Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Biler før og nu

Biler før og nu

 Biler før og nu

FRA de tidligste tider har mennesket interesseret sig for transport. I begyndelsen var dyr de eneste transportmidler til lands; men der var behov for noget bedre. Et vigtigt fremskridt var hjulet, som gjorde det muligt at konstruere hestevogne. Men med det 19. århundredes opfindelser fremkom helt nye transportformer der overgik al fantasi.

Bedre og bedre motorer

I sidste halvdel af det 19. århundrede udviklede tyskeren Nikolaus August Otto en firetakts gasmotor, som med tiden fortrængte både dampmaskiner og elmotorer. Hans landsmænd Carl Benz og Gottlieb Daimler blev fremtrædende foregangsmænd inden for bilfabrikation i Europa. I 1885 kørte Benz en trehjulet bil med en  encylindret totaktsmotor som præsterede 250 omdrejninger i minuttet. Daimler havde siden 1872 bygget stationære gasmotorer. Over ti år senere udviklede han i samarbejde med Wilhelm Maybach en hurtig forbrændingsmotor som takket være en karburator kunne køre på benzin.

Kort efter byggede Daimler og Maybach en motor der præsterede 900 omdrejninger i minuttet. Siden konstruerede de en motor som de monterede på en cykel. Dette køretøj blev prøvekørt den 10. november 1885. I 1926 fusionerede firmaerne Daimler og Benz og markedsførte deres produkter under navnet Mercedes-Benz. * Ejendommeligt nok mødtes Daimler og Benz aldrig.

I 1890 fremstillede de to franskmænd Emile Levassor og René Panhard et firhjulet køretøj med motoren anbragt midt i chassiset. Året efter monterede de motoren foran, hvor den var bedre beskyttet mod støv og mudder fra jordvejene.

Fra eksklusiv til hvermandseje

De første biler var forholdsvis dyre og af den grund forbeholdt de få. Det ændrede sig da Henry Ford i 1908 iværksatte samlebåndsproduktionen af  model T, der også gik under øgenavnet „Tin Lizzie“. Den revolutionerede bilindustrien. Modellen var alsidig, let at vedligeholde og så rimelig i pris at almindelige mennesker havde råd til den. * Ifølge bogen Great Cars of the Century havde Ford T æren af at „sætte Amerika — og i sidste instans hele verden — på hjul“.

Nu, næsten hundrede år efter, er det en almindelig holdning at en bil ikke er en luksus, men en nødvendighed. En undersøgelse der for nogen tid siden blev offentliggjort i Londondagbladet Independent, viste at nogle tager bilen selv når de kun skal tilbagelægge få hundrede meter.

De tekniske fremskridt har ikke kun gjort bilerne hurtigere, men også mere sikre. I de seneste år har antallet af trafikdræbte været for nedadgående i flere lande, og nogle bilkøbere går mere op i sikkerhed end i design. I mange biler optager deformerbare zoner hovedparten af kraften ved et sammenstød, mens den stive kabine forbliver intakt. Blokeringsfrie bremser gør bilen lettere at styre i glat føre. Trepunkts sikkerhedsseler beskytter kroppen, og  airbags hindrer at hoved og overkrop slår mod rattet eller instrumentbrættet. *

Men intet kan erstatte gode trafikvaner. Som El Economista fra Mexico City skriver: „Det hjælper ikke at gøre bilerne mere sikre hvis vi ikke kører ordentligt. Ikke engang de mest avancerede sikkerhedssystemer kan redde os hvis vi trodser naturlovene.“

Nogle af vor tids biler er næsten lige så veludstyrede som et hjem. Nogle er udrustet med cd-afspiller, fjernsyn, telefon og separat kontrol af lyd og temperatur ved hver sæderække. Det bliver også mere udbredt med navigationsanlæg, der ved hjælp af GPS-satellitmodtagere anviser den bedste vej til bestemmelsesstedet. Nogle systemer kan endda give aktuel information om trafikproblemer. Naturligvis er det også et udbredt statussymbol at have det nyeste udstyr og den seneste model — noget som bilfabrikkerne og reklamebranchen bevidst spiller på.

Som vi har set, har bilen udviklet sig kolossalt siden den gjorde sin entré på vejene for over 100 år siden. Brugt med omtanke kan den være til stor gavn i kommerciel trafik og til privatbrug.

[Fodnoter]

^ par. 5 Emil Jellinek, der havde skudt et stort beløb i firmaet Daimler, foreslog at fabrikkens biler blev opkaldt efter hans datter, Mercedes. Han frygtede at det tyskklingende navn Daimler ikke ville slå an i Frankrig.

^ par. 8 Den første årgang af Ford T kostede 850 dollars, men i 1924 kunne man anskaffe sig et fabriksnyt eksemplar for så lidt som 260 dollars. I de 19 år produktionen varede, blev der fremstillet 15 millioner af Ford T-modellen.

^ par. 10 Airbags kan være farlige hvis de ikke suppleres med sikkerhedsseler. Det gælder især for børn og spinkle voksne med beskeden højde.

[Diagram/illustrationer på side 22-25]

Årstallene angiver produktionsperiode

1885 Benzbilen

Verdens første anvendelige bil

1907-1925 Rolls-Royce Silver Ghost

Overlegent hurtig, lydsvag, luksuspræget og driftssikker

1908-1927 Ford T

Indledte masseproduktionens æra. Der blev solgt over 15.000.000 eksemplarer

I baggrunden: Samlebånd hos Ford

1930-1937 Cadillac V16 7.4-L

Var udstyret med verdens første og mest vellykkede type af 16-cylindrede motorer

1939–endnu Den klassiske folkevogn

Fremstillet i over 20.000.000 eksemplarer. Afløseren Beetle (nederst til venstre) kom på gaden i 1998

1941–endnu Jeep

Måske verdens bedst kendte køretøj

1948-1965 Porsche 356

Porsches første succesmodel var baseret på folkevognen

1952-1957 Mercedes-Benz 300SL

Havde kælenavnet Mågevinge og var den første bil med selvbærende karrosseri og brændstofindsprøjtning

1955-1968 Citroën DS 19

Servostyring, 4-trins gearkasse, bremseforstærker og affjedring var hydraulisk drevet

1959–endnu Mini

Denne utraditionelle og populære bil havde stor succes i racerløb og rallysport

1962-1964 Ferrari 250 GTO

En sportsvogn med høj ydeevne takket være sin V-12-motor med 300 hestekræfter

1970-1973 Datsun 240Z

Var en driftssikker og forholdsvis billig sportsvogn

1970–endnu Range Rover

Regnes af mange for verdens bedste firhjulstrukne terrænbil

1984–endnu Chrysler Minivan

Var med til at gøre de såkaldte MPV-biler populære

Thrust SSC

Den 15. oktober 1997 satte dette køretøj en ny officiel hastighedsrekord i Black Rock-ørkenen i Nevada i USA, med 1228 kilometer i timen

[Kildeangivelser]

Benzbilen: DaimlerChrysler Classic; baggrund: Brown Brothers; Ford T: Med tilladelse af VIP Classics; Rolls-Royce: Foto med tilladelse af Rolls-Royce & Bentley Motor Cars

Jeep: Med tilladelse af DaimlerChrysler Corporation; sort folkevogn: Med tilladelse af Vintage Motors of Sarasota; gul Beetle: VW Volkswagen AG

Citroën: © CITROËN COMMUNICATION; Mercedes-Benz: PRNewsFoto

Chrysler Minivan: Med tilladelse af DaimlerChrysler Corporation; Datsun: Nissan North America; Thrust SSC: AP Photo/Dusan Vranic