om ting som ikke er omfattet af vedtægten, bare fordi de ikke har en tilladelse til det. De kunne for eksempel spørge om vej eller bede om lov til at låne telefonen. . . . De kunne også lade sig registrere under falsk navn på en person med en ren straffeattest.“

Med henvisning til kendelser der blev afsagt i 1940’erne, skrev retten: „Retorikken i præmisserne i tiden under Anden Verdenskrig som gentagne gange sparede sagsøgernes [Vagttårnsselskabets]  trosfæller for snæversynet retsforfølgelse, afspejlede Højesterets vurdering af den første tillægsartikels rettigheder som er aktuelle i denne sag.“

Hvordan lød Højesterets endelige afgørelse? „Thi bestemmes: Appeldomstolens afgørelse omstødes, og sagen hjemvises til retsforhandlinger i overensstemmelse med nærværende kendelses præmisser.“

Konklusionen på sagen blev altså, som der stod i Chicago Sun-Times, at „Højesteret støtter Jehovas Vidner“, hvilket skete med et flertal på otte mod én.

Hvad med fremtiden?

Hvordan betragter Jehovas Vidner i den nærliggende Wellsville menighed denne sejr ved Højesteret? Der er bestemt ingen grund til at prale på Strattons indbyggeres bekostning. Jehovas Vidner bærer ikke nag til landsbyens beboere. Et af de lokale Jehovas Vidner, Gregory Kuhar, siger: „Vi havde helst været foruden denne retssag. Men vedtægten var simpelt hen malplaceret. Det vi gjorde, kom ikke kun os til gavn; det kom alle til gavn.“

Kendsgerningerne viser at de lokale Jehovas Vidner havde gjort en bevidst indsats for ikke at provokere indbyggerne i landsbyen. Et Jehovas vidne ved navn Gene Koontz beretter: „Sidste gang vi forkyndte i Stratton, var den 7. marts 1998 — altså for over fire år siden.“ Han tilføjer: „Jeg fik personligt at vide at jeg ville blive arresteret. Vi har i de forløbne år hørt om mange tilfælde hvor politiet har truet med at arrestere os. Når vi bad om at se vedtægten på tryk, fik vi aldrig noget svar.“

Koontz fortsætter: „Vi vil helst have et godt forhold til vores naboer. Hvis nogen ikke ønsker at få besøg af os, respekterer vi deres beslutning. Men nogle er venlige og vil gerne tale med os om Bibelen.“

Gregory Kuhar siger: „Vi har ikke ført denne retssag for at genere Strattons indbyggere. Vi ønskede blot juridisk at få stadfæstet vores forfatningssikrede ytringsfrihed.“

Han fortsætter: „Vi håber at vi med tiden kan vende tilbage til Stratton. Når vi vender tilbage, vil jeg med glæde være den første der banker på hos en af byens indbyggere. Ifølge Jesu befaling skal vi jo vende tilbage.“

Udfaldet af sagen „Watchtower mod Village of Stratton“ har fået vidtrækkende konsekvenser. Efter at have fået kendskab til Højesterets afgørelse har en række lokale myndighedspersoner i USA erkendt at lokale vedtægter ikke længere kan bruges som begrundelse for at begrænse Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde. Indtil nu er problemer vedrørende hus til hus-forkyndelse blevet løst i omkring 90 lokalsamfund.

[Ramme på side 9]

„JEHOVAS VIDNER HAR GJORT DET IGEN“

Charles C. Haynes, forsker og leder af undervisningsprogrammer ved The First Amendment Center, skrev ovennævnte ord på Microsoft National Broadcasting Corporations websted under titlen „Trosfriheden“. Haynes fortsatte: „I sidste uge vandt [Jehovas Vidner] sejr i USA’s højesteret for 48. gang — en helt usædvanlig række af sager som i væsentlig grad har øget den beskyttelse den første tillægsartikel giver alle amerikanere.“ Derefter skrev han advarende: „Husk: Hvis myndighederne kan begrænse ét trossamfunds frihed, har de magt til at begrænse friheden for andre trossamfund — eller alle trossamfund. . . . Folk har selvfølgelig ret til at lade være med at lytte — og til at lukke deres døre. Men det offentlige skal ikke have bemyndigelse til at afgøre hvem der må banke på hos folk. Et stort bifald til Højesteret!“

Haynes sluttede: „Vi står alle i taknemmelighedsgæld til Jehovas Vidner. Uanset hvor mange gange de bliver hånet, jaget ud af byen og endog overfaldet, bliver de ved med at kæmpe for deres (og dermed vores) religionsfrihed. Og når de vinder, vinder vi alle.“

[Ramme/illustrationer på side 10, 11]

HVAD SAGDE PRESSEN OM HØJESTERETSAFGØRELSEN?

„Højesteret støtter Jehovas Vidner; Forkyndelse fra dør til dør kræver ikke tilladelse

I deres gerning med at banke på folks døre har [Vidnerne] altid ment at Gud stod bag dem. Nu har de også USA’s højesteret i ryggen.“ — Chicago Sun-Times, den 18. juni 2002.

„Ytringsfriheden vinder

Næste gang nogle Jehovas Vidner forstyrrer dig i middagsmaden, kan du overveje om ikke du burde takke dem. Tro mod deres religiøse principper har dette ukonventionelle trossamfund med næsten 1 million medlemmer [i USA] sikkert gjort mere end nogen anden organisation for at sikre ytringsfriheden for den enkelte amerikaner. . . .

At appellere til Højesteret er ikke noget nyt for Jehovas Vidner. Gennem 65 år har de i over en snes sager kæmpet effektivt mod flertallets tyranni.“ — USA TODAY, den 18. juni 2002.

„Dør til dør-besøg en forfatningsmæssig ret. Kendelsen var en sejr for Jehovas Vidner

USA’s højesteret afsagde i mandags en kendelse som fastslår at politikere, religiøse grupper, pigespejdere og andre har en forfatningsmæssig ret til at gå fra dør til dør og tale deres sag uden først at indhente tilladelse hos de lokale myndigheder.“ — San Francisco Chronicle, den 18. juni 2002.

„Højesteret: Man kan ikke hindre Jehovas Vidner og pigespejdere i at banke på døren

WASHINGTON — I dag slog Højesteret fast at forfatningen beskytter missionærers, politikeres og andres ret til at banke på folks døre uden først at have indhentet tilladelse til det hos de lokale myndigheder. . . .

Med otte stemmer mod én konkluderede Højesteret at ytringsfriheden der garanteres i den første tillægsartikel, omfatter retten til at komme direkte til folks døre med et budskab.“ — Star Tribune, Minneapolis, den 18. juni 2002.

[Illustration på side 9]

Dommer Stevens

[Kildeangivelse]

Stevens: Collection, The Supreme Court Historical Society/Joseph Bailey