Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Magna Charta og menneskets søgen efter frihed

Magna Charta og menneskets søgen efter frihed

 Magna Charta og menneskets søgen efter frihed

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ENGLAND

ET STED i Surrey løber Themsen gennem et malerisk engelsk landskab. På en af engene langs flodens bredder står et monument med en inskription til minde om en begivenhed der fandt sted i det 13. århundrede. Her, på Runnymede-engen, mødtes den engelske kong Johan uden Land (regerede 1199-1216) med fjendtligsindede baroner — magtfulde jordbesiddere som var utilfredse med kongens magtmisbrug. Baronerne forlangte at kongen tilgodeså deres krav ved at tilstå dem visse rettigheder. Under stærkt pres satte kongen til sidst sit segl på et dokument som kom til at hedde Magna Charta (Det Store Frihedsbrev).

Hvorfor er dette dokument blevet beskrevet som „det mest betydningsfulde juridiske dokument i Vestens historie“? Svaret fortæller en hel del om menneskets søgen efter frihed.

Baronernes artikler

Kong Johan uden Land var faldet i unåde hos den katolske kirke. Han havde trodset pave Innocens III ved ikke at ville anerkende Stephen Langton som ærkebiskop af Canterbury. Det fik kirken til at trække sin støtte tilbage og ekskommunikere kongen. Johan forsøgte dog at komme til en forsoning. Han indvilligede i at afstå England og Irland til paven, hvorefter paven gav disse kongeriger tilbage til Johan mod at kongen erklærede kirken sin loyalitet og betalte en årlig skat. Johan var nu pavens vasal.

Kongen var også plaget af økonomiske problemer. Under sit 17 år lange styre opkrævede han ekstra skatter af jordbesidderne 11 gange. Hele denne strid i forbindelse med kirkelige og økonomiske anliggender førte til den udbredte opfattelse at kongen var upålidelig. Og hans personlighed syntes kun at bestyrke denne opfattelse.

Uroen brød ud i lys lue da baronerne fra den nordlige del af landet nægtede at betale flere skatter. De marcherede mod London og frasagde sig deres troskab mod kong Johan. Der blev nu diskuteret frem og tilbage mellem kongen på sit slot i Windsor og baronerne, der havde lejret sig mod øst i den nærliggende by Staines. Forhandlinger bag kulisserne førte parterne sammen til et møde der foregik mellem de to byer, nemlig på Runnymede. Mandag den 15. juni 1215 satte Johan sit segl på et dokument med 49 artikler. Dokumentet indledes med ordene: ’Følgende er de artikler som baronerne anmoder om, og som kongen accepterer.’

 Frihed under loven

Johans intentioner blev dog hurtigt draget i tvivl. Til trods for en udbredt konge- og pavefjendsk holdning blandt folket sendte kongen repræsentanter til paven i Rom. Paven udstedte omgående buller som erklærede Runnymede-overenskomsten ugyldig, og i England udbrød der straks borgerkrig. Året efter døde Johan pludselig, og hans niårige søn, Henrik, kom på tronen.

Den unge monarks tilhængere sørgede for at Runnymede-overenskomsten blev revideret. Ifølge brochuren Magna Carta var denne reviderede udgave „hurtigt blevet ændret fra et middel til at bekæmpe tyranni til et manifest som mænd med moderate synspunkter kunne slutte op om for at støtte hans [kongens] interesser“. Overenskomsten blev revideret adskillige gange i Henriks regeringstid. Da hans efterfølger, Edward I, den 12. oktober 1297 stadfæstede Magna Charta endnu en gang, blev en kopi af dokumentet føjet til de ruller i det engelske rigsarkiv der indeholder parlamentets vedtægter, en liste over dokumenter med særlig betydning for offentligheden.

Frihedsbrevet begrænsede monarkens magtbeføjelser. Det fastslog at han, ligesom alle hans undersåtter, nu var underlagt loven. Ifølge Winston Churchill, berømt historiker og britisk premierminister, var Magna Charta „et system med kontrolorganer og ligevægt som ville give monarkiet den styrke det behøvede, men også forhindre at den blev misbrugt af en tyran eller en tåbe“. En ædel  målsætning, må man sige. Men hvilken betydning havde dette dokument for menigmand? Meget lidt på det tidspunkt. Magna Charta beskrev kun rettighederne for „frie mænd“ — en eksklusiv gruppe som dengang var i mindretal. *

Encyclopædia Britannica siger at Magna Charta „ret hurtigt blev et kampråb mod undertrykkelse og et symbol som efterfølgende generationer fortolkede som en beskyttelse af deres egne truede friheder“. På baggrund heraf blev alle parlamentsmøder i England indledt med en bekræftelse af Magna Charta.

Advokater i 1700-tallets England brugte artikler fra Magna Charta som grundlag for rettigheder såsom nævningebehandling, habeas corpus, * lighed for loven, beskyttelse mod vilkårlige arrestationer og parlamentarisk kontrol af beskatning. Efter den engelske statsmands William Pitts mening var Magna Charta en del af ’den engelske forfatnings bibel’.

