Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Det røde guld“ fra Middelhavet

„Det røde guld“ fra Middelhavet

 „Det røde guld“ fra Middelhavet

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

ENGANG var de lærde uenige om hvorvidt det var en plante eller et mineral. Dets flotte røde farve har længe fascineret menneskene, og i århundredernes løb er det blevet brugt som betalingsmiddel og til fremstilling af ornamenter, kunstgenstande, talismaner og medicin. I dag anvendes det hovedsagelig til produktion af smykker. Hvad taler vi om? Ædelkoral fra Middelhavet — et materiale der er så kostbart at det er blevet kaldt „det røde guld“.

Hvad er ædelkoral egentlig? Hvor og hvordan dannes det? Hvilke metoder har man brugt til at indsamle materialet? Hvordan er det blevet forarbejdet før i tiden, og hvordan gøres det i dag?

Dyr, plante eller mineral?

Naturforskere i oldtiden har beskrevet ædelkoral (Corallium rubrum) fra Middelhavet, hvordan det blev indsamlet, og hvad det blev brugt til. Det var først i det 18. århundrede at man fuldt ud forstod at ædelkoral, ja, faktisk alle former for koral, er skeletrester af organismer fra dyreriget. Det der kunne ligne blomster på et miniaturetræ, er i virkeligheden tentakler på levende skabninger — kolonier af polypdyr. Grenene, der kan blive 25-30 centimeter lange, er massive kalkaflejringer som disse kolonier har udskilt for at beskytte sig. Grenene har en ensartet rød farve, som dog kan variere fra gren til gren. Ædelkoral kan vokse på en hvilken som helst fast overflade — en sten, et skibsvrag eller endda en gammel kanonkugle — så langt ned som til en dybde af 250 meter. Denne koral kan dog kun klare sig i helt rent vand med en relativ høj saltholdighed og en temperatur på mellem 10 og 30 grader. Den findes i Middelhavet ved Albanien, Algeriet, Frankrig, Grækenland, Italien, Jugoslavien, Marokko, Spanien og Tunesien samt i Atlanterhavet ved Kap Verde og Marokko. Unge kolonier vokser hvert år 4-8 millimeter i længden og cirka 1,5 millimeter i diameter.

 Højt skattet siden oldtiden

Arkæologiske vidnesbyrd viser at koral længe har været et højt værdsat materiale som man har forarbejdet og handlet med. I begyndelsen har man muligvis blot sanket grene som var blevet skyllet op på Middelhavets strande. I Schweiz har man i gamle grave fundet fragmenter af ædelkoral, der formentlig blev brugt som amuletter. Man har fundet ædelkoral blandt smykker der tilhørte en sumerisk gudinde, og også ægypterne værdsatte dette materiale højt. Jøderne i fortiden tillagde koraller lige så stor værdi som sølv og udsøgt guld. (Ordsprogene 8:10, 11; Klagesangene 4:7) Koral var også højt skattet blandt kelterne, som pyntede deres våben og hestes hovedtøj med det.

Den romerske naturforsker Plinius nævner at ædelkoraller i det første århundrede blev fisket i Lyonbugten, langs Italiens vestkyst og i havet omkring Sicilien. Koralkolonier blev trukket op ved hjælp af net eller skåret af med skarpe jernredskaber. Dengang brugte man koraller som et middel mod feber, nyresten og øjenlidelser. Man mente også at koraller kunne beskytte én mod tyfoner og lyn.

I det tiende århundrede havde nordafrikanske arabere opfundet en anordning til at fiske koraller med — et stort diagonalt kryds af bjælker, som var 4-5 meter lange. Krydset blev gjort tungere ved hjælp af en stor sten, og på bjælkerne var der fæstnet grupper af net, hvoraf nogle var 8 meter lange. Fra båden blev redskabet sænket ned på koralbunden og slæbt hen over den. Koralgrenene knækkede af, blev filtret ind i nettene og dernæst trukket med krydset op af vandet. Indtil for blot nogle få år siden brugte man varianter af dette udstyr og denne  metode, men frygten for at fremgangsmåden var ved at ødelægge havbunden og den marine fauna, resulterede i at den blev forbudt. Man foretrak fangst ved hjælp af dykkere. I teorien kan dykkere gå mere selektivt og skånsomt til værks, men i praksis har nogle af dem faktisk ribbet store dele af koralrevet.

