Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den første hurdle — Mundtlig procedure for Højesteret

Den første hurdle — Mundtlig procedure for Højesteret

 Den første hurdle — Mundtlig procedure for Højesteret

DEN MUNDTLIGE PROCEDURE i nærværelse af USA’s højesteretspræsident, William Rehnquist, og de otte øvrige højesteretsdommere blev fastsat til den 26. februar 2002. Jehovas Vidners interesser blev varetaget af et hold på fire advokater.

Jehovas Vidners ordførende advokat begyndte sin mundtlige procedure på denne interessante måde: „Det er lørdag formiddag, klokken er 11.00, i landsbyen Stratton. [Derpå bankede han tre gange på talerstolen.] ’God morgen. På baggrund af den seneste tids begivenheder gør jeg en særlig indsats for at besøge folk og fortælle dem om noget langt bedre, som profeten Esajas i sin tid talte om. Det er den gode nyhed som Jesus forkyndte, den gode nyhed om Guds rige.’“

Han fortsatte: „Det er strafbart at gå fra dør til dør i landsbyen Stratton med det budskab, medmindre man først har indhentet myndighedernes tilladelse til det.“

’Beder I ikke om penge?’

Dommer Stephen G. Breyer stillede nogle spørgsmål som var relevante for Jehovas Vidner. Han spurgte: „Er det sandt at Deres klienter ikke beder om penge, ikke så meget som en penny, og at de ikke sælger bibler eller noget andet; at alt hvad de gør, er at sige: ’Jeg vil gerne tale med dig om religion’?“

Jehovas Vidners advokat svarede: „Høje dommer, det står helt fast at Jehovas Vidner ikke har bedt om penge i landsbyen Stratton. Det samme gælder i andre områder. Nogle gange omtaler de muligheden for at give frivillige bidrag. . . . Vi anmoder ikke om bidrag. Vi ønsker blot at tale med folk om Bibelen.“

Er det nødvendigt med en tilladelse?

Dommer Antonin Scalia spurgte: „Efter Deres mening bør man altså ikke være forpligtet til at gå til borgmesteren og bede om tilladelse til at tale med en nabo om et interessant emne?“ Jehovas Vidners advokat svarede: „Vi mener ikke at denne domstol bør stadfæste en lokal myndigheds regulativ om at man som borger skal have en tilladelse før man må tale med en anden borger på dennes bopæl.“

Andre argumenter, ændret holdning

Nu skulle byen Stratton forelægge sin sag. Den ordførende advokat for byen gjorde rede for Strattons vedtægt på følgende måde: „I sine bestræbelser for at beskytte  borgernes privatliv og forebygge kriminalitet gør Stratton brug af sin politimyndighed. Vedtægten om dørsalg og henvendelse ved folks døre kræver blot at man lader sig registrere og bærer en tilladelse mens man går fra dør til dør.“

Dommer Scalia gik med det samme til sagens kerne med spørgsmålet: „Har I kendskab til nogen anden højesteretssag som overhovedet har omtalt en så omfattende vedtægt angående henvendelse ved folks døre, ikke for at indsamle penge, ikke for at sælge varer, men blot for at sige: ’Jeg vil gerne tale med dig om Jesus Kristus’, eller: ’Jeg vil gerne tale med dig om beskyttelse af miljøet?’ Har vi haft sådan en sag?“

Dommer Scalia fortsatte: „Jeg har ikke kendskab til at sådanne sager har været forelagt retten i de sidste to hundrede år.“ Højesteretspræsident Rehnquist replicerede vittigt: „Så længe har du jo slet ikke været her.“ Flere af de tilstedeværende lo. Dommer Scalia gik videre i sin argumentation: „Rækkevidden af det vi drøfter her, er ny for mig.“

En god idé?

Dommer Anthony M. Kennedy spurgte lidt spidst: „Synes De det er en god idé at jeg er nødt til at bede myndighederne om en tilladelse før jeg går lidt ned ad vejen hvor jeg ikke kender folk, og siger: ’Jeg vil gerne tale med jer om renovationen; om vores kongresmedlem’, eller noget lignende? Skal jeg spørge myndighederne før jeg kan gøre det?’“ Og han tilføjede: „Det er utroligt.“

Dommer Sandra Day O’Connor brød ind og spurgte: „Hvad med børn der er ude at rasle ved dørene? Skal de have en tilladelse til det?“ Både dommer O’Connor og dommer Scalia fortsatte ræsonnementet i samme spor. Dommer O’Connor kom med et andet argument: „Hvad med at låne en kop sukker hos naboen? Skal jeg have en tilladelse før jeg kan gå hen for at låne en kop sukker af naboen?“

Er Jehovas Vidner dørsælgere?

Dommer David H. Souter spurgte: „Hvorfor er Jehovas Vidner omfattet af denne vedtægt? Er de dørsælgere, pengeindsamlere eller omrejsende handelsmænd der tilbyder varer eller serviceydelser? Hører de til nogle af de kategorier?“ Strattons ordførende advokat citerede vedtægten meget detaljeret og tilføjede at den lavere retsinstans havde defineret Jehovas Vidner som dørsælgere. Dommer Souters svar lød: „Hvis Deres definition af dørsælgere inkluderer Jehovas Vidner, er det en meget vidtrækkende definition.“

Dommer Breyer citerede en ordbogs definition af en dørsælger for at vise at beskrivelsen ikke passer på Jehovas Vidner. Han tilføjede: „Ikke et eneste sted i Deres procesindlæg har jeg læst noget om hvad formålet er med at kræve at disse mennesker [Jehovas Vidner], som ikke er interesserede i penge, i at sælge noget eller i at hverve stemmer, skal henvende sig på rådhuset og blive registreret. Hvad er byens formål?“

Er retten til kommunikation en særrettighed?