Frihedsidealet breder sig

Lord Bingham, som var retspræsident i England og Wales fra 1996 til 2000, har sagt: „Historisk set har den grundlovsmæssige betydning af Magna Charta været meget mindre påvirket af hvad Frihedsbrevet sagde, end hvad man mente det sagde.“ Ikke desto mindre bredte Magna Chartas frihedsidealer sig senere til hele den engelsktalende verden.

Pilgrimmene, som forlod England i 1620 og rejste til Amerika, tog en kopi af Magna Charta med sig. I 1775, da britiske kolonier i Amerika gjorde oprør mod at blive beskattet uden at måtte få repræsentation i regeringen, erklærede den lovgivende forsamling i den stat som i dag hedder Massachusetts, at en sådan beskatning stred mod Magna Charta. Massachusetts’ daværende officielle segl skildrede interessant nok en mand med et sværd i den ene hånd og Magna Charta i den anden.

Da repræsentanter for den unge nation mødtes for at affatte USA’s forfatning, tog de princippet om frihed under loven til følge. Den amerikanske Bill of Rights, som er tillægsartikler til forfatningen, bygger på dette princip. Som en anerkendelse af Magna Charta opstillede det amerikanske advokatsamfund i 1957 et monument på Runnymede med en inskription som lyder: „Til minde om Magna Charta — symbol på frihed under loven.“

I 1948 var Eleanor Roosevelt, politiker og forhenværende præsidentfrue, med til at udforme FN’s Menneskerettighedserklæring, og hun håbede at den ville blive „det internationale Magna Charta for alle på jorden“. Ja, Magna Chartas historie viser noget om menneskets stærke længsel efter frihed. Trods ædle idealer bliver grundlæggende menneskerettigheder stadig krænket i mange lande. Menneskeskabte regeringer har igen og igen vist at de ikke kan garantere frihed for alle. Det er en af grundene til at Jehovas Vidner sætter pris på en langt bedre form for frihed under loven — frihed under Guds rige.

Bibelen siger noget bemærkelsesværdigt om Gud: „Hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ (2 Korinther 3:17) Hvis du er interesseret i at vide hvad det er for en frihed Guds rige tilbyder menneskeheden, er du velkommen til spørge Jehovas Vidner om det næste gang de besøger dig. Måske finder du svaret både fascinerende og befriende.

[Fodnoter]

^ par. 12 „I 1215 havde begrebet ’frie mænd’ en begrænset betydning, men i det syttende århundrede sigtede det til næsten alle befolkningsgrupper.“ — History of Western Civilization.

^ par. 14 Af latin „du skal fremstille personen“. Habeas corpus er et juridisk dokument som foreskriver at der indhentes oplysninger om retmæssigheden af en persons varetægtsfængsling.

[Ramme/illustration på side 13]

DET STORE FRIHEDSBREV

Magna Charta (latin af magnus ’stor’ og charta ’papir, skrift, brev’) begyndte som „Baronernes artikler“. Kong Johan satte sit segl på dette dokumentet som indeholdt 49 artikler. I de følgende dage udvidedes artiklernes antal til 63, og skriftet blev igen forsynet med kong Johan uden Lands segl. Revisionen i 1217 omfattede også et andet, mindre dokument der indeholdt love om skovbrug. Fra da af blev artiklerne betegnet som Magna Charta.

De 63 artikler er delt op i ni grupper. De handler blandt andet om baronernes klagemål, en reform af lov og ret samt bestemmelser angående kirkens frihed. Artikel 39, som danner basis for de engelske borgerrettigheder, lyder: „Ingen fri mand skal anholdes eller fængsles eller berøves sin besiddelse eller bandlyses eller fordømmes eller på nogen som helst anden måde ruineres, og Vi vil ikke gå til værks mod ham eller lade nogen gå til værks mod ham, medmindre det sker på grund af en retslig kendelse af standsfæller eller i overensstemmelse med landets lov.“

[Illustration]

Baggrund: Den tredje revision af Magna Charta

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra The British Library, 46144 eksemplar af kong Henrik IIIs revision af Magna Charta 1225

[Illustration på side 12]

Kong Johan uden Land

[Kildeangivelse]

Fra bogen Illustrated Notes on English Church History (Bind I og II)

[Illustration på side 12]

Kong Johan overgiver sin krone til pavens legat

[Kildeangivelse]

Fra bogen The History of Protestantism (Bind I)

[Illustration på side 13]

Kong Johan mødes med sine baroner og indvilliger i at underskrive Magna Charta, 1215

[Kildeangivelse]

Fra bogen The Story of Liberty, 1878 

[Illustration på side 14]

Magna Charta-mindesmærket på Runnymede

[Kildeangivelse]

ABAJ/Stephen Hyde

[Kildeangivelser på side 12]

Øverst i baggrunden: Med tilladelse fra The British Library, Cotton Augustus II 106 eksemplar af kong Johans Magna Charta 1215; Kong Johans segl: Public Record Office, London