Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Crazy horse — En kriger i sten

Crazy horse — En kriger i sten

 Crazy horse — En kriger i sten

HVAD var det mon der fik en ung polsk-amerikaner, en selvlært og fremragende billedhugger, til at påtage sig den opgave at forvandle et bjerg til en skulptur af en respekteret indianerkriger han aldrig selv havde set? Det var ikke nogen overilet beslutning, for Korczak Ziolkowski, som billedhuggeren hed, var syv år om at bestemme sig.

I 1939 fik han et brev fra en gammel indianerhøvding af lakotastammen, Henry Standing Bear, der boede i Pine Ridge-reservatet i South Dakota. Høvdingen bad ham om at lave et monument i Black Hills i South Dakota som en hyldest til en af de legendariske indianerhøvdinge. Lakotaerne betragter Black Hills som helligt område, og de var ikke spor glade da billedhuggeren Gutzon Borglum færdiggjorde en mammutskulptur der forestillede fire amerikanske præsidenter, på Mount Rushmore i hjertet af deres hellige Black Hills. Høvdingen Standing Bear skrev til Korczak: „Mine medhøvdinge og jeg ønsker at den hvide mand skal se at den røde mand også har store helte.“

Hvorfor Crazy Horse?

Hvorfor valgte de Crazy Horse? * Robb DeWall siger: „Det var indianerne der bestemte at mindesmærket skulle skildre Crazy Horse. Crazy Horse var den perfekte indianer — en ualmindelig tapper kriger og glimrende militærstrateg, der så vidt vides var den første indianer som brugte bagholdsmetoden. Han . . . underskrev aldrig en traktat og kom aldrig til at bo i reservatet.“

Hvordan fik Korczak idéen til sit motiv? Han hørte om det svar Crazy Horse havde givet en hvid handelsmand der hånede ham fordi han ikke ville bo i reservatet, som de fleste andre lakotaer allerede gjorde. Handelsmanden spurgte: „Hvor er dine landområder nu?“ Crazy Horse „spejdede ud over horisonten, pegede hen over hovedet på sin hest og erklærede stolt: ’Mit land er hvor mine døde ligger begravet.’“

Hvor skulle monumentet placeres?

Først måtte man vælge det bjerg der efter planen skulle omdannes til verdens største skulptur, en skulptur der endda overgik de nærliggende skulpturer på Mount Rushmore. I 1947 besluttede Korczak og høvdingen Standing Bear sig endelig for hvilket bjerg der skulle bruges til formålet. Det var en 200 meter høj bjergtop der lå 2050 meter over havoverfladen. Korczak kaldte den Thunderhead Mountain (Tordenskybjerget) på grund af de usædvanlige skyformationer der af og til dannede sig over tinden. Hvordan ville de få tilladelse til at omdanne dette bjerg til et gigantisk monument til minde om en indianer?

Robb DeWall forklarer i sin bog Korczak — Storyteller in Stone: „Enhver kunne få minedriftsbevilling på et område i Black Hills, og dermed i praksis blive ’ejer’ af området hvis bare han hvert år fik udført evalueringer af dette område for mindst 100 dollars. Korczak syntes det var ejendommeligt at staten var ligeglad med om bjerget til sidst kom til at ligne en indianer til hest, når bare han sørgede for evalueringsarbejdet til det påbudte minimum hvert år.“

Hvor meget af bjerget skulle fjernes?

Korczak, der kun havde begrænsede midler, stod foran en kolossal opgave, og i begyndelsen stod han oven i købet alene. Den første dynamitsprængning fandt sted den 3. juni 1948 og fjernede kun en beskeden mængde på hen ved ti tons klippemasse. Fra det tidspunkt og frem til 1994 blev der ved sprængning fjernet cirka 8,4 millioner tons klippemasse af bjerget. Flere hundrede indianere overværede den indledende sprængning, deriblandt fem af de  ni overlevende fra det berømte slag ved Little Bighorn (25. juni 1876). *

Korczak var en engageret og vedholdende mand. Med tømmer fra egnens træer byggede han en trappe på 741 trin op til bjergtinden, hvor han havde planlagt at sprænge og udhugge hestens hoved. Han havde desuden brug for elektricitet til trykluftboret. Den fik han fra en gammel benzindrevet kompressor. Han var dog nødt til at lægge en 8 centimeter tyk og 620 meter lang rørledning op ad og hen over bjerget til det sted hvor han borede. Og hver gang kompressoren uden varsel gik i stå, måtte han gå alle de 741 trin ned ad trappen for at starte motoren igen. Hans rekord var ni ture ned og op på én dag! Han havde ikke råd til at ansætte en mand til at passe kompressoren. Det var tydeligt at han havde stor udholdenhed og beslutsomhed.

I 1951 brugte han 660 liter hvid maling til at male konturerne af den planlagte skulptur på bjergsiden. Så kunne de besøgende lettere danne sig et billede af det færdige værk.

Dødsfald ændrer planerne

I 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne koncentrerede Korczak sig om at sprænge tilstrækkeligt med klippemasse væk for at påbegynde udformningen af hestens hoved. Han havde allerede  haft to hjertetilfælde (1968 og 1970). I sommeren 1982 gennemgik han en vellykket firdobbelt bypassoperation. Så indtraf tragedien: Korczak døde pludselig i oktober samme år i en alder af 74. Hvad ville der nu ske med det enorme Crazy Horse-projekt? Ville det afgå ved døden sammen med billedhuggeren?