Byens advokat forklarede at „hensigten er at forebygge irritation hos boligejerne“. Han præciserede yderligere at det var for at beskytte beboerne mod svindlere og andre kriminelle. Dommer Scalia citerede fra vedtægten for at vise at borgmesteren kan forlange at få yderligere oplysninger om den der ønsker at blive registreret og den pågældendes formål med registreringen „for helt præcist at kunne afgøre hvad den ønskede tilladelse skal bruges til“. Han tilføjede skarpt: „Skulle retten til at gå rundt og overbevise sine medmennesker om det ene eller det andet være en særrettighed? Det virker helt urimeligt!“

 Dommer Scalia fortsatte: „Skal man virkelig forlange at alle, før de ringer på en dørklokke, skal have taget deres fingeraftryk på rådhuset? Er en lille risiko for at der skulle ske noget kriminelt, tilstrækkeligt som argument for at alle som ønsker at ringe på folks døre, skal registreres på rådhuset? Selvfølgelig er den ikke det.“

En beskyttelse af beboerne?

Da byens advokats 20 minutter var udløbet, gav han ordet til den ledende advokat for staten Ohio. Han fremførte at vedtægten beskyttede beboerne mod at få besøg af en fremmed, „helt sikkert en uindbudt person som befinder sig her på min ejendom . . . og jeg finder det berettiget at indbyggerne siger: ’Vi er bekymrede over den slags aktiviteter.’“

Dommer Scalia kommenterede: „Landsbyen siger altså at disse mennesker (Jehovas Vidner) skal registreres hos borgmesteren for at få lov til at ringe på, selv hos dem som gerne vil have besøg af Jehovas Vidner, folk som sidder alene og gerne vil tale med andre om hvad som helst.“

„En særdeles rimelig begrænsning“

Under proceduren fremførte dommer Scalia et stærkt argument: „Vi kan alle være enige om at de tryggeste samfund hvad kriminalitet angår, findes i de totalitære diktaturstater. Det er velkendt at de næsten ikke har nogen kriminalitet. En af omkostningerne ved frihed er at den i nogen grad øger risikoen for kriminalitet. Spørgsmålet er om denne vedtægt vil kunne forhindre så mange ulovlige aktiviteter at det berettiger at man af den grund begrænser retten til at ringe på folks døre.“ Hertil svarede staten Ohios advokat at der var tale om „en særdeles rimelig begrænsning“. Dommer Scalia svarede at den var så ’rimelig’ at „vi ikke kan finde en eneste sag om en lokal myndighed der nogen sinde har vedtaget en bestemmelse af den art. Sådan en vedtægt kan man vist ikke kalde rimelig.“

Til sidst måtte den ledende advokat indrømme: „Jeg ville være tilbageholdende over for et decideret forbud mod at ringe eller banke på folks døre.“ Og med den bemærkning afsluttede han sin argumentation.

Under sit afsluttende indlæg påpegede Jehovas Vidners advokat at vedtægten ikke omtaler nogen måde hvorpå man kan få verificeret folks oplysninger. „Jeg kan henvende mig på landsbyens rådhus og sige at jeg er den og den, få udleveret en tilladelse og derefter gå fra hus til hus.“ Han pegede også på at vedtægten giver borgmesteren myndighed til at nægte at udstede en tilladelse til en person der hævder at han ikke er medlem af nogen organisation. Advokaten fortsatte: „Efter vores mening vil der helt klart være tale om en skønsmæssig vurdering,“ og tilføjede: „Med al respekt vil jeg gerne sige at vores [Jehovas Vidners] aktivitet i høj grad er dækket af bestemmelserne i den første tillægsartikel.“

Kort efter afsluttede højesteretspræsident Rehnquist den mundtlige procedure med ordene: „Sagen forelægges [Højesteret].“ Hele den mundtlige procedure havde varet lidt over en time. Hvor stor betydning denne time havde, viste sig senere i kendelsen, som blev afsagt i juni.

[Illustrationer på side 6]

Højesteretspræsident Rehnquist

Dommer Breyer

Dommer Scalia

[Kildeangivelser]

Rehnquist: Collection, The Supreme Court Historical Society/Dane Penland; Breyer: Collection, The Supreme Court Historical Society/Richard Strauss; Scalia: Collection, The Supreme Court Historical Society/Joseph Lavenburg

[Illustrationer på side 7]

Dommer Souter

Dommer Kennedy

Dommer O’Connor

[Kildeangivelser]

Kennedy: Collection, The Supreme Court Historical Society/Robin Reid; O’Connor: Collection, The Supreme Court Historical Society/Richard Strauss; Souter: Collection, The Supreme Court Historical Society/Joseph Bailey

[Illustration på side 8]

Retslokalets interiør

[Kildeangivelse]

Foto af Franz Jantzen, Collection of the Supreme Court of the United States