Et traditionelt italiensk kunsthåndværk

I antikkens Rom brugte kunsthåndværkere koral ved fremstillingen af amuletter, perler til halskæder og skulpturer med motiver fra mytologien og naturen. I det 12. århundrede foregik der en livlig eksport af perler, knapper og andre genstande af koral fra Genova til Konstantinopel og forskellige havnebyer ved Middelhavet. På Marco Polos tid (det 13. århundrede) var middelhavskoral en efterspurgt vare i Indien og Indokina, og arabiske handelsmænd bragte det så langt som til Kina.

I Trapani, Napoli, Genova og andre byer producerede man enorme mængder af glatte koralgenstande. De produkter der blev fremstillet i Trapani under manierismen og i barokken (fra det 16. til det 18. århundrede), var særlig bemærkelsesværdige. Små koralfigurer blev fastgjort til træflader eller forgyldte metalflader og anvendt til kirkeudsmykning eller som pynt på alle mulige genstande, deriblandt smykkeskrin, bakker, billedrammer og spejle. Der blev fremstillet kunstfærdige julekrybber i koral, og tusinder af bittesmå koralperler blev syet på kostbare klæder og alterbordsforhæng. Især i det 19. århundrede blev der produceret en lang række smykker i alle mulige stilarter og former — diademer, øreringe, vedhæng, halskæder, kaméer, brocher, smykkesæt og armbånd formet som blomster, blade, dyr og figurer inspireret af antikken.

Torre del Greco, en by ved Napolibugten, har specialiseret sig i at forarbejde ædelkoral. Cirka 90 procent af alle de ædelkoraller som indsamles fra hele verden, forarbejdes faktisk i denne by. De lokale kunsthåndværkere bruger rundsave til at skære koralgrenene i mindre stykker. Nogle af stykkerne går til fremstilling af kuglerunde perler der laves på maskine. Andre skæres i bestemte former og størrelser ved hjælp af en håndfræser, hvorefter stykkerne poleres og anbringes i indfatninger i ringe, øreringe og andre genstande. Mellem 50 og 75 procent af råmaterialet går tabt under processen, og det er en af grundene til at koralsmykker koster mere pr. gram end guldsmykker.

Koralindustrien har oplevet storhedstider som gjorde det muligt for nogle at samle sig formuer. Sørgeligt nok har den også tiltrukket folk „som er besat af ønsket om hurtige og lettjente penge“, og som er i stand til at drive rovdrift på koralrevene „i så stor grad at de ødelægges,“ siges der i bogen Il Corallo Rosso. Bekymring for ædelkorallens fremtid og den industri som er afhængig af den, har fået nogle til at foreslå en mere rationel forvaltning af ressourcerne. Selv om ædelkorallen ikke anses for at være i fare for at uddø, er det stadig vanskeligere at finde grene der er store nok til at lave smykker af. I dag skaffes råmateriale til italienske koralsmykker også fra Stillehavet. Ved Japan og Taiwan fiskes forskellige koralarter på cirka 300 meters dybde ved hjælp af små ubåde og fjernstyrede robotter. Cirka 2000 kilometer ud for Hawaii vokser der koraller ned til en dybde af 1500 meter.

Flotte smykker og skulpturer forarbejdet af koral er et vidnesbyrd om mange kunstneres færdighed inden for dette bemærkelsesværdige håndværk. Og for dem der sætter pris på Guds skaberværk, er Middelhavets „røde guld“ blot én af hans utallige gaver til glæde for menneskeheden. — Salme 135:3, 6.

[Illustration på side 16]

Et halssmykke fra det 19. århundrede bestående af 75.000 koralperler

[Kildeangivelse]

Per gentile concessione del Museo Liverino, Torre del Greco

[Illustration på side 17]

Levende koral

[Illustrationer på side 18]

Diadem

Alterkalk fra det 17. århundrede

Et smykkesæt

[Kildeangivelse]

Alle billeder: Per gentile concessione del Museo Liverino, Torre del Greco

[Kildeangivelse på side 17]

Per gentile concessione del Museo Liverino, Torre del Greco