Korczak havde aldrig regnet med at han kunne gøre værket færdigt alene. Han vidste at det ville tage mere end en menneskealder at færdiggøre projektet, og lavede derfor detaljerede arbejdstegninger. Hans kone, Ruth, og deres ti børn var lige så engagerede i at få monumentet gjort færdigt som han selv. Ruth havde været involveret i hver eneste fase af projektet og ikke alene hjulpet ham med beregningerne, men også med den praktiske gennemførelse.

Han havde givet færdiggørelsen af hestehovedet førsteprioritet. Men hans død betød en ændring i planen. I 1987 besluttede hans enke, sammen med bestyrelsemedlemmerne af fonden for projektet, at koncentrere sig om Crazy Horse’s ansigt. Hvad fik dem til at ændre planen? Ansigtet var meget mindre end hestens hoved og ville derfor kunne gøres hurtigere færdigt, og omkostningerne ville være mindre. Det ville også bevirke at folk hurtigere kunne se hvad værket skulle forestille, og måske øge deres støtte til projektet.

Forbløffende dimensioner

Crazy Horse’s hoved er næsten 27 meter højt og 18 meter bredt. Det hævdes at „de 20 meter høje hoveder på Mount Rushmore alle fire ville kunne være i Crazy Horse’s hoved — og at der stadig ville være plads tilovers!“ Nogle kilder oplyser at Crazy Horse, med sin udstrakte venstrearm og hesten, bliver verdens største skulptur — 172 meter høj og 195 meter lang. Alene armen vil komme op på en længde af 69 meter, og den finger Crazy Horse peger med, vil blive godt 11 meter lang og 3 meter tyk.

Korczak ville ikke tage imod statsstøtte til sit projekt. Ved to lejligheder fik han stillet en bevilling på 10 millioner dollars i udsigt, men han afslog begge gange. Robb DeWall skriver at Korczak „ikke på noget tidspunkt afveg fra sin filosofi om det frie initiativ. I sin levetid havde han i egen kraft fremskaffet og brugt over fem millioner dollars på Crazy Horse.“ Han ville ikke have løn og havde ingen konto til personlige udgifter.

I dag skal man betale entré for at se værket. For tiden kommer der hvert år over en million besøgende for at se Crazy Horse. Takket være de mange donationer i form af penge og udstyr har projektet kunnet holdes i gang.

Indianermuseet

I nærheden af Crazy Horse-monumentet ligger det imponerende Indian Museum of North America, der er bygget med tømmer fra egnen. Det indeholder tusinder af indianske kunstgenstande der repræsenterer mange af Nordamerikas over 500 indianerstammer. Der er også et omfattende bibliotek med opslagsværker om indianere som studerende og forskere kan gøre brug af.

 Indianere som for eksempel Priscilla Engen og Freda Goodsell (der hører til oglala-lakotaerne) står også til rådighed for at besvare spørgsmål og fortælle om nogle af de udstillede eksempler på indiansk kunst og kunsthåndværk. Når man besøger museet, er der også mulighed for at tale med Donovin Sprague, der er universitetslærer og tilhører miniconjouindianerne, en lakotastamme. Han er tipoldebarn af høvdingen Hump, der deltog i slaget ved Little Bighorn tilbage i 1876.

Crazy Horse-monumentets fremtid

Der er planer om at flytte museet. Korczaks oprindelige idé var at museet skulle ligge nærmere ved monumentet og bygges i stil med en navajo-indianerhytte. Det bliver i så fald en etagebygning med en diameter på 110 meter. Der er også planer om at oprette et universitet og at etablere en lægeuddannelse for de nordamerikanske indianere. Men inden disse storstilede projekter kan føres ud i livet, må selve Crazy Horse-monumentet gøres færdigt. Hvornår er det færdigt? Korczaks kone, Ruth, siger: „Vi kan ikke komme med en dato, for der er alt for mange uberegnelige faktorer der spiller ind, som for eksempel økonomien, vejret og hvor strenge vintrene bliver. Det vigtigste er at vi støt nærmer os endemålet.“

[Fodnoter]

^ par. 5 Som ung gik Crazy Horse (ca. 1840-77) under navnet His Horse Stands in Sight. „Det var formentlig inden han fyldte tyve at han fik navnet Crazy Horse [på lakota: Tasunke Witko], og han var den tredje, og sidste, i sin familie der bar det navn.“ Hans far og bedstefar havde også båret det. — Encyclopedia of North American Indians.

^ par. 11 Ved dette historiske slag udslettede en blandet hær af cheyenne- og siouxindianere (lakotaer) general George Armstrong Custer og hans afdeling på 215 kavalerister. Den besejrede også kavaleriforstærkningerne under ledelse af major Marcus Reno og kaptajn Frederick Benteen. Crazy Horse var en af indianerlederne i dette slag.

[Illustration på side 14, 15]

En skalamodel af Crazy Horse og hestens hoved malet på bjergsiden

[Kildeangivelse]

Side 2 og 15: Korczak, billedhugger © Crazy Horse Memorial Fnd.

[Illustration på side 15]

Korczak og høvdingen Henry Standing Bear den 3. juni 1948. Bag dem ses en skalamodel i marmor af monumentet samt bjerget før sprængningerne

[Kildeangivelse]

Foto: Crazy Horse Memorial archives

[Illustration på side 16]

Familien Ziolkowski. Nummer fire fra højre er Ruth, Korczaks enke

[Kildeangivelser]

Crazy Horse photo

[Illustration på side 17]

Indianermuseet set indefra

[Illustration på side 16, 17]

Den årlige march til Crazy Horse’s ansigt

[Kildeangivelse]

Fotos af Robb DeWall, med tilladelse af Crazy Horse Memorial Foundation (nonprofit)

[Kildeangivelse på side 16]

Foto af Robb DeWall, med tilladelse af Crazy Horse Memorial Foundation