Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Når små fejl bliver til katastrofer

Når små fejl bliver til katastrofer

 Når små fejl bliver til katastrofer

DEN 6. juli 1988 var et hold arbejdere på boreplatformen Piper Alpha i Nordsøen i gang med at reparere en gas-kondensatpumpe, men de blev ikke færdige. På grund af manglende kommunikation startede det næste skiftehold pumpen, og der udbrød brand. Arbejderne, der befandt sig højt over vandet, havde ingen mulighed for at undslippe. Det kostede 167 mennesker livet.

Tolv år senere, den 25. juli 2000, accelererede en Concorde hen ad startbanen i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris. Lige inden flyet skulle lette, punkterede et af hjulene på grund af et lille stykke titanium der lå på startbanen. En tank med brændstof i den ene vinge blev beskadiget. Brændstoffet strømmede ind i flyets venstre motorer så de gik i stå, og der dannedes en 60 meter lang stikflamme. To minutter senere ramte flyet et hotel, og samtlige ombordværende tillige med nogle mennesker på landjorden omkom.

Om sådanne ulykker siger James Chiles i sin bog Inviting Disaster — Lessons From the Edge of Technology: „I vore moderne tider, hvor vi er omgivet af maskiner som vi ikke altid har fuld kontrol over, er vi nødt til at erkende at banale fejl kan få katastrofale følger.“ I en kommentar til bogen siger bladet Science: „Den usædvanlige og hastige udvikling der er sket inden for videnskab og teknologi i de seneste få hundrede år, har nærmest virket berusende. Det giver os en følelse af at vi næsten kan forstå og kontrollere alt i vores fysiske omgivelser. [Men] der er ingen grund til at tro at vi er mindre fejlbarlige nu end tidligere.“

Med hensyn til de mere farlige teknologier skriver bladet Science: „Selv den mindste risiko [for fejl] er uacceptabel. Vi må insistere på at disse teknologier skal kunne beherskes til fuldkommenhed.“ Men har menneskers præstationer hidtil vist at det er muligt? Bestemt ikke! Derfor vil der uden tvivl stadig ske fejl som fører til ulykker af den ene eller den anden slags.

Men sådan vil det ikke blive ved med at være. Mennesker der frygter Gud, kan se frem til en tid hvor der ikke vil ske tragiske dødsfald på grund af menneskelige fejl eller begrænsninger. Hvorfor kan vi være sikre på det? Fordi Gud ved hjælp af sit himmelske rige vil fjerne alt det der forårsager død, sorg og smerte. — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Kildeangivelse på side 31]

AP Photo/Toshihiko Sato